Jeg har en søn.
Well, faktisk har jeg to. Og to døtre. Men det er nu mest den ene søn, jeg vil sætte spot på her.
Vi kan jo kalde ham Mads. Mest fordi han HEDDER sådan 😉
Mads er 21 og virkelig skarp (og her er jeg selvfølgelig fuldkommen objektiv i min betragtning, selv om jeg er hans mor, haha).
Han er en super sød ungersvend (objektiv igen). Men han kan DÆLME også være en slambert.
En lille forhistorie:
Efter at Mads blev student for et par år siden, var han i en periode vikar på den skole, hvor jeg har min daglige gang som engelsk- og tysklærer.
Han var der sådan ret fast i en fire-fem måneder. Her mødte han mange elever på forskellige årgange og var også somme tider "på" i nogle af de klasser, Mutti underviser til daglig.
Så begyndte Mads at studere på Aarhus Universitet. Nano Science. Lyder pissekedeligt, og det var det vist også.
For efter et år på studiet besluttede han at trække stikket. Og forlod uni.
Og kom på det, som de kalder "uddannelseshjælp", hvilket ikke har en skid med uddannelse at gøre, men i virkeligheden vist nok er en forskønnende omskrivning af "kontanthjælp". Som ikke må hedde "kontanthjælp", når man er under 30, fordi man så føler sig stigmatiseret og måske kommer til at give op og hænge fast i sølet forever.
Lidt søgt, men hvis det virker, så pyt med, at det er gak.
Nå, men for at få "uddannelseshjælp" skal man altså yde noget. Fair nok.
Og Mads kom til at yde i Netto.
Han kom til at sidde ved kassen fra morgen til aften. Uden løn.
En god deal for Netto, som fik en gratis medarbejder. Og en fin strategi for samfundsøkonomien, for det skal ikke være bekvemt at være på offentlig forsørgelse, da man jo ellers ikke motiveres til at forsørge sig selv.
Men ikke så god en deal for Mads, der kom til at kede sig gevaldigt. Undtagen hvis han kunne være heldig at støde på en idiotisk, kværulerende kunde, som kunne give lidt adspredelse. Så var det ikke kedeligt. Kun træls.
På et tidspunkt i efteråret foreslog jeg ham så at ringe til min skole og endnu en gang tilbyde sig som vikar. For det stod lidt skralt til med vikarerne hos os. En del af dem havde nemlig en uheldig tilbøjelighed til at sidde med mobiltelefonen på Facebook i timerne, mens eleverne stort set passede sig selv.
Jeg vidste, at Mads havde gjort det godt sidste gang. Skolesekretærerne havde forsikret, at de MEGET gerne ville have ham tilbage i folden. Og vikararbejde aflønnes med omkring 200 gode danske kroner i timen og er således ret lukrativt for en ung mand som ham.
So what's not to like? tænkte jeg. Godt tilfreds med mit eget indfald.
"Naaah, det gør jeg nok ikke lige," lød det lidt overraskende og tydeligt afvisende svar fra ungersvenden. "Jeg tror ikke, jeg kan nå frem i tide om morgenen." (Knægten bor i udkanten af Aarhus og skal med cykel, tog og vandreben for at nå frem til den skole, hvor jeg arbejder.)
Nå?!
Øh ... No comprendo. Jeg troede ikke, jeg havde hørt helt rigtigt. Jeg har selv ret langt på job, men det fungerer jo. Og jeg syntes da lige, jeg havde fået en brillant idé. En rigtig mor-idé 😂 Totally win-win.
Men måske var det hans måde at sige "butt out" på.
Al respekt for det og drengen fortsatte således sin monotone hverdag i Netto.
Det var forhistorien. Nu spoler vi et par måneder frem. Til midt januar 2020:
Fruen er lige trådt ind til 7D mandag morgen. Klassen skal have tysk.
Men inden vi kommer helt i gang, rækker Maja hånden op:
"Hanne, skal din søn egentlig være vikar her hos os igen?" spørger hun.
"Nej, det skal han ikke," svarer jeg uden tøven, og inden jeg når at spekulere over, hvordan DET spørgsmål lige er opstået i pigens hjernevindinger.
"Nå. Men jeg har altså lige set ham ude på gangen," fortsætter hun henkastet.
Åhh, haha, den lille slambert altså 😂😂😂
Så har han, BAG MORS RYG (hrmpf), ringet til skolen og lavet en aftale, hvorefter han bare er dukket op.
Det er sgudda grineren 😂 Og det må det også have været for 7D at se mit utjekkede ansigtsudtryk ved DEN erkendelse.
Nå, men da jeg var færdig med at give drengen verbale stokkeslag for brud på hans sønlige oplysningpligt, kunne jeg da kun glæde mig over hans disposition.
Det er HYGGELIGT at have ham lige der på mit job hver dag💘💘💘 Når han møder ind om morgenen, sker det altid med et muntert "Godmorgen kollega".
Og ude i klasserne er han efterhånden kendt for at håndtere larm og uro med et "Jeg siger det til min mor".
Oh my god, haha. Helt humorforladt er han heldigvis ikke.
Og jeg tænker, at han elsker sådan at have taget røven på Mutti 😂
Nå, men nu må jeg vist i tøjet. Jeg sidder i forstadsvillaens køkken og har netop slugt den sidste mundfuld af min dejlige, hjemmerørte pulverkaffe. Og af mit perfekt blødkogte æg.
Lidt småsen morgenmad, indrømmet, men det er ferie, og jeg var til tapashygge hos Übermensch i går aftes, så jeg er behageligt slap i betrækket i dag.
Take care now og vi høres ved 💜
søndag den 9. februar 2020
lørdag den 4. januar 2020
Hov! Nu gik der sådan set to måneder
Fuck altså.
Og UNDSKYLD!
Undskyld til de skønne læsere, som gang på gang klikker forbi Dropsene for blot at konstatere, at der ikke er sket en skid derinde siden sidst.
Det må være en lidt blodfattig oplevelse. Og det ER sgu også lidt slapt af mig.
Til gengæld kan jeg fortælle, at det mest er Dropsene, der har været i rigor mortis. Jeg selv har heldigvis stadig både puls og åndedræt 😉
En læser spurgte for nogle dage siden ind til min jul.
Den vil jeg da gerne fortælle om.
Julen. Den gamle kælling.
For nogle mennesker er julen et af årets absolutte højdepunkter, fyldt med kærlighed og hygge. Og for andre er den noget kommercielt pis. Jeg hører til den sidste kategori.
Jeg hader julen.
Jeg er The Grinch 😈
Og jeg er ikke alene. Der er faktisk skrevet artikler om os. Her er en af dem:
I julen kommer konventionerne væltende ind over mig i fede, kvælende stråler.
Så jeg står pligtskyldigt og bager pebernødder og brunkager og laver konfekt og medisterpølse og frikadeller og pynter forstadsvillaen op med nisser og hjerter og julefyrfadsstager og kalenderlys og køber alt for dyre gaver og render til det ene sociale arrangement efter det andet.
Fordi det ligesom er det, man gør.
Det er egentlig ikke, fordi jeg afskyer småkager og socialt samvær og fed og lækker mad. Så ville jeg da være en weirdo.
Men det er bare alt for komprimeret. Det hele skal absolut mases sammen på nogle få højspændte uger. Der er ganske enkelt for meget "skal" på alt for kort tid. Og jeg KAN altså virkelig ikke lide det.
Nu tænker den kloge bloglæser nok, at jeg jo bare kan lade være. Melde mig ud af ræset. Trække mig tilbage. Rejse væk måske.
At der i virkeligheden ikke er mere "skal", end jeg selv lægger i det.
Og det er også fuldstændig korrekt.
Bortset fra at det faktisk ikke er så enkelt. I hvert fald ikke når man har fire børn, en gammel mor og andre familie- og jobrelationer med høje forventninger.
I år var vi for en stund på katastrofekurs. Og jeg var ved at lande midt i en konflikt, som jeg ikke havde bedt om og ikke selv var skyld i. HATE IT when that happens 😡
For min ældste datter er nemlig lige så meget Grinch som jeg. Hun synes ikke, at julen har været rigtig jul, siden hendes far og jeg gik fra hinanden.
Og det, hun allermest ønsker sig, er en jul som i gamle dage, hvor hele familien holdt juleaften i børnenes barndomshjem.
Det tænker jeg også, at mine øvrige tre Rotter ønsker sig, så i år fik jeg den brillante idé at spørge Eksmanden, om det mon ikke var muligt, at vi alle kunne holde jul sammen. I hans hus. Som jo er der, børnene er vokset op.
Nej tak, lød det forholdsvis klare svar.
Eksmandens nye kæreste havde ikke lyst til at holde jul med hans ekskone.
Forståeligt nok måske. Men det ene lille ord afholdt mig ærgerligvis fra at give mine børn den jul, de helst ville have.
"Vi kunne jo rejse væk", foreslog Ældstedatteren så. "Leje et sommerhus et sted." Sådan bare for at komme helt ud af miljøet og starte julen på en frisk.
Tjoh, det var fint nok med mig. Selvfølgelig lidt træls, at min forstadsvilla åbenbart ikke kan bringe Rotterne i den helt rette julestemning, men jeg kunne godt være med på sommerhusmodellen.
"Ja, og så kan vi måske også spise noget andet end julemad," var det næste, Ældstedatteren foreslog. "Falafel måske."
Øh ...? Falafel? Juleaften?
Jeg fornemmede, at barnet kunne have en skjult dagsorden (læs: afskaffelse af julen), som skulle listes ind ad bagdøren. En dagsorden, som, jeg var ikke helt sikker på, ville falde i smag hos resten af familien.
Haha 😂😂😂 Fuck altså.
Nå, men det fik jeg faktisk ret i.
Yngstedatteren blev nemlig så harm over Storesøsters juledestruktive tanker, at hun truede med at lade sig bortadoptere.
Og fruen selv?
Ja, jeg stod jo så midt mellem to antændte furier (begge døtre kan være temmelig ildsprudende, når det tager dem), hvoraf den ene truede med totalboykot, hvis julen BLEV, som den plejede, mens den anden truede med det samme, hvis den IKKE blev, som den plejede.
Oh dear 😵
Jeg synes somme tider, jeg hører nogen hævde, at julen skulle være indbegrebet af fred og idyl. De er fulde af løgn, kan jeg så fortælle.
Nå, men kompromiset blev, at jeg formedelst 2000 gode, danske kroner lejede en kollegas sommerhus i Skagen fra den 24. til den 26. december. OG at vi fik and med kartofler, rødkål og brun sovs juleaften. Efterfulgt af risalamande og mandelgave. (Falafel fik vi først den 25. 😂)
Juletræet havde vi med. Det var 80 centimeter højt, kostede 99 kroner i Netto og stod mellem benene på Ældstesønnen under den tæt pakkede biltur fra Randers til Skagen.
Det blev således traditionel jul i andre omgivelser.
Og det VAR hyggeligt (selv om jeg efter ovenstående svada mod julen naturligvis hader at måtte indrømme det). Alle var søde og glade og gode venner. Og der blev spillet brætspil og vinterbadet og dyrket juleyoga,
og vi besøgte den tilsandede kirke og Råbjerg Mile.
So far, so good.
Næste år er Rotterne hos Eksmanden i julen, og jeg kan bedre gøre, som jeg vil. Måske rejser jeg til Gran Canaria.
Den 26. pakkede vi Skagen ned og vendte kølergrillen sydover.
Og jeg overdrog Rotterne til Eksen hjemme i Randers. Pakkede ud. Pakkede. Og susede videre sydøstover til ...
... København.
Skagen - København. En motherFUCKER af en køretur på en og samme dag.
Men helt klart alle 523 kilometer værd.
For i København sad nemlig en dame. Og ventede på mig. Med lækker ristet halloumi, frisk salat. Og en iskold øl.
Hehe 💘💘💘
Og med denne dame stod jeg næste morgen op klokken 04.15. Ikke fordi jeg ligefrem holder AF at stå op på det idiotiske tidspunkt. Men vi skulle jo faktisk lige en tur til ...
... London.
Hehe igen 💂💃💂
Det var mit tiende besøg i den britiske hovedstad. Og damens første.
Og det var FEDT! 🎉
I særdeleshed fedt at kunne vise byen frem og opleve damens begejstring.
Covent Garden, Buckingham Palace, Parliament, Soho, Camden Town, frokost i krypten under St. Martin in the Fields på Trafalgar Square, Harrods, evensong i Westminster Abbey (hvis man deltager i en gudstjeneste, slipper man for at betale entré - så kan man jo bare lade, som om man tror på en gud), musical, Tower med kronjuvelerne, ny hue til fruen på Portobello Road
og seks forskellige pubber på tre dage.
Derudover kys. Og kram. Og lækker, lækker damesex på hotelværelset. Selvfølgelig 😋
For du har måske gættet, at damen ikke bare var en tilfældig dame, som jeg hapsede med på rejsen. Blink, blink 😉
Hjem igen den 30. december.
Og dagen efter til hyggelig nytårskalas hos kærestens veninde, der bød på en skøn menu af pil selv-rejer, kalvemørbrad og ost. Nammenam!
One thing though: For helvede, hvor blev jeg vissen 😂😂😂
Der går vitterlig, literally ÅR imellem de gange, hvor jeg er SÅ i hegnet, som jeg var nytårsaften. Jeg skyder omgående skylden på en lækker, blid og blød lyserød gin og tonic i et ... øh ... ukendt blandingsforhold. Og jeg må sige, at den supplerede den rødvin, hvidvin og boblevin, som jeg i forvejen havde indtaget, på en ganske unik måde.
Og så siger jeg ikke mere om den aften. Ud over, at det på et tidspunkt lykkedes mig at lade mig føre hjem i kærestens seng. Men det er absolut ikke min egen fortjeneste 😂
Næste dag: hjem til Randers. Og dagen efter det: på job igen.
Så. Nu har jeg omhyggeligt redegjort for jul og nytår. Jeg har lavet en masse fede ting. Men jeg trænger til at slappe af. Og så er det jo i grunden heldigt, at det er lørdag i dag 😉
Godt nytår til dig, allerkæreste bloglæser. Jeg håber, jeg kan adsprede dig lidt i 2020.
💜💜💜
Og UNDSKYLD!
Undskyld til de skønne læsere, som gang på gang klikker forbi Dropsene for blot at konstatere, at der ikke er sket en skid derinde siden sidst.
Det må være en lidt blodfattig oplevelse. Og det ER sgu også lidt slapt af mig.
Til gengæld kan jeg fortælle, at det mest er Dropsene, der har været i rigor mortis. Jeg selv har heldigvis stadig både puls og åndedræt 😉
En læser spurgte for nogle dage siden ind til min jul.
Den vil jeg da gerne fortælle om.
Julen. Den gamle kælling.
For nogle mennesker er julen et af årets absolutte højdepunkter, fyldt med kærlighed og hygge. Og for andre er den noget kommercielt pis. Jeg hører til den sidste kategori.
Jeg hader julen.
Jeg er The Grinch 😈
Og jeg er ikke alene. Der er faktisk skrevet artikler om os. Her er en af dem:
I julen kommer konventionerne væltende ind over mig i fede, kvælende stråler.
Så jeg står pligtskyldigt og bager pebernødder og brunkager og laver konfekt og medisterpølse og frikadeller og pynter forstadsvillaen op med nisser og hjerter og julefyrfadsstager og kalenderlys og køber alt for dyre gaver og render til det ene sociale arrangement efter det andet.
Fordi det ligesom er det, man gør.
Det er egentlig ikke, fordi jeg afskyer småkager og socialt samvær og fed og lækker mad. Så ville jeg da være en weirdo.
Men det er bare alt for komprimeret. Det hele skal absolut mases sammen på nogle få højspændte uger. Der er ganske enkelt for meget "skal" på alt for kort tid. Og jeg KAN altså virkelig ikke lide det.
Nu tænker den kloge bloglæser nok, at jeg jo bare kan lade være. Melde mig ud af ræset. Trække mig tilbage. Rejse væk måske.
At der i virkeligheden ikke er mere "skal", end jeg selv lægger i det.
Og det er også fuldstændig korrekt.
Bortset fra at det faktisk ikke er så enkelt. I hvert fald ikke når man har fire børn, en gammel mor og andre familie- og jobrelationer med høje forventninger.
I år var vi for en stund på katastrofekurs. Og jeg var ved at lande midt i en konflikt, som jeg ikke havde bedt om og ikke selv var skyld i. HATE IT when that happens 😡
For min ældste datter er nemlig lige så meget Grinch som jeg. Hun synes ikke, at julen har været rigtig jul, siden hendes far og jeg gik fra hinanden.
Og det, hun allermest ønsker sig, er en jul som i gamle dage, hvor hele familien holdt juleaften i børnenes barndomshjem.
Det tænker jeg også, at mine øvrige tre Rotter ønsker sig, så i år fik jeg den brillante idé at spørge Eksmanden, om det mon ikke var muligt, at vi alle kunne holde jul sammen. I hans hus. Som jo er der, børnene er vokset op.
Nej tak, lød det forholdsvis klare svar.
Eksmandens nye kæreste havde ikke lyst til at holde jul med hans ekskone.
Forståeligt nok måske. Men det ene lille ord afholdt mig ærgerligvis fra at give mine børn den jul, de helst ville have.
"Vi kunne jo rejse væk", foreslog Ældstedatteren så. "Leje et sommerhus et sted." Sådan bare for at komme helt ud af miljøet og starte julen på en frisk.
Tjoh, det var fint nok med mig. Selvfølgelig lidt træls, at min forstadsvilla åbenbart ikke kan bringe Rotterne i den helt rette julestemning, men jeg kunne godt være med på sommerhusmodellen.
"Ja, og så kan vi måske også spise noget andet end julemad," var det næste, Ældstedatteren foreslog. "Falafel måske."
Øh ...? Falafel? Juleaften?
Jeg fornemmede, at barnet kunne have en skjult dagsorden (læs: afskaffelse af julen), som skulle listes ind ad bagdøren. En dagsorden, som, jeg var ikke helt sikker på, ville falde i smag hos resten af familien.
Haha 😂😂😂 Fuck altså.
Nå, men det fik jeg faktisk ret i.
Yngstedatteren blev nemlig så harm over Storesøsters juledestruktive tanker, at hun truede med at lade sig bortadoptere.
Og fruen selv?
Ja, jeg stod jo så midt mellem to antændte furier (begge døtre kan være temmelig ildsprudende, når det tager dem), hvoraf den ene truede med totalboykot, hvis julen BLEV, som den plejede, mens den anden truede med det samme, hvis den IKKE blev, som den plejede.
Oh dear 😵
Jeg synes somme tider, jeg hører nogen hævde, at julen skulle være indbegrebet af fred og idyl. De er fulde af løgn, kan jeg så fortælle.
Nå, men kompromiset blev, at jeg formedelst 2000 gode, danske kroner lejede en kollegas sommerhus i Skagen fra den 24. til den 26. december. OG at vi fik and med kartofler, rødkål og brun sovs juleaften. Efterfulgt af risalamande og mandelgave. (Falafel fik vi først den 25. 😂)
Juletræet havde vi med. Det var 80 centimeter højt, kostede 99 kroner i Netto og stod mellem benene på Ældstesønnen under den tæt pakkede biltur fra Randers til Skagen.
Det blev således traditionel jul i andre omgivelser.
Og det VAR hyggeligt (selv om jeg efter ovenstående svada mod julen naturligvis hader at måtte indrømme det). Alle var søde og glade og gode venner. Og der blev spillet brætspil og vinterbadet og dyrket juleyoga,
og vi besøgte den tilsandede kirke og Råbjerg Mile.
So far, so good.
Næste år er Rotterne hos Eksmanden i julen, og jeg kan bedre gøre, som jeg vil. Måske rejser jeg til Gran Canaria.
Den 26. pakkede vi Skagen ned og vendte kølergrillen sydover.
Og jeg overdrog Rotterne til Eksen hjemme i Randers. Pakkede ud. Pakkede. Og susede videre sydøstover til ...
... København.
Skagen - København. En motherFUCKER af en køretur på en og samme dag.
Men helt klart alle 523 kilometer værd.
For i København sad nemlig en dame. Og ventede på mig. Med lækker ristet halloumi, frisk salat. Og en iskold øl.
Hehe 💘💘💘
Og med denne dame stod jeg næste morgen op klokken 04.15. Ikke fordi jeg ligefrem holder AF at stå op på det idiotiske tidspunkt. Men vi skulle jo faktisk lige en tur til ...
... London.
Hehe igen 💂💃💂
Det var mit tiende besøg i den britiske hovedstad. Og damens første.
Og det var FEDT! 🎉
I særdeleshed fedt at kunne vise byen frem og opleve damens begejstring.
Covent Garden, Buckingham Palace, Parliament, Soho, Camden Town, frokost i krypten under St. Martin in the Fields på Trafalgar Square, Harrods, evensong i Westminster Abbey (hvis man deltager i en gudstjeneste, slipper man for at betale entré - så kan man jo bare lade, som om man tror på en gud), musical, Tower med kronjuvelerne, ny hue til fruen på Portobello Road
og seks forskellige pubber på tre dage.
Derudover kys. Og kram. Og lækker, lækker damesex på hotelværelset. Selvfølgelig 😋
For du har måske gættet, at damen ikke bare var en tilfældig dame, som jeg hapsede med på rejsen. Blink, blink 😉
Hjem igen den 30. december.
Og dagen efter til hyggelig nytårskalas hos kærestens veninde, der bød på en skøn menu af pil selv-rejer, kalvemørbrad og ost. Nammenam!
One thing though: For helvede, hvor blev jeg vissen 😂😂😂
Der går vitterlig, literally ÅR imellem de gange, hvor jeg er SÅ i hegnet, som jeg var nytårsaften. Jeg skyder omgående skylden på en lækker, blid og blød lyserød gin og tonic i et ... øh ... ukendt blandingsforhold. Og jeg må sige, at den supplerede den rødvin, hvidvin og boblevin, som jeg i forvejen havde indtaget, på en ganske unik måde.
Og så siger jeg ikke mere om den aften. Ud over, at det på et tidspunkt lykkedes mig at lade mig føre hjem i kærestens seng. Men det er absolut ikke min egen fortjeneste 😂
Næste dag: hjem til Randers. Og dagen efter det: på job igen.
Så. Nu har jeg omhyggeligt redegjort for jul og nytår. Jeg har lavet en masse fede ting. Men jeg trænger til at slappe af. Og så er det jo i grunden heldigt, at det er lørdag i dag 😉
Godt nytår til dig, allerkæreste bloglæser. Jeg håber, jeg kan adsprede dig lidt i 2020.
💜💜💜
lørdag den 9. november 2019
Nåda ...
... så fandt man lige en bette stund.
Dem har der ellers ikke været mange af.
Eller ... øh ... stunder har der sådan set været lige så mange af, som der plejer. Men LEDIGE stunder har dælme været i restordre.
Pyh.
Nå, men NU sidder jeg i køkkenet hjemme i forstadsvillaen med en dejlig kop hjemmerørt pulverkaffe og har pludselig fået tid.
Primært fordi min kæreste ...
Fangede du den? Hehe 😉
Jeg skriver det lige igen, just in case:
... min KÆRESTE ...
Got it now?
Sådan en har jeg nemlig lige fået 👭💖🎉 Woop, woop!
... desværre måtte opgive at drage til det jyske for at besøge sin gudinde (= mig 😋) i denne weekend, da hun har fået en røvirriterende virus med feber og snot i hele kraniet.
Hun havde ellers booket plads på Kombardoekspressen i går aftes (en lille smule imod sin vilje, fordi hun synes, at Kombardo laver sådan nogle idiotiske reklamer, og dermed bør man selvfølgelig KUN bruge dem, hvis Flixbus ikke kan tilbyde et afrejsetidspunkt, der passer i kalenderen 😂😂😂). Men ekspressen måtte altså af sted uden min udkårne.
Hvilket betyder, at alle planer for denne weekend er wiped out.
Eller ... ikke alle.
For i morgen formiddag skulle englebassen have været præsenteret for Barn 1 og 3 over en, formentlig ikke særlig sundhedsfremmende, men til gengæld sikkert velsmagende, brunch.
Barn 2 blev hun præsenteret for i sidste weekend. I København (eller Vanløse, om du vil). Over en, formentlig ikke særlig ... blablabla ... brunch. For Barn 2 bor og studerer jo i København (eller Lyngby, om du vil, men for en jyde går alting øst for Storebælt under samlebetegnelsen København 😂).
Og Barn 4 bor jo hos mig i forstadsvillaen, så hende ville hun have mødt i går aftes.
Med brunchen i morgen formiddag ville kæresten således have været hele turen rundt. For så har jeg faktisk ikke flere børn at møde.
Sådan bliver det dog ikke.
Det vil sige, brunchkonceptet holder vi fast i, for nu havde vi jo skruet forventningerne op til et guddommeligt kolesterol og kalorieindtag. Men den seneste tilføjelse til min personportefølje må vi altså undvære ved morgendagens familiesammenkomst.
Medmindre vi tager hende med på en Skype-forbindelse. Så kan hun sidde der på en skærm ved den ene bordende og konversere Barn 1, 3 og 4, mens vi spiser 😂
Nå, men som du sikkert kan fornemme, kære bloglæser, så er en del af min tid på det seneste gået med at kurtisere denne skønne københavnerinde.
Som jeg, fuldkommen klichéagtigt, har truffet på nettet. På det der unævnelige dating-site, Boyfriend. Som jeg ved tidligere lejligheder har kastet små fatwaer over her på bloggen, fordi de ikke kan være bekendt, at kvindefascinerede kvinder skal mødes på et sted, der hedder sådan.
Hrmpf! 😡
Nå, men intet kan heldigvis spolere glæden over, at jeg altså nu har fundet en skøn kvinde, som er super sød og kærlig og sjov og lattermild og positiv og empatisk og romantisk og god til både at fortælle og lytte og spørge ind.
Og så er hun for resten megaforelsket. I MIG 💘
Så hun har fyldt en del.
Nå ja, og så har jeg også været en lille tur Down Under. By the way.
Den tur kan jeg skrive mange blogindlæg om. Det bliver bare ikke i dag. For jeg skal nå på lossepladsen inden 16.
Men her er et par teasere:
Ikke mere nu.
Take care 💜💜💜
Dem har der ellers ikke været mange af.
Eller ... øh ... stunder har der sådan set været lige så mange af, som der plejer. Men LEDIGE stunder har dælme været i restordre.
Pyh.
Nå, men NU sidder jeg i køkkenet hjemme i forstadsvillaen med en dejlig kop hjemmerørt pulverkaffe og har pludselig fået tid.
Primært fordi min kæreste ...
Fangede du den? Hehe 😉
Jeg skriver det lige igen, just in case:
... min KÆRESTE ...
Got it now?
Sådan en har jeg nemlig lige fået 👭💖🎉 Woop, woop!
... desværre måtte opgive at drage til det jyske for at besøge sin gudinde (= mig 😋) i denne weekend, da hun har fået en røvirriterende virus med feber og snot i hele kraniet.
Hun havde ellers booket plads på Kombardoekspressen i går aftes (en lille smule imod sin vilje, fordi hun synes, at Kombardo laver sådan nogle idiotiske reklamer, og dermed bør man selvfølgelig KUN bruge dem, hvis Flixbus ikke kan tilbyde et afrejsetidspunkt, der passer i kalenderen 😂😂😂). Men ekspressen måtte altså af sted uden min udkårne.
Hvilket betyder, at alle planer for denne weekend er wiped out.
Eller ... ikke alle.
For i morgen formiddag skulle englebassen have været præsenteret for Barn 1 og 3 over en, formentlig ikke særlig sundhedsfremmende, men til gengæld sikkert velsmagende, brunch.
Barn 2 blev hun præsenteret for i sidste weekend. I København (eller Vanløse, om du vil). Over en, formentlig ikke særlig ... blablabla ... brunch. For Barn 2 bor og studerer jo i København (eller Lyngby, om du vil, men for en jyde går alting øst for Storebælt under samlebetegnelsen København 😂).
Og Barn 4 bor jo hos mig i forstadsvillaen, så hende ville hun have mødt i går aftes.
Med brunchen i morgen formiddag ville kæresten således have været hele turen rundt. For så har jeg faktisk ikke flere børn at møde.
Sådan bliver det dog ikke.
Det vil sige, brunchkonceptet holder vi fast i, for nu havde vi jo skruet forventningerne op til et guddommeligt kolesterol og kalorieindtag. Men den seneste tilføjelse til min personportefølje må vi altså undvære ved morgendagens familiesammenkomst.
Medmindre vi tager hende med på en Skype-forbindelse. Så kan hun sidde der på en skærm ved den ene bordende og konversere Barn 1, 3 og 4, mens vi spiser 😂
Nå, men som du sikkert kan fornemme, kære bloglæser, så er en del af min tid på det seneste gået med at kurtisere denne skønne københavnerinde.
Som jeg, fuldkommen klichéagtigt, har truffet på nettet. På det der unævnelige dating-site, Boyfriend. Som jeg ved tidligere lejligheder har kastet små fatwaer over her på bloggen, fordi de ikke kan være bekendt, at kvindefascinerede kvinder skal mødes på et sted, der hedder sådan.
Hrmpf! 😡
Nå, men intet kan heldigvis spolere glæden over, at jeg altså nu har fundet en skøn kvinde, som er super sød og kærlig og sjov og lattermild og positiv og empatisk og romantisk og god til både at fortælle og lytte og spørge ind.
Og så er hun for resten megaforelsket. I MIG 💘
Så hun har fyldt en del.
Nå ja, og så har jeg også været en lille tur Down Under. By the way.
Den tur kan jeg skrive mange blogindlæg om. Det bliver bare ikke i dag. For jeg skal nå på lossepladsen inden 16.
Men her er et par teasere:
Ikke mere nu.
Take care 💜💜💜
lørdag den 28. september 2019
Farvel
Nå da. Du er sikkert overrasket over at høre fra mig 😂
For det er satme lang tid siden, jeg sidst har skrevet.
Men her er jeg igen. I hvert fald for en lillebitte stund.
Jeg har ikke skrevet i lang tid, fordi ...
... jeg er blevet meget optaget af en dame. Som i forelsket faktisk. Og hun fylder en del. For denne gang er det tilmed en dame, som synes, jeg er dejlig, og gerne vil have mig 💘💘💘
Så jeg er super glad. Og det bobler indeni 🎉🎈🎉
Nå ja. Og så rejser jeg i øvrigt til Australien om en time.
Det fylder også lidt 😉
Derfor er det "farvel". Men det er også "på gensyn". Er hjemme igen om tre uger. Og så har jeg nok en hel fucking masse at fortælle.
Take care, og vi høres ved 💜
For det er satme lang tid siden, jeg sidst har skrevet.
Men her er jeg igen. I hvert fald for en lillebitte stund.
Jeg har ikke skrevet i lang tid, fordi ...
... jeg er blevet meget optaget af en dame. Som i forelsket faktisk. Og hun fylder en del. For denne gang er det tilmed en dame, som synes, jeg er dejlig, og gerne vil have mig 💘💘💘
Så jeg er super glad. Og det bobler indeni 🎉🎈🎉
Nå ja. Og så rejser jeg i øvrigt til Australien om en time.
Det fylder også lidt 😉
Derfor er det "farvel". Men det er også "på gensyn". Er hjemme igen om tre uger. Og så har jeg nok en hel fucking masse at fortælle.
Take care, og vi høres ved 💜
onsdag den 4. september 2019
Mutti er ikke skuffet ...
... hun er både skuffet OG vred (og også glad, men det kommer vi til senere i dette lidt ambivalente one size fits all-indlæg).
Hvis jeg nu lægger ud med at bringe de negative vibes i spil, så kan jeg altid udligne med de positive til sidst (vi begynder altså med stegt lever og slutter af med oreo ice cream 😋😂).
So here it is:
Måske husker du dette indlæg? Og dette?
I de to indlæg kaster jeg først verbale stokkeslag mod udvekslingsorganisationen AFS, fordi man her diskriminerer ret groft mod homoseksuelle par som værtsfamilier for unge udvekslingsstudenter.
Diskriminationen ligger i, at kommende udvekslingsstudenter hos AFS ikke kan fravælge den værtsfamilie i udlandet, de får tilbudt, medMINDRE der er tale om en enlig person uden børn eller ... et homoseksuelt par.
Suk 😢
Og dernæst fortæller jeg, at jeg i en mail direkte til organisationen spørger lidt ind til hvorfor.
Jeg synes selv, at jeg skriver ganske pænt og sobert, og efterspørger egentlig bare en forklaring. Ingen stokkeslag i min mail 😊
Nu er der gået et par uger, og reaktionen fra AFS på min mail har været ret forudsigelig:
Den er ... ikke kommet. Jeg har ikke hørt en lyd. Jeg skal åbenbart ties ihjel. For måske glemmer jeg så, at jeg har skrevet? Eller noget.
Well, I think not.
Så jeg har lyst til at tage næste skridt: prøve at sende linkene til mine blogindlæg til et eller andet medie.
One problem though: Jeg er SÅ glad for min anonymitet her på Dropsene.
Det har aldrig været meningen, at jeg ville ud til en større læserskare. Jeg er godt tilfreds med de læsere jeg har (ja, DIG 💘), og jeg ønsker ikke på nogen måde, at personer som for eksempel mine elever eller deres forældre skal kunne læse med. For så må jeg skrue ned for åbenheden.
So what to do?
Jeg har skrevet og spurgt min kloge veninde fra det sidste af de to indlæg til råds. Så må vi se, hvad hun svarer.
Ti minutter senere:
Og nu har hun svaret 😂
Hun foreslår, at jeg skriver en mail til et homomagasin, hvor jeg beskriver min oplevelse til informationsmødet og formulerer mig lidt mere "moderat og diplomatisk", end jeg gør i mine indlæg her.
Hvor har hun ret! Jeg SAGDE jo, hun var klog 🏆
Det bliver et af weekendens projekter. Og DU skal nok høre nærmere 😉
Det var således den stegte lever. Nu kommer vi til isdesserten.
Jeg har fået en kompliment i dag 💃💃💃 Fra en person, der betyder rigtig, rigtig meget i mit liv:
En elev.
Mit primære kundesegment altså.
Det er SÅ vigtigt for mig at få positiv feedback fra mine elever. Så jeg ligesom får en idé om, at jeg gør et eller andet rigtigt. For det motiverer mig for vildt. Til at fortsætte med at gøre det bedste, jeg kan.
Og i dag fik jeg så den ultimative kompliment fra en elev. Der ikke anede, at den ville blive videregivet til mig.
Derfor må jeg også gå ud fra, at den er ægte. Og ikke bare skyldes de fucking standpunktskarakterer, jeg skal give lige om lidt (muahahahaaah 😈).
Jeg blev nemlig tiltalt. I spisepausen i dag. Midt i min rubber med schwarzwalder-skinke og Hellmann's mayonnaise, som er den eneste, der dur.
Det var min kollega, Hanne. Der udmærker sig ved at undervise 0. årgang, hvilket i sig selv aftvinger den dybeste respekt herfra 😱. Og som OGSÅ er håndboldinteresseret.
Det samme er omtalte elev. Og Hanne og eleven havde siddet ved siden af hinanden og set håndbold (det er lidt uklart i hvilken sammenhæng, men det er også uvæsentligt).
Hanne kendte eleven, fordi de begge færdes på samme skole hver eneste fucking dag, og benyttede lejligheden til at få en lille chit chat om elevens oplevelse af skolen.
Og så var snakken sjovt nok faldet på ... mig. Fordi jeg underviser englebassen i tysk og engelsk.
Det var den snak, der fik Hanne til at komme til mig midt i schwarzwalder-skinken i dag.
"Jeg har en kompliment til dig," lød det således, og jeg kvitterede ved at kigge meget afventende på hende.
"For jeg var sammen med en af dine elever i går (her sagde hun sjovt nok elevens navn, som ER redaktionen bekendt, men som jeg vil holde for mig selv 😉).
Og vi kom til at snakke om skolen. Og lærerne. Og så begyndte hun pludselig at snakke om dig. Og hun sagde, at du er sådan en god lærer. At du er dygtig. Og sød. Og sjov.
Og hun er megaglad for at have dig."
Dygtig, sød og sjov? Wow! 😲 Det er jo hele TRE ting!
Og tilmed de tre FORNEMSTE ting, jeg kunne ønske mig at høre fra en elev.
Så tusind tak til min skønne elev. Og til Hanne for at være så betænksom at viderebringe komplimenten til rette modtager.
🙏
Det er jo feelgood i en grad, så jeg kun har jordforbindelse med det yderste af tåneglene 💃🎉🎈
Så dermed endte den klamme hovedret i en lækker dessert.
Velbekomme 💘
Hvis jeg nu lægger ud med at bringe de negative vibes i spil, så kan jeg altid udligne med de positive til sidst (vi begynder altså med stegt lever og slutter af med oreo ice cream 😋😂).
So here it is:
Måske husker du dette indlæg? Og dette?
I de to indlæg kaster jeg først verbale stokkeslag mod udvekslingsorganisationen AFS, fordi man her diskriminerer ret groft mod homoseksuelle par som værtsfamilier for unge udvekslingsstudenter.
Diskriminationen ligger i, at kommende udvekslingsstudenter hos AFS ikke kan fravælge den værtsfamilie i udlandet, de får tilbudt, medMINDRE der er tale om en enlig person uden børn eller ... et homoseksuelt par.
Suk 😢
Og dernæst fortæller jeg, at jeg i en mail direkte til organisationen spørger lidt ind til hvorfor.
Jeg synes selv, at jeg skriver ganske pænt og sobert, og efterspørger egentlig bare en forklaring. Ingen stokkeslag i min mail 😊
Nu er der gået et par uger, og reaktionen fra AFS på min mail har været ret forudsigelig:
Den er ... ikke kommet. Jeg har ikke hørt en lyd. Jeg skal åbenbart ties ihjel. For måske glemmer jeg så, at jeg har skrevet? Eller noget.
Well, I think not.
Så jeg har lyst til at tage næste skridt: prøve at sende linkene til mine blogindlæg til et eller andet medie.
