Tilbage med frikadellerne!

Det ville være bizart, hvis jeg havde fordomme mod folk, fordi deres hud har en anden nuance end den kødpølsefarvede, eller deres nationalkultur er en anden end den danske. 

Jeg er jo selv født som minoritet og møder fordomme hist og her. Jeg er således blevet kaldt både afvigende, klam, pervers, syg, skadelig og analfabetisk (ved ikke rigtig, hvor det sidste kom fra, haha), blot fordi jeg i et par læserdebatter i online-medierne er stået frem som homoseksuel.

Ej heller muslimer har jeg som udgangspunkt noget imod. Jeg kender nogle stykker af slagsen, som er rigtig sympatiske og tilsyneladende har fundet sig godt til rette i det danske samfund. (Og kun ganske få gange har Ladyen og jeg følt os forulempet (og kun verbalt), når vi har mødt en ung flok alfahan-muslimer i det aarhusianske aftenbyliv.)

På et mere overordnet plan er jeg naturligvis nødt til at konstatere, at homoseksualitet og islam er to ret inkompatible størrelser. For eksempel ville Ladyen og jeg i lande som Iran, Saudi Arabien, Yemen, Sudan, Mauretanien, Nigeria og Somalia ganske simpelt blive aflivet, fordi vi elsker hinanden. I mange andre muslimske lande ville vi kunne nøjes med piskeslag eller lange fængselsstraffe.

Men uanset islams holdning til homoseksuelle vælger jeg imidlertid i et danskerperspektiv at tage tolerancehatten på og sige, at lukker vi muslimer ind i landet, må vi også behandle dem med accept og værdighed. Jeg er fortaler for, at vi i skolerne søger at give såvel etnisk danske børn som muslimske indvandrerbørn interkulturelle kompetencer. Vi skal lære dem alle at acceptere forskellighed og at finde fællesskab TRODS forskellighed. Det er det, der skal til for at opnå en fredelig sameksistens.

Her er det så, at min film knækker, når jeg i aviserne læser, at man i mange danske daginstitutioner er holdt op med at servere svinekød for de danske børn. Ikke flere pølser og frikadeller. Nu skal de alle sammen i tolerancens hellige navn have halalslagtet kød efter muslimske forskrifter.

Men hvor er lige tolerancen i forhold til de danske børn og den danske kultur i denne sammenhæng? Hvor er den accept af forskellighed, som lærerseminarierne og folkeskoleloven kraftigt understreger, at vi endelig skal bibringe vores elever i skolerne, både ikke-muslimske og muslimske? Hvorfor må lille Omar ikke opleve, at lille Søren ganske vist spiser frikadeller, men altså stadig er sjov at lege med?

At fjerne frikadellerne har intet med interkulturel kompetence at gøre, for interkulturel kompetence kræver, at man i mødet med andre kulturer også er sig sin egen bevidst og ikke knægter den. Det ligger i ordet INTERkulturel.

Tilbage med frikadellerne!