Tænker, jeg lige vil skrive en ting om corona, for det er der jo næsten ingen andre, der gør for tiden ...

"Das hier ist kein Urlaub!" lød det i går i en mail til Barn 4 eller Yngstedatteren eller bare M (fordi hendes navn begynder med ... ja ... øh ... M 😉).

Mailen kom fra en af hendes lærere, og du kan måske selv gætte hvem (og nej, det var IKKE kristendomskundskabslæreren).

Og var ansporet af, at barnet havde afleveret en skriftlig opgave om Sport und Freizeit, som hun havde sendt til pågældende lærer vedhæftet en mail, hun fejlagtigt havde kaldt Coronaferie.

Oh dear 😱 Stupid child.

For jeg må give barnets lærer ret. Det ER sgu ingen ferie.

Jeg blev som 1000-vis af andre danskere sendt hjem fra job af statsministeren for to uger siden.

Eller måske er det mere korrekt at sige hjem I FORTSAT job. Som lærer forventes jeg jo nemlig at bedrive undervisning af mine elever fra hjemmematriklen.

Fair nok, tænkte jeg dengang, mens jeg pakkede min computer og alle mine undervisningsmaterialer sammen, inden jeg forlod skolen for at køre hjem og indrette en slags klasselokale i forstadsvillaen i Randers.

Jeg får jo fuld løn under hjemsendelsen, og jeg vil hellere end gerne bibringe mine englebasser på 9. årgang en smule læring. Faktisk helst så meget som muligt, for om lidt skal de til prøve i mundtlig engelsk, og vi er ikke færdige med pensum endnu 😱

Jeg var altså ret samarbejdsvillig 😇

Well, nu er der som antydet gået to uger, og jeg er stadig ret samarbejdsvillig 😇, men jeg må konstatere, at jeg tror, det var lettere for statsministeren at påbyde full-time fjernundervisning, end det er for mig at omsætte påbudet til handling.

Eller sagt på en anden måde: Hvis det er sundt med en udfordring, så lever jeg virkelig helserigtigt for tiden.

Lad mig give et par eksempler:

Jeg har for nylig (læs: EFTER hjemsendelsen) stiftet bekendtskab med noget, de kalder Microsoft Teams. Det er et pissesmart online mødeværktøj, der sætter brugerne i stand til at mødes virtuelt. 

Pissesmart som sagt. For med det kan jeg mødes med mine klasser og afvikle noget, der minder om en klassesamtale. Der er både video og lyd og alting.

Og skoleledelsen opfordrer os klogeligt nok til at bruge det. For vi påbydes også (af regeringen eller Mette F eller ministeriet eller ... jeg ved ikke præcis hvem, men NOGEN derovre i Christiansborg-området) at holde jævnlig kontakt til de små pus (altså eleverne, ikke skoleledelsen), navnlig de sårbare af dem.

One problem though: Da jeg ikke ligefrem er "digital native" (slå det selv op) og aldrig før har haft brug for at mødes med mine elever online, har jeg heller aldrig LÆRT eller fået nogen INSTRUKTION i at bruge lortet. Så det er i allerhøjeste grad learning by doing. 

Og det hænder, at jeg løber panden mod en fucking usamarbejdsvillig computer, der åbenbart somme tider SELV bestemmer alting. For eksempel om jeg skal have held til at gennemføre online-undervisning af mine elever 😭😭😭

Derfor kan jeg til gengæld blive helt høj, når noget lykkes 💃💃💃 Og det gjorde det i forgårs.

Faktisk kan jeg med slet skjult stolthed bekendtgøre, at jeg efter et par frugtesløse forsøg onsdag formiddag klokken 10.08 havde held til at vise en film. 

HJEMME FRA FORSTADSVILLAEN.

FOR TO KLASSER PÅ SAMME TID. 

VIA SKÆRMDELINGSFUNKTIONEN I MICROSOFT TEAMS! 

WOOP, WOOP 🎈🎉🎆 (Man skal huske at fejre sine succeser, hvor små de end er 😉)

Der er derimod ikke meget at fejre, når det gælder Min Uddannelse.

Lad mig lige forklare:

Min Uddannelse er vores digitale læringsplatform. 

Det er her, jeg lægger opgaver ud til eleverne. Eller indscannede dokumenter. Eller billeder. Eller links til forskellige sites, som jeg ønsker, at eleverne skal klikke sig ind på.

Og det er her, eleverne AFLEVERER deres skriftlige opgaver, eller deres PowerPoint-præsentationer, eller de film, de har optaget, eller de lydfiler, de har indspillet, som led i undervisningen.

Det er også her, jeg giver eleverne feedback, når de har afleveret noget. Skriftlig feedback og karakterer.

Og det er her, jeg laver ugeplan, så englebasserne kan se, hvilke opgaver jeg forventer, de laver i den kommende tid.

Min Uddannelse er kort fortalt en stor formidlingscentral. Til input og output.

Og fuldkommen uundværlig. Navnlig når man bedriver fjernundervisning.

Til gengæld fungerer lortet ikke.

Forleden dag oplevede jeg 58 minutters ventetid for at komme på. Og i dag. Ja, i dag venter jeg stadig. Min skærm ser således ud:

Ingen grund til den store applaus her. Jeg bryder hverken ud i lovsang eller lambada.

Heldigvis har jeg været forudseende. Med sund digital skepsis har jeg nemlig sikret mig en smule analogt arbejde: 62 udprintede tyskopgaver, der skal rettes. 

Med blyant 😉 

DET ved man sgu, hvad er 👍

Måske lyder det umiddelbart lidt ensformigt, og det er det dælme også, men som adspredelse har jeg lykkeligvis min datter, ovenfor omtalte M, hjemme.

Ligesom mine elever går hun i 9. klasse. Og vi hygger. Hold kæft, hvor vi hygger.

For eksempel når barnet, som jo OGSÅ modtager fjernundervisning, kommer og spørger Mutti (altså mig) om randmoræner i geografi. Eller letopløselige baser i fysik/kemi. Eller en fiks lille fortolkning Henrik Pontoppidans Ørneflugt.

Og til det meste af det må jeg bare sige FUCK. Jeg har haft held til at skjule det i mange år, men NU finder barnet ud af, hvor dum jeg er 😂 Jeg kan KUN engelsk og tysk. Period!

Så jeps. Vi hygger big time.

Det er så til gengæld mere, end man kan sige om mit besøg i Vanløse i sidste weekend.

Eller ... øh ... jo, det var super hyggeligt. For jeg besøgte jo en bestemt dame, som jeg har et ret nært forhold til 💘 Og som jeg til tider kysser på 💋

MEN.

Altså de der københavnere 😬

Et eller andet sted forstår jeg dem selvfølgelig godt. For de lever jo umanerlig tæt sammen derhenne i hovedstaden. I hvert fald i forhold til os i Randers. 

Så det er muligt, at de ikke rigtig lægger mærke til, hvordan de gnubber sig op ad hinanden.

Men damn, hvor de gnubber! 

Jeg var for eksemel en tur i et supermarked, og jeg siger dig, Hans-Otto ...

Altså i supermarkederne her i Randers har der længe været håndsprit til kunderne ved både indgang og alle kasser. Der er gummihandsker til kunderne. Der er afstandsstreger på gulvene. Der er i dusinvis af formanende skilte. Og kassemedarbejderne sidder bag store skærme af plexiglas. Folk går i buer uden om hinanden og undgår at flokkes ved hylderne (undtagen måske lige hylden med håndsprit, men DEN trængsel hører hurtigt op igen, når folk på ti sekunder har hamstret hylden tom).

I Vanløse til gengæld. Suk. Ingen sprit ved indgangen. Ingen sprit ved kasserne. Ingen plexiglasafskærmning til kassemedarbejderne. Og i tilgift en fuldkommen dystopisk trængsel i butikken. 

Gys 😱

Hvilket var fucking VAND ved siden af dystopien på gangstien omkring Damhussøen. 

Her har politiet glemt at ensrette trafikken. 

Hvilket vil sige, at man som almindelig fodgænger på spadseretur bliver mødt af en FED, dobbeltrettet strøm af motionsløbere, som, forvist fra deres fitnesscentre, storsvedende og tungt prustende SLYNGER om sig med klamme og måske virusinficerede kropsvæsker.

DET er fandme uhyggeligt 😱

Så vil jeg alligevel hellere sidde her i min forstadsvilla i Randers og svare på datterens gode spørgsmål om kinetisk energi og andet guf, mens jeg venter på Min Uddannelse og retter analoge tyskopgaver.

Og med de ord vil jeg slutte for i dag. Fortsat god coronaferie til alle 😉💜