I går skrev jeg et blogindlæg. Og ja, jeg ved godt, at det i sig selv er noget ganske særligt, fordi jeg egentlig ikke får skrevet så vældig meget her på Dropsene, da jeg jo for tiden arbejder hjemme og, komplet irrationelt, føler, at jeg skal arbejde, hver eneste fucking gang jeg sætter mig til computeren. Men NU slutter det. I morgen er jeg kaldt på job rent fysisk. Fordi mit team og jeg skal aftale og planlægge, hvad vi stiller op med englebasserne på 9. årgang, når de på mandag får lov at vende tilbage til skolen. Dermed får jeg sikkert også produceret flere blogindlæg 😉 Nå, men det var en lang og fuldkommen formålsløs indledning til det, jeg egentlig vil fortælle. I mit indlæg i går skrev jeg, at jeg har et noget anspændt forhold til haver. Hvorfor det naturligvis giver supergod mening, at jeg ejer sådan en motherfucker på 1.000 kvadratmeter. Eller ... øh ... HAVER som begreb har jeg sådan set ikke noget imod. Det er da skønt at sidde derude og være lækker, mens solen skinner, og man foretager sig noget nyttigt som for eksempel at trykke en halv liter yndlingsøl i dunken:
Men haveARBEJDE? Fuck for en tortur 😱😱😱 Jeg vil næsten hellere have ild i håret end ligge med røven i vejret og grave tidsler op af min plæne. Eller skvalderkål. Eller mælkebøtter. Eller klippe 300 meter hæk. Havearbejde er kun tilnærmelsesvis en nydelse, når jeg kan nøjes med at trippe omkring og nippe et par skud af en tomatplante nu og da. Og jeg har længe haft lyst til at kaste en fatwa over mine udendørsarealer i almindelighed og min lorteindkørsel i særdeleshed. Den ser således ud:
Helt ærligt! Hvad fanden er idéen med at lægge sådan nogle krøllede sten?! Hvis jeg hader havearbejde, så DOBBELTHADER jeg at fjerne ukrudt mellem disse grimme, misfostre i min indkørsel. Selv om det naturligvis er en formildende omstændighed, at jeg kun har FUCKING 100 KVADRATMETER af lortet. Det tager cirka en uge at kradse uønsket, invasiv vegetation væk fra den ene ende af min indkørsel til den anden. Og efter den uge gæt så hvad: Så kan jeg BEGYNDE FORFRA i den første ende. Lucky me 💃💃💃 Forleden dag kom jeg til at kigge på min bankkonto. Der stod 100.000. Og DET er der sgu ikke meget spas ved. Det er jo ikke, fordi man får renter i banken. I hvert fald ikke nogen, der kan bruges til noget. Så jeg tænkte, at jeg i grunden godt kunne bruge en ny indkørsel. Med nogle MEGET store og ligekantede fliser. Jeg havde nok regnet med, at sådan en skiderik ville løbe op i en 30-40.000. Og det er mange penge. Men det ville jeg godt betale for dermed at give mig selv en forløsning fra det grønne lort derude. Så jeg kontaktede et par firmaer og fik et par priser. Som var bemærkelsesværdigt ens: 62.000. Øh ... Læste jeg mon forkert? Havde jeg mon overset, at det var 1. april? Eller havde jeg opgivet 100 kvadratmeter FOR MEGET i min forespørgsel? Men næh. Den var sgu god nok. Der stod TOOGTRESTUSIND for en flisebelægning på 100 kvadratmeter. Og I kid you not. 😂😂😂 Det er det eneste ved den historie, der er bare en anelse morsomt. Så nu skal jeg have nogle flotte granitskærver oven på en ukrudtshæmmende fiberdug og et lag stenmel. Jeg kan selv udføre arbejdet. Og samtidig spare 40.000. Bum.
... så slår jeg fandme nogen ihjel!" Sådan lød det fra en god lærerkollega i begyndelsen af marts. Før alting stak af sted som en dopet Tour de France-rytter. Hun havde fået MERE end nok, for hvor man end sig vendte hen, så handlede det om fucking corona. I begyndelsen af marts, that is. Haha 😂 Hun må velsagtens være blevet seriemorderske siden da. Ikke at jeg ved det med sikkerhed, for jeg har af gode grunde ikke set hende i snart to måneder. Jeg har jo siddet her i forstadsvillaen og bedrevet fjernundervisning af min skønne 9. årgang. Stakkels englebasser. I lighed med mit eget Barn 4 (Yngstedatteren eller bare M), som også går i 9. klasse, er mange af dem ved at være godt trætte af at sidde alene hjemme på værelset dag ud og dag ind. I den alder betyder netværket med jævnaldrende tæt på ALT, og de små er ved at være socialt udsultede, fornemmer jeg. Og så er der alle de traditioner, de misser. De er sgu kede af at gå glip af sidste skoledag med udklædning og karamelkast. Af fejringen. Af at være skolens absolutte midtpunkt for en stund og efter ti års slid at lade sig hylde af de yngre elever. Af at kunne sige ordentligt farvel til klassekammerater og lærere. Med krammere og high fives. (Nogle hævder også, at de er kede af at gå glip af afgangsprøverne, men der ved jeg sgu ikke, om de er helt troværdige. Navnlig ikke dem, der skulle have været oppe i mundtlig tysk 😂😂😂) De må undvære deres fritidsaktiviteter, de kan ikke gå i biffen eller på café, og dem, jeg kender, holder pænt afstand til andre, selv om det er mere end svært i den alder. De er sgu seje 💪 Hvad fjernundervisningen angår, så oplever jeg, at stort set alle mine elever dukker op til de videomøder, jeg indkalder dem til hver uge. De gør deres bedste for at aflevere deres opgaver til tiden og for at levere så gode produkter som muligt, selv om jeg jo kun kan hjælpe dem på 60 kilometers afstand. Hvilket i praksis vil sige over sms og email. Foruden omtalte videomøder. Så med fare for at gentage mig selv: De er sgu seje 💪 Og det er lærerne dælme også. Vi har landet over haft held til at etablere en fjernundervisning, der fungerer nogenlunde. Selv om vi i princippet asfalterer vejen, mens vi kører på den. Personligt havde jeg inden 11. marts i hvert fald aldrig skullet undervise nogen uden at være fysisk sammen med dem. Jeg havde aldrig prøvet at afholde et møde på Microsoft Teams. Jeg anede ikke, hvordan man opretter sådan en motherfucker, hvordan man skriver møder i elevernes kalender, hvordan man deler sin skærm, så eleverne kan se, hvad læreren har på sin, eller at man kan opdele englebasserne i grupper, så de kan lave virtuelt gruppearbejde. Ting, jeg ikke havde troet mulige online, finder jeg en løsning på. Alt sammen via "learning by doing". Jeg er således i fuld gang med at forberede mine elever (67 stk.) på at gå til afgangsprøve i mundtlig engelsk. Og ja, jeg ved godt, at afgangsprøverne er aflyst, men jeg afholder altså en alligevel. Sådan at mine elever prøver at gå til prøve. Den kommer til at ligge så tæt op ad en rigtig afgangsprøve som muligt. Jeg kommer formentlig til at bruge en af mine kolleger som intern censor. Og jeg er i færd med at give klasserne den vejledning, de også skulle have haft, hvis verden ikke var gået af lave. Men måske kommer det hele til at foregå online. Og lige nu funderer jeg over, hvordan jeg skal organisere, at eleverne midt under eksaminationen skal trække en kuvert med et spørgsmål. Mere uudforsket land. Men jeg skal nok finde ud af det! Så ja. Jeg vil ikke blot give mine elever et kæmpemæssigt skulderklap for deres måde at håndtere karantænen på. Men også lidt mig selv (i al beskedenhed naturligvis 😉). For jeg er fandme også sej 💪😎 I lighed med mine kolleger over det ganske land. Prøv bare som et tankeeksperiment for en stund at se helt bort fra corona og forestil dig så, at man i Undervisningsministeriet havde planlagt at indføre fjernundervisning i den danske folkeskole. Så havde scenariet været følgende: Tidshorisonten havde været måske tre år. Mindst. Man havde udpeget en række pilotskoler, hvis lærere var blevet sendt på kursus i at fjernundervise. Så havde man afprøvet konceptet på disse skoler. Kureret børnesygdommene og rettet til. Prøvet af igen. Skoleledelserne i resten af landet var blevet sendt på kursus i implementering og ledelse af den nye undervisningsform. Dernæst havde så den øvrige danske lærerstab gennemført et kursusforløb. Formentlig med kursusdage fordelt over flere måneder. Og SÅ havde man på skolerne haft et gradvist implementeringsforløb. Men scenariet blev: Onsdag den 11. marts 2020: Statsministeren går på tv og fortæller, at skolerne lukker. Mandag den 16. marts 2020: Alle skoler i landet lukker. Elever bliver hjemme. Lærere fjernunderviser. Uden nogen form for skoling i det og med en helt fantastisk omstillingsparathed. Så jeg vil dedikere dette blogindlæg til alle Danmarks udskolingselever og deres fucking seje lærere.
