Jeg flytter

Min allerkæreste læser 💜

Det er med sorg i sjælen, jeg må meddele, at jeg lukker ned for Dropsene. Og vi må sige farvel.

HULK 😭😭😭

Det er ikke nogen nem afsked, og du skal vide, at jeg har nydt vores tid sammen. Det er jo ikke småting, vi har oplevet gennem årene. Hvad hele 662 indlæg her på bloggen vidner så smukt om.

Du skal også vide, at det ikke er dig. Det er mig.

Jeg trænger til luftforandring. 

Så jeg flytter. 

Helt hen på Bloggers Delight. Hvor jeg kalder mig Slaskepat 😃 Og hvor jeg vil fortsætte i samme elegante stil. 

Du er heldigvis velkommen til at flytte med!

Jeg vil således benytte lejligheden til at sige TAK for nu. Og forhåbentlig på gensyn.

Love you 💜

Jeg ved det godt

For få dage siden skrev jeg "Godt nytår" til alle 🎆🎇

Og det KUNNE måske tolkes, som om jeg ikke havde mere på hjerte for i år.

Men.

Det ville faktisk være løgn.

For nu skriver jeg igen. 

Det KAN jeg, fordi det er mig, der bestemmer. Eller som man jo siger: C'est moi qui decide 😉

Og det GØR jeg, fordi jeg har en ekstra lille ting at fortælle. En lille jule-/nytårsbonus. Og fordi jeg er alene hjemme et par timer.

Jeg skal nemlig lige huske at prale lidt. Fuldkommen ubeskedent.

For jeg har faktisk de bedste børn i verden. Og hvis du selv har børn, kære bloglæser, så skal de nok tage sig sammen for at nå op på siden af mine 😂

Denne gang handler historien om Barn 2. Vi kan også kalde ham Peter. Mest fordi han HEDDER Peter.

Denne Peter er i skrivende stund 27 og bor på Frederiksberg. Han er en sød og følsom knægt. Og klog. Han er kemiingeniør og i færd med at tage en ph.d på DTU. Noget med kemiske processer og kunstig intelligens. Som INGEN (læs: Mutti, red.) rigtig forstår.

Han bor sammen med skønne Sofie. Som er kemiingeniør og ... i færd med at tage en ph.d på DTU.

Selv om Peter er flyttet til Udkantsdanmark (prøv bare at kigge på et kort 😂), ser og hører jeg faktisk en del til ham. Han er megasød til at ringe og pludre, og vi besøger hinanden ret ofte. 

Sidst jeg var henne i københavnsområdet var den 27. oktober. Jeg skulle stå for et forfatterarrangement inde på Egmont, da jeg jo i årets løb har fået mit navn på forsiden af en bog 💃💃💃

Og når jeg har aftaler i hovedstaden, lægger jeg som regel vejen forbi Peter og Sofie. De laver dejlig mad, vi hygger, og jeg overnatter på en madras på gulvet i stuen.

Således også hin dag i oktober.

På et tidspunkt efter middagen forsvandt Peter ind i soveværelset og rumsterede lidt rundt. For et øjeblik senere at returnere til dagligstuen med en æske i favnen og et skævt grin om munden.

"Værsgo, mor," sagde han og kiggede på mig med et glimt i øjnene, som jeg ikke helt kunne tolke. "Vi har lavet en pakkejulekalender til dig og Anne-Mette."

(Til nye læsere kan jeg fortælle, at Anne-Mette er mit livs kærlighed 💘💘💘 Og at vi blev hinandens hustru på en fantastisk dag i juni måned i år 👰👰🎆🎇)

Så rakte han mig æsken, som var fyldt med en masse små og forholdsvis ubehjælpeligt indpakkede gaver.

Jeg takkede glad og overvældet, fordi jeg aldrig før har været i modtagerenden af en pakkekalender fra mine børn.

Æsken blev bragt med toget hjem til forstadsvillaen i Randers og sat i venteposition. 

1. december åbnede vi den første pakke. Den indeholdt 36 puslespilsbrikker. De passede sammen og dannede en lille firkant med et ubestemmeligt motiv i hvide, grå og brune nuancer.

2. december åbnede vi den anden pakke. Den indeholdt også 36 puslespilsbrikker. Som også passede sammen og dannede en ny lille firkant. Også med et ubestemmeligt motiv i de samme nuancer.

3. december åbnede vi den tredje pakke. Og du kan måske selv gætte, hvad den indeholdt 😉

Her var det så, vi opdagede, at de tre små firkanter kunne sættes sammen. Og skarpsindige som vi er, regnede vi ud, at vi jo nok ville stå med et helt, færdiglagt puslespil, når de 24 pakker var åbnet og samlet.

Sjov idé 😃

I begyndelsen af december ringede Peter hjem hver dag. Bare for lige at høre, om vi tilfældigvis havde fået åbnet vores pakker. Det var, som om han fiskede efter noget, og på tredjedagen ville han dag også forsigtigt høre, om vi mon havde gættet, hvad puslespillet forestillede. Han var tydeligvis ved at eksplodere af forventning.

No clue. 

Vi kunne stadigvæk kun se firkanter i de samme, lidt kedelige, nuancer. Efterhånden dog suppleret med en lille smule rødt.

Men på femtedagen var der noget i motivet, jeg kunne genkende. En flagstang. 

Og jeg kan næsten ikke beskrive, hvor rørt jeg blev, da hele konceptet gik op for mig.

Ikke alene havde Peter og Sofie brugt både penge og en betragtelig mængde tid på at købe OG lægge et stort puslespil, skille det ad i små firkanter, der passede indbyrdes til hinanden, og pakke alle brikkerne ind i 24 pakker, som de omhyggeligt havde nummereret i den helt rette rækkefølge.

De havde også fået puslespillet specialfremstillet med et ganske særligt motiv. For jeg kunne genkende flagstangen.

Sådan en stod der nemlig på hver side af døren til det gamle rådhus i Randers den dag, jeg blev viet til Anne-Mette.

Og da puslespillet den 24. december var færdiglagt, så det således ud:

Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på varmen og hengivenheden i Peter og Sofies pakkekalender.

💘💘💘

Ikke mere bonus nu. Jeg skal videre med at lave så lidt som muligt, mens jeg endnu har juleferie.

Take care and keep cruisin' 💜

Bedste nytårshilsener ...

... from all of me to all of you 🎆🎇

Endnu et år er gået. Julen er overstået.

Og har du fulgt med her på bloggen, ved du også, kære læser 💜, at jeg er The Grinch. Bare uden den grønne kulør.

Jeg har nemlig længe syntes, at julen, den lille motherfucker, er for travl, kommerciel, traditionsstyret, religiøs, dyr, fed, grå og fuld af klimaskadeligt overforbrug. Der er socialiserings-og-alt-muligt-andet-tvang, og jeg kan VIRKELIG bedst lide at bestemme selv.

Spørger man Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.), vil man få at vide, at julen ikke har været den samme, siden jeg forlod deres far for 12 år siden.

Og jeg er tilbøjelig til at give dem ret. Det er svært at gøre julen til helt den samme for børnene efter en skilsmisse. Blandt andet fordi den ene forælder som regel tilbringer højtiden på en anden lokation.

Det forsøgte jeg at råde bod på for nogle år siden. Hvor jeg foreslog The Person Formerly Known as Lucifer (læs: fruens eksmand og Rotternes far, red.), at vi kunne holde jul sammen. Allesammen. 

"Glimrende idé," svarede manden.

Han skulle bare lige afstemme med The Wicked Witch of the East (læs: mandens samleverske, som han bor med i den del af Udkantsdanmark, der også går under betegnelsen København, red.). Kun en formalitet.

Det blev et klart nej. 

Damen havde sjovt nok ikke lyst til at holde jul med mandens ekskone.

Så Rotterne pendler fortsat mellem far og mor. Hvert sted hvert andet år.

I år forsøgte vi at gøre julen billigere og mere bæredygtig. Og jeg synes i al beskedenhed, at det har fungeret fremragende.

Rotterne og jeg besluttede nemlig at gå sammen og ved lodtrækning lade os tildele én person i gruppen, som vi skulle købe gave til.

Det betød, at jeg har købt en gave til Barn 2, mens jeg selv har fået en af Barn 1. Budget: maks. 500 kroner.

Derved har vi sparet os selv og klimaet for indkøb af i alt 20 gaver. Og december er blevet mindre hektisk.

Selvfølgelig har vi skullet vænne os til tanken om, at det altså ikke er alle i den nære familie, man er på gave med, men det er faktisk gået superfint og kan helt klart anbefales.

Juleaften tilbragte jeg hos Schwiegermutter i Risskov. Sammen med Englebassen (læs: fruens guddommelige hustru, red.) og hendes to børn.

Skønt for en gangs skyld ikke at skulle lave en skid. Ud over at hakke mandler til risalamanden. En overkommelig opgave.

Jeg lagde Grinchen fra mig for en stund (der er jo ingen grund til at overdrive, og når vi først når til den 24., er meget af det grimme jo også overstået ;-)) og nød aftenen 💜

Selv om jeg til at begynde med blev en lille smule forskrækket. 

Schwiegermutter er nemlig meget højlydt antialkoholisk, og ingen ud over bloggeren selv, viste det sig, vovede at ytre ønske om et lækkert glas rødvin til julemiddagen, selv om vi ellers havde medbragt en flaske.

Awkward.

Så stod jeg nemlig der. Og havde nikket glad, da det blev mig tilbudt. Hvorpå ALLE andre takkede nej.

Og jeg måtte lave en hurtig og elegant retræte, da jeg manglede pænt meget lyst til at være den fucking ENESTE vindrikker omkring bordet:

"Øøøhh ... ved nærmere eftertanke tror jeg ... at ... øøøhh, jeg for resten nok har mere lyst til noget andet end ... vin," løj jeg således overbevisende.

Og rabarber-/hindbærsaften fra Rema 1000 er virkelig også dejlig at skåle i, kan jeg fortælle.

I pakken fra Barn 1 fandt jeg ...

... et croquis-kursus.

Haha 😂

Jeg er omtrent lige så kreativ som en køkkentaburet, så det skal dælme nok blive sjovt 😱😱😱

Jeg ved heldigvis, at kurset ledsages af et glas cava. Nammenam! 😋 Så må vi håbe, det hjælper på kreativiteten.

Nå, men nu vil jeg snart rulle.

Jeg skal blot fortælle, at dagene efter jul har været totalt henførende. Intet mindre. Der er nemlig ikke sket en skid. Og det i himmelsk samvær med min smukke, elskede hustru.

Og så skal jeg ønske alle et godt og lykkebringende nytår!

Gud bevare Danmark 🎆🎇

Otte en halv måned ...

... er der aldrig før gået mellem to blogindlæg fra min hånd. 

Men nu skulle det altså ske. Og for dét, kære bloglæser: my sincerest apologies 😌

Det kunne måske være fristende at tro, at jeg har tilbragt tiden med sofaen under ryggen og Erling (den af mine to misser, der rent faktisk er en kat, blink, blink 😜) på maven:

Og det kunne da også have været meget rart. Men sådan forholder det sig rent faktisk ikke.

For jeg har nemlig haft travlt fucking pissehamrende LATTERLIGT travlt.

Det er der til gengæld kommet et nyt barn ud af.

Eller ... øh ... barn og barn. Det er jo ikke, fordi jeg som 54-årig kvinde har ladet mig besvangre af min damepartner. Men jo. Det ER sgu så godt som min nye lille baby. Og den ser sådan ud:

En henrivende lille skabning, ikke?

Og jeg er ved at fucking BRISTE af moderstolthed. Tænk en gang, at jeg, JEG (!), langt om længe har fået mit navn på forsiden af en bog.

Det er en ældgammel drøm, der endelig er gået i opfyldelse. Eller ... øh ... nu har jeg godt nok altid set mig selv som international bestseller-romanforfatter i mine drømme. 

Men lærebogsforfatter er et okay kompromis mellem ikke-forfatter i den ene ende og internationale bestseller-romaner i den anden. 

