Det har godt nok været en uge, hvor kommunikationen med mine omgivelser har været ret speciel. På den fede måde.
Som for eksempel i mandags, hvor jeg i et frikvarter blev passet op i lærergarderoben af en af vores specialpædagoger.
"Mrs. English Teacher, jeg er nødt til at fortælle dig noget," sagde hun. "Jeg har lige haft et lille møde med en af dine nye elever i ottende klasse, og vi kom til at snakke om dig."
SJIIIIIT, tænkte jeg omgående. Havde jeg mon gjort noget forkert? Det er ikke utænkeligt, for somme tider går jeg lige til kanten i mine ordvalg, og denne klasse kender mig jo ikke så godt.
Så de ved ikke, at meget af det, jeg siger, er plat og ufortyndet spas.
Men så fortsatte pædagogen: "Hun siger, at du er SÅ sød og sjov, og at de allerede har lært en masse engelsk, og at det nok skal blive super at have dig."
PHEW!
Sådan en kan man nok leve højt på et stykke tid altså :-D
Så jeg takkede min kollega af hjertet, fordi hun havde været så betænksom at videregive komplimenten, og så svævede jeg videre i dagens program med stærkt reduceret jordforbindelse.
Det var i mandags.
I dag var den så igen gal med jordforbindelsen.
For i morges blev jeg i lærerkøkkenet passet op af en anden kollega, mens jeg stod midt imellem fem andre lærere, der trippede omkring hinanden på den trange plads i rummet i en tæt og bizar manøvre for at nå frem til kaffemaskine og køleskab på samme tid.
Da hun så mig, begyndte hun at synge Fliegerlied med Tim Toupet, som jeg somme tider spiller på Youtube i mine klasser. Den har nemlig SÅdan nogle gode fagter og en ret ukompliceret tekst.
Det er nu ikke, fordi hun har noget indgående kendskab til den sang, men jeg optrådte på slap line med den på lærerværelset i et frikvarter for et par dage siden, og det havde vist været sjovt.
"Frau Deutschlehrerin, jeg er nødt til at fortælle dig, at jeg har snakket om dig derhjemme i går aftes," lød det fra denne kollega, da vi var færdige med at synge, for jeg havde selvfølgelig omgående sluttet mig til hendes skønsang og dannet en smuk duet.
Jaså?
"Det er, fordi min søn har sådan en sur tysklærer, som ikke vil hjælpe ham med at efterlyse en tyskbog, han har mistet. Og så sagde jeg til ham, at på VORES skole har vi en tysklærer, der hedder Frau Deutschlehrerin, og hun er SÅ skøn!"
Hehe :-D
Jeg ved bare ikke, om det var fedt eller flovt, at alle de andre i køkkenet hørte det.
Eller ... øh ... jo, det ved jeg sgu godt. Det var fedt, var det ;-) (Ingen grund til at lyve her.)
Og endelig blev lykkebægeret over middag i dag toppet op med fem eller seks søde piger i 7. klasse, der midt i engelsktimen nærmest snublede over hinanden for at fortælle mig, at de synes, jeg er en god lærer.
Så NU er jeg mere end klar til at holde weekend. Jeg sprudler jo :-D
Og vil hermed liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren, for jeg skal til fest i aften. Rotternes skole har jubilæum, og som næstformand i bestyrelsen er jeg naturligvis inviteret med til festlighederne.
Glæder mig til god mad og rødvin, hehe.
Take care, og så høres vi ved.
fredag den 28. august 2015
onsdag den 19. august 2015
Lidt om svensken
Har lige læst Jyllands-Postens leder fra i går.
Og kan da kun bekræfte over for mig selv, at de er småskøre på den anden side af sundet. Tænk en gang, at det ikke må hedde sig, at der er indvandrerproblemer.
Tsk, tsk.
Og at beige plaster skulle være udtryk for racisme.
Og at de har fundet det nødvendigt at ændre 4.000 såkaldt krænkende fuglenavne. Og dermed også navnene på alle de veje, der var opkaldt efter disse krænkende fugle.
Hvad er der nu i vejen med sigøjnerfuglen måske?
Jeg tænker sgudda ikke negative tanker om sigøjnere, bare fordi der er en fugl, der hedder sådan. Hvis jeg tænker negative tanker om sigøjnere, så er det, fordi en række storkriminelle af slagsen som for eksempel Levakovic-familien får mig til at tænke sådan.
Jeg gentager: Det er fandme da ikke på grund af fuglen.
