Nu siger de godt nok, at man ikke skal græde over spildt mælk ...

Lad ALDRIG mere en halv liter mælk flyde ud i bunden af din bil, frue.

For helvede altså!

Kørte rundt med en åbnet, halvfyldt mælkekarton stående på gulvet mellem for- og bagsæde forrige sommer og hørte godt, at den væltede under transporten.

Gad derpå ikke Havde derpå ikke tid til at køre ind til siden og forsøge at begrænse skaden, men bildte mig ind, at mælken sgu nok blev liggende inde i den plasticpose, jeg transporterede den i, til trods for den lille bagatel, at posen ikke var lukket foroven.

Well, guess what: Jeg tog fejl.

Pis.

Så inden jeg nåede hjem, havde det fastmonterede tæppe i bunden af bilen opsuget hver en dråbe af mælken, som til gengæld straks begyndte at rådne og dermed lugte af bræk gange ti. To dage før jeg spartlede bilen ud med børn og bagage og kørte til steghede Toscana. Med hovedet ude ad sideruden meget af vejen grundet lummer stank.

Mere pis.

Nu må det være fristende at tro, at det er agurketid her på bloggen, når jeg ikke kan finde på andet at fortælle om end spildt mælk anno 2012.

MEN

episoden dukker med jævne mellemrum op i min bevidsthed. I al sin klamme, appetitberøvende aktualitet.

For eksempel nu, hvor jeg om fem minutter vil forlade lærerforberedelsen på min skole og sætte mig ud i bilen for at køre hjem og hygge lidt med Ladyen.

Det er nemlig aldrig lykkedes at rense tæppet ordentligt, så hver eneste fucking gang, det er lidt fugtigt i vejret, bliver de fandens mælkebakterier vakt til live igen og kommer krybende og invaderer næsepartiet på de stakler, der måtte opholde sig i køretøjet. Som oftest: mig.

Små zombiesataner!

Yuck!