Har deltaget i et par interessante samtaler på lærerværelset i dag.
De handler ellers tit om elever. Samtalerne. Men jeg har et par kolleger, der somme tider rigtig gerne vil snakke om noget andet end elever i pauserne.
For netop elever fylder ligesom i forvejen en del på min arbejdsplads, you see ;-)
Den første samtale handlede om rædsel.
Jeg har således en ret cool kollega på 29, som oplever ufortyndet rædsel, når hun sidder i en flyvemaskine.
I en grad, så hun for eksempel ALDRIG lukker et øje under en flyvning, men derimod sidder og stirrer apatisk på den lille skærm, der viser, hvor langt på ruten, flyet er nået.
Hun bliver også klam i håndfladerne, når hun hører den gong-lyd, der fortæller, at nogen gerne vil betjenes af en stewardesse.
Eller når hun ser et besætningsmedlem med et ansigtsudtryk, der ligesom er FOR afslappet. For så er hun sikker på, at flyet er ved at styrte, mens besætningen spiller skuespil for at undgå panik blandt passagererne.
Shit. Hun er jo fuldkommen paranoid, den kollega. Var det mon bedre, hvis flypersonalet løb rundt og så fortvivlede ud?
Men hun har selvfølgelig ret i, at death by plane crash må være en modbydelig måde at skulle af sted på. Man kan for eksempel nå at tænke mange tanker, mens flyet styrter fra 10 kilometers højde.
Og jeg må også tilstå, at jeg har det lidt på samme måde med færger.
Hvis jeg for eksempel skal sove i en kahyt på Oslo-båden, går der helt sikkert Estonia i mig.
For jeg forestiller mig kun alt for levende, hvordan det må føles at være spærret inde i et lille rum, mens vandet trænger ind under døren og stiger og stiger, og jeg af al magt forsøger at holde mund og næse fri, indtil mund og næse ikke længere KAN holdes fucking fri, fordi rummet nu er helt fyldt.
GYS!
Meget morbid samtale omkring æggemadderne på lærerværelset der.
Så var samtale nummer to mere udramatisk:
Healing og klangmassage.
Jeg har en anden kollega, der åbenbart udbyder disse to serviceydelser til godtroende andre.
Healing.
Jeg må tilstå, at jeg ikke tror en fløjtende fis på den slags.
Kan huske, at en veninde engang fortalte mig om en kvinde, der tilbød fjernhealing.
FJERNhealing.
Haha :-D
Denne kvinde havde altså en gruppe kunder til at sidde rundt omkring i lejlighederne og bag ligusterhækkene i byen og vente på at mærke ... øh ... velsignelsen (?) ... præcis klokken 11 lørdag formiddag.
Det tjente damen penge på.
Hold kæft for et genialt scam.
Jeg vil fandme også være fjernhealer. Så vil jeg heale løs, mens jeg selv sidder på Café Stiften i Århus og drikker latte med min smukke lebbekæreste.
Smooth!
Og klangmassage?
Never heard of it, men jeg googler lige ...
...
...
...
Okay, nu har jeg googlet færdig:
DET ser fandme også gak ud.
Mit bud er, at det blot er endnu en metode til at fravriste naive mennesker deres surt optjente penge. Men døm selv.
Nå, men denne disciplin excellerer min kollega åbenbart også i. Og hun var fuld af løfter.
Så hvis jeg for eksempel trænger til at få fjernet generne fra mine to fucking diskusprolapser, ved jeg, hvor jeg bare skal henvende mig. Så kommer min kollega ridende og ... øh ... ringer dem væk?
Nice to know.
Tredje samtale handlede om ...
... børneorm.
Som en tredje kollega åbenbart har været velsignet med.
Og ikke et ondt ord om børneorm. Det kan enhver jo blive ramt af. Navnlig, når man som os arbejder med andre menneskers smuds- og bakteriecoatede afkom.
Men for helvede altså.
Jeg kan lige se denne midaldrende og lettere korpulente dame ligge hos lægen med nederste halvdel i vejret og få fisket de små sataner ud af numsen med et stykke tape.
Hvorved lægen naturligvis også fisker et par numsehår med.
Sådan som hun så levende beskrev det.
Og snart efter var jeg færdig med at trykke mine æggemadder ind og måtte til time.
Velbekomme.
Nu har jeg så løftet lidt af sløret for, hvad det egentlig er, der foregår derinde på lærerværelset langt uden for elevernes hørevidde.
You can thank me later.
Eller som jeg plejer at sige til elever, der foreslår at bestikke sig til en højere karakter:
"Jeg er modtagelig for store kontantbeløb og wellnessophold for to."
Ingen kommentarer:
Send en kommentar