Skulle jeg så råbe op, fordi der i Danmark er en fisk, der hedder en regnbueørred? Og mene, at det er et udtryk for homofobi?
Eller hvad med hvidhajen? Uhada, jeg føler mig oprørt.
Eller hvad der er endnu værre:
GRAND DANOIS!!!
Det er jo en hund, for helvede. Som de vælger at kalde noget med "dansker"!
Til gengæld er vi jo heller ikke selv for gode af os, når vi kalder wienerbrød for ... øh ... wienerbrød.
Det hedder til gengæld "Danish" henne i USA. Så kan vi måske lære det.
Nå, men nu er jeg vist ved at komme lovlig langt ud ad en useriøs tangent.
Min pointe er vist bare, at hvis man ikke kan tåle den slags, så er man i min optik heller ikke selv for tolerant.
Bum.
Og kan da kun bekræfte over for mig selv, at de er småskøre på den anden side af sundet. Tænk en gang, at det ikke må hedde sig, at der er indvandrerproblemer.
Tsk, tsk.
Og at beige plaster skulle være udtryk for racisme.
Og at de har fundet det nødvendigt at ændre 4.000 såkaldt krænkende fuglenavne. Og dermed også navnene på alle de veje, der var opkaldt efter disse krænkende fugle.
Hvad er der nu i vejen med sigøjnerfuglen måske?
Jeg tænker sgudda ikke negative tanker om sigøjnere, bare fordi der er en fugl, der hedder sådan. Hvis jeg tænker negative tanker om sigøjnere, så er det, fordi en række storkriminelle af slagsen som for eksempel Levakovic-familien får mig til at tænke sådan.
Jeg gentager: Det er fandme da ikke på grund af fuglen.
Skulle jeg så råbe op, fordi der i Danmark er en fisk, der hedder en regnbueørred? Og mene, at det er et udtryk for homofobi?
Eller hvad med hvidhajen? Uhada, jeg føler mig oprørt.
Eller hvad der er endnu værre:
GRAND DANOIS!!!
Det er jo en hund, for helvede. Som de vælger at kalde noget med "dansker"!
Til gengæld er vi jo heller ikke selv for gode af os, når vi kalder wienerbrød for ... øh ... wienerbrød.
Det hedder til gengæld "Danish" henne i USA. Så kan vi måske lære det.
Nå, men nu er jeg vist ved at komme lovlig langt ud ad en useriøs tangent.
Min pointe er vist bare, at hvis man ikke kan tåle den slags, så er man i min optik heller ikke selv for tolerant.
Bum.
fredag den 14. august 2015
Fødselsdag
Det var min fødselsdag i går.
Damn, jeg bliver sgu aldrig træt af fødselsdage, hehe :-)
Fra morgenstunden føg det jo gennem luften med søde lykønskninger fra kolleger og elever.
Hvilket imidlertid var for intet at regne mod det, der tikkede ind på telefon, mail og Facebook i dagens løb.
Nice!
Der lå mange hilsener på Facebook.
Og jeg har lige brugt over en time på at besvare hver enkelt personligt. For jeg synes, det er lidt fesent bare at udsende en fælles tak. Alle disse mennesker har jo brugt tid på at skrive til MIG personligt.
Men øh ... jeg går somme tider med både livrem og seler, så jeg har selvfølgelig også udsendt en fællesbesked.
Jeg skrev:
Åh, haha. Jeg kan være så rådden :-D
Damn, jeg bliver sgu aldrig træt af fødselsdage, hehe :-)
Fra morgenstunden føg det jo gennem luften med søde lykønskninger fra kolleger og elever.
Hvilket imidlertid var for intet at regne mod det, der tikkede ind på telefon, mail og Facebook i dagens løb.
Nice!
Der lå mange hilsener på Facebook.
Og jeg har lige brugt over en time på at besvare hver enkelt personligt. For jeg synes, det er lidt fesent bare at udsende en fælles tak. Alle disse mennesker har jo brugt tid på at skrive til MIG personligt.
Men øh ... jeg går somme tider med både livrem og seler, så jeg har selvfølgelig også udsendt en fællesbesked.
Jeg skrev:
Tusind, tusind tak til alle, der sendte mig søde hilsener via telefon, mail og FB på min fødselsdag i går grin emoticon
Jeg havde en skønno dag (skønno er et temmelig tåbeligt udtryk, jeg har lært af min ældste datter).
Flere har kommenteret det dejlige vejr.
Til det kan jeg blot sige, at det var en fornøjelse at kunne bringe jer lidt solskin efter alle de rædselsfulde mennesker, der har haft fødselsdag hele sommeren wink emoticon
Take care, og lur mig, om vi ikke høres ved snart igen grin emoticon
Åh, haha. Jeg kan være så rådden :-D
fredag den 24. juli 2015
Vil bare sige farvel
Så er det i morgen tidlig klokken fucking 04.30, at jeg spartler Yarisen ud med mig selv og Barn 1, 2 og 4 og vender kølergrillen mod Praha.
Så der har været lidt at se til i dag. Men der er ved at være godt styr på bagagen. Mangler faktisk kun toiletgrej og madpakker til turen.
Har også brugt tid på opdatering af gps. Og for SATAN, hvor er Tomtoms hjemmeside utrolig LIDT intuitiv at navigere i. Så pludselig kan man altså opdage, at man:
Så der har været lidt at se til i dag. Men der er ved at være godt styr på bagagen. Mangler faktisk kun toiletgrej og madpakker til turen.
Har også brugt tid på opdatering af gps. Og for SATAN, hvor er Tomtoms hjemmeside utrolig LIDT intuitiv at navigere i. Så pludselig kan man altså opdage, at man:
- har betalt 300 kroner for nye og opdaterede kort
- ikke ANER, hvordan man får lortet downloadet til "navigationsenheden"
- lang tid senere må konstatere, at der ikke er ledig plads på navigationsenheden til det kort, man lige har betalt 300 kroner for.
Pis.
Og godt, at Store Søn var her til at lægge en dæmper på Muttis irritabilitet.
Nå, men vi fik udredt trådene, phew.
Koordinaterne er således tastet ind i min opdaterede gps, og det lader til, at det skal tage 9 timer og 20 minutter at køre til Prag.
Så jeg vil tro, at vi kan gøre det på en 12-13 stykker.
Og så har jeg i øvrigt booket en guidet segway-tour rundt i Prags gader på søndag.
Åh, haha :-D
Det bliver anything but elegant. Faktisk nok lidt kikset. Men hey, hvem siger, der er noget i vejen med kikset? Spas skal det i hvert fald nok blive!
Der er også tømt postkasse og vandet blomster og alt det andet. Så nu venter jeg bare på, at pizzamanden kommer med dagens gourmetoplevelse.
Og så skal vi tidligt i seng.
Slut.
torsdag den 23. juli 2015
Lidt om homoseksuelle berømtheder
Sidder lige her og reflekterer lidt over de følelser, jeg oplevede, da det under et besøg i Sverige for nylig gik op for mig, at den svenske forfatter Selma Lagerlöf formentlig var homoseksuel.
Det var sgudda feelgood, folkens. Big time :-D
Hun var ligesom mig altså.
Og derudover var hun dygtig og respekteret.
Jeg tænker, at jeg har brug for at spejle mig i mennesker som frøken Lagerlöf. Jeg har brug for den anerkendelse af min seksualitet, som disse kendte mennesker repræsenterer. For de viser mig, at jeg ikke er en halvdefekt andenrangskvinde, bare fordi jeg elsker en person af mit eget køn.
For den følelse har jeg altså altid bokset lidt med.
Og det er ikke så underligt. For se nu her, hvad man kan læse på Wikipedia om homoseksuelle og identitet:
"Unlike members of other minority groups (e.g., ethnic and racial minorities), most LGB individuals are not raised in a community of similar others from whom they learn about their identity and who reinforce and support that identity. Rather, LGB individuals are often raised in communities that are either ignorant of or openly hostile toward homosexuality."
Til forskel fra mange andre minoriteter er jeg altså ikke vokset op i et samfund af mennesker som mig selv, der har kunnet lære mig noget om min identitet og har kunnet underbygge den.
Jeg er derimod vokset op i et ignorant miljø. Begrebet homoseksualitet blev fuldstændig forbigået i mit barndomshjem. Som om det slet ikke fandtes.
Og det var ensomt, kan jeg så fortælle. For allerede i tre-fireårsalderen var jeg fortvivlende bevidst om, at jeg faldt uden for normen.
Til gengæld turde jeg ikke nævne det for en sjæl, for jeg troede, at jeg var den eneste i universet, der havde det på den måde. Og jeg skammede mig.
Sådan gik de første 40 år.
Nu er jeg kommet et par skridt videre i min selvaccept. Men jeg er stadig mere end tilbøjelig til at bide mærke i det, når jeg støder på afholdte og respekterede personligheder, som samtidig var eller er homoseksuelle. Fordi jeg i dem finder en slags bekræftelse.
Jeg har engang læst en artikel om, at homoseksuelle er overrepræsenterede blandt de kendte, og at det blandt andet skyldes en længsel efter anerkendelse, som de ellers måske ville have svært ved at finde, fordi deres seksualitet kan medføre fordømmelse og social eksklusion.
Derfor har de et megastort drive, som angiveligt skulle være en af grundene til, at vi finder mange bøsser og lesbiske i gruppen af notabiliteter.
Som for eksempel Selma Lagerlöf. Og H.C. Andersen. Og William Shakespeare. Og Tjajkovskij. Og Greta Garbo. Og Leonardo da Vinci. Og Jodie Foster. Og Andy Warhol. Og Ellen DeGeneres. Og Thomas Mann. Og Martina Navratilova. Og Virginia Wolff.
Og jeg kunne blive ved. Men det gider jeg ikke, for du kan selv finde dem på nettet.
Jeg vil blot nøjes med at glæde mig over, at de findes :-D
Bum.
Det var sgudda feelgood, folkens. Big time :-D
Hun var ligesom mig altså.
Og derudover var hun dygtig og respekteret.
Jeg tænker, at jeg har brug for at spejle mig i mennesker som frøken Lagerlöf. Jeg har brug for den anerkendelse af min seksualitet, som disse kendte mennesker repræsenterer. For de viser mig, at jeg ikke er en halvdefekt andenrangskvinde, bare fordi jeg elsker en person af mit eget køn.
For den følelse har jeg altså altid bokset lidt med.
Og det er ikke så underligt. For se nu her, hvad man kan læse på Wikipedia om homoseksuelle og identitet:
"Unlike members of other minority groups (e.g., ethnic and racial minorities), most LGB individuals are not raised in a community of similar others from whom they learn about their identity and who reinforce and support that identity. Rather, LGB individuals are often raised in communities that are either ignorant of or openly hostile toward homosexuality."
Til forskel fra mange andre minoriteter er jeg altså ikke vokset op i et samfund af mennesker som mig selv, der har kunnet lære mig noget om min identitet og har kunnet underbygge den.
Jeg er derimod vokset op i et ignorant miljø. Begrebet homoseksualitet blev fuldstændig forbigået i mit barndomshjem. Som om det slet ikke fandtes.
Og det var ensomt, kan jeg så fortælle. For allerede i tre-fireårsalderen var jeg fortvivlende bevidst om, at jeg faldt uden for normen.
Til gengæld turde jeg ikke nævne det for en sjæl, for jeg troede, at jeg var den eneste i universet, der havde det på den måde. Og jeg skammede mig.
Sådan gik de første 40 år.
Nu er jeg kommet et par skridt videre i min selvaccept. Men jeg er stadig mere end tilbøjelig til at bide mærke i det, når jeg støder på afholdte og respekterede personligheder, som samtidig var eller er homoseksuelle. Fordi jeg i dem finder en slags bekræftelse.
Jeg har engang læst en artikel om, at homoseksuelle er overrepræsenterede blandt de kendte, og at det blandt andet skyldes en længsel efter anerkendelse, som de ellers måske ville have svært ved at finde, fordi deres seksualitet kan medføre fordømmelse og social eksklusion.
Derfor har de et megastort drive, som angiveligt skulle være en af grundene til, at vi finder mange bøsser og lesbiske i gruppen af notabiliteter.
Som for eksempel Selma Lagerlöf. Og H.C. Andersen. Og William Shakespeare. Og Tjajkovskij. Og Greta Garbo. Og Leonardo da Vinci. Og Jodie Foster. Og Andy Warhol. Og Ellen DeGeneres. Og Thomas Mann. Og Martina Navratilova. Og Virginia Wolff.
Og jeg kunne blive ved. Men det gider jeg ikke, for du kan selv finde dem på nettet.
Jeg vil blot nøjes med at glæde mig over, at de findes :-D
Bum.
Etiketter:
Fordomme,
Homoseksualitet,
Kultur,
Lesbisk,
Refleksioner
tirsdag den 21. juli 2015
Bonusindlæg: Vil du for resten have mig med på dansegulvet for tiden ...
... så spiller du bare denne her:
Yeehaw :-D
Yeehaw :-D
mandag den 29. juni 2015
Tak til Rema
Tak til Rema 1000 for en udtømmende og grammatisk innovativ forklaring på gårsdagens ... øh ... udsolgte situationer i mælkekøleren.
Hehe :-D
Hehe :-D
Abonner på:
Opslag (Atom)
