I gang

Så er kampen efterhånden fløjtet godt i gang. Folkeskolekampen. Den daglige altså. Mellem lærere og elever.

For det meste heldigvis en velspillet venskabskamp. Dog krydret med et par hårde tacklinger her og der.

Dem har jeg heldigvis ikke fået så mange af endnu.

Det skulle da lige være i går, hvor en elev pegede på den næstekærlige sætning MADS ER KLAM, som med en grim og klodset håndskrift stod skrevet på en af skolens gule mursten uden for klasselokalet. Med rød kuglepen. 

Og elskværdigt foreslog, at man kunne udskifte "MADS" med "HANNE".

Det er MIT navn. 

Så tak for crap. (Og så glæder jeg mig i øvrigt, til jeg skal give dig karakter i tysk og engelsk til næste år. Punk! Muahahaaah 😈).

Eller hvad med den unge dame, som vedholdende påstod, at hun sandelig IKKE havde sin mobiltelefon med i skole og derfor naturligvis ikke kunne anbringe den i det telefonskab, som vi plejer at låse af, når eleverne efter ankomst om morgenen har deponeret dette deres dyrebareste eje deri? Og det til trods for at jeg havde set selv samme mobiltelefon ligge pænt på sin plads i skabet samme formiddag.

Eller den syvendeklasse, hvor man kun med en overjordisk tålmodighed formår at bevare roen, indtil det, ualmindelig langsomt og gradvist, holder op med at fyge gennem luften med dødbolde, hoppebolde, sjippetove, papirskugler, penalhuse og vandflasker? Og derpå kun mangler at få 24 12-13-årige til at flette næbbene, som uafladeligt skræpper fra alle hjørner, kroge og langsider i en indædt kamp for at overdøve hinanden? EFTER timens begyndelse, vel at mærke.

Eller den klasse, hvor man træder ind til en tysklektion for blot at opdage, at lamelgardinerne er halet ned og krøllet sammen, og hele whiteboardet er malet sort?

Sådan så boardet ud, EFTER at de to elever, der havde svinet det til, mente, de havde rengjort det.

Læg for resten mærke til svampen i kridtrenden. Det er den, der er fyldt med sort farve. Hvilket har gjort den til et enestående effektivt redskab. Både når man ønsker sortsværtede tavler, vindueskarme og engelskopgaver:

At Fru Lærer tilmed inden udlevering af opgaven tydeligt havde bekendtgjort, at den senere skulle anvendes i en anden klasse, og derfor havde opfordret til at behandle den pænt, har formentlig blot øget tilfredsstillelsen ved at sværte den til.

Jeg kunne sagtens give andre eksempler. 

De fleste af dem formentlig med rod i diagnosen ADO = Almindelig Dårlig Opdragelse. Samtidig er det tankevækkende, at min skole ligger i et ressourcestærkt kvarter i en by med en høj gennemsnitlig husstandsindkomst. Socialklasse 1.

Yes.

Og skoleåret er stadig kun nyfødt.

Det lyder jo jammerligt, ikke sandt?

Heldigvis er der flere ting, der trækker i modsat retning (og der skal mange til, for det kræver FLERE gode oplevelser at opveje ÉN dårlig inde i den kringlede motherfucker, der hedder menneskesindet, for at der ligesom er ligevægt):

