Kender du det der med, at der findes to (eller flere) mulige indledninger til et blogindlæg, som begge i grunden er lige gode, og som fører til samme fortsættelse?
Det gør jeg.
Ved for eksempel ikke, om jeg skal begynde med at fortælle, at jeg lige har været i Rema 1000. Uden mit dankort. Igen. Pis.
Eller om jeg skal begynde med at fortælle, at jeg i lørdags havde et cafémøde med en ven, som i mange år har arbejdet med service på ledelsesniveau, og som er eminent dygtig til sit fag, og som jeg ville have fortalt denne historie, hvis ikke tiden var løbet fra mig.
Men uanset hvilken begyndelse jeg vælger, er målet at fortælle om forrige gang, jeg var i Rema 1000. Uden dankort:
Jeg havde fyldt vognen godt op.
Med to ret store drenge i husholdningen er jeg altid nødt til at købe ret meget ind, for de kan sætte de utroligste mængder mad til livs, hvilket i grunden er urimeligt i betragtning af, at de begge er så tynde som radioantenner.
Så lagde jeg varerne på båndet, og kassedamen scannede dem. Ikke noget usædvanligt der.
487,95. Fint.
Jeg åbnede pungen for at fiske mit dankort frem. Og så var det fucking væk!
Argh, pis!
Store Søn havde købt et par småting for mig tidligere på dagen og glemt at returnere kortet til Mutti.
Fuck!!! Fuckfuckfuckfuck!
Cruisin' for a bruisin' he was (og kald mig bare Yoda).
Så der stod jeg med 10.000 varer kørt gennem kassen uden at kunne betale for lortet.
"Æh ... detøh ... lader til, at jeg ikke ... æh ... har fået mit kort med," forklarede jeg kassedamen selvsikkert og koncist, mens mit blik havde fået sit eget liv og flakkede rundt i butikken på en temmelig planløs måde, og jeg selv var skrumpet cirka to tøjstørrelser. "Hvad gør vi?"
"Du kommer bare tilbage og betaler for varerne senere," lød det ukomplicerede svar.
"Øh ... undskyld ... hvad?" svarede jeg med samme selvsikkerhed som før. "Jamen ... er det så okay, at jeg lige pakker varerne i poser og lader dem stå her ved kassen?"
"Du må gerne tage dine varer med dig," smilede kassedamen. "Hvis du skriver dit navn på bonen, er det okay, at du kommer senere og betaler. Altså, det må bare helst ikke blive senere end i morgen."
Hold nu kæft!
Fik du det hele med, kære blog-gæst?
Kassedamen har altså lige sagt, at jeg gerne må pakke for flere hundrede kroner varer i poser, lænse dem ud i bilen og køre med dem.
Uden at betale!
Og med den sikkerhed, der ligger i, at jeg bare skriver mit navn på en bon. Uden at vise ID.
Jeg er stadig målløs. Og glad :-D
Tak for tilliden, Rema 1000!
Der gik naturligvis ikke mere end 10 minutter, før butikken havde sine penge, og kassedamen havde fået en hjertelig verbal kyskage fra mig.
Og nu har Rema 1000 så også fået lidt billig reklame her på bloggen.
Til forskel fra Netto.
Kære blog-gæst - det må være mig :)
SvarSletHa! Jeg ELSKER Rema - også selvom de tvinger deres kassemedarbejder til at sige 'ha en god dag'. Altså. Som i jeg har et rimelig usundt kærlighedsforhold til Rema - det er der flere grunde til. Fx at de altid har det der guldbarre-pålægschokolade med ekstra tykke skiver. Der hvor jeg boede før jeg flyttede (ikke helt ludergade - men...) var der 500 meter til Rema - nu handler jeg i Netto, men bor midt i byen. Skal vi ikke bare lade den ligge ved, at jeg overvejede at blive boende?
Jeg melder mig som en af de der har brugt et par timer (i træk, bevares) på at læse hele din blog. Rub og stub. Fra start til slut. I mit hoved er vi så godt som bff's nu - og hvor skriver du altså bare godt! Jeg glæder mig til fremover at følge dine skriverier. Og tillykke med ikke-eksamen. Gid det var også var muligt for mig!
Hej E
SletTusind tak for dine fine ord om min blog :-D
Det er en fornøjelse at skrive, når jeg får den slags feedback, og du er mere end velkommen til at følge mine strøtanker herinde.
Take care.
Jeg samler simpelthen på den slags historier, hvor virksomheder tør at stole på deres medarbejdere yder en bedre service når de får lov at tænke selv og træde uden for kassen med regler.
SvarSletDet var i hvert fald en fin oplevelse, og Rema har sikret sig en ret loyal kunde.
SletJeg ville gerne have sendt dem linket til mit indlæg, men det kan jeg ikke gøre uden at fortælle, hvem jeg er, og dermed skylle min anonymitet ud i toilettet.
Så jeg håber, at en eller anden fra virksomheden læser med her.