onsdag den 4. februar 2015

Krank

Damn! Syg.

For en gangs skyld ikke i en ferie eller en weekend. 

Men hvornår det er bedst, ved jeg snart ikke. For jeg får pissedårlig samvittighed over for min arbejdsplads, når jeg må blive hjemme. Ligger altid og tænker på, OM jeg ikke KUNNE være taget af sted, HVIS jeg nu havde fyldt mig med en cocktail af smertestillende kopipræparater. 

Uanset hvor syg jeg er, synes jeg nærmest, at jeg pjækker.

Og der er jo også den der niendeklasse, som jeg har til tysk om onsdagen, og som er fuld af underfrankerede, egocentrerede, hærgende, hensynsløse fjolser (lyder jeg irriteret?), som mener, at tysk har samme charme og nytteværdi som hundelort under skoen, og derfor næsten aldrig laver andet end larm og sabotage i timerne og således VIRKELIG trænger til undervisning, inden de risikerer at skulle op i faget til sommer. 

Men der er ingen vikarer, der kan gennemføre to timers tysk - dels fordi de ikke kan tysk, og dels fordi netop denne klasse ikke har den fjerneste antydning af respekt for en vikar og KLART fungerer bedst, når det er mig, der har dem.

Men i dag er det vist fair nok, at jeg ligger her.

Det er ryggen. OG en eller anden virus. 

Men mest ryggen.

Som sædvanlig, kunne jeg fristes til at sige.

Jeg er i tidens løb blevet CT-scannet og røntgenfotograferet på kryds og tværs.

Jeg har prøvet massage.

Og træningsprogrammer.

Og varmebehandlinger.

Og kuldebehandlinger.

Og akupunktur.

Og strømbehandlinger.

Og diverse cocktails af smertestillende piller.

Og jeg har en rimelig fornemmelse af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. 

Men i dag er der ikke noget, der virker. Har faktisk ikke rigtig sovet i nat.

Så det ER fair nok! 

Øh ... tror jeg.

Ironisk nok har posten lige ringet på døren. Det var mit nye Garmin Vivofit fitness armbånd, der kom. Sådan et, der måler aktivitetsniveau og kalorieforbrænding.



Tror sgu ikke lige, det skal på i dag. 

Selv om det naturligvis kunne være interessant at se, hvor meget man forbrænder ved at ligge helt stille på sofaen og se Game of Thrones, mens man spiser resten af citronmånen fra i lørdags.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar