Er lige dukket op til overfladen efter halvanden times morfar under tæppet på sofaen i brændeovnens vidunderlige strålevarme.
Nice 👍
ELSKER at tage en lur.
Så meget, at hvis bare jeg er hjemme fra job inden klokken 17, lægger jeg mig.
For jeg er pissegod til at sove et kvarters tid. Så vågner jeg op og føler mig meget friskere. Også selv om snoldede 15 minutter ikke lyder af meget.
Jeg har heldigvis også læst, at det er super godt for blodtrykket at tage en kort eftermiddagssøvn dagligt. Så det er mit gode argument, hvis NOGEN skulle finde på at løfte så meget som bare et enkelt fedtet øjenbrynshår i misbilligelse. Jeg forlænger mit liv, you know 😉
Nå, men min saliggørende, livforlængende lur trak en smule ud i dag. Og det var dælme tiltrængt. For det er adskillige døgn siden, jeg har fået en ordentlig, sammenhængende nattesøvn af en passende længde.
Det startede allerede onsdag. Med en chatkorrespondance på Messenger. Hvor jeg er med i en gruppe af lebber. Som jeg ikke kender. Men som jeg heldigvis kommer TIL at kende, fordi vi skal på sommerhusweekend i Nordsjælland i vinterferien. Lyder det bizart? Well, det er det også. Men på den fede måde altså 💃💃💃 Jeg har skrevet om det her.
Som optakt til vores sommerhustur er vi begyndt at småchatte. Hver aften faktisk. Så lærer vi hinanden lidt at kende, inden vi skal mødes. Det er hyggeligt.
I onsdags var der så en af damerne på chatten, der skrev noget om at indtage betragtelige mængder af slik. Hvortil en anden svarede, at det kunne hun sandelig også. Hun mente faktisk, at hun måtte være danmarksmester i slikning.
Oh my god! Haha 😂
Prøv lige at forestille dig sådan en bemærkning kastet ind i en chat mellem syv singlelebber. Den stak jo helt af.
Og jeg kom til at grine så meget, at jeg ikke kunne falde i søvn, da jeg var rullet om på skjoldet den aften. Som i OVERHOVEDET ikke. Tror, den må have været halv et, før min idiotiske hjerne endelig lod sig overmande af søvnen. Og det er altså temmelig sent, når man skal op halv seks, folkens.
Torsdag aften gik det ikke meget bedre.
Min søster og jeg gav i fællesskab vores mor en tur i byen i julegave. Først skulle vi tre damemennesker mødes lidt tidligt på en af caféerne ved Aarhus Å til en mundfuld mad. Og så skulle vi i Musikhuset til koncert med Danmarks Radios bigband og Curtis Stigers.
Kanon aften.
Selv om bigbandmusik måske ikke lige er på min top tre over musikgenrer, så er de der DR-folk eddermame dygtige. Og vores mor havde en helt fantastisk oplevelse, tror jeg.
Og min søster er et af de sjoveste og mest lattermilde mennesker, jeg kender, selv om hun arbejder i Kriminalforsorgen, hvad der faktisk ikke lyder særlig sjovt. Det er måske derfor, hun er så pissemorsom i sin fritid. Fordi de vittige bemærkninger hober sig op og ikke rigtig kan komme ud, mens hun er på job.
MEN.
Det blev jo i-fucking-GEN pissesent, inden jeg faldt i søvn. Over midnat endnu en gang. For efter forestillingen skulle jeg køre mine to nære slægtninge hjem til deres to forskellige østjyske byer, før jeg kunne vende kølergrillen mod Randers og hjemmematriklen.
Og næste morgen op halv seks igen. Pis.
Så blev det jo fredag.
Og jeg plejer bare at chille fredag aften. Fede den med fødderne oppe i sofaen og Netflix på min 60-tommer og rødvin i mit glas. Det er vigtigt for mig. Jeg bliver CRANKY, hvis ikke jeg chiller fredag aften. Så ja, det plejer jeg.
Men ikke i går. Nej, nej.
I går havde jeg sandelig arrangeret fest. For hele personalet på Yngste Datters skole. Med påhæng.
Det havde jeg gjort, fordi jeg sidder i skolens bestyrelse. Og hvert andet år inviterer bestyrelsen alle til kalas. Og de andre bestyrelsesmedlemmer synes af uvisse årsager, at festplanlægning er en af mine spidskompetencer. I wonder why 😋
Nå, men i år havde jeg hyret et lasergamefirma til at komme og afholde en turnering på skolen. Som underholdning fra 17-19.
Og hold nu kæft, hvor var det spas! 😂
Alle deltog. Kvinder og mænd og unge og gamle og tykke og tynde og høje og lave. Og fitte og ikke-så-fitte.
Alle blev vi udstyret med et laservåben og en sensor fastgjort til et pandebånd. Og så slukkede vi lyset over hele skolen og sneg os rundt i hold for at eliminere modstanderne.
Og alle hyggede sig!
Pissefedt koncept. Som jeg (i al beskedenhed naturligvis) har fået masser af credit for.
Men for helvede altså.
Øl og vin flød jo i rigelige mængder hele aftenen, og selskabet var godt. Så det blev sent og ... øh ... halvfugtigt.
Til gengæld skulle jeg tidligt op for at spille tennis. Ved sgu ikke lige, hvad der skete med min planlægning der. Fuck altså. Nå, men jeg havde stadigvæk held til at banke Ulla, så det var vel okay 😉
Nu ved du så, hvorfor jeg lod sofaen springe på mig i intet mindre end halvanden time i dag.
Og det var totally nice 🙌🙌🙌
Nå, men så blev det søndag.
Ikke en af mine favoritdage. Jeg vil næsten hellere bytte søndag ud med en ekstra fredag. I hvert fald i et mindset-perspektiv.
For fredag er fuld af forventning (det er søndag også, men det er en anden slags forventning).
Søndag indsnævres min personlige frihed gradvist hen over dagen.
Skab og køleskab skal fyldes op med forsyninger til den kommende uge, der skal bund i vasketøjet, huset skal justeres med støvsuger og andre rengøringsremedier, så det er til at holde ud at komme hjem til efter de lange arbejdsdage, jeg har.
I dag vil jeg tilmed supplere min interessante portefølje af praktiske søndagsgøremål med at vaske bil.
Og så er der lige de der skide skriftlige engelskopgaver, som jeg selvfølgelig ikke blev færdig med at rette i juleferien. Dem SKAL jeg altså have hapset en ordentlig luns af i dag.
Yeah. Sunday sucks. Sådan overordnet i hvert fald.
However.
Hvis jeg i al beskedenhed må have lov at fremhæve en enkelt ting hos mig selv, så er jeg pissegod til at spotte små positive elementer i mit liv og fastholde dem i mine tanker.
Sætte fokus på det, der gør mig glad.
Jeg tror, det er en evne, jeg har udviklet i min barndom, hvor jeg boede sammen med en alkoholisk far, der nok forstod at gøre livet lidt kringlet for sine omgivelser fra tid til anden. Og en mor i offerrollen, som syntes, hun måtte blive hos ham af rædsel for, hvad andre ville tænke, hvis hun trak stikket på sit ægteskab. Upåagtet naturligvis, at det havde været 10.000 gange bedre for børnene.
Jep.
Så jeg er vokset op i et hjem med en pæn andel af ... øh ... uhensigtsmæssig adfærd. Så har jeg da ikke sagt for meget.
Til gengæld blev jeg stærk. Lærte at tage vare på mig selv. Blandt andet ved at samle en fin buket af alle de små lyspunkter i min tilværelse og stille den et synligt sted i min bevidsthed. Så havde jeg den at holde mig til, når livet kradsede lidt. Ligesom når Hella Joof i bogen Papmaché-reglen siger, at vi skal drysse glimmer over de gode ting og sætte dem på kaminhylden.
Den egenskab blev i øvrigt nok forstærket i løbet af mit lange ægteskab med en person af det forkerte køn. Jeg skulle have haft en kvinde, men valgte en mand. Hvilket sjovt nok medførte, at jeg egentlig ikke var særlig lykkelig.
Så igen fik de små gode ting lov til at fylde. I årevis.
Selv om der tydeligvis er tale om en form for overlevelsesstrategi, så er det en strategi, der har hjulpet mig til at bibringe mine omgivelser det indtryk, at jeg er en ligevægtig person med et godt humør. Og det er ikke det værste indtryk at beame ud i universet, tænker jeg.
Øverst i dagens indlæg skriver jeg, at jeg har en forholdsvis uinteressant dag i vente. Skal jeg imidlertid overføre min strategi på den tanke, ja, så er det en sandhed med modifikationer.
For eksempel kickstartede jeg min søndag med at glæde mig over, at min græsplæne til morgen var hvid af rimfrost. Jeg kan godt lide frost. Og den friskhed, som frosten giver. Og det lyse skær, der lægger sig overalt.
Jeg glæder mig også over, at Store Søn er hjemme på besøg. Han kom i torsdags og skal hjem til Lyngby i aften. Det er dejligt at se ham. Og at høre, at han trives.
Og så er der Dropsene. Jeg kan virkelig godt lide at skrive mine blogindlæg. Og at se, at de bliver læst. Så det prioriterer jeg i dag.
Desuden har jeg udskiftet mit profilbillede på Facebook. Fra det:
Til det:
Det bytte er jeg godt tilfreds med. Jeg ser ganske vist lidt ældre ud på det nye billede (sådan cirka 30 år), men til gengæld er det måske lidt mere autentisk 😉
Og når jeg nu ER i gang med Facebook, så håber jeg at komme til at chatte lidt mere med mit forhåbentlig kommende netværk af lebbeconnections, som jeg skrev om i går. De sidste par aftener har vi haft en lille gruppechat kørende, og det er virkelig skønt at føle en begyndende kontakt til andre lesbiske, for sådan en har jeg savnet inderligt.
Så yeah. Selv om dagen bliver præget af arbejde af forskellig karakter, så er den også fuld af små opture, som hermed har fået fortjent spalteplads 😄
God søndag!
Med sådan lidt af hvert, du ved.
Lagde ud med et træf i tennishallen klokken otte i morges. Den lader jeg lige hænge lidt:
KLOKKEN FUCKING OTTE!
Ha! Hvor overskudsagtig var jeg lige dér!
RET så overskudsagtig, if I may say so.
Men det er sådan set også det mest positive, man kan sige om den seance. For damn, hvor spillede jeg ringe.
For eksempel har jeg åbenbart sovet mig til en overbelastning af et ledbånd ved knæet.
Og hvordan helvede kan dét lige lade sig gøre?!
Vågnede op torsdag morgen med umanerlig ondt lige oven over højre knæ. Og der var ikke noget galt, da jeg lagde mig til at sove onsdag aften.
Så gad vide, hvad jeg egentlig FORETAGER mig, fra jeg går i seng, til jeg står op? Ingen vilde seksuelle udskejelser i hvert fald. Efter jeg er gået fra kæresten bliver den slags højst til en våd fantasi nu og da. Og det får man sgudda ingen overbelastede ledbånd af.
Havde stadig ondt i morges, men valgte selvfølgelig alligevel at spille. Stupid me. Så det blev en ynk. Havde således mere end svært ved at holde mig inden for stregerne. Sendte forfærdende mange bolde i nettet. Og krablede omkring på banen som en fugl med brækket vinge på grund af mit idiotiske knæ.
Og nu er jeg typen, der sagtens kan finde på at gå all in, så hvis jeg absolut SKAL stinke til tennis, kan jeg lige så godt gøre foran et større publikum. Som for eksempel i dag.
For grunden til, at vi havde været nødt til at booke banen klokken fucking otte, var, at man skulle afvikle jyske mesterskaber for U10-spillere fra klokken ni.
Og skal man spille jysk mesterskab klokken ni, dukker man selvfølgelig op i god tid, og er man U10-spiller, så har man også sine forældre med.
Fuck.
Nå, men lidelserne FIK en ende, og den gode motion kan ingen jo tage fra mig. Har måske forlænget mit liv med en halv time efter udfoldelserne i morges.
Klokken 11 stod jeg sammen med Barn 2 og 4 til surprise brunch for min søde niece, der fyldte 30 i dag.
Og nej, at Barn 1 og 3 måtte blive hjemme skyldtes ikke, at jeg havde trukket lod om, hvilke børn der kunne få lov at komme med til fest (som man jo gør), men at Barn 1 lå med blærebetændelse, mens Barn 3 skulle til eksamen på universitetet.
Ærgerligt for de to, men fint for os andre med lidt kalas. Nu er der jo også gået flere dage siden jule- og nytårsfestlighederne. Så man KAN jo længes.
Det meste af familien var selvfølgelig samlet. Også de familiemedlemmer, vi sjældent ser.
Jeg er i særdeleshed glad for at snakke med min brors kones bror og hans kone. Okay, det er lidt langt ude, men vi ses en gang imellem, når familien mødes til fest som i dag, og de er ualmindelig SYM- og EMpatiske begge to.
De spurgte lidt ind til bruddet mellem mig og ekskvinden i mit liv. Og jeg fortalte. Og de forstod.
Og så skete der noget lidt mærkeligt.
For nu har jeg snart indviet en pæn del mennesker i mit bristede forhold. Og det faktum, at jeg har gjort det forbi, er noget, jeg er meget afklaret om. Og jeg er så godt og vel i gang med at vende blikket andre steder hen end mod eksen.
Men lige der. Mens jeg sad og snakkede med disse to virkelig-søde-men-langt-ude-familiemedlemmer-som-jeg-kun-ser-en-gang-imellem, der blev jeg sgu lige lidt påvirket.
Heldigvis. For jeg har spekuleret lidt over, hvor kold en motherfucker jeg må være, når jeg slet ikke bliver den mindste smule grådlabil over mit kuldsejlede kærlighedseventyr.
Nu er "grådlabil" godt nok et stærkt ord at bruge om det, jeg følte i dag, men jeg fornemmede lige en lille sorg over, at det ikke kunne fortsætte mellem mig og min ekskvinde.
Og det er godt, for så er jeg ikke lavet af sten.
Måske har jeg i virkeligheden beskyttet mig selv ved at gøre mig hård og ligeglad. Som en overlevelsesstrategi. Og måske giver jeg mig selv lov at føle igen, fordi det hele er ved at bundfælde sig.
Jeg tror, de følelser, der lige fik lov at titte frem i dag, er en forudsætning for at kunne komme trygt og sikkert videre.
Det er jeg godt tilpas med 😊
Nå, men nu vil jeg lave mad. Brødrene Prices penne all'arrabbiata, nammenam. Og det bliver tilmed hurtigt overstået, for jeg lavede det allerede i går, så det skal bare vippes i mikrobølgeovnen.
Så skal jeg se resten af Schindlers Liste, som vi satte på i går, men den varer jo fucking tre timer og et kvarter, så vi nåede ikke at se den færdig.
Det er Barn 4 på 14, der har bestemt, at det er det lystige mesterværk, vi skal muntre os med i weekenden.
Det har hun bestemt, fordi jeg i julegave har givet hende en bucket list-plakat med de 100 film, man angiveligt bør se, inden man dør. Og på denne plakat figurerer altså Schindlers Liste.
For mig er det et gensyn, men det gør absolut ingenting.
Take care now, og så høres vi ved
... synes jeg.
Gamle læsere ved, at jeg som homoseksuel til tider kan føle mig lidt ensom i min seksualitet.
For jeg har ingen omkring mig, der er ligesom mig (og "ligesom mig" er egentlig ikke så outreret, det er bare almindelig lesbisk, you know).
Som i INGEN. NIEMAND. NOBODY. PERSONNE.
Ikke i min opvækst.
Ikke mens jeg sejlede under heteroseksuelt bekvemmelighedsflag og lod, som om jeg var lykkelig hustru i et traditionelt ægteskab.
Ikke på nogen af de mange uddannelser, jeg har taget (jeps, jeg har to ungdomsuddannelser og to videregående uddannelser og er dermed ikke regeringens våde drøm, slet ikke).
Ikke på mit job.
Ikke i mine fritidsaktiviteter.
FUCKING INGEN STEDER. Ingen steder havde jeg nogen, der kunne vise mig, at jeg ikke var completely deranged.
Først da jeg mødte min ekskæreste, fik jeg langt om længe en at spejle mig i. En, som kunne få mig til at føle, at jeg ikke var helt off alligevel. Og det var nyt. Og totally nice 💃
Nu findes mit parforhold ikke længere, og jeg er rykket tilbage til square one i den forstand, at jeg i-fucking-GEN ikke har nogen med samme seksualitet at læne mig opad.
Well, tænkte jeg så i sidste uge. Og måske også fordi jeg er "on the rebound" (slå det selv op). Det må jeg fandme gøre noget ved. For det er faktisk lidt træls. Nederen, vil jeg næsten sige.
Og så ... tog jeg det første vilde skridt: Jeg meldte mig ind i en Facebook-gruppe for lesbiske singler.
Jeps. Tag DEN! Det gjorde jeg sgu!
Man lever vel på kanten 😉
Og det bliver vildere endnu!!!
I denne Facebook-lebbegruppe lå pludselig et opslag fra en kvinde (sjovt nok), som søgte andre kvinder (sjovt nok igen), der havde lyst til at tage en tur i sommerhus. I Nordsjælland. I en weekend i vinterferien.
Og så skrev jeg, at det ville jeg da gerne.
Så nu skal jeg det.
I sommerhus. I februar. Med seks andre singlelebber, som jeg overhovedet ikke kender.
Haha. Det kan sgudda KUN blive spas 😄😄😄
Jeg fortalte det til tre af mine mænd i dag. Jeg har fire mænd i alt. I mit team på jobbet. Og jeg har det som blommen i en hel masse æg, når jeg er sammen med disse mænd. Vi taler ret åbent om mange ting. Også damer.
Og oh dear, for nogle blikke, de sendte hinanden og mig. Et sommerhus fyldt med lebber? Det kan KUN blive ... øh ... interessant 😉 Sådan tænkte de. Det kunne jeg både se og høre på dem.
Og den havde de fandme ikke set komme. At JEG, Mutti, skulle melde mig til SÅDAN en weekend.
Og jeg solede mig i deres beundrende blikke og spillede med på den. Man kan jo lige suge den street credit til sig, der ligger i at lade, som om det trækker op til et orgie.
Så kan man jo altid holde lidt lav profil med, at det altså overhovedet ikke er på tegnebrættet. Programmet omfatter vandreture og cafébesøg og Kronborg og andre museer. Helt uskyldigt og pænt.
Nå, men jeg GLÆDER mig! Måske får jeg nu det netværk, jeg sådan har savnet.
Keep your fingers crossed 🙏
Jeg ved, jeg har nye læsere. Det har jeg næsten altid, men jeg ved også, at jeg har flere nye læsere, end jeg plejer. For jeg har inviteret en Facebook-gruppe med i klubben.
Til mine nye læsere vil jeg sige velkommen. Rigtigt hjerteligt velkommen. Jeg håber, I får lidt ud af at læse med her 💜
Jeg skriver dette indlæg til jer. For at prøve at fortælle lidt om, hvem jeg er. Så I ikke behøver arbejde jer igennem alle de 500 blogindlæg, jeg i tidens løb har lagt her på Dropsene.
Til mine gamle læsere. Bær over med mig, please. I vil møde gentagelser. Håber, det er okay. I får også et hjerte: 💜
Nå, men kort fortalt (eller måske ikke så kort fortalt, for jeg er pissegod til at cykle ud ad en eller anden tangent og komme til at skrive alt for meget, haha):
Jeg er 51.
Jeg bor i Randers, men det er ikke noget, jeg sådan går rundt og fortæller folk. For så får jeg alle mulige ... øh ... interessante bemærkninger og spørgsmål, hvoraf mange sjovt nok indeholder ordene Mokai, Nike Shocks eller scooter.
Underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole. 60 kilometer fra min bopæl. Hvilket er praktisk, fordi jeg så ikke risikerer at løbe ind i elever og forældre til spontane skole-hjem-samtaler, når jeg færdes i gademiljøet i min by. Og IKKE så praktisk, fordi jeg hver dag får fornøjelsen af fucking E45.
Før jeg blev lærer, var jeg selvstændig og arbejdede i 14 år med oversættelse af litteratur for snart sagt alle de store forlag, vi har her i landet.
Det var fedt, fordi jeg kunne sidde hjemme og arbejde og havde en stor grad af selvbestemmelse i min arbejdsdag. Og ikke så fedt, fordi jeg aldrig så en sjæl. Jeg kunne sagtens sidde fordybet i et manuskript fra 8 til 17 og ikke tale med nogen. Så jeg trampede så at sige mine egne sociale behov ned under parketgulvet med det arrangement.
Oversættelsesarbejdet spillede heller ikke så godt for min kreativitet.
Jeg elsker at udtrykke mig på skrift. Lege med ordene. Lade sproget sprudle. Og jeg sætter stor pris på den kreative frihed, jeg har her på Dropsene.
Men når jeg sad med en engelsk eller amerikansk originaltekst og skulle omsætte den til et dansk manuskript, ja, så var jeg en anelse bundet på min kreativitet. Tror sgu nok, at forlagsredaktørerne ligesom forventede, at jeg lagde mig forholdsvis tæt op ad udgangsteksten og ikke pludselig begyndte at digte og indføje et brutalt sexmord i et værk af Dalai Lama. Sådan bare for at give hans bog en smule kant, you know 😉
Nå, men jeg fortryder ikke min tid som selvstændig. For på det tidspunkt var jeg gift med en mand, en travl konsulent med masser af rejsedage. Og med ham havde jeg fået fire børn. Yes, du læste rigtigt: FIRE.
Og når nu manden næsten aldrig var hjemme, var det praktisk for familien, at JEG var.
Nu er Rotterne store (når jeg skriver om Rotterne her på bloggen, så er det altså mine fire elskelige børn, jeg mener).
Ældste Datter på 25 blev færdig som lærer før sommerferien. Og underviser blandt andet i engelsk og tysk. Lyder det bekendt? Det er jo det samme som Mutti! Ved sgu ikke, om det er creepy eller flatterende, men hælder nok mest til det sidste. Hun bor i en lejlighed i Aarhus og havde en nærildebrandsoplevelse nytårsaften. Den kan du læse om in another afsnit.
Ældste Søn på 23 er udvandret fra Jylland. Det ved jeg ikke, om jeg helt har tilgivet ham endnu. Men objektivt set var det vel okay, da drengen blev optaget på kemiingeniøruddannelsen på DTU, og DTU altså ligger i Lyngby. Not much to do about that.
Somme tider besøger jeg ham på hans kollegium. Så rykker mor ind på en luftmadras på gulvet og lærer under besøget at glæde sig over, at hun ikke SELV lever med et fælleskøkken. For hold nu kæft, hvor kan sådan nogle unge studerende altså svine på fællesarealerne.
Yngste Søn er 20. Han læser nano science på Aarhus Universitet. Jeg aner ikke en skid om nano science, men det er vist nok noget med nogle meget små ting. Han lader til at være ret glad for det, og det er vigtigt.
På muren på hans institut står der INANO med store bogstaver. Det har jeg set nogle gange, når jeg er kørt forbi. Men først i sidste uge faldt det mig ind at læse skiltet bagfra. Oh my god, haha! Nogen har lavet lidt af en brain fart der 😂
Yngste Søn bor også på kollegium. Skjoldhøj i Brabrand. Kollegiet fra helvede. Eller i hvert fald der, hvor de andre ikke gider bo. Skjoldhøj ligger et stykke uden for byen, og det er ikke hipt ikke at bo centralt, så alle vil gerne videre. Derfor var det også let for drengen at få et værelse derude.
