Jeg ved det godt

For få dage siden skrev jeg "Godt nytår" til alle 🎆🎇

Og det KUNNE måske tolkes, som om jeg ikke havde mere på hjerte for i år.

Men.

Det ville faktisk være løgn.

For nu skriver jeg igen. 

Det KAN jeg, fordi det er mig, der bestemmer. Eller som man jo siger: C'est moi qui decide 😉

Og det GØR jeg, fordi jeg har en ekstra lille ting at fortælle. En lille jule-/nytårsbonus. Og fordi jeg er alene hjemme et par timer.

Jeg skal nemlig lige huske at prale lidt. Fuldkommen ubeskedent.

For jeg har faktisk de bedste børn i verden. Og hvis du selv har børn, kære bloglæser, så skal de nok tage sig sammen for at nå op på siden af mine 😂

Denne gang handler historien om Barn 2. Vi kan også kalde ham Peter. Mest fordi han HEDDER Peter.

Denne Peter er i skrivende stund 27 og bor på Frederiksberg. Han er en sød og følsom knægt. Og klog. Han er kemiingeniør og i færd med at tage en ph.d på DTU. Noget med kemiske processer og kunstig intelligens. Som INGEN (læs: Mutti, red.) rigtig forstår.

Han bor sammen med skønne Sofie. Som er kemiingeniør og ... i færd med at tage en ph.d på DTU.

Selv om Peter er flyttet til Udkantsdanmark (prøv bare at kigge på et kort 😂), ser og hører jeg faktisk en del til ham. Han er megasød til at ringe og pludre, og vi besøger hinanden ret ofte. 

Sidst jeg var henne i københavnsområdet var den 27. oktober. Jeg skulle stå for et forfatterarrangement inde på Egmont, da jeg jo i årets løb har fået mit navn på forsiden af en bog 💃💃💃

Og når jeg har aftaler i hovedstaden, lægger jeg som regel vejen forbi Peter og Sofie. De laver dejlig mad, vi hygger, og jeg overnatter på en madras på gulvet i stuen.

Således også hin dag i oktober.

På et tidspunkt efter middagen forsvandt Peter ind i soveværelset og rumsterede lidt rundt. For et øjeblik senere at returnere til dagligstuen med en æske i favnen og et skævt grin om munden.

"Værsgo, mor," sagde han og kiggede på mig med et glimt i øjnene, som jeg ikke helt kunne tolke. "Vi har lavet en pakkejulekalender til dig og Anne-Mette."

(Til nye læsere kan jeg fortælle, at Anne-Mette er mit livs kærlighed 💘💘💘 Og at vi blev hinandens hustru på en fantastisk dag i juni måned i år 👰👰🎆🎇)

Så rakte han mig æsken, som var fyldt med en masse små og forholdsvis ubehjælpeligt indpakkede gaver.

Jeg takkede glad og overvældet, fordi jeg aldrig før har været i modtagerenden af en pakkekalender fra mine børn.

Æsken blev bragt med toget hjem til forstadsvillaen i Randers og sat i venteposition. 

1. december åbnede vi den første pakke. Den indeholdt 36 puslespilsbrikker. De passede sammen og dannede en lille firkant med et ubestemmeligt motiv i hvide, grå og brune nuancer.

2. december åbnede vi den anden pakke. Den indeholdt også 36 puslespilsbrikker. Som også passede sammen og dannede en ny lille firkant. Også med et ubestemmeligt motiv i de samme nuancer.

3. december åbnede vi den tredje pakke. Og du kan måske selv gætte, hvad den indeholdt 😉

Her var det så, vi opdagede, at de tre små firkanter kunne sættes sammen. Og skarpsindige som vi er, regnede vi ud, at vi jo nok ville stå med et helt, færdiglagt puslespil, når de 24 pakker var åbnet og samlet.

Sjov idé 😃

I begyndelsen af december ringede Peter hjem hver dag. Bare for lige at høre, om vi tilfældigvis havde fået åbnet vores pakker. Det var, som om han fiskede efter noget, og på tredjedagen ville han dag også forsigtigt høre, om vi mon havde gættet, hvad puslespillet forestillede. Han var tydeligvis ved at eksplodere af forventning.

No clue. 

Vi kunne stadigvæk kun se firkanter i de samme, lidt kedelige, nuancer. Efterhånden dog suppleret med en lille smule rødt.

Men på femtedagen var der noget i motivet, jeg kunne genkende. En flagstang. 

Og jeg kan næsten ikke beskrive, hvor rørt jeg blev, da hele konceptet gik op for mig.

Ikke alene havde Peter og Sofie brugt både penge og en betragtelig mængde tid på at købe OG lægge et stort puslespil, skille det ad i små firkanter, der passede indbyrdes til hinanden, og pakke alle brikkerne ind i 24 pakker, som de omhyggeligt havde nummereret i den helt rette rækkefølge.

De havde også fået puslespillet specialfremstillet med et ganske særligt motiv. For jeg kunne genkende flagstangen.

Sådan en stod der nemlig på hver side af døren til det gamle rådhus i Randers den dag, jeg blev viet til Anne-Mette.

Og da puslespillet den 24. december var færdiglagt, så det således ud:

Jeg får stadig tårer i øjnene, når jeg tænker på varmen og hengivenheden i Peter og Sofies pakkekalender.

💘💘💘

Ikke mere bonus nu. Jeg skal videre med at lave så lidt som muligt, mens jeg endnu har juleferie.

Take care and keep cruisin' 💜