Og denne bog er en lærebog. Den er en del af et nyt engelsksystem fra et af vores førende lærebogsforlag, og den er til 8. årgang.

Den var supersvær at klemme ud. Jeg havde presseveer i månedsvis. 

Ikke mindst fordi min medforfatter pludselig sprang fra, og jeg dermed stod alene med babyen. Og så er der jo også den lille biting, at jeg altså samtidig havde (og i øvrigt stadig har) et fuldtidsjob som lærer på en skole, der ligger 60 kilometer fra mit hjem. Hvilket betød, at jeg ikke blot lagde over 40 timer ugentligt på skolen, men også måtte bruge lang tid på transport hver dag.

Så det har ikke været uden konsekvenser: 

Det kan ses på blodtrykket. Jeg havde ikke længere tid til Dropsene. Eller tennis. Eller for den sags skyld ret mange af mine andre helsebringende fritidsaktiviteter (vandreture, foredrag, bifture, hyggelæsning, cafébesøg osv.).

Mine nærmeste var bekymrede. Ikke mindst min smukke kæreste, som tydeligt kunne mærke på mig, at jeg var presset. Så jeg lovede højtideligt, at mit forfatterarbejde ville slutte med babyen på billedet ovenfor.

Det var en uomtvistelig nødvendighed. Af helbredsmæssige årsager og fordi jeg ikke længere ønskede at være Des med mine nærmeste ved kun at ses i min forbiflyvning.

Øh.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at den almene del af grundskolen i Danmark slutter med 9. årgang.

Og bogen på billedet ovenfor hedder jo ligesom noget med 8. Hvilket kunne antyde, at det er den NÆSTsidste i den serie til udskolingen, som forlaget udgiver under navnet Connect.

Så jeg havde jo nok på fornemmelsen, at min redaktør kunne finde på at telefonere for at spørge, om jeg mon skulle have lyst til endnu en omgang i ringen.

Men jeg var stålsat. Det ville blive et NEJ tak herfra.

Opringningen kom ved juletid.

Nu har jeg lige afleveret manus til 9eren. Jeg er i fuld gang med lærervejledningen til samme bog, og dernæst skal jeg lave det tilhørende website.

Så ja. Jeg har rygrad som et stykke overkogt tagliatelle. 

Til gengæld er jeg jo tæt på at være Queen of English, og det er også noget værd.

Og så er jeg i øvrigt ovenud lykkelig i mit smukke privatliv. For prøv lige at se her:

Her har jeg været gift med VERDENS DEJLIGSTE KVINDE i cirka ti minutter 👭💘💘💘

18. juni 2022 klokken 10 blev vi viet. Med et halvt års fucking corona-forsinkelse. Og gudskelov for det. Nu blev det et fantastisk sommerbryllup, hvor vi festede i 15 timer med alle de mennesker, vi havde lyst til at se. Uden mundbind, forsamlingsloft og andre dødssyge restriktioner.

Vejret var godt, maden var lækker, humøret var højt over hele linjen.

Og jeg vil gerne bryste mig lidt af, at vi havde inviteret begge vores eksmænd med, og at de havde takket ja.

Det er sådan, det skal være 💃💃💃

Bryllupsrejsen gik til Palermo. I to uger. 

Og hvis du ikke har været i Palermo, så skynd dig af sted. Det er den mest henrivende upolerede og autentiske storby. Langt fra de friserede og alt for pæne italienske turistmagneter, jeg tidligere har oplevet.

Her er nogle pics:

Midlerne er gået til underetagen

Flere kontraster

Street art

Min skønne frue

Charme

Liv

Street food

Her set udefra

Multikulturel

Farverig

Rustik

Italiensk

Forfald

Atmosfære

Bygningskunst

Mosaik

Imponerende skønhed

Bizarre vækster

Poleret her og der

Flere farver

Bloggeren selv

Der bor faktisk nogen

Ja, sådan er Palermo. Smuk i al sin grimhed. En smule til den varme side i juli. Prøv i maj.

Nu må jeg rulle. Men jeg håber, at vi høres ved snart igen.

Take care 💜

Godt nytår!

Allerkæreste læser

Du skal naturligvis ikke snydes for en nytårshilsen her fra mit skrivebord. 

Jeg håber, du havde en fantastisk nytårsaften, og at du kom godt og trygt ind i 2022.

Jeg fejrede nytåret med mit livs udkårne. Vi så sådan ud:

Det er mig til højre.

Vi havde behageligt selskab af mit Barn 3, en sund og velskabt dreng på 23. Og det var sødt og rørende, at han sådan havde lyst til at fejre nytåret hjemme hos mødrene. 

Delikate kammuslinger, torsk og entrecote blev kørt ind sammen med et lækkert udvalg af alkoholiske drikke. Jeg holder mig nemlig ikke tilbage for at drikke med mine børn 😂

Det var Anne-Mette, der havde designet og købt ind til nytårsmiddagen. Og måske havde hun glemt, at vores fryser gik i stykker i julen. For hun ringede hjem fra bilen efter endt madindkøb og kvidrede glædestrålende:

"Blablablablabla ... og så har jeg købt en skøn mangosorbet til dessert!"

Oh my god, haha 😂 Mangosuppe altså.

Nå, men så galt gik det ikke. For det gav jo en god lejlighed til at banke på hos naboen for at ønske godt nytår ... og så lige tilfældigvis spørge efter en smule låneplads i fryseren derovre.

Hvis det ikke var for fucking corona havde vi kunnet fejre 13-dages bryllupsdag nytårsaften. Vi skulle nemlig have været gift den 18. december. Nu bliver det forhåbentlig 18. juni i stedet. Så har vi et halvt år mere til at glæde os, woop, woop.

Nu må jeg desværre slippe dig igen, kære læser. Du skulle bare vide, at der stadig er puls her i forstadsvillaen. Der går fucking ALT for lang tid mellem mine indlæg her på Dropsene. Men jeg er presset og hænger KUN på med det yderste af fingerneglene lige nu. 

