Smågræder

Damn, hvor bliver man bare MEgatræt af at græde. 

Og jeg har grædt i dag. Er faktisk først lige holdt op. Og tænker, at jeg måske begynder om lidt igen.

Smågræd også lidt på jobbet. Ikke foran mine klasser selvfølgelig. Det er imponerende, som man kan holde masken i en tysktime i 7B, når man skal.

Men inde i lærerforberedelsen kunne jeg sidde og gemme mig lidt bag min skærm derhenne i hjørnet, hvor jeg holder til. Og smågræde. Sådan lige så stille. 

Mens jeg lod, som om jeg ikke bemærkede, at mine kolleger lod, som om de ikke bemærkede, at jeg græd.

Jeg græd også på vejen hjem i bilen, selv om man måske ikke er den mest trafiksikre trafikant i verdenshistorien, når man suser rundt derude på motorvejen og ikke kan se en skid på grund af ... øh ... det usædvanlig fugtige klima bag brillerne. Pis.

Årsag:

E-mail fra Lucifer. 

Nu er det alvor. Han rykker væk. Langt væk herfra. Permanent. Og om ret kort tid. Og han tager min yngste datter med sig. Han har allerede kigget på privatskole i Hellerup. De har plads i 4. klasse efter sommerferien. Og på hus i Gentofte til 12,5 million.

Hun siger, at hun vil med ham ...

... skriver han. 

Det er mest det sidste, der gør ondt, selv om jeg godt ved, at det er hans forvrængede, psykopatiske virkelighedsopfattelse, der får ham til at skrive sådan. Han er i egne øjne usårlig. Ukrænkelig. Og sådan en slags Guds gave til alle os andre (dermed også til min datter).

Samtidig er han højintelligent, aldeles veltalende og stærkt manipulerende. 

Og jeg tænker, at han i lang tid har udsat min lille datter for massiv bearbejdning i retning af Nordkøbenhavn og alle de fortræffeligheder, hun går glip af, hvis hun vælger at blive hos mig i mit perverse homoseksuelle miljø.

Det ville være en smal sag for ham at forme hendes udtalelser. Hun er naiv, letpåvirkelig og autoritetstro. Mens han er vant til at sno sig i millionforhandlinger med hårdkogte forretningsmænd.

Så hvor jeg tidligere var så sikker på, at han ikke ville få et ben til jorden i det forestående retsopgør om min datter, fordi han ganske simpelt er en elendig far, er jeg nu stiv af rædsel for, at det virkelig skal lykkes ham at få hende til at tage parti for ham og København.

For så taber jeg i retten.

Derfor græder jeg i dag.