Jeg afspadserer nogle lektioner i morgen. Og møder dermed først klokken 12.
Fordi ... suk
... jeg skal i Statsforvaltningen.
Der skal jeg møde min eksmand, Lucifer, til første runde i kampen om min niårige datter. Lucifer vil have hende med sig, når han om lidt flytter til København. Det er langt borte herfra. Så kan jeg kun nyde hende fire dage om måneden.
Han vil sige, at jeg ikke kan byde hende et ordentligt liv i mit uanstændige homoseksuelle miljø. Det vil han sige i morgen, og det vil han sige i både byretten og landsretten, når vi mødes der i løbet af de næste måneder. Jeg tør æde mine vandrestøvler på det.
Jeg har til dels haft held til at skubbe det fra mig. Indtil nu. (Tænker, det er en følge af min opvækst med en alkoholiseret far. Man bliver en ørn til at skubbe det onde fra sig, for ellers bliver man jo kronisk grå og melankolsk.)
Men nu begynder det altså at nappe lidt. I morgen klokken 8.30 er jeg nødt til at se det i øjnene. Og jeg er bekymret og ked af det.
Til gengæld er jeg rigtig glad og rørt over den support, jeg modtager fra både sekretærer og lærerkolleger på min skole. Det er en af fordelene ved at begive sig ud i et omsorgsfag som mit.
Jeg møder empati og masser af mennesker, der holder alle ekstremiteter krydset for, at jeg vinder min datter.
Dejligt.
For pokker! Her X'es også!
SvarSletTusind tak for support. Det er feelgood :-)
SletVil ikke lægge skjul på, at det har været en øv-dag. Derfor har jeg for nogle timer siden skrevet et indlæg, der ikke har det fjerneste med den sag at gøre ;-)
Og nu er jeg rullet om på skjoldet, har trukket dynen op til snudeskaftet, ringet godnat til Ladyen og ser frem til en ny og bedre dag i morgen.
Take care now.