Krank

Vræl.

Men det er jo nok en følge af at arbejde i et højvirulent miljø som den danske folkeskole. Med alle de klamme børn og voksne, der render og deponerer deres ulækre bakteriesovs på dørhåndtag og trappegelændere.

Jeps. Jeg er syg. Snot. Hoste. Materialetræthed. Hovedpine. Småfeber. Nyseanfald. En smag af gnu i munden. Og megadårlig nattesøvn.

Glæder mig dog over Netflix, Otrivin, Pamol, uldplaider, Yogi-te ...

... og to søde misser, der som opmuntring bringer mig døde dyr fra haven og herind på stuegulvet. Senest en muldvarp.

Fuck. 

I forhold til døde dyr er jeg den største kylling i verdenshistorien. Jeg TØR simpelt hen ikke røre ved dem. 

Så da lille mis i forgårs bragte sit livløse trofæ ind i huset og begyndte at lege med det under spisebordet, anede jeg ikke, hvad jeg skulle stille op. Ud over at hvine højt selvfølgelig. Hvad der viste sig ikke at være særlig effektivt til bortskaffelse af ådsler. De KAN ikke umiddelbart hvines ud.

Men så er jeg heldig, at jeg har en spejderdreng i huset, naturens søn, der ikke har det fjerneste imod at lade sig ryste ud af både søvn og seng ved mors højlydte, vedvarende hyl for at fjerne døde ting (eller NOT, men han GJORDE det, om end modstræbende, og blev momentant min helt).

Er sygemeldt på tredje dag. Det tror jeg sgu ikke, jeg har været før. Plejer at være hurtigere på benene igen. Måske er det min fremskredne alder, der gør det sværere at komme over idiotiske småvirusser som denne.

Og hold nu kæft, hvor jeg keder mig. Ja, jeg keder mig faktisk så meget, at jeg ser TV3 (og det er jo en nærdødsoplevelse i sig selv).

Med kniven for struben og MasterChef 2017. Sætter dog grænsen ved Kardashians og Real Housewives of Beverly Hills. Så vil jeg hellere ligge og glo tomt op i loftet.

Nu venter jeg bare på, at snottet bliver til bussemænd, for det må være tegn på bedring.

Wish me luck.