Jeg tror, jeg har fortalt, at jeg er blevet forfatter på et nyt bogsystem til engelskundervisningen i udskolingen. Alt er sådan set godt. Det kører planmæssigt, og den bog, jeg arbejder på nu, skal efter planen udkomme til februar. 

One problem though: Jeg havde en medforfatter, som jo tog sig af sådan cirka halvdelen af arbejdet. Men hun sprang fra i oktober. Så jeg har siddet med dobbeltarbejde på bogen ved siden af mit fuldtidsjob som lærer de sidste tre måneder.

Det er ærlig talt lidt hårdt. Og jeg har måttet sætte en del flødeskum på standby. Som for eksempel tennis. Og Dropsene.

Så nu ved du, hvorfor der har været radio silence her på kanalen i nogen tid. Håber, det bliver bedre i 2022.

Gotta split!

Take care and keep cruisin'

💜

Er ikke ubetinget fan af ...

... statsministeren. 

For eksempel har jeg hørt, at hun skulle give sine medarbejdere en lettere ublid satans modbydelig medfart, hvis de skulle være så uheldige at komme damen på tværs.

Det lyder kolerisk aggressivt og frastødende, if you ask me.

But then again, jeg tror, man skal være en kynisk motherfucker, hvis man som kvinde skal svinge sig til tops i vores komplet mandsdominerede politiske system.

Og i denne uge må jeg bakke Mette op:

Jeg ELSKER hendes retorik over for de hensynsløse idioter, der uden overbevisende grund forsømmer at lade sig vaccinere mod corona.

Det er ansvarsløshed i meget høj potens sådan at sætte andres liv og tryghed på spil, og de skulle fucking SKAMME SIG!

Der er ganske vist artikler i medierne, som opponerer imod ministerens direkte tone. Som hævder, at sådan en tone hos nogle vil have den stik modsatte effekt. 

Men helt ærligt: De sarte stakler, som føler sig trådt over tæerne af Mette-mor, har fandme fortjent en gedigen skideballe. Og hvis tonen gør dem endnu mere modvillige, ja, så er de i min optik blot endnu større idioter.

Vi har et fælles ansvar, og det er ikke tiden at demonstrere sådan en uskøn egoisme som den, vaccinemodstanderne desværre praktiserer for tiden.

Jeg kender for eksempel en skøn kvinde. Som ikke kan tåle at få corona. Og som multiallergiker HELLER ikke kan tåle vaccinen.

Og hvordan fanden skal hun og andre skrøbelige mennesker leve noget, der bare fucking LIGNER et liv, når de er omgivet af uvaccinerede, navlebeskuende tåber?

Så her er dagens opfordring.

Tag nu ansvar og få den vaccine!

Hrmpf!!!

Kvinde på krigsstien ...

 ... er ikke blot en fremragende islandsk film.

Men også sådan, jeg kan føle mig, når jeg blander mig i en online-debat. 

Eller måske lidt ligesom denne fantastiske, nylagte puslespilskvinde:

Jeg bliver så take no shit-agtig. Ruster mig til at få alt muligt lort smidt i hovedet fra de andre debatører. Og til at forsvare mig selv, når jeg bliver angrebet.

For jeg har prøvet det flere gange. At blive latterliggjort eller møde stærk modstand pakket ind i upoleret retorik, så snart jeg stikker hovedet frem og skriver min mening - som regel i et eller andet kommentarspor til en eller anden artikel.

Det er sgu ikke den rene spas, Hans-Otto. Og derfor gør jeg det også meget sjældent.

Men i forgårs vovede jeg springet.

Artiklen var denne fra TV2. Som kort fortalt handler om, at Københavns Borgerrepræsentation har vedtaget, at råd, nævn og udvalg i kommunen ikke længere skal ledes af en forMAND, men af en forPERSON.

Og jeg skal love for, at det faktum kan bringe folkets pis i kog. I skrivende stund har linket til artiklen på Facebook afstedkommet 4,4 TUSIND kommentarer.

Jeg har skimmet et par hundrede. Og mit bud er, at 99,9 procent af samtlige kommentarer er af negativ karakter.

Faktisk er jeg kun stødt på sølle TO, som bakker fuldt op om Borgerrepræsentationens beslutning:

Anne-Mettes (min smukke bride-to-be) og min egen.

RESTEN (formentlig), kære læser, er en ret primitiv nedsabling af de københavnske politikere.

Kommentarsporet flyder OVER af latterliggørende eksempler på andre ord, der ender eller begynder på "mand": julemand, kagemand, bussemand, mandefald. 

Foruden "mandag", som ifølge en hel del kommentatorer så bør laves om til "persondag" (upåagtet at ordet er en direkte oversættelse fra latin og betyder "månedag", hvilket tydeligvis ikke har det fjerneste med køn at gøre (men det ved disse genier ikke)) 😂😂😂

Prøv engang at tænke over det. Hvor skævt sproget lige er. Hvorfor hedder det "i mands minde" eller "være herre over" eller "mande sig op" eller "tage det som en mand" eller bare "man"?

Sprog skaber fortællinger. Og fortællingen i vores sprog er desværre, at mænd har en langt mere fremtrædende plads i samfundet end kvinder.

Derfor giver det også totalt god mening, at politikerne skrider ind.

For selv om sprog er dynamisk og i stadig udvikling, vil det ikke blive mindre kønsdiskriminerende af sig selv. Det skal hjælpes på vej.

Jeg tænker i hvert fald, at den mandlige halvdel af befolkningen er ret godt tilfredse med tingenes tilstand, fordi sproget tilgodeser netop DERES køn.

Og i kommentarsporet til artiklen kan jeg desværre konstatere, at også mange KVINDER er forargede over politikernes beslutning. Disse kvinder er i min optik ofre for en usund vanetænkning og er således med til at fastholde nogle urimelige kønsnormer.

Jeg lavede et lille tankeeksperiment:

Hvad nu, hvis Borgerrepræsentationen var gået all in, havde vurderet, at det var kvindernes tur til at køre lidt med klatten og derfor havde besluttet, at forMAND skulle ændres til forKVINDE.

Hvilken mand ville finde sig i at blive tituleret med kvindekønnet? Nej, vel?

Så thumbs up 👍👍👍 til de københavnske politikere, der har nosser æggestokke nok 😉 til at tage fat om problemet. Håber, I fortsætter i den gode stil.

Jeg bliver også gerne hængende på samme krigssti lidt endnu.

Fissepik!

Efter Retfærdighedens Ryttere vil det udtryk aldrig forlade mig igen (og hvis du ikke har set den film, kære læser, så skynd dig ind på Blockbuster 😂). "Fissepik!", viser det sig, er et meget anvendeligt udtryk at have i sit vokabularium. Og passer faktisk spot on til en del af livets tilskikkelser.

Som for eksempel denne:

DET er ren fissepik! 

Er ikke så vild med Fucking HADER det, når Erling slæber døde eller halvdøde smådyr med sig ind i forstadsvillaen. Tit lader han også både musehoved og -røv ligge på tæppet, og så kan man jo altid opleve the thrill and excitement, når man skal på toilettet midt i nattemørket og ikke aner, hvad man træder i.

FISSEPIK, siger jeg 😡

Der opstod også et anstrøg af fissepik mandag i sidste uge. Hvor mit hjertes udkårne og jeg var en tur til foredrag. Med Lone Frank.

Nævnte dame er blandt andet ekspert i menneskehjerner og har forsket lidt i kærlighed. Hvilket tilfældigvis er et brandvarmt emne i mit liv lige nu 😉💘

Det var et udmærket foredrag. 

Ikke, at man ikke har hørt om kærlighed før. For man har jo filosofferne, som taler meget om kærlighed og har en milliard forskellige og subjektive tilgange til den lille motherfucker. Og så har man et væld af materiale om emnet i film, musik, teater og litteratur. 

Men ikke rigtig af videnskabelig karakter.

Vi havde således en god og berigende oplevelse, hvor vi hørte om aspekter af kærlighed, som vi aldrig havde hørt om før. 

For eksempel ved vi nu, at PRÆRIEstudsmusen er monogam og bliver hængende hos sin udkårne hele livet, mens BJERGstudsmusen kun interesserer sig for one night stands og ikke ønsker faste parforhold. 

Frøken Frank berettede naturligvis også om menneskers kærlighed til partnere, til forældre, til venner, til kæledyr. Og om de dertil hørende kemiske processer i hjernen.

Og sådan gik det så godt. Lige indtil spørgerunden efter pausen.

Hvor en mand på forreste række stak labben i vejret og på en lidt drævende og uintelligent klingende dialekt sagde (prepare yourselves now 😱):

"Der er jo, som bekendt, kærligheden mellem mand og kvinde ... og så er der jo ... nogle afarter ..."

Øh ...? Wtf? 

Anne-Mette og jeg kiggede på hinanden og tænkte det samme. Sagde han virkelig DET?

Jeg kunne have kastet en fatwa over ham lige på stedet.

Sikke noget nedladende, heteronormativt pis at lukke ud.

Min kærlighed til min dejlige kæreste er altså kun en fucking AFART af ægte kærlighed?

Jeg er ikke sikker på, at manden rigtig tænkte over, hvad det var, han sagde. Men det bliver det sgu ikke bedre af.

Problemet er, at idéen om "rigtig" og "ikke-rigtig" kærlighed er så dybt lejret i nogle mennesker, at de er blottet for refleksion. Og så bliver den slags ævl naturligt integreret i det, de siger.

Til den tilbøjelighed har jeg kun en enkelt, raffineret kommentar:

Fissepik.

😠

Getaway

Man MÅ jo elske konceptet: FERIE 🎈🎇🎆

Ikke en synderligt LANG ferie, men dog alligevel to ikke uvæsentlige fridage lige op til en weekend. 

NICE!

Ikke mindst fordi jeg hver fjerde torsdag i fucking SEKS LEKTIONER I TRÆK har den usædvanlig begrænsede fornøjelse at undervise en af de klasser, hvor man er nødt til at vente 10 minutter med at påbegynde nogen form for undervisning, fordi ting (papirflyvere, blyanter, vandflasker, fodbolde, elever med løftbar legemsvolumen etc.) lige skal holde op med at lade sig kaste gennem luften først. Eller ud ad vinduerne.

Og når ting så gradvist er landet på et eller andet underlag, må man bruge kostbar tid på at bringe lydkulissen ned på et niveau, hvor fimrehårene i de tilstedeværende øregange ikke længere truer med at udvandre i total afmagt.

I denne klasse er elever med en svær grad af ADO (Almindelig Dårlig Opdragelse) stærkt repræsenteret. 

Og netop derfor var det en SÆRLIG glæde for mig at opdage, at torsdag den 23. september var en af DE torsdage 💃💃💃

Den dag var jeg nemlig inviteret til "forfatterhygge" på det fine forlag henne i København, som jeg skriver for lige nu.

Jeg havde dog egentlig tænkt at takke nej. Arrangementet skulle finde sted fra 17 til 19, og jeg syntes, det måske var i overkanten at bruge SEKS timer på offentlig transport for at tilbringe TO med kindposerne fulde af tapas og vin. Og så på en hverdag. 

MEN. Jo mere jeg tænkte over det, desto mere fik jeg den idé, at man jo kunne UDVIDE konceptet lidt. Man kunne jo for eksempel spørge sin forlovede (!!! 😄), om ikke hun ville med. Om ikke vi skulle tage et par feriedage, booke et hotel og indtage hovedstaden.

Så det gjorde vi. Og det blev en SPITZENKLASSETUR 🏆

Efter endt undervisning onsdag sprang vi på toget med ankomst til København H ved 17-tiden. 

Undervejs fik jeg naturligvis gjort mig lidet heldigt bemærket i en komplet fyldt togvogn. 

Jeg prøvede virkelig. Det gjorde jeg. 

Men jeg KUNNE simpelthen ikke lade være med at skraldgrine da en stakkels ung kvinde i et sæde lige på den anden side af midtergangen, forskrækket spærrede øjnene op og gispede, da toget forlod Fyn og rullede ud på lavbroen ved Storebælt.

"Øh, stopper vi ikke i Nyborg?" lød det lidt forvirret fra kvinden, der åbenbart måtte have overset, at hun i Odense var stået på et lyntog uden stop før København.

Højst underholdende 😂😂😂 

Nå, men efter det første øjebliks rundt på gulvet-hed genvandt kvinden heldigvis fatningen. Situationen var ikke værre, end at hun kunne lave en eftermiddagskaffeaftale hos sin mor i Nyborg om til en lidt småsen middagsaftale. Efter en kort lille fire timers detour omkring hovedstaden.

Onsdag aften havde englebassen og jeg sat mit Barn 2 og hans skønne kæreste, Sofie, stævne på Café Oscar på Regnbuepladsen. 

Tror, de unge synes, det er okay at tage på homobar med Mutti/Schwiegermutter/Stiefmutter/Stiefschwiegermutter. 

Og Anne-Mette og jeg er suckers for det sted. For det er bare en cool café, hvis lige vi end ikke kommer i fucking NÆRHEDEN af i Aarhus. 

Forplejningen er god, og betjeningen består af temmelig søde bøsser. Hvoraf den ene ret overbevisende vandt Anne-Mettes hjerte, da han ved et "uheld" kom til at "spilde" mere hvidvin i hendes glas, end hun havde betalt for.

Café Oscar er et fast indslag for os, og vi kommer der gerne flere gange i løbet af et besøg i hovedstaden.

Torsdag formiddag havde vi booket billetter til kunstudstillingen i Cisternerne under Søndermarken. 

Vi begav os derhen til fods. Gennem smukke Frederiksberg Have

der var usædvanligt mennesketom. Måske fordi det igen er blevet hverdag for de fleste.

Det var min idé. Med Cisternerne.

Og Anne-Mette var forbeholden. 

Hun er lettere klaustrofobisk og frygtede vist nok, at Cisternerne skulle implodere lige præcis i løbet af de 40 minutter, vi ville befinde os dernede. Hvilket jo også var meget sandsynligt, for når noget har stået siden 1859, MÅ det vel give efter i en formentlig nær fremtid.

Det var en vild oplevelse! Ulig noget andet, jeg før har begivet mig ud i. Og hvis du, kære læser, aldrig har været i Cisternerne, skal du skynde dig derned (inden de imploderer 😂).

Man padler selv rundt i små både. Det er næsten mørkt. Og næsten tyst. 

Her og der lyser et kunstværk op. Kunstneren bruger aktivt både lys og skygge og vandets refleksioner til at nuancere værkerne. 

Temaet er dystopisk. Det handler om sorte huller. Klimaforandringer. Og menneskeheden, som gradvist underminerer egne levevilkår. Det passer pissegodt til mørket og fugten og stilheden i Cisternerne.

Se nu bare her:

Vildt, ikke? 😵

Anne-Mette glemte hurtigt sin klaustrofobi, og vi var begejstrede begge to.

17 til 19 var vi sjovt nok til forfatterhygge på det fine forlag. Anne-Mette var inviteret med som +1. Og tilmed som den eneste +1 i selskabet. Hvilket hun vist syntes var lidt akavet, da vi alle blev bedt om at præsentere os selv 😂

Nå, men hun klarede præsentationen fint (hun kunne for eksempel frejdigt fremføre, at hun tidligere har arbejdet for et konkurrerende forlag og dermed har et ret indgående branchekendskab 😏). Det blev hun dog hurtigt tilgivet, og hun faldt supergodt i snak med en del af de tilstedeværende forfattere og redaktører.

På vejen hjem til hotellet stak vi et smut omkring Netto på Rådhuspladsen og købte en billig hvidvin. 

Fuck for et klamt sted 😲 Med klamme kunder. Og en voluminøs sikkerhedsvagt med mave ned til knæene. 

De hylder, der ikke var halvtomme, var FYLDT med alkohol. Tror sgu ikke, jeg nogensinde har set så meget alkohol i en dagligvarebutik. Tænker, sortimentet sådan et sted er tilpasset klientellet.

Nå, men vi var jo kommet for at købe ... alkohol 😂 hvilket vi sjovt nok hurtigt spottede, og snart kunne vi forlade den klamme butik med vores hvidvin under armen.

Den tog vi med hjem i seng 😉

Fredag skulle vi tilbage til det mørke Jylland.

Men ikke før vi havde overrasket en kær gammel kollega, som for nylig har fået job på Københavns Hovedbibliotek. Vi havde ikke meldt vores ankomst til biblioteket på forhånd, og det var superfeelgood at se hendes glade forbavselse, da hun fik øje på os. Jeg fucking ELSKER at komme bag på folk, hehe 💃💃💃

Og heller ikke før vi havde været en tur på Paludan Bogcafé i Fiolstræde. Skynd dig derind, kære læser. Det er pissehyggeligt, og de laver god kaffe! 😋 Anne-Mette og jeg er HELT enige om, at der er noget totalt magisk ved at være omgivet af bøger. Smukt sted. Fed atmosfære.

Og HELLER ikke før vi også havde besøgt Statens Museum for Kunst. Hvortil vi købte årskort. 

For tiden kan man se en særudstilling med værker af kvindelige kunstnere i alle mulige former for protest. Det er nemlig 50-året for rødstrømpebevægelsen, hvilket man har valgt at markere. 

Budskabet er dobbelt so to speak. For ikke blot er udstillingen fyldt med protester fra kvinder. Kvinder er, som i så mange andre sammenhænge, også underrepræsenteret i kunstverdenen. Så man kan sige, at selve udstillingen ER en protest mod manglende ligestilling.

Nice move, SMK!

Så tog vi hjem.

Slut.

PS: Nå ja. Anne-Mette tog et godt billede af Yours Truly midt i Kongens Have. Værsgo:

Vi sagde JA!

Var faktisk godt i gang med at skrive en epilog over den sommer, der nu stædigt og forunderligt strækker sig et efterhånden godt stykke ind i september med dagstemperaturer på den behagelige side af 20 grader, nammenam. 

For i de seneste måneder har jeg da oplevet et par småting, som nok kunne være et par stavelser værd her på bloggen.

Og jeg lover, at de nok skal komme. Stavelserne altså. Med billeddokumentation tilmed.

Men nu er det, som om mit fokus er trukket i en helt anden retning.

For ...

JEG SKAL GIFTES 👰👰🎆🎇🎆

There you have it.

Og det oven i købet med den DEJLIGSTE kvinde i verdenshistorien 💘🌷🌹🌺

Så jeg er fucking FULD af champagnebobler indeni 🍹 (nej, det er ikke en champagneflaske, der popper, men den emoji mangler i mit fucking blogprogram, så I må nøjes med en "Tropical cocktail" 😂).

"Hvem friede?" vil mine elever vide. Hvoraf rundt regnet halvdelen åbenbart regner med at få lov at deltage i brylluppet som brudepiger. Det giver cirka 45.

Et klart 50 procentsspørgsmål ... som ... øh ... jeg ikke kan svare på.

For vi ved det ikke.

Det er sådan noget, der er gledet naturligt ind i vores samtaler mange gange hen over de sidste par måneder, og ingen af os kan huske, hvem der først bragte det på bane.

Men det er vel i virkeligheden også meget smukt. At ingen af os kan tage mere ejerskab over idéen end den anden.

18. december. Julebryllup. I Aarhus.

Jeg GLÆDER mig! 💃💃💃

Nå, men jeg vil rulle videre.

Take care and stay tuned. Sommerepilog coming up.

💜

Om forfatterskab, genbrugslamper og coronapas

Jeg springer hermed ud.

Nej. 

Ikke på DEN måde, Dummkopf 😂 

For det gjorde jeg jo for mere end ti år siden. Hvor jeg åbent erklærede, at jeg finder kvinder LANGT mere pirrende end mænd, nammenam 😉 

Det, jeg i stedet mener, er, at jeg hermed springer ud her i cyberspace. Som ... forfatter!

Jeps. 

Jeg har sgu skrevet kontrakt med et forlag, folkens! 👍💃

Well, well. Nu har jeg selvfølgelig i mange år (inden jeg blev lærer) arbejdet med litteratur. Som oversætter. Og derfor står mit navn også i pænt mange bøger.

Men "I" er ikke det samme som "PÅ".

"I" betyder, at man skal kigge efter i kolofonen eller eventuelt på en af de første sider for at finde mig. Og "I" betyder, at jeg blot har skullet kopiere det, der stod i originalteksten, til et andet sprog. For eksempel dansk 😉 

Dermed var jeg forholdsvis bundet. På min kreativitet.

Jeg kunne således ikke lige peppe et fredspromoverende værk af Dalai Lama op med et hurtigt lille sexmord, selv om jeg skulle have lyst 👿

"PÅ" betyder derimod større beføjelser. Det betyder også, at man til næste år vil kunne finde mig på ... FUCKING FORSIDEN!

Arbejdet er for længst gået i gang, og ved siden af mit almindelige fuldtidsjob som lærer har jeg altså landet mig endnu en aktivitet, som beslaglægger en del af min tid. Og som går ud på at skrive manus og holde møder med forlagsredaktøren og min medforfatter. 

Men spændende er det, og jeg kommer i FLOW! Og heldigvis for det. For det er uden honorar.

Yes. Du læste rigtigt. Min aflønning består af royalties only. Så indtil videre har arbejdet så at sige båret lønnen i sig selv 😂

Til gengæld er jeg ret beæret over, at jeg har fået opgaven. 

For jeg er nemlig blevet FUCKING HEADHUNTET! Woop, woop 💃💃💃 

Af et stort lærebogsforlag. Til at lave et nyt bogsystem. Til engelskundervisningen i grundskolen. 

Jeg må jo være nogenlunde god til det, jeg gør 😊

Nå, men jeg har også fået nye lamper. 

Eller VI har fået nye lamper. Min skønne, uforlignelige Anne-Mette og jeg. 

Vi er jo ved at lave MIT hus om til VORES hjem, efter at englebassen er flyttet ind. Kvinden i mit liv skulle jo helst kunne få øje på sig selv her i forstadsvillaen, der ligger i udskældte Randers og ikke i sofistikerede Aarhus, som hun kommer fra.

Og det er PISSEhyggeligt sådan at finde ting sammen. 

I går var vi således en tur i Blå Kors-butikken ved Hobro. Og fandt de FEDESTE lamper. Som kommer til at hænge over spisebordet. Når vi altså lige har været en tur på Youtube og undersøgt, hvordan fanden man egentlig hænger den slags motherfuckere op.

De kan også anvendes til andre formål end blot at hænge over et bord 😉😂 De kan for eksempel tages på hovedet, inden man laver videoopkald til venner og familiemedlemmer fredag aften i småberuset tilstand 😏

Nu spekulerer du nok som en GAL over, hvorfor fanden vi mon var i Hobro i går. Ja, det gør du selvfølgelig.

Og jeg kan helt kort sige, at det var for at blive vaccineret. Jeg var nemlig blevet indkaldt til første stik, woop, woop 💃💃💃 Og første ledige tid var altså i en sportshal i Hobro.

Det betyder også, at jeg har fået CORONAPAS 🎆🎇🎆 Nå ja, skidtet gælder først om 13 dage, men bare tanken om, at jeg snart kan slippe for at få jakket en pind i snudeskaftet to gange om ugen, får mig til at danse lambada.

Og nærlæser man sådan et coronapas, må man konstatere, at myndighederne virkelig excellerer i tydelighed, når de skal forklare ting. Som for eksempel betydningen af ordet "VACCINERET".

For det betyder åbenbart ...

... "vaccineret": 

Breaking news, haha 😂

Og godt, de ikke underviser i folkeskolen.

Ikke mere nu. Jeg skal lave moules frites til min lækkermås af en kæreste. Det er det mest sensuelle måltid, jeg er i stand til at kreere (muslinger ligner jo små minifjammier, høhø), og det ender nok med sex senere i aften. Nice! 😉

💜💜💜

Om det vilde arbejdsliv

Nå.

Men.

For et par indlæg siden lovede jeg, at jeg inden længe ville skrive om mit arbejdsliv.

