"Hi there! Do you need any help?" spurgte jeg venligt to piger fra 8A, da jeg for et øjeblik siden tilfældigt kom forbi dem på gangen, hvor de sad og tydeligvis lavede matematik.
De kiggede lidt forvirret på hinanden og på mig. Og det var i grunden ikke så mærkeligt. Jeg underviser 8A i engelsk og har ikke begreb om matematik.
"Øh ... with math?" svarede den ene.
"Yep."
"Øh ... no."
"Okay. That's very, very lucky for you," grinede jeg og marcherede ind til min time i 7B.
Rart for dem at vide.
tirsdag den 28. januar 2014
lørdag den 18. januar 2014
Nærdødsoplevelser og socialt sammenhold
Har sendt barn 3 på 15 på natløb med spejderne.
Og holdnukæft, hvor er man bidt af sin sport, hvis man synes det er fedt at rende rundt i en mørk skov indtil klokken tre om natten i et møgvejr som det, DMI plager os med for tiden. Det er jo så koldt, at jeg i dag har set tre teenagere med bukserne trukket helt op.
Men jeg er virkelig glad for, at han gør det. For ellers tror jeg, at han aldrig rigtig forlod sin seng i weekenderne. Ellers tror jeg, at han risikerede at vokse fast med dynen trukket op til sit aspargesblege bryst og computeren i skødet.
Men shit altså. De der natløb. I efteråret var han på et, hvor de stakkels spejderdrenge skulle vandre fra klokken otte aften til klokken syv morgen. Man skulle tro, de var rekrutter i hæren.
Shit igen.
Men som min søster sagde i dag, da vi allesammen var til frokost hos tudserne og kortvarigt kom ind på emnet:
"Fælles nærdødsoplevelser giver et stærk socialt sammenhold!"
Selv har jeg tilbragt aftenen solidt plantet i mit nyindkøbte massagesæde foran Netflix med et godt glas rødvin i hånden og barn 4 til at nulre mit hår.
Hehe.
Og holdnukæft, hvor er man bidt af sin sport, hvis man synes det er fedt at rende rundt i en mørk skov indtil klokken tre om natten i et møgvejr som det, DMI plager os med for tiden. Det er jo så koldt, at jeg i dag har set tre teenagere med bukserne trukket helt op.
Men jeg er virkelig glad for, at han gør det. For ellers tror jeg, at han aldrig rigtig forlod sin seng i weekenderne. Ellers tror jeg, at han risikerede at vokse fast med dynen trukket op til sit aspargesblege bryst og computeren i skødet.
Men shit altså. De der natløb. I efteråret var han på et, hvor de stakkels spejderdrenge skulle vandre fra klokken otte aften til klokken syv morgen. Man skulle tro, de var rekrutter i hæren.
Shit igen.
Men som min søster sagde i dag, da vi allesammen var til frokost hos tudserne og kortvarigt kom ind på emnet:
"Fælles nærdødsoplevelser giver et stærk socialt sammenhold!"
Selv har jeg tilbragt aftenen solidt plantet i mit nyindkøbte massagesæde foran Netflix med et godt glas rødvin i hånden og barn 4 til at nulre mit hår.
Hehe.
onsdag den 15. januar 2014
Mange indiske mænd må være undermedicinerede
Hvad fanden er det for en kultur, der fostrer så mange mænd, som skruppelløst massevoldtager forsvarsløse kvinder til højre og venstre? (Hvis de da ikke har travlt med at kaste ætsende væsker i ansigtet på folk.)
Hvor kommer den defekt fra?
Disse mænds adfærd er så modbydelig, sygelig, pervers, dyrisk og komplet hjernedød, at det gør ondt helt ud i alle ekstremiteter. Flokbrutalitet.
Og jeg føler ikke andet end den dybeste foragt for den slags ynkelige små sataner.
Vi behøver ikke længere lede efter Missing Link. Han bor i Indien. Og der er åbenbart mange af ham!
Hvor kommer den defekt fra?
Disse mænds adfærd er så modbydelig, sygelig, pervers, dyrisk og komplet hjernedød, at det gør ondt helt ud i alle ekstremiteter. Flokbrutalitet.
Og jeg føler ikke andet end den dybeste foragt for den slags ynkelige små sataner.
Vi behøver ikke længere lede efter Missing Link. Han bor i Indien. Og der er åbenbart mange af ham!
tirsdag den 7. januar 2014
Jeg har købt en brødrister
Har kastet håndklædet i ringen. Totally!
Nu har jeg i årevis ønsket mig en brødrister til både jul og fødselsdag.
Men forgæves.
Mine omgivelser finder åbenbart sådan en aldeles usexet. Eller unødvendig. I hvert fald ikke egnet som gaveartikel.
Men ... øh ... hvis de ikke tror, jeg gider have en brødrister, hvorfor fanden tror de så, jeg ønsker mig en?
Måske tror de, jeg lyver og finder på små uønskede vederstyggeligheder at skrive på min ønskeseddel, så jeg kan blive oprigtigt syrlig og stram i betrækket, når jeg pakker ud.
Nå, men nu har jeg altså opgivet og selv taget hånd om sagen. Har købt en OBH til 229 i El-Giganten.
Problem solved.
Tunge problemer, jeg sådan tumler med her i 2014.
Nu har jeg i årevis ønsket mig en brødrister til både jul og fødselsdag.
Men forgæves.
Mine omgivelser finder åbenbart sådan en aldeles usexet. Eller unødvendig. I hvert fald ikke egnet som gaveartikel.
Men ... øh ... hvis de ikke tror, jeg gider have en brødrister, hvorfor fanden tror de så, jeg ønsker mig en?
Måske tror de, jeg lyver og finder på små uønskede vederstyggeligheder at skrive på min ønskeseddel, så jeg kan blive oprigtigt syrlig og stram i betrækket, når jeg pakker ud.
Nå, men nu har jeg altså opgivet og selv taget hånd om sagen. Har købt en OBH til 229 i El-Giganten.
Problem solved.
Tunge problemer, jeg sådan tumler med her i 2014.
mandag den 30. december 2013
Jeg får LANGE PATTER!
Holdnukæft, hvor jeg hader mennesker!
I hvert fald dem, jeg møder rundt omkring i byen mellem 27. og 31. december. For der er ALT for fucking mange af dem. Og de er mig ikke blot fuldstændig ligegyldige, de har tilsyneladende også en fælles mission om at være til størst mulig gene for alle andre.
Så trafikken er langsom og tung, ledige p-pladser er ikke-eksisterende, butikkerne er spartlet ud med kunder, der skal have byttet julegaver, og supermarkederne begynder at være tømt for de mest eftertragtede nytårsvarer og vrimler i øvrigt med horder af egoistiske pensionister, der maser sig frem med sylespidse albuer, og mødre, der skælder ud på vrælende småbørn.
De puffer, de skubber, de støjer.
Så jeg har i dag brugt 14 gange så lang tid på mine indkøb som nødvendigt. Og det er fandme til at få lange patter af! (Jeg har ikke målt efter, men jeg fornemmer, at de i dagens løb har nærmet sig knæene med flere centimeter.)
Den var også gal i går aftes, hvor Ladyen og jeg havde inviteret hinanden på romantisk bif-date i kunstbiografen Øst for Paradis i Århus.
Den tanke var vi ikke de eneste, der havde fået. Det er faktisk længe siden, jeg sidst har siddet på anden række i en biograf. Med snudeskaftet næsten mast fladt mod lærredet og begyndende hold i nakken allerede under reklamerne.
Hrmpf!
Jeg begynder så småt at længes efter det fredfyldte, velordnede miljø i den danske folkeskole, som jeg må undvære her i ferien.
Nå, men for nu at slutte af i en positiv tone, vil jeg sige, at jeg sikkert ikke når at skælde meget mere ud i 2013 ;-)
Jeg vil også ønske alle et fabelagtigt, lykkebringende 2014 og sige mange tak, fordi I læste med i det gamle år.
Best wishes herfra :-D
I hvert fald dem, jeg møder rundt omkring i byen mellem 27. og 31. december. For der er ALT for fucking mange af dem. Og de er mig ikke blot fuldstændig ligegyldige, de har tilsyneladende også en fælles mission om at være til størst mulig gene for alle andre.
Så trafikken er langsom og tung, ledige p-pladser er ikke-eksisterende, butikkerne er spartlet ud med kunder, der skal have byttet julegaver, og supermarkederne begynder at være tømt for de mest eftertragtede nytårsvarer og vrimler i øvrigt med horder af egoistiske pensionister, der maser sig frem med sylespidse albuer, og mødre, der skælder ud på vrælende småbørn.
De puffer, de skubber, de støjer.
Så jeg har i dag brugt 14 gange så lang tid på mine indkøb som nødvendigt. Og det er fandme til at få lange patter af! (Jeg har ikke målt efter, men jeg fornemmer, at de i dagens løb har nærmet sig knæene med flere centimeter.)
Den var også gal i går aftes, hvor Ladyen og jeg havde inviteret hinanden på romantisk bif-date i kunstbiografen Øst for Paradis i Århus.
Den tanke var vi ikke de eneste, der havde fået. Det er faktisk længe siden, jeg sidst har siddet på anden række i en biograf. Med snudeskaftet næsten mast fladt mod lærredet og begyndende hold i nakken allerede under reklamerne.