1. Jeg får LØN for lortet. DEN tanke har tit hjulpet mig til at bevare fatningen, når jeg har været lige ved at springe ud ad vinduet i en klasse fyldt med larmende, respektløse, destruktive, uforskammede, hormonforstyrrede abekatte. Og tilmed synes jeg, at lærere får en ganske god løn. Jeg savner i hvert fald ingenting på kontoen.
2. Det er ganske vist ADOerne, der fylder. Fordi de bare er umanerlig gode til at gøre opmærksomme på sig selv. MEN jeg har også MANGE søde, høflige, arbejdsomme, lydhøre elever. Som giver mig en pæn strøm af hengivenhedserklæringer. "Mama H" blev jeg således i morges kaldt af en skøn dreng med et skævt smil i ottende klasse 😂
3. Jeg har somme tider held til at nå ind til nogle af mine sårbare englebasser. Det giver mig en særlig tilfredsstillelse, når en elev med ondt i livet og en udpræget mistillid til voksne (af og til i en grad, så det er vanskeligt at holde øjenkontakt) kommer op og kalder mig sin yndlingslærer og åbent og tillidsfuldt beretter om en særlig oplevelse i weekenden.
4. Jeg bliver af og til bekræftet fra uventede sider. Som for eksempel sidste søndag. Hvor jeg fik en stor og uforbeholden kompliment af min storebror. Der til en familiesammenkomst gjorde sig til talsmand for mere respekt til lærerne. Han må have fået øje på, at det ikke altid kan være lige let at stå derude i det ubarmhjertige anarki, der lidt for ofte hersker i danske klasselokaler. For somme tider at blive mødt af offentlig hån i diverse indslag, artikler og kommentarspor i medierne.
5. Kollegerne. Der, om nogen, FORSTÅR og BAKKER OP. Som OGSÅ somme tider bliver presset derud, hvor de tænker, at de knækker lige om lidt. Som ved, hvordan det er at have fået til opgave at bibringe andre læring for blot at møde det ene benspænd efter det andet i forsøget på at varetage denne opgave. Sådan et kollegialt forhold er dyrebart. Big time 💘💘💘

Hmmm. Okay. Nu har jeg lige læst mine fem positive udsagn igennem. Dem, som skulle opveje de negative anstrøg af mit job. Og de lyder sgu ikke alle sammen lige positive 😂

Faktisk lyder jeg lidt bitterfisseagtig her og der. 

Jeg tror, en del af grunden er, at jeg blev provokeret af en opvaskemaskinereparatør i går. 

Jeps. Jeg nedværdigede mig faktisk til at lade mig provokere af sådan en fyr.

Situationen var den, at idioten lå på knæ midt i lærerkøkkenet med hovedet inde i vores opvaskemaskine, som var gået i stykker.

Det var således svært at nå hen i den fjerne ende af køkkenet for at hente kaffe. Hvilket var problematisk, fordi fucking ALLE har brug for kaffe klokken 7.30 på en torsdag.

En af mine kolleger, stod pænt med sit tomme kaffekrus i hånden og ventede på, at reparatørfyren skulle trække hovedet ud af maskinen og rykke lidt til siden, så der blev en fri passage.

Og som en venlig gestus sagde han (kollegaen altså): 

"Gør dig bare færdig. Det haster ikke."

Hvortil reparatøren svarede:

"Nej, det gør det vel ikke. Du er jo lærer, så du har tid nok."

Øh ... WTF?!

Din dumme lille reparatør-son-of-a-bitch (pardon my French).

Jeg bliver SÅ provokeret, når jeg møder den arkaiske holdning til lærerne.

Det er LANG tid siden, lærerne havde tid nok. Og overskud. 

Jeg befinder mig på min arbejdsplads 41 timer om ugen. Og dertil skal lægges 7-8 timers transport.

Jeg har 29 lektioner i mit skema. Og for størstedelens vedkommende står jeg over for et klientel som det, jeg har beskrevet ovenfor.

29 lektioner giver samtidig kun begrænset tid til undervisningsplanlægning, mødeaktiviteter, forældrekommunikation, rettearbejde, udfærdigelse af underretninger og de 1.000 andre ting, jeg forventes at tage mig af.

Og så ligger sådan en lille snotabe med hovedet i en opvaskemaskine og påstår, lidt indirekte, at lærerne er forkælede.

I BEG YOUR FUCKING PARDON!

Jeg har aldrig haft så krævende et job som dette. Og jeg trådte ellers mine jobbarnesko i den travle marketingafdeling i en landsdækkende byggemarkedskæde. Hvorpå jeg var selvstændig erhvervsdrivende i 14 år. 

Jeg kender det private. Og har aldrig været så presset som i det offentlige.

Så når jeg møder den uvidenhed, der fosser ud af tåber som denne opvaskemaskinereparatør. Ja, så er det, at jeg bliver træt og må lave et syrligt drop.

Også selv om jeg egentlig er rigtig godt tilfreds med mit job.

Blot falder weekender, som antydet 😉, på et tørt sted. Så jeg vil tillade mig at nyde denne og håber, at du vil gøre det samme.

Møzzer herfra 😘