Nyhedsbrev

Det kan man vel godt kalde det, når man med monsterlange mellemrum udgiver enkeltstående publikationer.

And for that I AM sorry 😞 

For jeg HAR læsere, der klikker forbi flere gange om ugen. Uden gevinst. Hvilket for MIG er et rørende boost 💘💘💘 men for de pågældende LÆSERE til gengæld må være pisseirriterende.

Som jeg imidlertid nævnte for Ældstedatteren, Barn 1, i går: 

Jeg er sjældent alene. Og når jeg ikke er det, ja, så sætter jeg mig ikke hen i to-tre timer og skriver. For det er ikke en skid nærværende.

Nå, men NU er jeg her. I'm all yours for en stund. Og nu skal du bare høre, hvilke sindsoprivende episoder fra mit liv, jeg kan berette om:

Teamgate

HULK!

😭😭😭

Jeg må tage afsked med fire skønne mænd. MINE mænd.

HULK I-fucking-GEN 😭

Det må være kulminationen på et bizart forår.

Forhistorien:

Jeg er lærer. 

"Det ved jeg godt, Dummkopf!" tænker nu den læser, der har været her før.

Mens nye læsere til gengæld er blevet et stykke information rigere (you can thank me later 😉)

Og jeg underviser i engelsk og tysk på en ret stor folkeskole i en jysk provinsby. (Igen nok mest til nye læsere, hvoraf jeg jo har det svimlende antal af et par stykker om dagen 😂)

På min skole arbejder lærerne nært sammen i årgangsteams. Det betyder, at jeg for næsten fire år siden overtog den nye sjette årgang sammen med fire mandlige kolleger. Og at vi med samme bemanding (gad vide, hvorfor det egentlig ikke hedder "bekvinding"?) har undervist de samme elever siden da.

Så nu går vores englebasser i niende klasse. Og de fire mænd er blevet mine gode venner.

Vores team fungerer fantastisk. 

Der ER altså noget over at arbejde sammen med mænd. 

Vejen til beslutninger er ikke nær så lang og krøllet som i teams med mange kvinder, og jeg tænker ikke, at vores beslutninger er ringere. 

Der er heller ikke langt fra tanke til handling.

Vi er effektive og dygtige.

På det personlige plan er mine fire mænd glade for mig. Jeg tror, det hjælper, at jeg sagtens kan kvæle et par øl, trykke en rød bøf ind og fyre en lummer vits af i deres selskab.

Så jeg har i DEN grad nydt min tid med dem. Og måske også nydt blikkene fra de andre damer på lærerværelset, som vist synes, at jeg er heldig, og at det er spild at sætte fire skønne mænd i team med en lebbe 😂

Men det er slut nu 😥

Mens mine fire dejlige mænd skal følges med hinanden ned for at hente den årgang, der hedder 7. efter sommerferien, er jeg blevet plukket ud. Og sat i et team, som har "brug for nogle hænder, der kan trække en stor del af læsset." Sådan sagde min chef, da han overbragte mig nyheden.

Right.

Som jeg hører det, skal jeg altså forlade det team, som jeg holder af og arbejder godt sammen med, som giver mig tryghed og hengivenhed og masser af gode grin, for at bidrage til at løse en krise i et andet team.

Og det er velsagtens flatterende, at han tænker, jeg er kvinde for at løse den opgave. Men også åndssvagt træls!

Og den læring, jeg tager med mig?

Tjoh, det er i hvert fald slut med at være pligtopfyldende og dygtig. 

Fra nu af vil jeg være en doven motherfucker af en dallerrøv, der til hver en tid springer over, hvor gærdet er lavest, og lader kollegerne om at løse broderparten (søsterparten?) af alle praktiske opgaver. 

Og jeg vil brokke mig højlydt og tåkrummende til ledelsen, hver gang jeg ikke lige går i indhak med en af deres beslutninger.

Jeg vil være en kværulerende og inkompetent klaphat! 😂 

Hvis det er det, der skal til for ikke at blive kastet rundt i organisationen til kriseløsning.

Bum!

Nå, men mine mænd og jeg holdt vores egen version af "Sidste nat med kliken" en fredag for et par uger siden. I Sørens kolonihavehus.

Med bøffer og pølser på grillen. Og øl og rødvin og et ukendt (på et tidspunkt holder man jo op med at tælle) antal dark and stormy, nammenam 😋 (Det er en af mine yndlingsdrinks. Slå den selv op. Den er lækker 💃)

Og vi spillede krocket på plænen. 

Og jeg var bogstaveligt talt en tur i hegnet. Hvem fanden kunne også vide, at Søren har viklet sin kolonihave ind i et idiotisk, tæt på usynligt trådhegn?

Her bliver Fruen således storgrinende hjulpet på benene af to unge mænd, efter at hun midt i krocketfinalen bakkede ind i omtalte hegn og tabte ligevægten. Så grusvejen udenfor sprang på ryggen af hende:



Skøn farvelmiddag. Knap så skønne tømmermænd 😂

Nå, men jeg kommer selvfølgelig til at se mine "eksmænd" på daglig basis, når vi drikker kaffe sammen i "personalerummet". Som i den politiske korrektheds navn ikke længere må hedde "lærerværelset", da skolen jo også beskæftiger pædagoger, administrativt personale og pedelmedhjælpere, der nødig skulle føle sig udsat for jobtitelracisme.

Afgangsprøvegate

Jeg bryder ingen fortrolighed ved at bekendtgøre, at årets afgangsprøver for folkeskolens ældste elever er aflyst i år. Det har en anden dame nemlig bekendtgjort før mig 😉

Men jeg kan til gengæld supplere med at fortælle, at jeg om mandagen i påskeugen (hvor omtalte dame aflyste omtalte prøver) havde lagt en flaske prosecco på køl. I håbefuld forventning om, at omtalte dame NETOP ville gøre, som hun gjorde.

Og sandelig om ikke proppen sprang! 🍸 (Jeg kan ikke finde en champagne-emoji, så det bliver et cocktailglas 😂)

Jeps. Jeg er ked af at sige det, men det blev en festaften for mig 💃💃💃 

For nu risikerede jeg ikke at skulle føre nogen til prøve i mundtlig tysk. Hvilket havde været en klar parallel til Slagtehus 5, da mine elever ikke kan udtrykke en skid på tysk.

Nu slap vi altså for at optræde live i en klam wannabe-splatterfilm.

Til gengæld gik der ikke mange dage, før vi i mit team besluttede at lade vores elever gå til "øveprøve" i de obligatoriske mundtlige fag: dansk, naturfag og engelsk.

For vi kunne godt se det uhensigtsmæssige i, at englebasserne ville forlade folkeskolen uden at have prøvet at gå til prøve. Hvilket også var nok det væsentligste kritikpunkt i medierne, da de formelle prøver blev aflyst.

Og som sagt så gjort. 

Jeg har således i den forløbne uge haft vores tre niendeklasser oppe i mundtlig engelsk. Til en prøve, der har ligget så tæt op ad den rigtige afgangsprøve som muligt. Bare med censorer fra min egen skole.

For mit vedkommende har seancen varet seks skoledage i træk. To til hver klasse. 

Og jeg er fuldkommen udmattet. For som eksaminator er man "på". 

Hele tiden. Uden ophør. Uafbrudt. 

Man har jo ansvaret for at hjælpe eleverne igennem. Manøvrere dem videre, hvis de går i stå, stille meningsfyldte spørgsmål og være fuldkommen alert og samtidig vurdere deres præstation og konstruere og formidle en feedback, som de kan bruge til noget i deres fremtidige arbejde med engelskfaget. 

Man sidder vagtsomt helt ude på kanten af stolen i konstant alarmberedskab med alle sanser skærpet.

Det er SÅ hårdt. I TELL you 😰 

Inden prøverne var jeg lidt bange for, at mine elever ikke ville tage forløbet alvorligt. Det var jo kun "legeprøver". Deres prøvekarakter kommer ikke fremgå på deres afgangsbevis, og censor var ikke en fremmed lærer fra en anden skole.

So why give a rat's ass?

Men damn, hvor tog jeg fejl. Helt vildt fejl faktisk.

Jeg måtte således sende 11 piger grædende hjem.

Øh ... den lader jeg lige hænge lidt ...

...

...

ELLEVE piger! 

Det er en fucking TREDJEDEL af årgangens piger!

Grædende, folkens! 😭😭😭 Over en fucking LEGEprøve!

Jeg er kort sagt rystet.

Hvad fanden er det for et lortepræstationssamfund, der får den ene søde, skønne pige efter den anden til at knække sammen på den måde? 

Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 00 og 02. 

Det er måske forståeligt nok. Et slag i ansigtet, at man efter ni års engelskundervisning ikke har lært nok til at bestå eller kun lige får slæbt røven med sig over målstregen.

Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 4 og 7. 

Knap så forståeligt. Men jeg tror, at disse piger har haft en urealistisk selvforståelse. 

Måske har de altid været sat i kærligt centrum af mor og far. Måske har de i hjemmelivet længe været sovset ind i pædagogisk korrekt anerkendelse og i årevis hørt, at de er Guds gave til menneskeheden. 

Og de bombarderes helt sikkert på de sociale medier med kravet om perfektion. 

På Instagram møder man i hvert fald en uophørlig strøm af input om andres fucking perfekte liv: 

Perfekte udseende og stil, perfekte aktiviteter og interesser, perfekte sociale relationer, trendy forbrugsmønstre. Med succes og popularitet. Og likes i hobetal.

Og hvis man ikke er i stand til at gennemskue, at den virkelighed, man møder på sociale medier som Instagram, er stærkt redigeret, kan det velsagtens kradse lidt at høre, at man kun har præsteret til en middelmådig karakter i mundtlig engelsk. Også selv om samme karakter er den, man har fået i standpunkt hele året.

Well, nu skal jeg lige en tur til tennis 🎾🎾🎾 Min makker, Ulla, var i byen i går, så jeg håber, at kunne give hende klø i dag 😈 Skriver mere senere 😉

...

...

Og så er jeg hjemme igen. Og jeg synes NOK lige, at jeg faktisk kørte stakkels Ulla rundt på gruset 👍😎

Nå. Men slut med dette intermezzo og tilbage til dagens tekst:

Jeg har haft piger til at græde over karaktererne 10 og 12. Suk.

10-pigerne græder af samme årsager som 4- og 7-pigerne, men måske også lidt af ærgrelse: SÅ tæt på den fuldkomne triumf ... og så alligevel ikke 😭 

Derudover kradser det selvfølgelig komplet ulideligt, hvis VENINDERNE er rendt med et 12-tal, mens man selv må nøjes med second best.

Og 12-pigerne sørger for at græde PÅ FORHÅND. Af rædsel for ikke at kunne levere den sædvanlige perfektion.

OMG! Hvad SKER der?! 

Aldrig har en afsluttende prøve betydet så lidt, og aldrig har jeg oplevet sådan en fortvivlelse i prøvesammenhæng.

Det er sgudda pissesynd for disse piger. De lider. Uanset om de græder over 00 eller 12.

Drengene bliver selvfølgelig også kede af en røvdårlig karakter, men de går nok bare hjem og sparker til en dør. De sidder i hvert fald ikke og græder ved det grønne bord.

Nå, men efter to dage med storgrædende piger fik jeg den idé at gå i Rema for at købe dette produkt:

Det er rart nok at have et lommetørklæde at stikke ud, så englebasserne ikke skal tørre snot af i ærmet.

Og jeg overvejede en kort stund, om jeg bare skulle aflevere sådan et til alle elever ved prøvens begyndelse. Så kunne vi jo altid se, hvordan det gik 😋😂

Nå, men situationen er en anden herhjemme i forstadsvillaen. 

Jeg har jo OGSÅ en lille teenager (Barn 4), som går i niende klasse, og som er blevet trukket igennem den ene øveprøve efter den anden på SIN skole.

Det er gået godt. Jeg tror faktisk ikke, barnet har grædt over noget.

Heller ikke på forhånd selv om hun er kommet slæbende hjem med det ene 12-tal efter det andet.

Hun er flittig. Og cool. Og målrettet.

Hun knokler kort fortalt for at slå sin storebror (Barn 3), der præsterede et afgangsbevis fra grundskolen med 18 12-taller.

Og jeg tror sgu, hun når i mål.

Samtidig har hun fået en smart idé. Hun har udregnet et belønningssystem. Som går ud på, at JEG skal give hende noget, hver gang hun får 12.

Hun oplyser også selv, hvad jeg skal give hende.

Så indtil nu har hun fået adskillige købefrokoster efter eget valg, et nyt mobilcover, et kostume til sidste skoledag og lovning på en biograftur.

Ak ja. Den kloge narrer den mindre kloge. Og det er fandme dyrt! 😂😂😂

Nå, men nu har jeg skrevet i meget lang tid. Måske en overspringshandling, for jeg havde tænkt, at jeg skulle rydde op i udestuen og fjerne ukrudt mellem fliserne på terrassen i dag.

Så fandt jeg imidlertid på noget bedre, hehe 💃

Jeg må hellere sige med det samme, at jeg ikke ved, hvornår jeg kan komme til tasterne igen. For den kommende uge vil byde på: 

1. undervisning og møder på skolen (fysisk) alle dage 
2. tennistræning mandag aften
3. generalforsamling på Yngstedatterens skole tirsdag aften
4. besøg af Barn 2 + kæreste (som begge bor på kollegium i Lyngby) onsdag og torsdag
5. afgang til familieweekend på herregård i Vestjylland fredag (min mor fylder 80 næste søndag og har inviteret hele familien til kalas på en ... ja ... vestjysk herregård fra fredag til mandag)

Men vi får se, hvad der sker. Det kan jo være, jeg lige skriver for at sige hej 😀

Take care og tusind tak for din opmærksomhed 💘

Om at gøre det selv

I går skrev jeg et blogindlæg.

Og ja, jeg ved godt, at det i sig selv er noget ganske særligt, fordi jeg egentlig ikke får skrevet så vældig meget her på Dropsene, da jeg jo for tiden arbejder hjemme og, komplet irrationelt, føler, at jeg skal arbejde, hver eneste fucking gang jeg sætter mig til computeren. 

Men NU slutter det.

I morgen er jeg kaldt på job rent fysisk. Fordi mit team og jeg skal aftale og planlægge, hvad vi stiller op med englebasserne på 9. årgang, når de på mandag får lov at vende tilbage til skolen.

Dermed får jeg sikkert også produceret flere blogindlæg 😉

Nå, men det var en lang og fuldkommen formålsløs indledning til det, jeg egentlig vil fortælle.

I mit indlæg i går skrev jeg, at jeg har et noget anspændt forhold til haver. Hvorfor det naturligvis giver supergod mening, at jeg ejer sådan en motherfucker på 1.000 kvadratmeter.

Eller ... øh ... HAVER som begreb har jeg sådan set ikke noget imod. 

Det er da skønt at sidde derude og være lækker, mens solen skinner, og man foretager sig noget nyttigt som for eksempel at trykke en halv liter yndlingsøl i dunken:

Men haveARBEJDE? Fuck for en tortur 😱😱😱

Jeg vil næsten hellere have ild i håret end ligge med røven i vejret og grave tidsler op af min plæne. Eller skvalderkål. Eller mælkebøtter. Eller klippe 300 meter hæk.

Havearbejde er kun tilnærmelsesvis en nydelse, når jeg kan nøjes med at trippe omkring og nippe et par skud af en tomatplante nu og da.

Og jeg har længe haft lyst til at kaste en fatwa over mine udendørsarealer i almindelighed og min lorteindkørsel i særdeleshed.

Den ser således ud:

Helt ærligt!

Hvad fanden er idéen med at lægge sådan nogle krøllede sten?!

Hvis jeg hader havearbejde, så DOBBELTHADER jeg at fjerne ukrudt mellem disse grimme, misfostre i min indkørsel. 

Selv om det naturligvis er en formildende omstændighed, at jeg kun har FUCKING 100 KVADRATMETER af lortet.

Det tager cirka en uge at kradse uønsket, invasiv vegetation væk fra den ene ende af min indkørsel til den anden. 

Og efter den uge gæt så hvad:

Så kan jeg BEGYNDE FORFRA i den første ende. Lucky me 💃💃💃

Forleden dag kom jeg til at kigge på min bankkonto. Der stod 100.000.

Og DET er der sgu ikke meget spas ved. Det er jo ikke, fordi man får renter i banken. I hvert fald ikke nogen, der kan bruges til noget.

Så jeg tænkte, at jeg i grunden godt kunne bruge en ny indkørsel. Med nogle MEGET store og ligekantede fliser.

Jeg havde nok regnet med, at sådan en skiderik ville løbe op i en 30-40.000. Og det er mange penge. Men det ville jeg godt betale for dermed at give mig selv en forløsning fra det grønne lort derude.

Så jeg kontaktede et par firmaer og fik et par priser. Som var bemærkelsesværdigt ens:

62.000.

Øh ... 

Læste jeg mon forkert?

Havde jeg mon overset, at det var 1. april?

Eller havde jeg opgivet 100 kvadratmeter FOR MEGET i min forespørgsel?

Men næh. Den var sgu god nok.

Der stod TOOGTRESTUSIND for en flisebelægning på 100 kvadratmeter. Og I kid you not.

😂😂😂

Det er det eneste ved den historie, der er bare en anelse morsomt.

Så nu skal jeg have nogle flotte granitskærver oven på en ukrudtshæmmende fiberdug og et lag stenmel.

Jeg kan selv udføre arbejdet. Og samtidig spare 40.000.

Bum.

"Hvis jeg hører ordet 'corona' én gang til ...

... så slår jeg fandme nogen ihjel!"

Sådan lød det fra en god lærerkollega i begyndelsen af marts. Før alting stak af sted som en dopet Tour de France-rytter.

Hun havde fået MERE end nok, for hvor man end sig vendte hen, så handlede det om fucking corona. I begyndelsen af marts, that is.

Haha 😂

Hun må velsagtens være blevet seriemorderske siden da.

Ikke at jeg ved det med sikkerhed, for jeg har af gode grunde ikke set hende i snart to måneder.

Jeg har jo siddet her i forstadsvillaen og bedrevet fjernundervisning af min skønne 9. årgang.

Stakkels englebasser. 

I lighed med mit eget Barn 4 (Yngstedatteren eller bare M), som også går i 9. klasse, er mange af dem ved at være godt trætte af at sidde alene hjemme på værelset dag ud og dag ind. I den alder betyder netværket med jævnaldrende tæt på ALT, og de små er ved at være socialt udsultede, fornemmer jeg.

Og så er der alle de traditioner, de misser. De er sgu kede af at gå glip af sidste skoledag med udklædning og karamelkast. Af fejringen. Af at være skolens absolutte midtpunkt for en stund og efter ti års slid at lade sig hylde af de yngre elever. Af at kunne sige ordentligt farvel til klassekammerater og lærere. Med krammere og high fives.

(Nogle hævder også, at de er kede af at gå glip af afgangsprøverne, men der ved jeg sgu ikke, om de er helt troværdige. Navnlig ikke dem, der skulle have været oppe i mundtlig tysk 😂😂😂)

De må undvære deres fritidsaktiviteter, de kan ikke gå i biffen eller på café, og dem, jeg kender, holder pænt afstand til andre, selv om det er mere end svært i den alder.

De er sgu seje 💪

Hvad fjernundervisningen angår, så oplever jeg, at stort set alle mine elever dukker op til de videomøder, jeg indkalder dem til hver uge. De gør deres bedste for at aflevere deres opgaver til tiden og for at levere så gode produkter som muligt, selv om jeg jo kun kan hjælpe dem på 60 kilometers afstand. Hvilket i praksis vil sige over sms og email. Foruden omtalte videomøder.

Så med fare for at gentage mig selv:

De er sgu seje 💪

Og det er lærerne dælme også.

Vi har landet over haft held til at etablere en fjernundervisning, der fungerer nogenlunde. Selv om vi i princippet asfalterer vejen, mens vi kører på den.

Personligt havde jeg inden 11. marts i hvert fald aldrig skullet undervise nogen uden at være fysisk sammen med dem. Jeg havde aldrig prøvet at afholde et møde på Microsoft Teams. Jeg anede ikke, hvordan man opretter sådan en motherfucker, hvordan man skriver møder i elevernes kalender, hvordan man deler sin skærm, så eleverne kan se, hvad læreren har på sin, eller at man kan opdele englebasserne i grupper, så de kan lave virtuelt gruppearbejde.

Ting, jeg ikke havde troet mulige online, finder jeg en løsning på. 

Alt sammen via "learning by doing".

Jeg er således i fuld gang med at forberede mine elever (67 stk.) på at gå til afgangsprøve i mundtlig engelsk.

Og ja, jeg ved godt, at afgangsprøverne er aflyst, men jeg afholder altså en alligevel. Sådan at mine elever prøver at gå til prøve. 

Den kommer til at ligge så tæt op ad en rigtig afgangsprøve som muligt. Jeg kommer formentlig til at bruge en af mine kolleger som intern censor. Og jeg er i færd med at give klasserne den vejledning, de også skulle have haft, hvis verden ikke var gået af lave. 

Men måske kommer det hele til at foregå online. Og lige nu funderer jeg over, hvordan jeg skal organisere, at eleverne midt under eksaminationen skal trække en kuvert med et spørgsmål.

Mere uudforsket land. Men jeg skal nok finde ud af det!

Så ja. Jeg vil ikke blot give mine elever et kæmpemæssigt skulderklap for deres måde at håndtere karantænen på. Men også lidt mig selv (i al beskedenhed naturligvis 😉). For jeg er fandme også sej 💪😎

I lighed med mine kolleger over det ganske land.

Prøv bare som et tankeeksperiment for en stund at se helt bort fra corona og forestil dig så, at man i Undervisningsministeriet havde planlagt at indføre fjernundervisning i den danske folkeskole.

Så havde scenariet været følgende:

Tidshorisonten havde været måske tre år. Mindst.

Man havde udpeget en række pilotskoler, hvis lærere var blevet sendt på kursus i at fjernundervise. Så havde man afprøvet konceptet på disse skoler. Kureret børnesygdommene og rettet til. Prøvet af igen.

Skoleledelserne i resten af landet var blevet sendt på kursus i implementering og ledelse af den nye undervisningsform.

Dernæst havde så den øvrige danske lærerstab gennemført et kursusforløb. Formentlig med kursusdage fordelt over flere måneder.

Og SÅ havde man på skolerne haft et gradvist implementeringsforløb.

Men scenariet blev:

Onsdag den 11. marts 2020: Statsministeren går på tv og fortæller, at skolerne lukker.

Mandag den 16. marts 2020: Alle skoler i landet lukker. Elever bliver hjemme. Lærere fjernunderviser. Uden nogen form for skoling i det og med en helt fantastisk omstillingsparathed.

Så jeg vil dedikere dette blogindlæg til alle Danmarks udskolingselever og deres fucking seje lærere.

Om tre produkter

Der er tre produkter, der har fyldt for mig i løbet af det sidste døgn.

Tre vidt forskellige produkter, som allesammen kan give anledning til hver sin lille historie.

Første produkt

Jeg har skrevet om dem før, og nu har jeg modtaget dem: mine NEOPRENSTØVLER

🏄😎👍

Du kan læse om dem lige her. Og sådan ser de ud:

FUCK, de er grimme! 😱

Big time camel toe 😂😂😂

Eller som en veninde kommenterede på Facebook:

"Du kommer til at udfordre dine omgivelser på balancen, når de knækker sammen af grin over dine fødder."

OMG! Jeg er sgudda bange for, hun får ret.

Jeg ved ikke en gang, hvor-fucking-FOR tæerne sådan skal opdeles i departementer, men jeg håber, der er en idé med det. 

Nå, men jeg må vist glemme alt om coolness 😎 og bare holde fokus på formålet med at anskaffe sådan et par ugly motherfuckers: Nu kan jeg bruge mit paddleboard uden at få våde og kolde futter.

Så mangler jeg bare at komplementere støvlerne ved låne The Person Formerly Known As Lucifers (læs: fruens eksmands, red.) lidt for lille våddragt, så jeg kommer til at ligne en overdimensioneret søpølse.

Det skal nok blive spas at komme på boardet igen 😋

Andet produkt

Med samme eller næsten endnu større grad af succes:

Og sikke et ... øh ... spændende produkt 😱😱😱

Åh, haha, griner sgu stadig lidt af mig selv 😂

Nå, men forhistorien lyder, at jeg i morgen får besøg af en ganske bestemt dame fra København 💘

Hun er min kæreste.

Og vores forhold har mange skønne sider. Blandt andet en fysisk. 

Nu forholder det sig sådan, at jeg ikke har set omtalte dame i nogen tid. Og altså ej heller været synderlig intim med hende. Så jeg skulle blive meget forbavset, hvis ikke nogle af de nærmeste dage kommer til at rumme et vist ... nærvær 😋

Derfor tænkte jeg, at jeg hellere måtte gøre mig lækker. 

For eksempel ved at fjerne en smule kropsbehåring her og der.

Faktisk tænkte jeg, at det nok ville være en supergod idé at give mig selv en ...

BRAZILIAN!

Jeps. Supergod idé 👍👍👍

Så jeg anskaffede ovenfor viste produkt. En æske med 28 vokscoatede strips. Og monterede en strip der, hvor jeg gerne ville være skaldet og babyblød.

Derpå brugte jeg et øjeblik på at samle mod. Og så bed jeg tænderne sammen og fjernede strip'en i forventning om en kort, kraftig smerte efterfulgt af:

AWESOMENESS! 🎇🎆🎇

Right.

Og det VAR uforglemmeligt, kan jeg fortælle. 

For da jeg kiggede ned, så jeg ...

... nøjagtig samme mængde kropsbehåring som FØR operationen. Nu til gengæld tilført en god portion voks, som fik mine ... øh ... krøllede lokker 😂 til at sidde i klumpede kager. 

Jeg har dog fået en vis valuta for pengene. For det viser sig, at omtalte voks er ualmindelig holdbar og ikke uden videre lader sig vaske af.

Derfor går jeg nu og klistrer fast til fucking ALT. 

Toiletpapir for eksempel. Og mine trusser. Og mine jeans IGENNEM mine trusser. Og mine ben klistrer sammen, når jeg ligger på siden.

Så ja. Uforglemmeligt.

Nu har jeg 27 strips til salg, hvis det skulle have interesse 😂

Tredje produkt

Er ikke nær så sexet som de to ovennævnte.

Det er et puslespil:

Puslespil har traditionelt fyldt utrolig lidt i mit liv. 

Jeg tror ikke, jeg har lagt sådan en fanden i mere end 15 år. Og sidste gang var helt sikkert for at beskæftige et af mine talrige børn.

Men så var jeg for et par uger siden på besøg hos Übermensch (slå hende selv op her på bloggen - hun har sit eget "label").

Og Übermensch havde et stort og flot puslespil liggende på spisebordet.

Så nu fik jeg fandme en instant craving. 

Jeg kiggede mig lidt omkring på nettet. Og fandt også et site, der sælger sådan nogle ret flotte nogle. Med motiver fra forskellige byer. Barcelona og Paris og såd'n. Ret flotte.

De koster 249 gode, danske kroner stykket. Og hvis man køber for 499, får man fri fragt. 

Fint, tænkte jeg. Så køber jeg sgu bare to.  

Right.

Nu er jeg jo humanist og ikke naturfagsperson, så det der med at regne er ikke min force. Men efter nogen tid var der alligevel noget, der kradsede lidt i mine matematikfærdigheder. 

2 x 249 ... tænke, tænke, tænke ... 2 x 249 ... tænke, tænke 😶

= ... fucking firehundredeogOTTEoghalvfems.

Og dermed én sølle krone fra fri fragt.

Det gjorde mig sgu pigesur. Svindlere og fusentaster!

Nu har jeg købt et puslespil af samme slags hos Bahne: 225 INKLUSIVE fragt. HA!

Alt er således godt. Bortset fra at jeg jo oplever en instant craving. Og en vare, der først skal plukkes fra et lager, pakkes og fragtes til en pakkeshop tilfredsstiller i sagens natur INGEN instant craving. 

Da jeg tilmed somme tider kan være "Hanne, fire år", når det gælder om at behovsudsætte, måtte jeg altså i formiddags en tur ned i byen og ind til Bog & Idé for at få det godt igen 😉 

Så nu skal jeg hygge mig med en hel masse Disney-skurke splittet op i 1000 brikker, mens jeg venter på GLS.

Jeg må hellere i gang.

Take care 💜

Afgørelsens øjeblik

Det blev nul.

Og i skrivende stund gløder min Messenger for vildt. 

Det er mine teamkolleger fra Team 9. 

Vi er allesammen kede af, at vores søde englebasser ikke får den afslutning på deres grundskoleforløb, som de kunne have ønsket sig.

Ingen fest. Ingen hyldest fra resten af skolen. Intet karamelkast. Ingen erfaring i at gå til prøve. Ingen revy, hvor de gør tykt grin med de voksne. Ingen afsluttende klassemorgenmad. Ikke nogen krammer fra os lærere.

Overhovedet ingen markering af, at de har slidt i skolen i FUCKING TI ÅR og nu er på vej videre til en spændende fremtid.

Det ER sgu lidt fesent for dem 😥

Og vi lærere er allerede gået i gang med at bryde vores hjerner for at finde ud af, hvordan vi kan gøre englebassernes afslutning til noget særligt alligevel.

Om det kommer du sikkert til at læse mere her på Dropsene.

Ikke meget påskeferie her

"Rart at have hjælp til skolearbejdet. Her er det Erling, der elegant har taget plads i det lidt for lille låg til en kasse printerpapir og lige giver en hånd med at rette tyskopgaver 🐈👍😂"

Sådan skrev jeg på Facebook i går.

Og der ligger han sandelig. Den ene af de misser i husstanden, der rent faktisk er en kat. Lige midt på bordet. Omgivet af alle mine skolesager.

"Hold så påskeferie, Hanne 👍🐣🌷😘" lød den første kommentar. Fra en sød, gammel kollega.

Og det havde hun måske ret i. For det VAR jo palmesøndag. Og jeg ER jo meget gudfrygtig 😉 (når man altså lige ser bort fra, at jeg har meldt mig ud af folkekirken og ikke tror en skid på Gud).

Jeg svarede imidlertid, at hun hellere måtte skynde sig at tie stille. Jeg VED jo godt, at jeg ikke må arbejde i påskeferien, og der er selvfølgelig helst ingen, der må vide det. Men jeg KAN være en lille rebel. "Living on the edge, you know 😉😂", som jeg skrev til den søde dame.

Hvorpå den NÆSTE kollega greb bolden og skrev:

"Jeg håber ikke, din tillidsrepræsentant finder ud af det ..."

Hvilket var ret sjovt. Fordi det jo VAR min tillidsrepræsentant, der skrev sådan 😂

Og hvortil jeg svarede:

"Rest assured, søde. Jeg ville da aldrig røbe noget for min tillidsrepræsentant. Hende har jeg dælme respekt for 😱".

Hvorpå den NÆSTE kollega greb bolden og skrev:

"Pæn skål."

Og det er den da. Min skål. Pæn. (Og nu scroller du garanteret op for at tage den i nærmere øjesyn 😂)

Jeg kan jo ikke stå for noget med farver og mønstre, så da jeg faldt over den på et marked i London i julen, greb jeg omgående til lommen.

Den egner sig fantastisk til gode nødder, som jeg jo er meget glad for, høhø 😋. Men lige nu indeholdt den affaldet fra mine seneste blyantspidsninger. 

Og det skyldes, at jeg retter mine elevers skriftlige opgaver med blyant. 

Yes, det er håbløst analogt og old-school, I know. Men det er også det eneste, der spiller. Det tager nemlig ALT for lang tid at rette opgaverne digitalt med en dialogboks for hver fejl. Med blyant frem for kuglepen kan man ligeledes fortryde og viske ud, hvis man skulle have skrevet noget ævl.

Og, SURPRISE, somme tider skriver jeg noget ævl.

Blyant har også den klare fordel, at mine elever ikke dør af chok, når de ser mine rettelser. For de springer ikke så nådesløst i øjnene som den RØDE PEN 😱😱😱 Deres opgaver beholder kort fortalt nogenlunde den samme farvenuance, som da de afleverede dem.

Nå, men det var en lang indledning til det, jeg egentlig ville sige:

Jeg arbejder altså i påsken. There you have it.

Det er selvfølgelig ikke, fordi jeg synes, det er specielt morsomt at sidde otte timer palmesøndag og rette tyskopgaver. 

Det er, fordi jeg har brug for at komme på forkant.

Jeg er så ked af, at regeringen ikke har løftet bare en lille del af sløret for, hvordan de vil åbne samfundet igen efter coronakarantænen. 

Jeg underviser nemlig 9. årgang. Tre klasser. I tysk og engelsk.

Og her er min situation:

Jeg har hele tiden vidst, at jeg skal føre mine elever til prøve i mundtlig engelsk. For mundtlig engelsk er et obligatorisk prøvefag. 

Derfor har vi også arbejdet målrettet hele skoleåret igennem på at opfylde kravene i ministeriets prøvebekendtgørelse. Og da skolerne lukkede ned, var jeg tæt på at have gennemgået alle de tekster og andet materiale, som jeg havde planlagt, at vi skulle arbejde med i år. Jeg er også så småt ved at køre eleverne i stilling til at lave den disposition, som de må have med til prøven, og som skal være dem en støtte, når de skal fremlægge et selvvalgt emne ved det grønne bord.

So far, so good.

Men jeg har stadig meget arbejde at udrette, inden vi er klar til prøven. 

