Meningsmåling

Fuck, hvor jeg hader det pis.

Suk.

Suksuksuksuk!

Nå, men for at gøre det mere klart, hvad jeg egentlig mener med det, kan jeg sige, at min skole tilsyneladende ikke mener, at lærerne har nok at se til med implementeringen af småting som skolereform og den nye arbejdstidsaftale. Og derfor har valgt at velsigne os med noget besværligt lort, der hedder Visible Learning.

For Visible Learning er skolernes nye mantra. Og vi er selvfølgelig langt fremme i mantrabussen hos os.

Ophavsmanden til lortet hedder John Hattie. 

Han er vist en slags gud. 

Og denne gud har tydeligvis øjnet en chance for en milliondollarforretning i konsulentydelser verden over og formidler nu den banebrydende opdagelse, at det er godt for skoleelever blandt andet at vide:

1. hvilke mål de arbejder hen imod
2. hvordan de når dem
3. hvor langt de er kommet i målopfyldelsesprocessen.

Virkelig dybt altså. Breaking news! For de tanker var vi nok aldrig nået frem til selv.

Problem:

Vi skal måle fucking ALT. Og taste ind i regneark.

Effektmålinger. Tests. Med kolde tal.

Før-målinger inden et undervisningsforløb. Og efter-målinger efter samme undervisningsforløb. Så vi kan se, hvilken effekt vores undervisning har på englebasserne.

Og det er alt sammen meget godt ... 

... øh ... HVIS MAN ALTSÅ UNDERVISER I FUCKING MATEMATIK. Hvor svaret enten er rigtigt eller forkert.

Men hvordan fanden måler man dannelse? Eller kreativitet? Eller fortolkning af en tekst? 

Og i sprogfagene er vi da særligt begejstrede for disse principper. For sprog handler om kommunikativ kompetence. Eller evnen til at formidle et budskab på et andet sprog.

Prøv lige at sætte det ind i en formel.

Hrmpf!

Vi skal også måle os selv og vores "impact" på eleverne.

Derfor udleverede jeg i går et spørgeskema til en af mine klasser. En meningsmåling. Hvor eleverne blev bedt om anonymt at foretage en evaluering af læreren - altså mig - på 13 punkter.

	Meget enig	Enig	Uenig	Meget uenig
Min lærer kontrollerer tit, om jeg forstår arbejdet
Min lærer hjælper mig, så jeg kan lave noget, jeg ikke troede, jeg kunne finde ud af
Min lærer mener, at alle kan lære noget
Min lærer støtter mig, når jeg skal lære
Min lærer ved, hvordan han/hun skal hjælpe mig
Min lærer ved, hvor mit niveau er
Min lærer taler med mig - jeg føler mig ikke talt ned til
Min lærer udfordrer mig
Min lærer giver mig tid til selv at finde ud af tingene (jeg bliver ikke hjulpet for hurtigt)
Min lærer kan lide mig
Jeg stoler på min lærer
Det er okay at lave fejl i denne lærers klasse
Min lærer opmuntrer mig til at blive ved med at koncentrere mig - selv når det er svært

Og, to be honest, guys, jeg var ret nervøs. Det var jo sandhedens øjeblik. Yikes! Og jeg har kun været lærer i to år og har derfor ikke et arsenal af erfaringer at undervise ud fra. Så jeg har prøvet mig frem.

Overvejede, om jeg skulle give hele banden flødeboller inden evalueringen. Men droppede så tanken, da det jo kunne opfattes som en slags bestikkelse ... øh ... hvad det selvfølgelig også ville have været ;-)

Kunne imidlertid have sparet mig mine bekymringer. 

For da jeg havde indsamlet skemaerne, kunne jeg ved et hurtigt gennemsyn se, at SAMTLIGE elever satte alle deres krydser i de to venstre kolonner. 

YIP, YIP :-D Og PHEW! Big time!!!

Troede jeg.

Så jeg dansede lambada to etager ned og hen i lærergarderoben med mine nyslåede meningsmålinger under armen for at lægge bunken i mit skab.

Vendte så tilbage til klasselokalet for at undervise i resten af lektionen.

Og fandt endnu et spørgeskema på katederet. Som var blevet afleveret, mens jeg et kort øjeblik havde forladt englebasserne og været i garderoben.

Sofie havde villet være sikker på, at jeg ikke fandt ud af, at skemaet kom fra hende, så hun havde, snedigt nok, ventet med at aflevere, til jeg var gået.

Øh, bortset fra at hun altså var den eneste, der ikke personligt havde været henne og stikke mig sit skema i hånden. Så det var en virkelig smal sag at regne ud, at det kom fra hende.

Der stod:

"Meget uenig, meget uenig, meget uenig, meget uenig, meget uenig, meget uenig, uenig (til en forandring), meget uenig, uenig, meget uenig, meget uenig, meget uenig, meget uenig".

Okay så.

Det er, som om hun ikke kan lide mig.

Det kan jeg godt forstå.

For det må satanedme også være irriterende, at jeg somme tider beder hende om at lægge mobiltelefonen i lommen. 

At jeg vækker hende, når hun lægger sig til at sove i mine timer. 

At jeg skriver "Kom for sent" i protokollen, når hun kommer daskende 20 minutter inde i en lektion. 

At jeg kontakter hendes mor, når hun pjækker. 

At jeg påtaler det, når hun ikke har sine bøger med, når hun ikke har lavet lektier, og når hun gamer på sin laptop i stedet for at arbejde med de opgaver, jeg har stillet.

Og at jeg forleden dag efterlyste bare EN ELLER ANDEN fucking form for ambition hos den unge dame.

Jep. Jeg må være en fandens pitbull af en pestilens.

Godt for Sofie, at hun begynder på efterskole efter sommerferien.

Også godt for mig og undervisningsmiljøet i klassen. 

Hun skulle nødig smitte andre med sin selvdestruktive adfærd.

Ikke mere nu. Jeg skal lave mad. Dåsesuppe. Til rotternes ufortyndede begejstring.