Mutti render til gengæld rundt med armene over hovedet over drengens boligforhold, for han har haft en privilegeret opvækst i et pænt og dyrt kvarter, og det er godt at prøve det andet også.
Og så er der Bette. Yngste Datter. Hun er 14 og går i 8. klasse på en privatskole her i byen.
Som mange andre teenagere oplever hun tilsyneladende, at hendes mor er blevet mere og mere vanskelig og urimelig i den senere tid. Hun er i hvert fald god til at rulle opgivende med øjnene over en del af mine holdninger og dispositioner. Men hvis ikke jeg tager meget fejl, kommer jeg i bedring, når barnet nærmer sig de 18-20 år. Så genvinder mange forældre nemlig deres fornuft 😉
I min fritid dyrker jeg en fantastisk portefølje af interesser. (Synes jeg da selv. Heldigvis.):
- Jeg skriver for eksempel blogindlæg (SURPPRISE!).
- Jeg læser. Romaner. Gerne spændende. Og gerne på både engelsk, tysk og dansk.
- Jeg er næstformand i bestyrelsen på Yngste Datters skole.
- Jeg synger i kor.
- Jeg spiller tennis.
- Jeg vandrer. Ude i Guds grønne natur, det billige pis.
- Jeg tager til foredrag og koncerter og udstillinger.
- Og en hel masse i biffen.
- Og så elsker jeg at rejse.
Det er oplevelser i ind- og udland, jeg bruger de fleste af mine penge på, når mine faste udgifter er betalt.
For 8½ år siden sprang jeg ud som lesbisk.
Det var selvfølgelig ikke, fordi jeg PLUDSELIG var blevet homoseksuel. For det havde jeg sådan set altid været. Men jeg var blevet træt af at leve det forkerte liv. Af at følge konventionerne og pænt leve under tag og dyne med en mand.
Under min opvækst og i hele mit hidtidige liv havde jeg aldrig truffet en homoseksuel. I hvert fald ikke en, der var sprunget ud. Jeg havde aldrig haft nogen at spejle mig i. Der VAR ganske simpelt ingen åbent homoseksuelle i de kredse, hvor jeg færdedes.
Derfor troede jeg også, at jeg var anderledes. Forkert. Når jeg blev ved med at forelske mig i andre kvinder.
Og jeg skammede mig over det. Ingen måtte for Guds skyld vide noget. Så jeg lavede en heteroseksuel skinmanøvre og gik i flyverskjul i min kernefamilie.
Indtil jeg altså fik nok.
Da jeg var cirka 40, begyndte jeg nemlig at reflektere over den del af mit liv, der var gået, og den, der var tilbage. Og det blev en hårrejsende refleksion. Som med en lægtehammer blev jeg blev ramt midt mellem øjnene af den erkendelse, at jeg ikke kunne fortsætte med min tilværelse, som den var.
Så jeg oprettede en profil på et dating site for homoseksuelle.
Og der mødte jeg en skøn kvinde. Sød og skarp og smuk og empatisk og sjov og sexet og meget andet guf.
Hende forelskede jeg mig håbløst i.
Så håbløst, at jeg forlod min mand, flyttede fra stor villa til lejlighed i den lokale ludergade, lukkede mit firma, fordi jeg ikke tjente nok til at kunne forsørge mig selv og fire børn, tog ny uddannelse, fik nyt job, købte hus.
Og her sidder jeg nu.
Med en kop friskrørt pulverkaffe. Og tænker, om jeg i grunden ikke har fortalt nok om mig selv sådan lige for nærværende. Jeg vil i hvert fald mene, at nye læsere nok har fået en idé om, hvem jeg er, så de ikke behøver at slæbe sig gennem alle 500 indlæg på bloggen 😉
Så mangler jeg bare at runde af.
Det vil jeg gøre ved at fortælle, at forholdet til min dejlige kvinde holdt i 8½ år. Hvoraf langt de fleste stunder har været fantastiske. Hun gav mig lov til for første gang i mit liv at opleve gengældt kærlighed, og for det vil jeg altid være hende dybt taknemlig.
Men for to uger siden gik det i stykker. Og jeg tror ikke, det kommer til at genopstå.
Enough about me. Måske høres vi ved igen 🙏
Det var så det.
En hyggelig nytårsaften i Tudseland med Tudse 1 og 2, aka min mor og hendes gamle veninde.
Med hele tudsepakken: hamburgerryg med brunede kartofler og sønderjysk grønlangkål, citronfromage og 90-års fødselsdagen.
😃
Men dertil faktisk vin i rigelige mængder. Så jeg godt kan mærke, at jeg har et hoved i dag. Et positivt problem, vil nogle måske mene.
I seng klokken to. Fint nok, at det ikke blev senere, for klokken halv fem, og efter kun to en halv times søvn, ringede min telefon.
Det var en halvgrædende ældstedatter, der havde brug for et par ord med sin mor.
Barnet havde været til nytårsfest i Aarhus midtby og var der blevet ringet op af en mand fra Skadeservice.
Hun skulle komme hjem til sin lejlighed med det samme. For lejligheden oven over hendes var totalt udbrændt, og nu ville man gerne ind og se, om der skulle være vand- eller sodskader i min datters.
Øv 😒 Ikke den fedeste afslutning på en nytårsfest.
Hun er næsten lige flyttet ind og har købt en del nye møbler, så det var med en vis bekymring, at hun vendte hjem.
Miraklernes tid er heldigvis ikke forbi: Der var ingen vandskade. So far, so good.
Men da manden trak et stykke hvidt køkkenrulle hen over en af overfladerne i lejligheden, blev det sort. Sod. Og det stank ad helvede til overalt.
Fuck.
Så han rådede hende til at finde et andet sted at sove. OG naturligvis få gjort grundigt rent. Eventuelt sætte et firma på sagen. Og så daffede han af igen.
Nu må hun jo finde ud af, om forsikringsselskabet dækker rengøring og skader på møbler.
OG om hun fortsat tør bo der. For det havde vist sig, at branden var opstået som følge af en kortslutning i de elektriske installationer.
Kan i hvert fald godt forstå, hun blev ked af det, det lille pus.
Det må have været en lidt overvældende oplevelse på en aften, hvor man tror, man bare skal hygge sig og have det sjovt.
Jeg må hellere ringe til hende og høre, hvordan det går i dag. Inden jeg skal bruge resten af dagen på at rette engelskopgaver.
Så ikke mere nu.
Take care, y'all 🙏
... ønske godt nytår 🙏
Jeg håber, du får en super dejlig aften og et lykkebringende 2019, kære bloglæser.
Jeg kommer til at bruge årets sidste dag på ... arbejde. Har stadig urimelig mange skriftlige engelskopgaver, som jeg umanerlig gerne vil være færdig med at rette, når jeg møder ind på job på torsdag.
Jeg skal naturligvis også have ringet rundt til alle Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.). De skal have et kærligt nytårsønske og en moderlig formaning om at passe godt på sig selv derude.
Og til min gamle, genfundne veninde. Vi har ikke rigtig fået snakket endnu, selv om vi ellers har en del af snakke om, tænker jeg. Det blev til et varmt kram i forgårs, da vi tilfældigt løb på hinanden. Men en lille pludder, det skal vi altså også have.
Endelig har jeg naturligvis aftalt et møde på tennisbanen. Denne gang i tømmermandsfri tilstand, så jeg håber at kunne give Ulla de samme smæk, som hun gav mig i går 😉
Og så daffer jeg hjem til min mor og hendes veninde sidst på eftermiddagen, så vi kan nå dronningen i god ro og orden.
Det er dagens program. Må hellere sætte i gang.
Take care, og så håber jeg, at du også i det nye år finder på at svinge forbi Dropsene 💟😍😘