Jeg skal for eksempel lave tekstopgivelser, som jeg skal sende til censor. Jeg skal lave prøveplan for, hvornår eleverne skal op. Jeg skal også lave prøvespørgsmål til hvert enkelt af de fire temaer, vi har gennemgået i år. Det er 25-30 prøvespørgsmål. Og hvert prøvespørgsmål skal forsynes med 15-20 underspørgsmål, som jeg kan stille englebasserne, hvis de skulle gå i stå under den spontane samtale, jeg skal hjælpe dem igennem.

Og det er et problem, hvis ikke vi får lov at komme i skole i næste uge, så jeg kan hjælpe dem face to face med deres dispositioner.

Faktisk var hele tirsdag den 14. april ryddet for almindelige lektioner og sat af til arbejdet med at forberede prøven i mundtlig engelsk. Og hvis vi ikke kommer i skole den 14. april, er vi fucked.

Det var engelsk.

Men så har jeg jo sådan set også tysk. 

Tysk er et udtræksfag. Både mundtlig og skriftlig tysk (og skriftlig engelsk for den sags skyld). Det betyder, at vi ikke ved, om eleverne skal til prøve i det. Det får vi først at vide den 27. april.

Og her er vi ikke helt så godt med i pensum. Det skyldes jo i væsentlig grad, at faget er svært, og jeg har ikke set mine elever i ugevis. Derfor er det også i den seneste måned gået lidt langsomt med at få gennemgået de sidste tekster. Det ER jo nemlig ikke pissenemt over et videomøde. Og faktisk er vi ikke helt i mål.

Nu er problemet så, at jeg ikke ANER, hvilket prøvescenarie jeg har i udsigt.

Anders Bondo har i går foreslået, at vi helt dropper afgangsprøverne i år og bare overfører årskaraktererne til elevernes afgangsbeviser. Og hans holdning deles åbenbart af gymnasierne.

I givet fald skal jeg have nul hold til prøve.

Selv synes jeg, at man bør bevare de obligatoriske prøver og droppe udtræksfagene. For så får eleverne prøvet at gå til prøve, men de bliver ikke kastet ud i noget, som de er dårligt forberedt på.

I givet fald skal jeg have tre hold til prøve (tre klasser til den obligatoriske prøve i mundtlig engelsk)

Så kom skoleelevernes forperson imidlertid på banen og mente, at alle prøverne skal gennemføres som planlagt.

MEN nu er Frøken Forperson jo formentlig SELV en ressourcestærk elev uden de store faglige udfordringer. Hun glemmer sådan set at tænke på alle de sårbare og fagligt udfordrede elever, som sidder rundt omkring og altså IKKE har deltaget i den fjernundervisning, de er blevet tilbudt. 

Jeg har i hvert fald nogle stykker. Som IKKE er tjekket ind til vores videomøder. Som IKKE har afleveret deres opgaver. Og som til gengæld IKKE tager deres telefon, når man ringer. Og hvis forældre måske IKKE taler dansk, så man heller ikke kan kontakte dem. De elever, som ikke har overskud og ressourcer til at deltage i fjernundervisningen, og som ikke kan få hjælp til skolearbejdet derhjemme.

DEM tror jeg, Frøken Forperson glemmer. Og DE er kort fortalt på røven i hendes scenarie.

Nå, men hvis Frøken Forperson får det, som hun ønsker det, skal jeg have enten tre hold til prøve (tre klasser til den obligatoriske prøve i mundtlig engelsk). Eller fire hold. Eller fem hold. Eller seks hold. Afhængigt af, hvad der er trukket ud til de enkelte klasser.

Afhængigt af scenariet skal jeg altså have mellem nul og seks hold op, men har til gengæld ikke set englebasserne i rigtig lang tid. 

Og mens en en del mere eller mindre selvbestaltede eksperter har udtrykt en mening om, hvad der bør ske med prøverne til sommer, mangler jeg input fra den vigtigste:

Undervisningsministeren. 

HUN udtrykker til gengæld lige så meget som en IKEA-klapstol.

Det er faktisk ved at tage pippet fra mig, at hun ikke har givet en eller anden form for pejling. Hun HAR jo sikret sig mandat til at beslutte at droppe prøverne.

Og jaja. Jeg er HELT med på, at vi står i en situation, hvor ingen ved ret meget om fremtiden. Heller ikke ministeren. Men jeg har altså behov for at lufte min frustration.

Jeg kommer til at bruge det meste af påsken på at forberede mig så godt, jeg kan, på enhver eventualitet. 

Jeg er NØDT til at bringe mig på forkant og forberede prøver i BÅDE engelsk og tysk. Selv om jeg ikke ved, om eleverne overhovedet skal op, og arbejdet måske derfor er spildt. 

Selv i bedste fald er der ikke mange regulære skoledage tilbage. Og jeg fornemmer, at tiden allerede ER løbet fra mig. Og englebasserne.

Nå, men dette blev ikke det muntreste indlæg, jeg nogensinde har tastet. Og det beklager jeg. Men du kan altid vende tilbage til toppen og nyde synet af Erling 💘

Håber, du også får nydt det gode vejr i dag. Take care 💜