Jeg har fået mit krus

Lå lå lålålå LÅÅÅ LÅÅÅ 🎇🎇🎇

Jeg er så glad, så glad, tralalaaa 💃💃💃

Jeg ved, der er nogle af jer derude, der følger mig på Facebook. Og TUSIND tak for det 🙏😃

Hvis I gør det, så ved I også, at jeg for nogen tid siden bestilte noget på nettet.

Og nej, det er ikke mine neoprenstøvler, som jeg skrev om i forgårs, jeg tænker på.

Og det er heller ikke min lortehue:

Det er derimod mit slikkefissekrus.

Og det er FANTASTISK 😂

Her er det:

Oh my god altså! 🙈

Somme tider spekulerer jeg på, om min dåbsattest mon skulle være fejldateret. Det kan i hvert fald til tider være vanskeligt at overbevise mig selv om, at jeg virkelig ER 52.

For helvede altså. Sidder jo her ved skærmen og skraldgriner, mens jeg skriver 😂😂😂

Mine børn synes til gengæld ikke, det er nær så morsomt. Jeg tænker, de har lidt vanskeligt ved at håndtere ordene "mor" og "pussy-licking" i samme sætning. Sjovt nok.

Så jeg holder det omhyggeligt gemt væk, når Rotterne er til stede.

Men jeg GLÆDER mig, til jeg kan få lov at møde på job igen. Så vil jeg sætte kruset med den søde dinosaurus i skabet i lærerkøkkenet og NYDE at se, hvilke kolleger der tager det uden lige at læse teksten.

Det kunne være SÅ fedt, hvis det kom en tur med ud i klasserne, og eleverne spurgte ind 💃💃💃

Nå, men jeg har slet ikke tid til at sidde her og dumfjolle. Jeg har stadig 27 tyskopgaver at rette og et videomøde med min chef lige om lidt.

God fredag til alle 💜

Lægger mig gradvist ud

Hvor bliver jeg i grunden fyldig. 

Jeg kan mærke det på mit tøj 😱😱😱

Var også en tur på badevægten i morges. Og til det har jeg kun én ting at sige:

Dumme badevægt.

Men det ER sgudda heller ikke så mærkeligt. Med den livsstil, jeg fører for tiden.

I går skrev jeg for eksempel, at jeg bruger en pæn del af min tid på at lade streaming-serier på 60-tommeren tilflyde mig, mens jeg sidder på divaneseren og trykker middagsretter ind.

Eller. Altså. Jeg bruger selvfølgelig ikke AL min tid foran 60-tommeren. 

Nanaj. 

Jeg har sandelig også en fiks lille 14-tommer, som jeg sidder foran i resten af mine vågne timer. 

Den kalder jeg også "arbejdscomputer". Og den kan vise alle mulige fortryllende tyskopgaver, der skal rettes. Og alle mulige kolleger og elever, der skal holdes online-møder med. Og Aula. Elskede Aula.

Eller ... den viser sådan set ikke så mange elever. For der er sgu ingen af englebasserne, der tør bruge kamerafunktionen til møderne. Det er åbenbart forbeholdt de voksne. Jeg tænker, at appearance og coolness er SÅ stærk en kraft hos en teenager, at man psykisk ganske simpelt ikke er i stand til at transmittere andet end lyd. I bedste fald.

Nå, men al den der skærmtid kombineret med, at tennisklubben jo har lukket, og at jeg har en spændende inflammationstilstand under begge fødder, som faktisk forhindrer mig i at vandre, betyder, at jeg dyrker fysisk inaktivitet i et hidtil næsten uset omfang.

Til gengæld får jeg, grundet det faktum, at jeg ikke skal møde op på min arbejdsplads hver dag, men bedrive alting hjemmefra, sådan en bizar feriefornemmelse. 

Jeg er ganske vist sikker på, at jeg leverer alle de arbejdstimer, jeg skal, for jeg har RIGELIGT at lave. 

Men jeg oplever bare en anden frihed. Kan sove lidt længere om morgenen, møder ikke konstant spørgsmål og forespørgsler og problematikker, som jeg på et splitsekund skal forholde mig til, og kan selv administrere meget af min arbejds- og pausetid. Hjemme i min hyggelige forstadsvilla.

Og med ferie følger som bekendt flere snacks i tide og utide. Og mere øl. Og vin. Og desserter.

Og en kvindekrop, der, som ovenfor antydet, bliver mere og mere fyldig.

Pis.

I går aftes blev jeg desperat. Så desperat over mit snærende tøj og manglen på fysisk udfoldelse, at jeg i ramme alvor klikkede mig ind på indtil flere cykelhjemmesider. Sådan en har jeg nemlig ikke. Altså en cykel.

Jeg har nemlig udviklet mig fra at have tilbagelagt distancen til både Prag og Bayeux ved pedalkraft og tyndcyklet store dele af Sydtyskland, Østrig og Italien i fortiden. Til ikke at eje så meget som et eneste lillebitte cykelmolekyle i nutiden.

Jeps. I grunden en rivende udvikling.

MEN nu tænker jeg, at cykling er en sport, jeg GODT kan bedrive, selv om mine dumme, inflammerede fødder modarbejder mig. Det kan give frisk luft og røde kinder. Og endelig kan jeg cykle, når det passer MIG.

So what's not to like?!

Det skulle da lige være prisen.

Fuck altså. Jeg kommer jo lynhurtigt af med en syv-otte tusind for sådan et apparat. Foruden det, som det koster at gøre cyklen brugbar. 

Og her kommer så lige en verbal fatwa til cykelhandlerne:

Jeg fatter ikke. Som i FATTER ikke. At man vil være bekendt at sælge en cykel som et komplet produkt, når den IKKE er forsynet med skærme, støttefod, bagagebærer, lås og flaskeholder. Man skulle jo tro, at den slags var inkluderet som minimum.

Man køber jo for fanden heller ikke en bil for derefter at måtte tilkøbe et bagagerum. Og et låsesystem. Og stænklapper. For slet ikke at snakke om lygter. Eller kopholdere.

Men køber man en cykel, ja, så mangler halvdelen af produktet jo som udgangspunkt. Og oven i grundprisen skal altså lægges det, som det i realiteten koster at sætte den i stand til anvendelse. 

Det beløber sig i hvert fald til en ekstra tudse.

Shame on you, dumme cykelhandlere. Det er jo tæt på falsk markedsføring.

Så jeg droppede tanken igen. 

Jeg har ganske vist lige fået bibliotekspenge for alle de bøger, jeg har oversat (HALLELUJA 💃💃💃), men køber jeg en cykel, er størstedelen af beløbet væk.

Derfor købte jeg i stedet et par neoprenstøvler. Til 250 kroner.

Hehe 😋

Det er nemlig mest fodtøjet, der står i vejen for, at jeg kan bruge mit forholdsvis nyindkøbte SUP (paddleboard).

Jeg købte det sidste år. Inden jeg nogensinde havde prøvet at stå oprejst på sådan en motherfucker. Så brugte jeg det hen over sommeren og opdagede, at det er ret god motion. 

Til gengæld har jeg ikke brugt det hen over vinteren. For jeg er bange for at få kolde, våde futter.

Og det er jeg så ikke længere 😄

Så for 250 kroner fik jeg fred i sjælen. Og kan øjne en smule fysisk aktivitet i nærmeste fremtid 🏄

Ikke mere nu. Jeg skal have bestilt noget takeaway. Det ER jo ferie 😂

Om gammel kult, som ikke holder

Jeg ser Netflix 📺 Fuck, hvor ser jeg Netflix. Og HBO.

Hver eneste aften er det faktisk samme rutine: mad og streaming. 

Somme tider er det oven i købet på samme tid: mad på divaneseren foran fjerneren. For det er mig, der bestemmer, og det må man gerne hjemme hos os.

Hehe 😋

Det foregår selvfølgelig sammen med en vis 15-årig. Som jeg sidder i hjemmekarantæne med. M (ja, du kender hende snart 😂)

Nå, men Mutti synes, det er enormt hyggeligt, når vi sidder der i hvert sit sofahjørne med fødderne smækket op (yes, det må man OGSÅ gerne hjemme hos os) og Erling eller Anker (de to af husstandens misser, der rent faktisk er kattedyr 🐈😉) inden for rækkevidde, så man kan nusse dem lidt bag ørerne, mens vi ser en god serie på en af streamingtjenesterne.

Jeg tror også, at M synes, det er hyggeligt, om end det kan være svært at afgøre, om det er fjernsynet eller snapchatten på mobilen, hun hygger mest med, når vi sidder der.

Til gengæld er andelen af den opmærksomhed, barnet retter mod mobilen, en ret pålidelig indikator for, hvor god en serie Mutti har smækket på 60-tommeren. Og det GLÆDER mig, hvis omtalte opmærksomhed er fordelt cirka 50/50, for SÅ er englebassen dælme fanget af Muttis serievalg. 

Jeg troede, jeg havde en stensikker vinder, forleden aften. Da jeg med tæt på infantil begejstring havde spottet, at Twin Peaks ligger på HBO.

TWIN fucking PEAKS, folkens! 💃💃💃 Woop, woop 🎆

Og jeg lod mig omgående beame 30 år tilbage i tiden, hvor jeg hver uge trofast sad foran billedrørsskærmen og somme tider tilmed trykkede et stykke blueberry pie og en kop "damn good coffee" ind, mens kultserien over alle kultserier tilflød mig. Balsam for sanserne, guys! 

Der var oven i købet et navn for sådan nogle som mig: Twin Freaks 😂

Så jeg var stensikker på, at min søde datter, som også elsker mystiske, uigennemskuelige universer, ville falde med et brag for David Lynchs genialiteter. 

Right.

Sjældent er der da blevet snappet fra englebassens sofahjørne, som der blev, da episke Agent Cooper og alle de andre personager i Twin Peaks tonede frem.

Der var NUL interesse fra barnet. None. Zero. Zilch. 

Og ved du, hvad det værste er: Jeg forstår hende! For vi kan eddermame ikke have haft mange gode serier at vælge mellem dengang.

Den eneste attraktion ved serien var den nostalgi, jeg oplevede, da jeg jo således genså første afsnit. Eller ... genså en DEL af første afsnit. For jeg var nødt til at slukke for lortet. Dilettantiske, tåkrummende makværk.

Fandme godt, at jeg ikke havde bagt blueberry pie til den store repremiere. Selv om det selvfølgelig kunne have været en formildende omstændighed at have haft lidt guf at trykke ind.

Ærgerligt, at jeg fik serien gravet ud af de glorificerede gemmer i mit sind, som jeg havde anbragt den i. Der skulle den have hvilet i fred. 

Nu har vi gang i en mere lovende serie. The Returned, der, som titlen på ingen måde antyder, er fransk og ret fængende.

Ikke mere for i dag. Jeg skal rette tyskopgaver.

💜💜💜

Kan sgu ikke rigtig finde ud af, om "nogen" tager røven på mig :-D

Og med "nogen" mener jeg Barn 4. Eller M.

M er meget eksponeret her på Dropsene for tiden. Og det er FULDT forståeligt, hvis du som bloglæser synes, det bliver rigeligt ensformigt hele tiden at modtage input om det barn.

Well, så kan du jo glæde dig over, at du med blot et enkelt swipe eller klik på det lille kryds i hjørnet kan slippe af med hende 😂

Det er mere, end hvad jeg kan. 

Jeg har ikke noget magisk klik, der kan lukke ned for den unge dame. Så hun er allestedsnærværende i mit univers 24/7 i disse uger (undtaget nogle få fredfyldte nattetimer). Og da jeg ikke omgås mange andre, har hun naturligt en væsentlig afsmitning på mine tankebaner.

Derfor så mange ensformige indlæg. Sorry.

Nå, men når barnet ikke er travlt optaget af at stille Mutti gode spørgsmål om randmoræner eller andre umulige temaer, som hun af sine lærere på 9. årgang forventes at beskæftige sig med herhjemme under skolelukningen, så spiller hun X-Box. Eller løber en tur. Eller laver citronfromage. Eller ser Venner på Netflix for syvende gang.

Eller også foreslår hun, at vi skal købe ind. 

Det er det, der tænder hende allermest for tiden. At købe ind. 

Ikke fordi hun ønsker at hamstre toiletpapir. Men fordi hun har et fritidsarbejde i et af de lokale supermarkeder. Og dermed har hun hele TO gode årsager til at ønske at frekventere omtalte supermarked:

1. Hun kender en del af de ungarbejdere, man møder derhenne, og det er hyggeligt at lægge vejen forbi og sige hej.
2. Hun får fem procent i rabat på alle indkøb.

Nu kunne man jo tro, at det med de fem procent var en glimrende forretning for Mutti. Man handler jo alligevel for en del gode danske kroner sådan et sted, og hvem kan ikke lige bruge en lille rabat her og der?

Well, guess what. Jeg har ikke set EN ØRE af det rabatbeløb, jeg indtil nu har handlet mig til.

Det fungerer nemlig sådan, at JEG i butikken betaler det fulde beløb på kassebonen. Samtidig bliver beløbet registreret på barnets medarbejderkort. Og med jævne mellemrum tikker så fem procent af den samlede sum akkumuleret over perioden ind på barnets konto.

Und alles gut, tænker man.

Eller måske nicht so gut. For herfra tikker beløbet nemlig ingen andre steder hen.

Englebassen har jo således med dollartegn i øjnene regnet ud, at hun med tiden kan "tjene" en ikke helt ubetydelig sum på at lokke mor til at handle i et bestemt supermarked.

Pissesmart 😂 

Problemet er bare, at jeg ikke rigtig kan gennemskue, om hun tager røven på mig. 

Jeg har lyst til at gøre indvendinger, for jeg FØLER mig tørret. Men jeg mister i princippet ingenting. Jeg betaler blot det samme for mine varer, som jeg altid har gjort. Hvilket barnet da også flittigt fremfører.

Så jeg tror sgu, hun synes, det er fair nok, og jeg kan ikke finde det rette modargument.

Der er mange velsignelser ved at yngle skarpsindige børn. For eksempel behøver man ikke lede efter andre steder at komme til kort.

Nå ja, jeg glemte at fortælle ...

I går skrev jeg et coronaindlæg. 

Fordi jeg tænkte, at mine læsere nok har brug for at læse lidt om pandemien, da de formentlig ellers næsten ingen input får om det tema 😂

Men jeg glemte at fortælle noget.

Hvis du har læst indlægget, husker du måske M? Eller Barn 4, om du vil. Eller Yngstedatteren.

Jeg skrev blandt andet, at hun tæppebomber mig med alle mulige lortespørgsmål om randmoræner og kinetisk energi og analyser af olddanske tekster, fordi hun går i 9. klasse og modtager fjernundervisning, så hun kun vanskeligt kan spørge sine lærere om noget fagligt. 

Og at hun derfor nu har spottet, præcis HVOR lidt hendes mor ved om ... øh ... næsten alt 😂

Nå, men der var noget, jeg glemte at berette om i forhold til M.

Hun har nemlig fået coronakrisen at mærke på en ganske særlig måde. Og hør nu lige, hvor cool hun er 😎:

M fik en operation hos tandlægen om formiddagen onsdag den 11. marts. 

Det var som bekendt også den dag, statsministeren tonede frem på temmelig mange tv-skærme og lukkede store dele af Danmark.

I forbindelse med Ms operation blev barnet syet. Og stingene skulle fjernes hos tandlægen efter en uge.

Altså 18. marts. 

I princippet piece of cake og ren rutine.

But guess what: yes.

Tandlægen havde jo for helvede ikke åbent 18. marts! For statsministeren havde LUKKET KLINIKKEN. 

Så der tikkede en sms ind på Muttis mobil, hvori der stod, at Ms tid var aflyst. Forståeligt nok. Og under normale omstændigheder også til at leve med. 

Bortset fra. At disse omstændigheder fucking ikke var normale!

For barnet rendte jo rundt i et uafsluttet operationsforløb. Med sting i munden. Som nu ikke kunne fjernes.

Pis.

Nu ved Mutti jo lidt så meget om tandoperationer og fjernelse af sting, som hun ved om randmoræner. Så jeg forestillede mig omgående, at den der lortetråd nok ville vokse fast i tandkødet på barnet og medføre betændelse og råddenskab.

So what to do? What to fucking DO?!

Nu hører det imidlertid med til historien, at Barn 4 er en umanerlig selvstændig og handlekraftig ung dame. Og mens Mutti gik hændervridende og rådløs rundt, tog barnet således selv affære.

Hun fjernede sine sting. Med en pincet og en nyskoldet neglesaks.

So there you have it: Hun ER fandme cool, det barn 😎😎😎

Ikke mere nu. Hav en fortsat velsignet dag derude i coronaland 💜

Tænker, jeg lige vil skrive en ting om corona, for det er der jo næsten ingen andre, der gør for tiden ...

"Das hier ist kein Urlaub!" lød det i går i en mail til Barn 4 eller Yngstedatteren eller bare M (fordi hendes navn begynder med ... ja ... øh ... M 😉).

Mailen kom fra en af hendes lærere, og du kan måske selv gætte hvem (og nej, det var IKKE kristendomskundskabslæreren).

Og var ansporet af, at barnet havde afleveret en skriftlig opgave om Sport und Freizeit, som hun havde sendt til pågældende lærer vedhæftet en mail, hun fejlagtigt havde kaldt Coronaferie.

Oh dear 😱 Stupid child.

For jeg må give barnets lærer ret. Det ER sgu ingen ferie.

Jeg blev som 1000-vis af andre danskere sendt hjem fra job af statsministeren for to uger siden.

Eller måske er det mere korrekt at sige hjem I FORTSAT job. Som lærer forventes jeg jo nemlig at bedrive undervisning af mine elever fra hjemmematriklen.

Fair nok, tænkte jeg dengang, mens jeg pakkede min computer og alle mine undervisningsmaterialer sammen, inden jeg forlod skolen for at køre hjem og indrette en slags klasselokale i forstadsvillaen i Randers.

Jeg får jo fuld løn under hjemsendelsen, og jeg vil hellere end gerne bibringe mine englebasser på 9. årgang en smule læring. Faktisk helst så meget som muligt, for om lidt skal de til prøve i mundtlig engelsk, og vi er ikke færdige med pensum endnu 😱

Jeg var altså ret samarbejdsvillig 😇

Well, nu er der som antydet gået to uger, og jeg er stadig ret samarbejdsvillig 😇, men jeg må konstatere, at jeg tror, det var lettere for statsministeren at påbyde full-time fjernundervisning, end det er for mig at omsætte påbudet til handling.

Eller sagt på en anden måde: Hvis det er sundt med en udfordring, så lever jeg virkelig helserigtigt for tiden.

Lad mig give et par eksempler:

Jeg har for nylig (læs: EFTER hjemsendelsen) stiftet bekendtskab med noget, de kalder Microsoft Teams. Det er et pissesmart online mødeværktøj, der sætter brugerne i stand til at mødes virtuelt. 

Pissesmart som sagt. For med det kan jeg mødes med mine klasser og afvikle noget, der minder om en klassesamtale. Der er både video og lyd og alting.

Og skoleledelsen opfordrer os klogeligt nok til at bruge det. For vi påbydes også (af regeringen eller Mette F eller ministeriet eller ... jeg ved ikke præcis hvem, men NOGEN derovre i Christiansborg-området) at holde jævnlig kontakt til de små pus (altså eleverne, ikke skoleledelsen), navnlig de sårbare af dem.

One problem though: Da jeg ikke ligefrem er "digital native" (slå det selv op) og aldrig før har haft brug for at mødes med mine elever online, har jeg heller aldrig LÆRT eller fået nogen INSTRUKTION i at bruge lortet. Så det er i allerhøjeste grad learning by doing. 

Og det hænder, at jeg løber panden mod en fucking usamarbejdsvillig computer, der åbenbart somme tider SELV bestemmer alting. For eksempel om jeg skal have held til at gennemføre online-undervisning af mine elever 😭😭😭

Derfor kan jeg til gengæld blive helt høj, når noget lykkes 💃💃💃 Og det gjorde det i forgårs.

Faktisk kan jeg med slet skjult stolthed bekendtgøre, at jeg efter et par frugtesløse forsøg onsdag formiddag klokken 10.08 havde held til at vise en film. 

HJEMME FRA FORSTADSVILLAEN.

FOR TO KLASSER PÅ SAMME TID. 

VIA SKÆRMDELINGSFUNKTIONEN I MICROSOFT TEAMS! 

WOOP, WOOP 🎈🎉🎆 (Man skal huske at fejre sine succeser, hvor små de end er 😉)

Der er derimod ikke meget at fejre, når det gælder Min Uddannelse.

Lad mig lige forklare:

Min Uddannelse er vores digitale læringsplatform. 

Det er her, jeg lægger opgaver ud til eleverne. Eller indscannede dokumenter. Eller billeder. Eller links til forskellige sites, som jeg ønsker, at eleverne skal klikke sig ind på.

Og det er her, eleverne AFLEVERER deres skriftlige opgaver, eller deres PowerPoint-præsentationer, eller de film, de har optaget, eller de lydfiler, de har indspillet, som led i undervisningen.

Det er også her, jeg giver eleverne feedback, når de har afleveret noget. Skriftlig feedback og karakterer.

Og det er her, jeg laver ugeplan, så englebasserne kan se, hvilke opgaver jeg forventer, de laver i den kommende tid.

Min Uddannelse er kort fortalt en stor formidlingscentral. Til input og output.

Og fuldkommen uundværlig. Navnlig når man bedriver fjernundervisning.

Til gengæld fungerer lortet ikke.

Forleden dag oplevede jeg 58 minutters ventetid for at komme på. Og i dag. Ja, i dag venter jeg stadig. Min skærm ser således ud:

Ingen grund til den store applaus her. Jeg bryder hverken ud i lovsang eller lambada.

Heldigvis har jeg været forudseende. Med sund digital skepsis har jeg nemlig sikret mig en smule analogt arbejde: 62 udprintede tyskopgaver, der skal rettes. 

Med blyant 😉 

DET ved man sgu, hvad er 👍

Måske lyder det umiddelbart lidt ensformigt, og det er det dælme også, men som adspredelse har jeg lykkeligvis min datter, ovenfor omtalte M, hjemme.

Ligesom mine elever går hun i 9. klasse. Og vi hygger. Hold kæft, hvor vi hygger.

For eksempel når barnet, som jo OGSÅ modtager fjernundervisning, kommer og spørger Mutti (altså mig) om randmoræner i geografi. Eller letopløselige baser i fysik/kemi. Eller en fiks lille fortolkning Henrik Pontoppidans Ørneflugt.

Og til det meste af det må jeg bare sige FUCK. Jeg har haft held til at skjule det i mange år, men NU finder barnet ud af, hvor dum jeg er 😂 Jeg kan KUN engelsk og tysk. Period!

Så jeps. Vi hygger big time.

Det er så til gengæld mere, end man kan sige om mit besøg i Vanløse i sidste weekend.

Eller ... øh ... jo, det var super hyggeligt. For jeg besøgte jo en bestemt dame, som jeg har et ret nært forhold til 💘 Og som jeg til tider kysser på 💋

MEN.

Altså de der københavnere 😬

Et eller andet sted forstår jeg dem selvfølgelig godt. For de lever jo umanerlig tæt sammen derhenne i hovedstaden. I hvert fald i forhold til os i Randers. 

Så det er muligt, at de ikke rigtig lægger mærke til, hvordan de gnubber sig op ad hinanden.

Men damn, hvor de gnubber! 

Jeg var for eksemel en tur i et supermarked, og jeg siger dig, Hans-Otto ...

Altså i supermarkederne her i Randers har der længe været håndsprit til kunderne ved både indgang og alle kasser. Der er gummihandsker til kunderne. Der er afstandsstreger på gulvene. Der er i dusinvis af formanende skilte. Og kassemedarbejderne sidder bag store skærme af plexiglas. Folk går i buer uden om hinanden og undgår at flokkes ved hylderne (undtagen måske lige hylden med håndsprit, men DEN trængsel hører hurtigt op igen, når folk på ti sekunder har hamstret hylden tom).

I Vanløse til gengæld. Suk. Ingen sprit ved indgangen. Ingen sprit ved kasserne. Ingen plexiglasafskærmning til kassemedarbejderne. Og i tilgift en fuldkommen dystopisk trængsel i butikken. 

Gys 😱

Hvilket var fucking VAND ved siden af dystopien på gangstien omkring Damhussøen. 

Her har politiet glemt at ensrette trafikken. 

Hvilket vil sige, at man som almindelig fodgænger på spadseretur bliver mødt af en FED, dobbeltrettet strøm af motionsløbere, som, forvist fra deres fitnesscentre, storsvedende og tungt prustende SLYNGER om sig med klamme og måske virusinficerede kropsvæsker.

DET er fandme uhyggeligt 😱

Så vil jeg alligevel hellere sidde her i min forstadsvilla i Randers og svare på datterens gode spørgsmål om kinetisk energi og andet guf, mens jeg venter på Min Uddannelse og retter analoge tyskopgaver.

Og med de ord vil jeg slutte for i dag. Fortsat god coronaferie til alle 😉💜 

Og gårdvagter og halvfjerdsermode

Kan du huske dette indlæg?

Well.

Har så været gårdvagt i dag.

Iført min nye mandagshue 💩:

Og skolens gårdvagtsjakke.

Totally priceless med alle de børne- og voksengrin, der blev kastet i fruens retning 😂😂😂

Så det er sgu nok ikke sidste gang 😉

Skal i øvrigt hilse fra 1970erne og sige, at brunt og orange er chikt! 👍