Om at tjene mange penge

Øh ... det er altså et lidt tænkt emne. For jeg har aldrig tjent mange penge. Og det kommer jeg sikkert heller ikke til.

Lige nu er jeg lærer på laveste løntrin. Min grundløn ligger på mellem 26.000 og 27.000 pr. måned. Brutto.

Af den løn skal jeg betale alle de faste udgifter, der er knyttet til at være voksen i Danmark: afdrag på huslån, forsikringer, vand, varme, el, tv, vedligeholdelse af hus og bil, a-kasse, ejendomsskatter. Og så videre. Og så FUCKING videre.

Derudover forsørger jeg to hjemmeboende børn.

Så selv om vi ingenting mangler, så vil jeg vove at påstå, at vi lever forholdsvis beskedent.

Men så er emnet heller ikke mere tænkt.

For jeg har i mange år været gift med en person, hvis månedlige indkomst ligger på den gode side af 150.000. Med alt, hvad det indebærer af ekstravagance.

Så jeg ved godt, hvad det vil sige at fyre 100.000 af på skiferier årligt. At leve i en kæmpemæssig luksusvilla i Bo Bedre-klassen. At køre rundt i en bil til en lille million. And so on.

Det var en lille forhistorie. Nu til noget helt andet:

"Mor, jeg er blevet optaget på et universitet i New York. Jeg skal derover til august," lød det for nogen tid siden i en glædestrålende sms fra ældstesønnen.

Han læser kemi på DTU og har længe ønsket sig at studere et semester i udlandet.

Og hvad tænker Mutti så om den plan? spørger nu den opmærksomme bloglæser, som måske udmærket kan huske, hvordan Mutti jamrede og troede, hun skulle dø, da sønnike valgte at flytte helt hen til København sidste år. 

Well, det skal jeg sige dig: Hun er fuldkommen eksalteret ved tanken 🙆

For Mutti har selv boet to år i USA (dengang man hørte kassettebånd og sendte breve med posten, og WHAM stadigvæk bestod (RIP George Michael)), og netop disse to år har betydet umådelig meget for mig.

Så det er sgudda bare om at springe på et fly. Drengen har en helvedes masse fede oplevelser i vente, og det ville være idiotisk at takke nej.

Øh ... men når det er sagt, så er det faktisk ikke bare om at springe på et fly.

For det første skal sønnike kunne fremvise et eksamenssnit på mindst 7. Jeg tænker, at det amerikanske universitet vil sikre sig at de udenlandske studerende, de tager imod, mener studierne seriøst. Fair nok, og det bliver ikke noget problem for knægten.

Og for det andet skal han den første februar 2017 kunne fremvise en bankkonto med en positiv saldo på mindst 68.000 gode danske kroner. Det skal han, fordi han over for de amerikanske myndigheder skal sandsynliggøre, at han ikke har tænkt sig at arbejde derovre.

Piece of cake, tænkte jeg, da jeg blev forelagt den oplysning. Drengen har selv sparet de første 50.000 op, og det er jo min velhavende eksmand, der er far til ham. Så kan han vel overføre de sidste 18.

HA!

Jeg blev SÅ meget klogere.

For guess what: Eksmanden har foreslået sønnike, at han beder MIG om pengene.

Øh? Who? Me? Really?

Kan det virkelig have forbigået Eksens opmærksomhed, at han tjener 120.000 mere end jeg ... OM MÅNEDEN?

Men jo. Jeg tænker da, at jeg kan finde de 18.000 et eller andet sted i økonomien, hvis det bliver nødvendigt. Jeg vil faktisk gøre næsten hvad som helst for at hjælpe sønnike af sted (måske undtagen at spise blodpølse eller vise mig nøgen i det offentlige rum).

Og ved nærmere eftertanke er det sgu slet ikke sikkert, at Eksen kan finde pengene. For jeg tænker, at han har tilpasset sit forbrug efter sin lønseddel. For eksempel ved absolut at skulle bo i landets dyreste postnummer.

Jo større indkomst, desto større forbrug.

Men tankevækkende er det da, at jeg åbenbart render rundt og har flere penge på lommen i det daglige.

Og feelgood, hehe 😉

Om julemad og besynderligheder

Jeg fik juleferie i går.

Hehe.

Meget kan man sige om lærergerningen. Om lange arbejdsuger og om håbløse forsøg på at tilslibe andre menneskers uopdragne, utilpassede møgunger, som ikke forstår, at uddannelse er en gave (og hold nu op, hvor kan jeg få mit skønne job til at lyde som lort med tyndskid på, haha).