Hrmpf!
Jeg begynder så småt at længes efter det fredfyldte, velordnede miljø i den danske folkeskole, som jeg må undvære her i ferien.
Nå, men for nu at slutte af i en positiv tone, vil jeg sige, at jeg sikkert ikke når at skælde meget mere ud i 2013 ;-)
Jeg vil også ønske alle et fabelagtigt, lykkebringende 2014 og sige mange tak, fordi I læste med i det gamle år.
Best wishes herfra :-D
søndag den 22. december 2013
Var på McDonald's ...
... på vejen hjem fra julefrokost med kollegerne i forgårs.
Indrømmet: Jeg var sgunok lidt småsnalret. Det var i hvert fald en lystig fest med masser at slukke tørsten med.
Og jeg ved da heller ikke, hvad de må have tænkt på McD, da jeg trådte derind iført nedringet kjole, sexede nylonstrømper, nytårshat med funklende pailletter og store Salomon-vandrestøvler (skulle gå et stykke vej og havde været fremsynet nok til at udskifte mine sylespidse stilletter med vandrerigtigt fodtøj inden afgang fra festen).
Men så er det altså, at jeg bliver pisseirriteret på McD, når jeg bestiller en McChicken og en LILLE cola og derpå bliver spurgt, om jeg ikke vil opgradere min lille cola til en mellem, for det er fem kroner billigere.
Altså, McD! Hvis jeg havde ønsket en cola i mellemstørrelse, havde jeg nok bestilt sådan en fra begyndelsen. Men jeg opgraderede selvfølgelig alligevel, for der var jo penge at spare.
Det er det samme med deres bløde, blege pomfritter: Jeg kan mindes, at jeg engang forsøgte at bestillet et måltid UDEN pomfritter, men omgående fik at vide, at jeg kunne slippe med et lavere beløb, hvis jeg tog fritterne med.
Hvad jeg selvfølgelig gjorde, selv om behovet ikke var der. For så kunne jeg jo bare smide dem ud, sagde jeg til mig selv.
Hvad jeg selvfølgelig ikke gjorde, fordi det er madsvineri i høj potens.
Kort sagt er man med McDs bizarre prispolitik godt dum, hvis ikke man bestiller et større kvantum, end man har brug for (og man er faktisk også godt dum, hvis man gør).
Der er ikke noget at sige til, at man bliver smældhamrende fed, hvis man frekventerer det foretagende lidt for ofte.
Indrømmet: Jeg var sgunok lidt småsnalret. Det var i hvert fald en lystig fest med masser at slukke tørsten med.
Og jeg ved da heller ikke, hvad de må have tænkt på McD, da jeg trådte derind iført nedringet kjole, sexede nylonstrømper, nytårshat med funklende pailletter og store Salomon-vandrestøvler (skulle gå et stykke vej og havde været fremsynet nok til at udskifte mine sylespidse stilletter med vandrerigtigt fodtøj inden afgang fra festen).
Men så er det altså, at jeg bliver pisseirriteret på McD, når jeg bestiller en McChicken og en LILLE cola og derpå bliver spurgt, om jeg ikke vil opgradere min lille cola til en mellem, for det er fem kroner billigere.
Altså, McD! Hvis jeg havde ønsket en cola i mellemstørrelse, havde jeg nok bestilt sådan en fra begyndelsen. Men jeg opgraderede selvfølgelig alligevel, for der var jo penge at spare.
Det er det samme med deres bløde, blege pomfritter: Jeg kan mindes, at jeg engang forsøgte at bestillet et måltid UDEN pomfritter, men omgående fik at vide, at jeg kunne slippe med et lavere beløb, hvis jeg tog fritterne med.
Hvad jeg selvfølgelig gjorde, selv om behovet ikke var der. For så kunne jeg jo bare smide dem ud, sagde jeg til mig selv.
Hvad jeg selvfølgelig ikke gjorde, fordi det er madsvineri i høj potens.
Kort sagt er man med McDs bizarre prispolitik godt dum, hvis ikke man bestiller et større kvantum, end man har brug for (og man er faktisk også godt dum, hvis man gør).
Der er ikke noget at sige til, at man bliver smældhamrende fed, hvis man frekventerer det foretagende lidt for ofte.
torsdag den 12. december 2013
Smågræder
Damn, hvor bliver man bare MEgatræt af at græde.
Og jeg har grædt i dag. Er faktisk først lige holdt op. Og tænker, at jeg måske begynder om lidt igen.
Smågræd også lidt på jobbet. Ikke foran mine klasser selvfølgelig. Det er imponerende, som man kan holde masken i en tysktime i 7B, når man skal.