Sindsoprivende, I know 😂

Ikke desto mindre så er der da sket et par småting siden sidst. 

For eksempel er alle elever i grundskolen som bekendt vendt tilbage til skolen. Altså den RIGTIGE skole. Den med murstenene. Ikke bare den der bizarre attrapskole, som vi kalder online-undervisning.

Og sammen med eleverne har vi lærere i-fucking-GEN måttet omstille os efter ændrede arbejdsvilkår. Vi er fandme lige så fleksible som et stykke overkogt spaghetti. Os lærere. Verdensmestre i agility. Mindre kan vist ikke gøre det.

Prøv nu bare at se her:

1. Først var det "alle hjem", som fru Statsminister proklamerede i december. 
2. Så var det nødundervisning af de mest sårbare elever hver dag fra 8.00 til 11.20 på skolen, mens alle andre var hjemme. 
3. Så var det 0. til 4. årgang af sted i skole igen. 
4. Så var det 9. årgang tilbage hver anden uge, mens 5. til 8. årgang fortsat modtog online-undervisning, MEN fik lov at mødes en dag om ugen ude i skoven. 
5. Så var det alle tilbage hver anden uge: 7. og 9. årgang i de ulige uger og 6. og 8. i de lige. Med krav om, at hver klasse kun måtte undervises af højst to lærere pr. dag.
6. Så var det 9. årgang tilbage HVER uge, men KUN i 80 % af tiden, mens alle andre fortsat mødte ind hver anden.
7. Og nu er alle altså tilbage. Men fortsat kun med højst to forskellige lærere pr. dag. 

Elever fra forskellige klasser må ikke blandes, hvilket skyder idrætsundervisning og valgfag ned og gør det til et helvede at have gård- eller gangvagt, fordi det er pissesvært at forklare og håndhæve over for englebasserne, at man altså ikke må være sammen med sin BFF i frikvartererne, hvis denne BFF går i en anden klasse, men at man gerne må ses, så snart sidste klokke ringer ud.

Omstilling med omstilling på. Og så lige toppet op med ... omstilling. Med mere omstilling på.

Mens man samtidig skal forsøge at bibringe ungdommen faglige færdigheder i et eller andet omfang. Hvilket har været stort set umuligt. Da det er FUCKING svært at planlægge noget som helst, når man ikke på forhånd kender sine vilkår.

Fuck! Jeg får fandme lange patter og hårrejsninger i metervis.

Nå, men jeg tror, min pointe er, at hvis man bare har været almindeligt hjemsendt fra sit job, har man været forholdsvis heldig.

Til gengæld har jeg sørme fået et ekstra hold at tage mig af. Min plade var ellers mere end fuld. For jeg har haft for mange lektioner hen over året. Fordi jeg er for PISSEgod af mig og gerne påtager mig en tjans ekstra, hvis det er det, der skal til. 

Så da en skøn kollega i april sagde op, fordi hun skulle flytte til København. 

Og chefen derpå spurgte, om jeg kunne hjælpe med denne kollegas 9. klasse, som tilFÆLdigvis lige skal til afgangsprøve i mundtlig engelsk til juni.

Skreg hver en celle i min smækre kvindekrop: "No, no, no, no, NOOOOO!!!", og fortsatte: "Du har haft ALT for mange timer i år, og du KENDER jo for helvede ikke eleverne i denne klasse, og du behøver ikke føle, at det er fucking DIT problem, at de nu står uden engelsklærer!"

Mens mine lange, uregerlige klaverfingre fik deres eget liv og naturligvis skrev: "Jada, det skal jeg nok" i min svarmail til chefen.

Fuck!

Nu har jeg så fået tre lektioner ekstra om ugen og skal altså føre englebasserne til prøve lige om lidt. 

Men ellers går det fint.

Min nyfundne kærlighed, som gør mig SÅ glad og lykkelig og fylder min krop med sommerfuglevinger og champagnebobler, arbejder jo på samme skole som jeg. Og det er vidUNDERligt!

Det er dejligt at stå op sammen om morgenen. Forcere fucking E45 i fællesskab. Og bare være samme sted hele dagen. Somme tider kan vi liste os til et kys i lærergarderoben. Og forleden dag landede vi "tilfældigvis" bag den samme låste toiletdør, hvor læber mødtes, og hænder gik på opdagelse 😉😋

Kollegerne siger, vi er søde. De smiler, når de ser os sammen. Og for et par dage siden fik jeg oven i købet at vide, at jeg virker meget gladere end før.

Ja, det tror sgu fanden! Mit livs kærlighed er jo kommet ridende. Ind på min skole og lige ind i mit hjerte 🐎💘

Nå, men selv om alt er godt, får man selvfølgelig somme tider en lille kniv i ryggen alligevel. 

For eksempel i tirsdags, da jeg sad og spiste frokost i personalerummet, og en af mine kolleger, som er AGF-fan, syntes, at han ville tale meget højt.

"Hey, er der ikke nogen, som vil være med til at tage ind til Aarhus Stadion på torsdag og spytte på Randers FCs spillerbus? 'Randers i Røven' skal spille pokalfinale."

Det var i grunden ikke så pænt sagt, når jeg sad lige ved siden af. For jeg kommer jo fra Randers altså. Og holder sådan lidt med Randers FC i solidaritet med min ældste søn, der har spillet i klubben.

Men jeg var ikke overrasket. For fodboldfans kan somme tider levere en usædvanlig primitiv og nedladende retorik. Det kradser bare lidt i mig, at jeg ikke ved, om han sagde det, fordi han var bevidst om mit nærvær og gerne ville provokere.

Til gengæld har jeg nærmest kun jordforbindelse med det yderste af tåneglene i skrivende stund. For kampen er i gang. Randers spiller mod SønderjyskE på Aarhus Stadion ... og fører FUCKING 3-0, woop, woop!

Karmaloven lever altså op til alle forhåbninger i dag 💃💃💃 Og jeg må slutte med at skrive nu, for jeg skal have planlagt, hvordan jeg skal hovere over for min kollega på mandag.

Muahahahaaaaah! 👿👿👿