Men ferierne klager jeg fandme ikke over. Denne jul, som for mange andre lønmodtagere, er en fucking arbejdsjul, holder jeg og mine kolleger for eksempel 13 dage fri.

Wuhuuu!

Det markerede vi i går med en halvimproviseret julefrokost på lærerværelset. Vores officielle julefrokost fandt sted den 9. december, men et par af mine kolleger syntes, det kunne være hyggeligt, hvis vi lige lavede et lille sammenskudsgilde for at skyde ferien i gang på en glad og hyggelig måde den sidste arbejdsdag inden jul.

Fedt initiativ. Jeg ELSKER spontane fester.

Nå, men disse kolleger hængte i sidste uge en seddel op på lærerværelset, hvor vi kunne anføre vores initialer og den ret, vi gerne ville tage med.

Jeg skrev "tunmousse". 

Det er egentlig Arlas laksemousse, hvor jeg bare udskifter laksen med tun. Piece of cake og ikke specielt gourmetagtigt, men jeg brugte alligevel et par timer mandag aften på at få købt ind og banket lortet sammen.

Mange af kollegerne havde lagt samme arbejde og økonomi i projektet. Så der var både flæskesteg, nystegte fiskefileter, hjemmebagt brød, kålpølser, grønlangkål og meget andet superlækkert guf.

Og da vi havde været i kirke med eleverne ved middagstid, uddelt 1000 juleknus, håndtryk og varme ønsker og sendt alle børn hjem på ferie, luntede vi lærere tilbage til skolen, knappede en dåseøl op og begyndte at hjælpe hinanden med at dække bord til vores halvimproviserede sammenkomst.

SÅ hyggeligt :-D

Men her var det så, der skete noget, jeg ikke helt forstår.

For da alting var sat frem, og vi ved fælles indsats havde frembragt den skønneste julebuffet, trådte endnu en kollega ind på lærerværelset. 

Denne kollega havde ikke været med til at rette maden an, men det var okay, for jeg vidste, at han havde været optaget af at rydde op i et klasseværelse.

Han slikkede sig om munden ved synet af vores veldækkede bord, og gik direkte til fadene sammen med os andre.

Efter et par timer rejste han sig, ønskede os en glædelig jul og gik hjem.

Og her var det så, at det gik op for mig:

Han havde fandme crashet vores fest. Schwumpukkel!

Han havde ikke skrevet sig på listen. Han havde ikke haft noget med. Ikke så meget som en fucking vindrue. Han havde ikke deltaget i borddækningen. Han stak af fra opvasken. 

Han HAVDE derimod spist den mad og drukket den øl og snaps, som hans kolleger havde haft med.

Damn. Jeg har SÅ svært ved at håndtere den type, som godt vil nyde fællesskabets goder, men ikke selv bidrager.

Samtidig må jeg selvfølgelig smile lidt skævt af hans frækhed ;-) Nu er jeg jo ikke selv altid den mest regelrette person i verdenshistorien.

Nå, men hvad jeg IKKE smiler skævt af, er alle de fucking skinhellige, fingerpegende artikler, der altid inficerer nyhedsstrømmen i både trykte og elektroniske medier i tiden op til jul og bræger løs om, hvor forfærdeligt det er at nyde den gode julemad (advarsel: Hvis du vil have ødelagt en del af din jul, skal du bare læse videre. Ellers vil jeg anbefale, at du stopper her):

I dag skriver BT således dette om, hvor umenneskelig langt man skal løbe for at forbrænde julens gode mad.

Mens Jyllands-Posten har gode råd om juleslik til folk med mavefedt. (Sunde romkugler, my ass!)

Plus diverse artikler om, hvor let og lækkert det er at udskifte julesulet med fucking vegetarmad. 

Den tåler gentagelse: FUCKING VEGETARMAD.

Øh ... let me make one thing clear:

Det er ikke den mad, du spiser i julen, der gør dig fed. SÅ STOP HYSTERIET OG NYD JULEN!

Personligt ELSKER jeg julemad. Jeg udskifter fandme ikke anden med dampet broccoli. 

Og resten af året spiser jeg fornuftigt, ikke for meget og forholdsvis grønt. Så hvis alle disse selvudnævnte eksperter ville holde deres kæft og bare lade mig nyde alle julelækkerierne uden dårlig samvittighed, ville det være SÅ dejligt.

Bum!

Nå, men jeg må videre i dagens program. Først vil jeg gå de fem kilometer ind til banegården for at hente min bil (tog toget på job i går, så jeg kunne indtage rigelige mængder af julemad og -drikke uden at skulle køre hjem).

Og så skal jeg have handlet. Har lovet yngstebarnet at lave fed og sukkerrig julekonfekt i eftermiddag, nammenam ;-)