Vi gør det ikke særlig tit, Ladyen og jeg. Tager til homoevents.
Vi føler ikke, at vi rigtig passer ind i det homomiljø, vi har mødt, de få gange vi har vovet os ud i det her i Århus.
Og jeg tror ikke, vi nogensinde kommer til at gå "all in" og blive superlebber.
Til det har vi nok brugt for mange år på at skamme os over vores homoseksualitet og sejle under heteroseksuelt bekvemmelighedsflag.
Det er kort fortalt umanerlig svært at komme ud af vanen med at lege hetero og begynde at betragte homoseksuelle som "os" og ikke "dem".
Selv om det naturligvis er en aldeles korrekt betragtning.
Men nu gør vi det altså. Tager til en event. I vores yndlingsbif, Øst for Paradis. I morgen. Til premieren på homofilmen Der Kreis. Ledsaget af et forhåbentlig spændende foredrag.
Måske kan vi blive lidt klogere på dette mystiske og fremmede homounivers, som vi pludselig er vågnet i.
Det skal nok blive fedt :-D
Måske skriver jeg et indlæg om det.
So stay tuned, folkens ;-)
onsdag den 11. februar 2015
torsdag den 5. februar 2015
Lidt om at læse korrektur
Åh haha, kom sådan til at grine af en kollega forleden dag. Ved sgu ikke lige, hvor passende det var.
Der er tale om en pæn ældre dame med stålgråt hår, nydelig i tøjet og med sko, der til hver en tid er farveafstemt efter den øvrige påklædning. Velduftende og med store, smukke halssmykker af sølv og rav.
Hun er klasselærer på 9. årgang og var ved at lave en skriftlig orientering til alle årgangens forældre om forløbet af sidste skoledag.
Og så kom hun til at invitere til "fælles afsutning."
Haha :-D
Somme tider kan korrekturlæsning være en formidabel idé ;-)
Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at udbrede mig om episoden i en opdatering på Facebook.
Hvortil en anden kollega kommenterer:
"Jeg synes også, det ville være en god idé at invitere til fællespisning - når man nu er i gang."
Holder sgu meget af mine kolleger og de grin, de giver.
Der er tale om en pæn ældre dame med stålgråt hår, nydelig i tøjet og med sko, der til hver en tid er farveafstemt efter den øvrige påklædning. Velduftende og med store, smukke halssmykker af sølv og rav.
Hun er klasselærer på 9. årgang og var ved at lave en skriftlig orientering til alle årgangens forældre om forløbet af sidste skoledag.
Og så kom hun til at invitere til "fælles afsutning."
Haha :-D
Somme tider kan korrekturlæsning være en formidabel idé ;-)
Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at udbrede mig om episoden i en opdatering på Facebook.
Hvortil en anden kollega kommenterer:
"Jeg synes også, det ville være en god idé at invitere til fællespisning - når man nu er i gang."
Holder sgu meget af mine kolleger og de grin, de giver.
onsdag den 4. februar 2015
Krank
Damn! Syg.
For en gangs skyld ikke i en ferie eller en weekend.
Men hvornår det er bedst, ved jeg snart ikke. For jeg får pissedårlig samvittighed over for min arbejdsplads, når jeg må blive hjemme. Ligger altid og tænker på, OM jeg ikke KUNNE være taget af sted, HVIS jeg nu havde fyldt mig med en cocktail af smertestillende kopipræparater.
Uanset hvor syg jeg er, synes jeg nærmest, at jeg pjækker.
Og der er jo også den der niendeklasse, som jeg har til tysk om onsdagen, og som er fuld af underfrankerede, egocentrerede, hærgende, hensynsløse fjolser (lyder jeg irriteret?), som mener, at tysk har samme charme og nytteværdi som hundelort under skoen, og derfor næsten aldrig laver andet end larm og sabotage i timerne og således VIRKELIG trænger til undervisning, inden de risikerer at skulle op i faget til sommer.
Men der er ingen vikarer, der kan gennemføre to timers tysk - dels fordi de ikke kan tysk, og dels fordi netop denne klasse ikke har den fjerneste antydning af respekt for en vikar og KLART fungerer bedst, når det er mig, der har dem.
Men i dag er det vist fair nok, at jeg ligger her.
Det er ryggen. OG en eller anden virus.
Men mest ryggen.
Som sædvanlig, kunne jeg fristes til at sige.
Jeg er i tidens løb blevet CT-scannet og røntgenfotograferet på kryds og tværs.
Jeg har prøvet massage.
Og træningsprogrammer.
Og varmebehandlinger.
Og kuldebehandlinger.
Og akupunktur.
Og strømbehandlinger.
Og diverse cocktails af smertestillende piller.
Og jeg har en rimelig fornemmelse af, hvad der virker, og hvad der ikke virker.
Men i dag er der ikke noget, der virker. Har faktisk ikke rigtig sovet i nat.
Så det ER fair nok!
Øh ... tror jeg.
Ironisk nok har posten lige ringet på døren. Det var mit nye Garmin Vivofit fitness armbånd, der kom. Sådan et, der måler aktivitetsniveau og kalorieforbrænding.
Tror sgu ikke lige, det skal på i dag.
Selv om det naturligvis kunne være interessant at se, hvor meget man forbrænder ved at ligge helt stille på sofaen og se Game of Thrones, mens man spiser resten af citronmånen fra i lørdags.
For en gangs skyld ikke i en ferie eller en weekend.
Men hvornår det er bedst, ved jeg snart ikke. For jeg får pissedårlig samvittighed over for min arbejdsplads, når jeg må blive hjemme. Ligger altid og tænker på, OM jeg ikke KUNNE være taget af sted, HVIS jeg nu havde fyldt mig med en cocktail af smertestillende kopipræparater.
Uanset hvor syg jeg er, synes jeg nærmest, at jeg pjækker.
Og der er jo også den der niendeklasse, som jeg har til tysk om onsdagen, og som er fuld af underfrankerede, egocentrerede, hærgende, hensynsløse fjolser (lyder jeg irriteret?), som mener, at tysk har samme charme og nytteværdi som hundelort under skoen, og derfor næsten aldrig laver andet end larm og sabotage i timerne og således VIRKELIG trænger til undervisning, inden de risikerer at skulle op i faget til sommer.
Men der er ingen vikarer, der kan gennemføre to timers tysk - dels fordi de ikke kan tysk, og dels fordi netop denne klasse ikke har den fjerneste antydning af respekt for en vikar og KLART fungerer bedst, når det er mig, der har dem.
Men i dag er det vist fair nok, at jeg ligger her.
Det er ryggen. OG en eller anden virus.
Men mest ryggen.
Som sædvanlig, kunne jeg fristes til at sige.
Jeg er i tidens løb blevet CT-scannet og røntgenfotograferet på kryds og tværs.
Jeg har prøvet massage.
Og træningsprogrammer.
Og varmebehandlinger.
Og kuldebehandlinger.
Og akupunktur.
Og strømbehandlinger.
Og diverse cocktails af smertestillende piller.
Og jeg har en rimelig fornemmelse af, hvad der virker, og hvad der ikke virker.
Men i dag er der ikke noget, der virker. Har faktisk ikke rigtig sovet i nat.
Så det ER fair nok!
Øh ... tror jeg.
Ironisk nok har posten lige ringet på døren. Det var mit nye Garmin Vivofit fitness armbånd, der kom. Sådan et, der måler aktivitetsniveau og kalorieforbrænding.
Tror sgu ikke lige, det skal på i dag.
Selv om det naturligvis kunne være interessant at se, hvor meget man forbrænder ved at ligge helt stille på sofaen og se Game of Thrones, mens man spiser resten af citronmånen fra i lørdags.
søndag den 1. februar 2015
Rapport fra Sydafrika
Så fik jeg pludret lidt med Store Søn i Sydafrika. I går aftes. Over Skype :-D
Der er ingen netforbindelse hos den familie, hvor han bor, men i weekenderne tager han og nogle venner ind til Cape Town og overnatter på et hostel. Med wifi!
Forbindelsen var tilmed så god, at vi kunne slå kameraerne til.
Skønt at se sønnike :-) Men tænker, at fornøjelsen mest var på min side. For jeg var fannerme ikke noget kønt syn.
Er jo alene hjemme og kom derfor slet ikke ud af nattøjet i går. Sad altså her ved køkkenbordet uden makeup og iført lyserød pyjamas, badekåbe og morgenhår og videotransmitterede til sønnike og vennerne i Sydafrika. Godt, at kameraet ikke også kan opfange duftsignaler, tænker jeg.
Nå, men han kunne altså berette, at han i nærmeste fremtid vil foretage et spring fra den højeste bungee-bro i verden OG dykke med hvidhajer OG skydive.
Shit.
Jeg tænkte, om han mon ikke hellere ville rejse hjem til mor i forstadsvillaen. Så kunne jeg stege koteletter til ham.
Tror dog ikke, han falder for mit tilbud.
Nå, men sønnike kunne også fortælle, at han var blevet lagt an på af en fedklam, halvgammel mand, mens han havde trænet fitness i bar overkrop sammen med nogle af de andre hjælpearbejdere på stedet.
Argh!
Selv om han forsøgte at lyde cool, kunne jeg høre på ham, at han var blevet forskrækket. (Mutti er ikke så nem at narre.)
Store Søn har indtil nu ført en tryg og beskyttet tilværelse uden grund til at være ret meget på vagt over for andre.
Men han er en høj og slank og veltrænet fyr med et rart og tiltalende udseende, så det er måske ikke så mærkeligt, at han kan tiltrække sådan en mand.
Håber, at han hurtigt får det rystet af sig, men glæder mig samtidig lidt over den læring om mennesker, han har fået ud af det. Det er sundt nok med en vis skepsis, når man er på egen hånd langt hjemmefra.
Han kunne i øvrigt berette, at Sydafrika overraskende nok har en af de mest liberale homolovgivninger i verden. Allerede i 1994 vedtog man en lov, der forbyder enhver diskrimination ud fra seksuel orientering.
Det lød jo godt i mors ører, da det i almindelighed vist ikke er let at være homo i de afrikanske lande.
Så bravo, Sydafrika!
Men da jeg efter vores samtale forskede lidt i temaet, fandt jeg desværre ud af, at loven i praksis ikke rigtig bliver brugt. Der er masser af hatecrimes og mord på homoseksuelle, som aldrig bliver opklaret.
Og så er vi jo lige vidt.
Nå, men med henvisning til omtalen af duftsignaler ovenfor i indlægget, så tror jeg, at jeg vil forskønne kvarteret lidt og liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren.
Hav en fortsat forrygende søndag, folkens!
Der er ingen netforbindelse hos den familie, hvor han bor, men i weekenderne tager han og nogle venner ind til Cape Town og overnatter på et hostel. Med wifi!
Forbindelsen var tilmed så god, at vi kunne slå kameraerne til.
Skønt at se sønnike :-) Men tænker, at fornøjelsen mest var på min side. For jeg var fannerme ikke noget kønt syn.
Er jo alene hjemme og kom derfor slet ikke ud af nattøjet i går. Sad altså her ved køkkenbordet uden makeup og iført lyserød pyjamas, badekåbe og morgenhår og videotransmitterede til sønnike og vennerne i Sydafrika. Godt, at kameraet ikke også kan opfange duftsignaler, tænker jeg.
Nå, men han kunne altså berette, at han i nærmeste fremtid vil foretage et spring fra den højeste bungee-bro i verden OG dykke med hvidhajer OG skydive.
Shit.
Jeg tænkte, om han mon ikke hellere ville rejse hjem til mor i forstadsvillaen. Så kunne jeg stege koteletter til ham.
Tror dog ikke, han falder for mit tilbud.
Nå, men sønnike kunne også fortælle, at han var blevet lagt an på af en fedklam, halvgammel mand, mens han havde trænet fitness i bar overkrop sammen med nogle af de andre hjælpearbejdere på stedet.
Argh!
Selv om han forsøgte at lyde cool, kunne jeg høre på ham, at han var blevet forskrækket. (Mutti er ikke så nem at narre.)
Store Søn har indtil nu ført en tryg og beskyttet tilværelse uden grund til at være ret meget på vagt over for andre.
Men han er en høj og slank og veltrænet fyr med et rart og tiltalende udseende, så det er måske ikke så mærkeligt, at han kan tiltrække sådan en mand.
Håber, at han hurtigt får det rystet af sig, men glæder mig samtidig lidt over den læring om mennesker, han har fået ud af det. Det er sundt nok med en vis skepsis, når man er på egen hånd langt hjemmefra.
Han kunne i øvrigt berette, at Sydafrika overraskende nok har en af de mest liberale homolovgivninger i verden. Allerede i 1994 vedtog man en lov, der forbyder enhver diskrimination ud fra seksuel orientering.
Det lød jo godt i mors ører, da det i almindelighed vist ikke er let at være homo i de afrikanske lande.
Så bravo, Sydafrika!
Men da jeg efter vores samtale forskede lidt i temaet, fandt jeg desværre ud af, at loven i praksis ikke rigtig bliver brugt. Der er masser af hatecrimes og mord på homoseksuelle, som aldrig bliver opklaret.
Og så er vi jo lige vidt.
Nå, men med henvisning til omtalen af duftsignaler ovenfor i indlægget, så tror jeg, at jeg vil forskønne kvarteret lidt og liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren.
Hav en fortsat forrygende søndag, folkens!
Abonner på:
Opslag (Atom)