tirsdag den 20. maj 2014

Hold kæft hvor er den grim

Åh, haha, prøv lige at se:

Nejnejnejnejnej, hvor er den grim!

Kender du det der med, at man er indehaver af en af verdenshistoriens mest smagløse genstande, som er for grim til, at man gider have den stående, men har for meget affektionsværdi til, at man vil smide den ud?

Sådan en ting ser du på billedet.

Shit altså.

Jeg havde denne genstand med til et foredrag om USA, som jeg holdt for en ottendeklasse i går. Jeg har boet i USA i to år og er derfor ret godt klædt på til netop sådan et foredrag. 

Det første år var jeg udvekslingsstudent i Atlanta, Georgia, hvor jeg gik på en vaskeægte Fame-skole (hvis du er gammel nok, ved du udmærket, hvad jeg mener med Fame-skole, og hvis ikke, kan jeg fortælle, at det er en skole, hvor man kan modtage performing arts-undervisning på et ret højt niveau).

Jeg blev optaget i skolens koncertkor. Ikke fordi jeg har den vidunderligste sangstemme i universet, men fordi jeg var fra Danmark = eksotisk i amerikanske øjne og dermed eftertragtet.

Så mens alle de andre elever i koret pænt måtte ud i en audition for at blive optaget, strøg jeg direkte igennem nåleøjet. (Rendyrket snyd, men hvem siger nej tak til sådan et tilbud?)

Og da man i USA ikke kender meget til Janteloven og derfor belønner dygtighed og samtidig elsker bling, ja så har man altså på skolerne sådan nogle "award nights", hvor alle de dygtige elever bliver fremhævet ved at modtage et trofæ som vist på billedet, mens de ikke-så-dygtige elever klapper. Ved sgu ikke rigtig, hvem der er heldigst: dem, der får sådan en motherfucker, eller dem, der ikke gør.

På en Fame-skole som min uddeles trofæerne typisk til "Bedste sangstemme", "Bedste danser", "Bedste musiker", "Bedste skuespiller", "Flittigste elev", "Most likely to succeed" og sårn.

Og jeg var på rigtig god fod med min sanglærer, så han havde altså besluttet at berige mig med et trofæ på skolens award night. 

Problemet var bare, at ... øh ... jeg sådan set ikke var kvalificeret inden for nogen af kategorierne. Jeg var ikke rigtig andet end interessant, you see.

What to do, what to do? Jeg kan lige forestille mig, hvordan han har grillet sin egen hjerne for at få den sag kringlet, haha. Og han fandt da også på en fremragende løsning:

Hvis ikke eleven passer til et trofæ, så DIGTER man sgu et trofæ, der passer til eleven!

Så på min unikke plastikskulptur på marmorfod står følgende indgraveret: "International Arts Award" (læs: "Ret-middelmådig-elev-men-er-rejst-hertil-helt-fra-Danmark-som-vist-nok-er-hovedstaden-i-Sverige") efterfulgt af mit navn, som til gengæld er stavet forkert. Jeg har sgu aldrig heddet "Pederson" altså.

Og da jeg var den eneste internationale elev på skolen, var det jo en smal sag at udpege vinderen.

Prisen havde aldrig tidligere været uddelt og sgu nok heller aldrig siden. Men nu står den altså i min stue i al sin vederstyggelighed, og min yngste datter synes, den er fantastisk, og vil gerne arve den, når jeg dør.

Det har jeg ingen indvendinger imod. Hun må også gerne arve den, FØR jeg dør.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar