Måske fordi min niece snart skal giftes.
Eller også af en anden grund. Som jeg bare ikke ved.
Jeg holder meget af bryllupper. Synes, det er nogle sjove fester og kan godt lide alle traditionerne.
Men ... let's face it:
De er sgu ret ens.
Det har de bryllupper, JEG har deltaget i, i hvert fald været:
- brudenes påklædning = same, same
- gommenes påklædning = same, same
- gæsternes påklædning = same, same
- brudevals, bryllupskage, taler, blomster, menuer, gaver, sange, lokaler, spillemænd = same, same
- alkoholindtag og pinlige optrin = same, same
Alle sammen ens. Undtagen ét.
Dét var fandme ikke ens.
Læs bare her:
"Der skulle være bryllup. Lars og Pernille ønskede at besegle deres smukke kærlighed til hinanden og havde venligt inviteret familiemedlemmer og gode venner til at overvære ceremonien og deltage i den efterfølgende frokost på en hyggelig kro uden for byen.
Vielsen skulle finde sted på byens fine gamle rådhus, der adskiller sig fra mange andre rådhuse på kloden ved at være blevet løftet op i ét stykke og rullet tre meter og tyve centimeter i nordlig retning i 1930 for at give plads til en udvidelse af vejen udenfor.
Det var således en bygning med en ganske særlig historie, der slog dørene op for brudeparret, mig og de øvrige 32 feststemte bryllupsgæster.
Og det VAR også en ganske særlig historie, der skulle komme til at udspille sig under de glitrende krystallysekroner i byrådssalen den sensommerdag.
Luften i rådhusets forhal var fuld af højtidelig forventning og dæmpet snak, mens bryllupsselskabet trippende stod i små grupper på stengulvet og ventede på at blive vist ind i byrådssalen.
Midt i flokken stod brudeparret selv og småhviskede med hinanden, mens de funklede om kap med solen udenfor. Han i et nydeligt, mørkt jakkesæt og hun i en florlet, lyseblå kjole. Og alting tegnede stadig til at udvikle sig helt normalt (same, same ;-)).
Rådhusbetjenten dukkede op og viste os elskværdigt op ad trappen og ind i byrådssalen. Det var et stort, aflangt lokale på første etage med et tykt, blåt tæppe på gulvet og med portrætter af svundne tiders betydningsfulde bysbørn i tunge guldrammer på væggene.
De nuværende byrådsmedlemmers blankpolerede træborde og velpolstrede stole var anbragt i en halvcirkel, og deres pladser var markeret med navneskilte, hvilket under bryllupsselskabets indmarch i salen udløste flere spøgefulde bemærkninger blandt gæsterne om, hvilke stole man kunne tænke sig at lægge tegnestifter på.
De nuværende byrådsmedlemmers blankpolerede træborde og velpolstrede stole var anbragt i en halvcirkel, og deres pladser var markeret med navneskilte, hvilket under bryllupsselskabets indmarch i salen udløste flere spøgefulde bemærkninger blandt gæsterne om, hvilke stole man kunne tænke sig at lægge tegnestifter på.
Mere rastløs venten og lavmælt pludren. Det var, som om tiden kravlede af sted. Gommen var synligt nervøs, flyttede ustandseligt vægten fra fod til fod, skævede af og til mod dobbeltdøren ud til trappen og grinede somme tider lidt for højt. Stadig intet unormalt der.
Med et gik døren op. Og ind sejlede giftefogeden. Der gik et sus gennem forsamlingen. Al snak ebbede ud, og alles blikke rettedes mod en nydelig, midaldrende kvinde med stålgråt hår og en ophøjet aura. Målrettet skridtede hun hen til brudeparret, gav dem et fast, men venligt håndtryk og indtog sin plads bag byrådets talerpult.
Nu var tiden langt om længe kommet. Ceremonien kunne gå i gang, og en hel del af bryllupsgæsterne kunne formentlig mærke pulsen dunke en anelse kraftigere i ørerne. Enkelte af kvinderne havde allerede fundet deres lommetørklæder frem.
Lars og Pernille trådte ydmygt hen foran talerpulten og tog opstilling side om side, mens gæsterne frøs fast, hvor de stod. Ingen sagde en lyd.
Så rømmede giftefogeden sig, kastede et blik i sine papirer, rettede ryggen, lagde hovedet en anelse tilbage og begyndte at tale.
Med myndig stemme forklarede hun brudeparret, at de nu stod på tærsklen til et ægteskab, der burde bygge på gensidig kærlighed og respekt. Det var en kort og fornuftig tale, som kvinden rundede af med at ønske parret held og lykke i fremtiden.
Og endelig skete det, vi alle havde ventet på.
Akkompagneret af spredte snøftelyde fra nogle af de kvindelige gæster vendte giftefogeden sig mod Lars, holdt en velplaceret lille kunstpause for dramatikkens skyld og sagde:
"Er dit navn John Dupont?"
Lars tøvede, mens spørgsmålet blev hængende lidt i luften.
Det var ikke de ord, han havde regnet med at høre. Derhjemme havde han øvet sig i at sige ja, men rent teknisk hed han jo ikke John. Og nu anede han ikke, hvad han skulle svare.
Det var ikke de ord, han havde regnet med at høre. Derhjemme havde han øvet sig i at sige ja, men rent teknisk hed han jo ikke John. Og nu anede han ikke, hvad han skulle svare.
Giftefogeden tolkede hans ubeslutsomhed som ren forfjamskelse over at stå i et af sit livs allerstørste øjeblikke og ville hjælpe den stakkels mand lidt på vej. Så hun lænede sig en anelse frem, kiggede ham dybt i øjnene med et moderligt smil og sagde:
"Du skal bare sige ja!"
"Ja!" erklærede Lars lydigt og med tilsyneladende oprigtigt eftertryk.
Han var åbenbart ikke længere så sikker på, at han ikke hed John.
Og tavsheden blandt bryllupsgæsterne var ikke længere så andagtsfuld, som den var vantro og forfærdet. Alle sendte hinanden forlegne blikke, men ingen vovede at skride ind og korrigere den respektindgydende giftefoged midt i højtideligheden.
Det var ikke det dristigste bryllupsselskab i verdenshistorien.
Giftefogeden derimod var ret godt tilfreds med svaret, så hun vendte sig uanfægtet mod Pernille og sagde:
"Og er dit navn så Henriette Nielsen?"
Bryllupsgæsterne holdt vejret i tavs rædsel. Men til forskel fra Lars var Pernille åbenbart helt med på, hvad det var, hun hed, og kvitterede derfor med et rungende "Nej!"
Hos bryllupsgæsterne fornemmede man omgående et kollektivt lettelsens suk. Som hurtigt blev efterfulgt af en sporadisk småklukken. Som igen blev efterfulgt af et rullende kor af latter, der gav genlyd mellem de portrætsmykkede vægge i den gamle sal.
For hvor var det dog dejligt, at en af "os" havde fundet mod til at redde vielsen på målstregen.
For hvor var det dog dejligt, at en af "os" havde fundet mod til at redde vielsen på målstregen.
Haha, lede bryllupsselskab altså :-D
Nå, men Pernille var en anelse stram i betrækket, men havde alligevel held til at foregive at le med gæsterne - hun var jo øjeblikkets heltinde - mens Lars blot så fåret ud, og giftefogeden omgående klappede i og undergik en interessant transformation.
Den stilfulde ophøjethed sivede ud af hende som af en lækket gasflaske, og tilbage stod et mere jordisk eksemplar af menneskeracen og kvækkede et par afbrudte brokker, mens hun virrede med hovedet, og hendes famlende fingre hvirvlede rundt i hendes papirer.
"Æh ..." sagde hun nogen tid efter med tynd og pibende stemme. "Hvad hedder du så?"
En assistent blev tilkaldt og hastede til åstedet med favnen fuld af vielsesdokumenter, og efter et omhyggeligt udredningsarbejde, hvor den stakkels giftefoged måtte udholde flere højkomiske bemærkninger fra bryllupsselskabet, dukkede de rette papirer op, og vielsen kunne genoptages. Denne gang med bedre harmoni mellem navne og centrale personer.
Så Lars og Pernille BLEV gift. Oven i købet med hinanden.
Det håber jeg, at John og Henriette også blev.
Så, kære bloglæser. Nu har du fået beretningen om et ganske særligt bryllup.
Hvorfor jeg fortalte dig den, ved jeg ikke.
Måske fordi jeg synes, det er en fantastisk historie :-D
Bum.
Og hav så en dejlig dag!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar