Jeg skal arbejde i dag. Jeg har godt nok ferie. Men jeg har OGSÅ 44 eksamensopgaver i tysk og engelsk, der skal rettes.
En af dem ser sådan ud:
Den består af en overskrift: "Ich nicht liebe deutschet". Og cirka tre milliarder udråbstegn.
Gad vide, om det betyder, at eleven ikke kan lide tysk?
Nå, men det positive er, at den er temmelig hurtig at rette og nem at karaktergive: -3.
Er ellers godt irriteret over dette her tvungne feriefis. Jeg kan ikke vælge at sige nej tak til vinterferien. Og den er en dyr fornøjelse for mig, da jeg som nyuddannet ingen ferie har optjent og derfor bliver trukket i løn for den.
Jeg kan heller ikke selv bestemme, hvornår den skal ligge. I modsætning til de fleste andre faggrupper.
Men selv om jeg prøver ihærdigt at vinde bare en lille smule medfølelse fra mine omgivelser, er det altså svært at overbevise dem om, at jeg som lærer har en uheldig ferieordning.
Hrmpf!
Hov! Nu ringer posten på døren. Og vi ved jo godt, hvad det betyder.
Så jeg skynder mig at glide.
Hehe.
Var til galla i fredags.
Ikke fordi jeg er regeringschef eller royal, men fordi jeg har en søn i 3.G på det lokale gymnasium. Og de holder altså galla i januar. I den lokale sportsarena. Forældre er inviteret med som storklappende statister, der stormer rundt mellem hinanden og snubler over egne og andres fødder i deres iver efter at fotografere deres funklende, opstadsede afkom under både indmarch og lancier.
Havde ikke opholdt mig længe i hallen, før min gaydar fortalte mig, at jeg ikke var den eneste lebbe til stede. Mit blik faldt således ret hurtigt på en bred, kortklippet kvinde i slidte, flossede jeans, og en ret forvasket og deform striktrøje.
Hun var ikke ulig en hel del lebber, som jeg har set på G-Bar. Hun havde det der look, som fortæller, at hun har opgivet sit eget ydre. Trist nok.
Nå, men jeg spolede ret hurtigt blikket bort fra lebben. Så interessant var hun heller ikke i forhold til min guddommelige, smokingklædte søn, der, sammen med sin yndige partnerske, nu havde begivet sig ud i en fejende wienervals på halgulvet.
Stor var min forbavselse derfor, da jeg et splitsekund senere så ... LEBBEN komme direkte hen imod mig med et strålende smil og hånden strakt frem.
Shit, var jeg virkelig så gennemskuelig? Kunne hun rent faktisk se på mig, at jeg er til kvinder? Havde jeg en lille malplaceret lebbeflirt i vente, eller hvad dælen foregik der?
Jeg kiggede mig tilbage over skulderen, for det kunne da umuligt være mig, der var i centrum for kvindens opmærksomhed. Indtil jeg altså pludselig spottede, at det fannanedme var min gamle unge pige!!!
Det var jo P, som for mange år siden tog sig af mine to ældste rotter, mens jeg selv passede mit marketingarbejde i en landsdækkende byggemarkedskæde.
Så vi fik selvfølgelig en lille sludder. Catching up, you know. Mens jeg åndede lettet op over alligevel ikke at være mål for antastning fra fremmed lebbe.
Altså indtil hun ville rejse sig for at gå og ligesom tilfældigt kom til at lade sin hånd hvile ALT for længe på mit knæ.
Busted, haha.
Her går jeg og tror, jeg kan færdes inkognito og dermed som en almindelig hetero, når jeg ønsker det, men i virkeligheden må jeg være utrolig nem at afsløre.
P var tilsyneladende ikke i tvivl.
Jeg afspadserer nogle lektioner i morgen. Og møder dermed først klokken 12.
Fordi ... suk
... jeg skal i Statsforvaltningen.
Der skal jeg møde min eksmand, Lucifer, til første runde i kampen om min niårige datter. Lucifer vil have hende med sig, når han om lidt flytter til København. Det er langt borte herfra. Så kan jeg kun nyde hende fire dage om måneden.
Han vil sige, at jeg ikke kan byde hende et ordentligt liv i mit uanstændige homoseksuelle miljø. Det vil han sige i morgen, og det vil han sige i både byretten og landsretten, når vi mødes der i løbet af de næste måneder. Jeg tør æde mine vandrestøvler på det.
Jeg har til dels haft held til at skubbe det fra mig. Indtil nu. (Tænker, det er en følge af min opvækst med en alkoholiseret far. Man bliver en ørn til at skubbe det onde fra sig, for ellers bliver man jo kronisk grå og melankolsk.)
Men nu begynder det altså at nappe lidt. I morgen klokken 8.30 er jeg nødt til at se det i øjnene. Og jeg er bekymret og ked af det.
Til gengæld er jeg rigtig glad og rørt over den support, jeg modtager fra både sekretærer og lærerkolleger på min skole. Det er en af fordelene ved at begive sig ud i et omsorgsfag som mit.
Jeg møder empati og masser af mennesker, der holder alle ekstremiteter krydset for, at jeg vinder min datter.
Dejligt.
"Hi there! Do you need any help?" spurgte jeg venligt to piger fra 8A, da jeg for et øjeblik siden tilfældigt kom forbi dem på gangen, hvor de sad og tydeligvis lavede matematik.
De kiggede lidt forvirret på hinanden og på mig. Og det var i grunden ikke så mærkeligt. Jeg underviser 8A i engelsk og har ikke begreb om matematik.
"Øh ... with math?" svarede den ene.
"Yep."
"Øh ... no."
"Okay. That's very, very lucky for you," grinede jeg og marcherede ind til min time i 7B.
Rart for dem at vide.
Har sendt barn 3 på 15 på natløb med spejderne.
Og holdnukæft, hvor er man bidt af sin sport, hvis man synes det er fedt at rende rundt i en mørk skov indtil klokken tre om natten i et møgvejr som det, DMI plager os med for tiden. Det er jo så koldt, at jeg i dag har set tre teenagere med bukserne trukket helt op.
Men jeg er virkelig glad for, at han gør det. For ellers tror jeg, at han aldrig rigtig forlod sin seng i weekenderne. Ellers tror jeg, at han risikerede at vokse fast med dynen trukket op til sit aspargesblege bryst og computeren i skødet.
Men shit altså. De der natløb. I efteråret var han på et, hvor de stakkels spejderdrenge skulle vandre fra klokken otte aften til klokken syv morgen. Man skulle tro, de var rekrutter i hæren.
Shit igen.
Men som min søster sagde i dag, da vi allesammen var til frokost hos tudserne og kortvarigt kom ind på emnet:
"Fælles nærdødsoplevelser giver et stærk socialt sammenhold!"
Selv har jeg tilbragt aftenen solidt plantet i mit nyindkøbte massagesæde foran Netflix med et godt glas rødvin i hånden og barn 4 til at nulre mit hår.
Hehe.
Hvad fanden er det for en kultur, der fostrer så mange mænd, som skruppelløst massevoldtager forsvarsløse kvinder til højre og venstre? (Hvis de da ikke har travlt med at kaste ætsende væsker i ansigtet på folk.)
Hvor kommer den defekt fra?
Disse mænds adfærd er så modbydelig, sygelig, pervers, dyrisk og komplet hjernedød, at det gør ondt helt ud i alle ekstremiteter. Flokbrutalitet.
Og jeg føler ikke andet end den dybeste foragt for den slags ynkelige små sataner.
Vi behøver ikke længere lede efter Missing Link. Han bor i Indien. Og der er åbenbart mange af ham!