Men inde i lærerforberedelsen kunne jeg sidde og gemme mig lidt bag min skærm derhenne i hjørnet, hvor jeg holder til. Og smågræde. Sådan lige så stille.
Mens jeg lod, som om jeg ikke bemærkede, at mine kolleger lod, som om de ikke bemærkede, at jeg græd.
Jeg græd også på vejen hjem i bilen, selv om man måske ikke er den mest trafiksikre trafikant i verdenshistorien, når man suser rundt derude på motorvejen og ikke kan se en skid på grund af ... øh ... det usædvanlig fugtige klima bag brillerne. Pis.
Årsag:
E-mail fra Lucifer.
Nu er det alvor. Han rykker væk. Langt væk herfra. Permanent. Og om ret kort tid. Og han tager min yngste datter med sig. Han har allerede kigget på privatskole i Hellerup. De har plads i 4. klasse efter sommerferien. Og på hus i Gentofte til 12,5 million.
Hun siger, at hun vil med ham ...
... skriver han.
Det er mest det sidste, der gør ondt, selv om jeg godt ved, at det er hans forvrængede, psykopatiske virkelighedsopfattelse, der får ham til at skrive sådan. Han er i egne øjne usårlig. Ukrænkelig. Og sådan en slags Guds gave til alle os andre (dermed også til min datter).
Samtidig er han højintelligent, aldeles veltalende og stærkt manipulerende.
Og jeg tænker, at han i lang tid har udsat min lille datter for massiv bearbejdning i retning af Nordkøbenhavn og alle de fortræffeligheder, hun går glip af, hvis hun vælger at blive hos mig i mit perverse homoseksuelle miljø.
Det ville være en smal sag for ham at forme hendes udtalelser. Hun er naiv, letpåvirkelig og autoritetstro. Mens han er vant til at sno sig i millionforhandlinger med hårdkogte forretningsmænd.
Så hvor jeg tidligere var så sikker på, at han ikke ville få et ben til jorden i det forestående retsopgør om min datter, fordi han ganske simpelt er en elendig far, er jeg nu stiv af rædsel for, at det virkelig skal lykkes ham at få hende til at tage parti for ham og København.
For så taber jeg i retten.
Derfor græder jeg i dag.
Og jeg har grædt i dag. Er faktisk først lige holdt op. Og tænker, at jeg måske begynder om lidt igen.
Smågræd også lidt på jobbet. Ikke foran mine klasser selvfølgelig. Det er imponerende, som man kan holde masken i en tysktime i 7B, når man skal.
Men inde i lærerforberedelsen kunne jeg sidde og gemme mig lidt bag min skærm derhenne i hjørnet, hvor jeg holder til. Og smågræde. Sådan lige så stille.
Mens jeg lod, som om jeg ikke bemærkede, at mine kolleger lod, som om de ikke bemærkede, at jeg græd.
Jeg græd også på vejen hjem i bilen, selv om man måske ikke er den mest trafiksikre trafikant i verdenshistorien, når man suser rundt derude på motorvejen og ikke kan se en skid på grund af ... øh ... det usædvanlig fugtige klima bag brillerne. Pis.
Årsag:
E-mail fra Lucifer.
Nu er det alvor. Han rykker væk. Langt væk herfra. Permanent. Og om ret kort tid. Og han tager min yngste datter med sig. Han har allerede kigget på privatskole i Hellerup. De har plads i 4. klasse efter sommerferien. Og på hus i Gentofte til 12,5 million.
Hun siger, at hun vil med ham ...
... skriver han.
Det er mest det sidste, der gør ondt, selv om jeg godt ved, at det er hans forvrængede, psykopatiske virkelighedsopfattelse, der får ham til at skrive sådan. Han er i egne øjne usårlig. Ukrænkelig. Og sådan en slags Guds gave til alle os andre (dermed også til min datter).
Samtidig er han højintelligent, aldeles veltalende og stærkt manipulerende.
Og jeg tænker, at han i lang tid har udsat min lille datter for massiv bearbejdning i retning af Nordkøbenhavn og alle de fortræffeligheder, hun går glip af, hvis hun vælger at blive hos mig i mit perverse homoseksuelle miljø.
Det ville være en smal sag for ham at forme hendes udtalelser. Hun er naiv, letpåvirkelig og autoritetstro. Mens han er vant til at sno sig i millionforhandlinger med hårdkogte forretningsmænd.
Så hvor jeg tidligere var så sikker på, at han ikke ville få et ben til jorden i det forestående retsopgør om min datter, fordi han ganske simpelt er en elendig far, er jeg nu stiv af rædsel for, at det virkelig skal lykkes ham at få hende til at tage parti for ham og København.
For så taber jeg i retten.
Derfor græder jeg i dag.
Abonner på:
Opslag (Atom)