Om det vilde arbejdsliv

Nå.

Men.

For et par indlæg siden lovede jeg, at jeg inden længe ville skrive om mit arbejdsliv.

Sindsoprivende, I know 😂

Ikke desto mindre så er der da sket et par småting siden sidst. 

For eksempel er alle elever i grundskolen som bekendt vendt tilbage til skolen. Altså den RIGTIGE skole. Den med murstenene. Ikke bare den der bizarre attrapskole, som vi kalder online-undervisning.

Og sammen med eleverne har vi lærere i-fucking-GEN måttet omstille os efter ændrede arbejdsvilkår. Vi er fandme lige så fleksible som et stykke overkogt spaghetti. Os lærere. Verdensmestre i agility. Mindre kan vist ikke gøre det.

Prøv nu bare at se her:

1. Først var det "alle hjem", som fru Statsminister proklamerede i december. 
2. Så var det nødundervisning af de mest sårbare elever hver dag fra 8.00 til 11.20 på skolen, mens alle andre var hjemme. 
3. Så var det 0. til 4. årgang af sted i skole igen. 
4. Så var det 9. årgang tilbage hver anden uge, mens 5. til 8. årgang fortsat modtog online-undervisning, MEN fik lov at mødes en dag om ugen ude i skoven. 
5. Så var det alle tilbage hver anden uge: 7. og 9. årgang i de ulige uger og 6. og 8. i de lige. Med krav om, at hver klasse kun måtte undervises af højst to lærere pr. dag.
6. Så var det 9. årgang tilbage HVER uge, men KUN i 80 % af tiden, mens alle andre fortsat mødte ind hver anden.
7. Og nu er alle altså tilbage. Men fortsat kun med højst to forskellige lærere pr. dag. 

Elever fra forskellige klasser må ikke blandes, hvilket skyder idrætsundervisning og valgfag ned og gør det til et helvede at have gård- eller gangvagt, fordi det er pissesvært at forklare og håndhæve over for englebasserne, at man altså ikke må være sammen med sin BFF i frikvartererne, hvis denne BFF går i en anden klasse, men at man gerne må ses, så snart sidste klokke ringer ud.

Omstilling med omstilling på. Og så lige toppet op med ... omstilling. Med mere omstilling på.

Mens man samtidig skal forsøge at bibringe ungdommen faglige færdigheder i et eller andet omfang. Hvilket har været stort set umuligt. Da det er FUCKING svært at planlægge noget som helst, når man ikke på forhånd kender sine vilkår.

Fuck! Jeg får fandme lange patter og hårrejsninger i metervis.

Nå, men jeg tror, min pointe er, at hvis man bare har været almindeligt hjemsendt fra sit job, har man været forholdsvis heldig.

Til gengæld har jeg sørme fået et ekstra hold at tage mig af. Min plade var ellers mere end fuld. For jeg har haft for mange lektioner hen over året. Fordi jeg er for PISSEgod af mig og gerne påtager mig en tjans ekstra, hvis det er det, der skal til. 

Så da en skøn kollega i april sagde op, fordi hun skulle flytte til København. 

Og chefen derpå spurgte, om jeg kunne hjælpe med denne kollegas 9. klasse, som tilFÆLdigvis lige skal til afgangsprøve i mundtlig engelsk til juni.

Skreg hver en celle i min smækre kvindekrop: "No, no, no, no, NOOOOO!!!", og fortsatte: "Du har haft ALT for mange timer i år, og du KENDER jo for helvede ikke eleverne i denne klasse, og du behøver ikke føle, at det er fucking DIT problem, at de nu står uden engelsklærer!"

Mens mine lange, uregerlige klaverfingre fik deres eget liv og naturligvis skrev: "Jada, det skal jeg nok" i min svarmail til chefen.

Fuck!

Nu har jeg så fået tre lektioner ekstra om ugen og skal altså føre englebasserne til prøve lige om lidt. 

Men ellers går det fint.

Min nyfundne kærlighed, som gør mig SÅ glad og lykkelig og fylder min krop med sommerfuglevinger og champagnebobler, arbejder jo på samme skole som jeg. Og det er vidUNDERligt!

Det er dejligt at stå op sammen om morgenen. Forcere fucking E45 i fællesskab. Og bare være samme sted hele dagen. Somme tider kan vi liste os til et kys i lærergarderoben. Og forleden dag landede vi "tilfældigvis" bag den samme låste toiletdør, hvor læber mødtes, og hænder gik på opdagelse 😉😋

Kollegerne siger, vi er søde. De smiler, når de ser os sammen. Og for et par dage siden fik jeg oven i købet at vide, at jeg virker meget gladere end før.

Ja, det tror sgu fanden! Mit livs kærlighed er jo kommet ridende. Ind på min skole og lige ind i mit hjerte 🐎💘

Nå, men selv om alt er godt, får man selvfølgelig somme tider en lille kniv i ryggen alligevel. 

For eksempel i tirsdags, da jeg sad og spiste frokost i personalerummet, og en af mine kolleger, som er AGF-fan, syntes, at han ville tale meget højt.

"Hey, er der ikke nogen, som vil være med til at tage ind til Aarhus Stadion på torsdag og spytte på Randers FCs spillerbus? 'Randers i Røven' skal spille pokalfinale."

Det var i grunden ikke så pænt sagt, når jeg sad lige ved siden af. For jeg kommer jo fra Randers altså. Og holder sådan lidt med Randers FC i solidaritet med min ældste søn, der har spillet i klubben.

Men jeg var ikke overrasket. For fodboldfans kan somme tider levere en usædvanlig primitiv og nedladende retorik. Det kradser bare lidt i mig, at jeg ikke ved, om han sagde det, fordi han var bevidst om mit nærvær og gerne ville provokere.

Til gengæld har jeg nærmest kun jordforbindelse med det yderste af tåneglene i skrivende stund. For kampen er i gang. Randers spiller mod SønderjyskE på Aarhus Stadion ... og fører FUCKING 3-0, woop, woop!

Karmaloven lever altså op til alle forhåbninger i dag 💃💃💃 Og jeg må slutte med at skrive nu, for jeg skal have planlagt, hvordan jeg skal hovere over for min kollega på mandag.

Muahahahaaaaah! 👿👿👿