One problem though: Jeg er SÅ glad for min anonymitet her på Dropsene.
Det har aldrig været meningen, at jeg ville ud til en større læserskare. Jeg er godt tilfreds med de læsere jeg har (ja, DIG 💘), og jeg ønsker ikke på nogen måde, at personer som for eksempel mine elever eller deres forældre skal kunne læse med. For så må jeg skrue ned for åbenheden.
So what to do?
Jeg har skrevet og spurgt min kloge veninde fra det sidste af de to indlæg til råds. Så må vi se, hvad hun svarer.
Ti minutter senere:
Og nu har hun svaret 😂
Hun foreslår, at jeg skriver en mail til et homomagasin, hvor jeg beskriver min oplevelse til informationsmødet og formulerer mig lidt mere "moderat og diplomatisk", end jeg gør i mine indlæg her.
Hvor har hun ret! Jeg SAGDE jo, hun var klog 🏆
Det bliver et af weekendens projekter. Og DU skal nok høre nærmere 😉
Det var således den stegte lever. Nu kommer vi til isdesserten.
Jeg har fået en kompliment i dag 💃💃💃 Fra en person, der betyder rigtig, rigtig meget i mit liv:
En elev.
Mit primære kundesegment altså.
Det er SÅ vigtigt for mig at få positiv feedback fra mine elever. Så jeg ligesom får en idé om, at jeg gør et eller andet rigtigt. For det motiverer mig for vildt. Til at fortsætte med at gøre det bedste, jeg kan.
Og i dag fik jeg så den ultimative kompliment fra en elev. Der ikke anede, at den ville blive videregivet til mig.
Derfor må jeg også gå ud fra, at den er ægte. Og ikke bare skyldes de fucking standpunktskarakterer, jeg skal give lige om lidt (muahahahaaah 😈).
Jeg blev nemlig tiltalt. I spisepausen i dag. Midt i min rubber med schwarzwalder-skinke og Hellmann's mayonnaise, som er den eneste, der dur.
Det var min kollega, Hanne. Der udmærker sig ved at undervise 0. årgang, hvilket i sig selv aftvinger den dybeste respekt herfra 😱. Og som OGSÅ er håndboldinteresseret.
Det samme er omtalte elev. Og Hanne og eleven havde siddet ved siden af hinanden og set håndbold (det er lidt uklart i hvilken sammenhæng, men det er også uvæsentligt).
Hanne kendte eleven, fordi de begge færdes på samme skole hver eneste fucking dag, og benyttede lejligheden til at få en lille chit chat om elevens oplevelse af skolen.
Og så var snakken sjovt nok faldet på ... mig. Fordi jeg underviser englebassen i tysk og engelsk.
Det var den snak, der fik Hanne til at komme til mig midt i schwarzwalder-skinken i dag.
"Jeg har en kompliment til dig," lød det således, og jeg kvitterede ved at kigge meget afventende på hende.
"For jeg var sammen med en af dine elever i går (her sagde hun sjovt nok elevens navn, som ER redaktionen bekendt, men som jeg vil holde for mig selv 😉).
Og vi kom til at snakke om skolen. Og lærerne. Og så begyndte hun pludselig at snakke om dig. Og hun sagde, at du er sådan en god lærer. At du er dygtig. Og sød. Og sjov.
Og hun er megaglad for at have dig."
Dygtig, sød og sjov? Wow! 😲 Det er jo hele TRE ting!
Og tilmed de tre FORNEMSTE ting, jeg kunne ønske mig at høre fra en elev.
Så tusind tak til min skønne elev. Og til Hanne for at være så betænksom at viderebringe komplimenten til rette modtager.
🙏
Det er jo feelgood i en grad, så jeg kun har jordforbindelse med det yderste af tåneglene 💃🎉🎈
Så dermed endte den klamme hovedret i en lækker dessert.
Velbekomme 💘
mandag den 2. september 2019
"Jeg har lyst til at kysse dig"
sagde hun.
"Så gør det," svarede jeg.
Og så stod jeg midt i en gågade i Odense og kyssede en kvinde, jeg lige havde mødt 💋
Det er nok alligevel det øjeblik fra sidste uge, som ligesom har bidt sig mest fast.
For der er flere faktorer, der er usædvanlige.
For det første Odense. Det er virkelig sjældent, jeg slår et smut omkring den fynske hovedstad. Tror sgu ikke, jeg har været der i de sidste fem år. Jeg kører som regel udenom på vej til eller fra København. Så øh ...
Nå ja, og så plejer jeg i grunden heller ikke at gå rundt og kysse på damer, jeg lige har mødt 😂
Men det gjorde jeg den dag, og det var skønt 💃💃💃
Altså. Nu var det ikke, fordi det bare var en tilfældig dame, jeg sådan trak til side under et tilfældigt besøg i Odense.
Vi havde sandelig skrevet sammen i nogle uger (efter at have "truffet" hinanden på det der homodating-site med det provokerende navn "Boyfriend", som jeg har kastet fatwaer over i tidligere indlæg). Og snakket i telefon. Så hun var ikke fuldkommen fremmed. Men vi havde aldrig mødtes.
Det var altså vores første date. Og den var dælme ikke ret gammel, før vi pludselig stod og ... øh ... stod meget tæt (blink, blink 😉).
Oh dear 😂
Nå, men det blev en temmelig hyggelig aften, inden damen sprang på et tog tilbage til København, og jeg vendte kølergrillen på Yarisen nordover mod Randers (og nu har du også fået forklaringen på, at Odense blev vores mødested = midt imellem).
Om jeg skal se hende igen? spørger du nu.
Ja, lyder det korte svar 😉 Og så får du ikke flere detaljer 😋
Nå, men det var selvfølgelig ikke det eneste, der skete i sidste uge. Langt fra.
Jeg var jo for eksempel også på arbejde (breaking news, I know 😂).
Og somme tider fucking ELSKER jeg mit job 💖
Hør nu bare her:
Jeg havde bedt englebasserne i 9C om at lave en fremlæggelse i engelsk. Om en musikvideo. Som de også skulle vise i klassen.
Ole og Lise (det hedder de ikke i virkeligheden, men deres rigtige navne ER redaktionen bekendt 😉) havde valgt sangen I Kissed a Girl med Katy Perry.
(Somme tider er mine elever meget tilbøjelige til at vælge temaer med homoseksuelle anstrøg, når de skal lave fremlæggelser. Måske er de sig meget bevidste om, at jeg snart skal give dem standpunktskarakterer 😂😂😂)
Nå, men her kommer så det fede: Under fremlæggelsen spurgte Ole pludselig ud i klassen: "How many of you have kissed someone of the same sex?"
What?! Oh my god! 😱😱😱
Det er der sgudda fucking INGEN, der har, tænkte jeg.
Jeg har jo for nylig læst, at jeg arbejder i et af de mest homofobiske miljøer, der FINDES. Og det er ikke ret lang tid siden, jeg dagligt måtte lægge blødende ører til "fucking homo", hver gang en elev ville sige noget nedsættende til en anden.
Så nej, nu skulle jeg nok bare endnu en gang bekræftes i, at jeg er en freaking weirdo. (Eller "limited edition", som jeg har fundet på at kalde det, fordi det antyder en vis eksklusivitet 😉)
Det var jeg overbevist om.
Og derfor var min forbavselse også så meget desto større, da ...
... fucking HALVDELEN af klassen rakte hånden op, mens Ole oppe ved tavlen højlydt proklamerede, at han sandelig da havde kysset TRE gange med Alexander inde fra 9B.
Og Lise stod ved siden af Ole og pegede ned på Maia, som lidt forlegent sad med begge hænder NEDE, og råbte:
"Også dig, Maia! Du har kysset med en pige."
Hvorpå Maia så lidt uforstående ud, indtil Lise storgrinende tilføjede:
"Du har jo kysset med MIG!"
Oh dear, haha 😂
Så ja, jeg fucking KNUSELSKER somme tider mit job 💘💘💘
Det er jo SÅ skønt, at englebasserne har modet til at prøve sig selv af, og at det tilsyneladende ikke længere er forbundet med skam at kysse med en person af sit eget køn.
Jeg fik nærmest det indtryk, at det er en slags cool 😎
Kunne sgu godt ønske, det havde været sådan i min tid også.
Nå, men det var meldingen. Den må siges at være overvejende positiv i dag 💃💃💃 (damer, der danser).
Take care now 💜
"Så gør det," svarede jeg.
Og så stod jeg midt i en gågade i Odense og kyssede en kvinde, jeg lige havde mødt 💋
Det er nok alligevel det øjeblik fra sidste uge, som ligesom har bidt sig mest fast.
For der er flere faktorer, der er usædvanlige.
For det første Odense. Det er virkelig sjældent, jeg slår et smut omkring den fynske hovedstad. Tror sgu ikke, jeg har været der i de sidste fem år. Jeg kører som regel udenom på vej til eller fra København. Så øh ...
Nå ja, og så plejer jeg i grunden heller ikke at gå rundt og kysse på damer, jeg lige har mødt 😂
Men det gjorde jeg den dag, og det var skønt 💃💃💃
Altså. Nu var det ikke, fordi det bare var en tilfældig dame, jeg sådan trak til side under et tilfældigt besøg i Odense.
Vi havde sandelig skrevet sammen i nogle uger (efter at have "truffet" hinanden på det der homodating-site med det provokerende navn "Boyfriend", som jeg har kastet fatwaer over i tidligere indlæg). Og snakket i telefon. Så hun var ikke fuldkommen fremmed. Men vi havde aldrig mødtes.
Det var altså vores første date. Og den var dælme ikke ret gammel, før vi pludselig stod og ... øh ... stod meget tæt (blink, blink 😉).
Oh dear 😂
Nå, men det blev en temmelig hyggelig aften, inden damen sprang på et tog tilbage til København, og jeg vendte kølergrillen på Yarisen nordover mod Randers (og nu har du også fået forklaringen på, at Odense blev vores mødested = midt imellem).
Om jeg skal se hende igen? spørger du nu.
Ja, lyder det korte svar 😉 Og så får du ikke flere detaljer 😋
Nå, men det var selvfølgelig ikke det eneste, der skete i sidste uge. Langt fra.
Jeg var jo for eksempel også på arbejde (breaking news, I know 😂).
Og somme tider fucking ELSKER jeg mit job 💖
Hør nu bare her:
Jeg havde bedt englebasserne i 9C om at lave en fremlæggelse i engelsk. Om en musikvideo. Som de også skulle vise i klassen.
Ole og Lise (det hedder de ikke i virkeligheden, men deres rigtige navne ER redaktionen bekendt 😉) havde valgt sangen I Kissed a Girl med Katy Perry.
(Somme tider er mine elever meget tilbøjelige til at vælge temaer med homoseksuelle anstrøg, når de skal lave fremlæggelser. Måske er de sig meget bevidste om, at jeg snart skal give dem standpunktskarakterer 😂😂😂)
Nå, men her kommer så det fede: Under fremlæggelsen spurgte Ole pludselig ud i klassen: "How many of you have kissed someone of the same sex?"
What?! Oh my god! 😱😱😱
Det er der sgudda fucking INGEN, der har, tænkte jeg.
Jeg har jo for nylig læst, at jeg arbejder i et af de mest homofobiske miljøer, der FINDES. Og det er ikke ret lang tid siden, jeg dagligt måtte lægge blødende ører til "fucking homo", hver gang en elev ville sige noget nedsættende til en anden.
Så nej, nu skulle jeg nok bare endnu en gang bekræftes i, at jeg er en freaking weirdo. (Eller "limited edition", som jeg har fundet på at kalde det, fordi det antyder en vis eksklusivitet 😉)
Det var jeg overbevist om.
Og derfor var min forbavselse også så meget desto større, da ...
... fucking HALVDELEN af klassen rakte hånden op, mens Ole oppe ved tavlen højlydt proklamerede, at han sandelig da havde kysset TRE gange med Alexander inde fra 9B.
Og Lise stod ved siden af Ole og pegede ned på Maia, som lidt forlegent sad med begge hænder NEDE, og råbte:
"Også dig, Maia! Du har kysset med en pige."
Hvorpå Maia så lidt uforstående ud, indtil Lise storgrinende tilføjede:
"Du har jo kysset med MIG!"
Oh dear, haha 😂
Så ja, jeg fucking KNUSELSKER somme tider mit job 💘💘💘
Det er jo SÅ skønt, at englebasserne har modet til at prøve sig selv af, og at det tilsyneladende ikke længere er forbundet med skam at kysse med en person af sit eget køn.
Jeg fik nærmest det indtryk, at det er en slags cool 😎
Kunne sgu godt ønske, det havde været sådan i min tid også.
Nå, men det var meldingen. Den må siges at være overvejende positiv i dag 💃💃💃 (damer, der danser).
Take care now 💜
Abonner på:
Opslag (Atom)