Ib Rehne Cairo

Sådan lyder det opfindsomme navn på den café i Sønderborg centrum, hvor jeg lige nu sidder og venter på et ordentligt svin af en burger.

Jeg er nødt til at skrive herfra, fordi mit lortevandrerhjem ikke har et netværk, der fungerer. 

Pis!

Det betyder også, at jeg er nødsaget til at se Netflix på mobilen i aften, når jeg kommer tilbage efter mit cafébesøg. (Det er hæsligt ikke at være online! Tror jo, jeg skal dø, når jeg ikke har ordentlig forbindelse til mit cyberunivers, haha.) 

Dobbeltpis!!

Mens jeg drikker den halvdårlige/heldyre rødvin, som jeg har været nødt til at købe på "hjemmet", da "Medbragte drikkevarer ikke er tilladt!"

Hrmpf.

Nå, men dagen begyndte ellers fint hernede på øen Als.

Her er nogle billeder fra min vandretur fra landsbyen Mjels til vigen Dyvig, som jeg kastede mig ud i, da jeg havde sat min medbragte æggemad med jalapenos til livs:

  
 Smukt, ikke? 

Jeg gik tit en del af strækningen med min mormor, da jeg var lille. Det er nemlig ikke tilfældigt, at det er i denne del af verden, jeg befinder mig lige nu. Det er et rent nostalgitrip, you see. 

For her tilbragte jeg engang utallige ferier, forlængede weekender og juleaftener.

Det var mit himmerige, og jeg forgudede min mormor, som havde købmandsforretningen i Mjels. Min morfar var karetmager. (Der kan man sgudda tale om at blive overhalet indenom af den tekniske udvikling. Tror ikke, han producerede mange kareter i de sidste årtier af sin levetid).

Nå, men tilbage til dagens vandretur.

Det er imponerende som ens sans for proportioner ændrer sig med alderen. Hvad der i min barndom forekom mig at være en utroooooooolig lang strækning, når jeg tilbagelagde den med min mormor, blev i dag overstået på kun toenhalv kilometer.

Til gengæld endte min vandring tilfældigvis lige ved Dyvig Badehotel, som du ser her:

Skønt sted, hvor de kunne servere en dejlig kølig hvidvin på terrassen, mens fruen nød solen på snudeskaftet og udsigten over vigen.

Nå, men tilbage til Ib Rehne Cairo: Jeg bliver nok nødt til at glide nu.

Imens jeg har skrevet indlægget, har jeg sat min burger til livs, og det begynder at blive lidt akavet at sidde her på en café, hvor alle borde er optaget, og spytte i min cola, mens servitricerne sender mig utålmodige blikke. De vil vist gerne have mig vippet ud.

Inden jeg går, vil jeg imidlertid berige dig med synet af noget af den kunst, der pryder væggene på lortevandrerhjemmet.

Ved sgu ikke, om jeg synes, det er sjovt eller creepy. Lidt af begge dele måske.