mandag den 8. juli 2013

Give a little, take a little





En nyligt overstået uge, hvor børnefødselsdagene har stået i kø, har fået mig til at reflektere over gaver - et ømtåleligt emne, der kan bringe pænt store følelser i spil. 

Jeg er i hvert fald ved at rive håret af mig selv af rådvildhed, når jeg skal købe gaver til mine forældre. For at gøre det nemt for os børn og børnebørn at købe noget til dem ønsker de sig nemlig altid SLET INGENTING. Så ligger de jo ikke nogen til byrde ved absolut at forlange et bestemt objekt fra en bestemt butik. 

But guess what: At dømme efter deres ansigtsudtryk, når de åbner gaver, som de ikke har ønsket sig, er det ikke specielt nemt at købe det RETTE ingenting. 

(Øh ... som for eksempel da jeg kom ridende med et smart, ledningsfrit dampstrygejern til min far på hans fødselsdag.)

Shit.

Det har dog heller ikke altid været lige let for mig at være i modtagerenden. En tidligere familierelation ophøjede det således til en tradition at forære mig grimme, bizarre eller ubrugelige gaver til fødselsdag og jul.

Her er top 3-listen over de vederstyggeligheder, hun i tidens løb bragte mig:

  1. Et par tykt forede vinterstøvler i Kaj-grønt ruskind, som var et nummer for små og til gengæld ikke kunne byttes. Denne gave pakkede jeg ud på en steghed fødselsdag midt i august.
  2. En brugt VHS-videofilm med Olsenbanden Jr. (Øh ... så manglede jeg bare et forældet apparat at afspille den på foruden en interesse i børnefilm.)
  3. En grå fleece-herrehættetrøje i str. XXXXXL (Jep, der ER fem X'er! Men hun fik den sikkert billigt.)

Til min trøst er jeg dog ikke hendes eneste offer. Sidste jul kom hun for eksempel sejlende med spejderudstyr til min søn ... som ikke går til spejder.

På den positive side kan man selvfølgelig påpege, at netop hendes gaver ofte er komplet uforudsigelige og out of the box. 

You never know, what you're gonna get.

Hun har desuden brugt både tid og penge i forløbet og dermed formidlet en form for venligtsindethed.

Og det er velsagtens essensen i konceptet gaver og en god grund til at fortsætte med at give og modtage dem, hvad enten de er on eller off target.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar