Børnefødselsdage.
Hate them big time! Skrigende horder af hyperaktive møgunger, der hærger mit hjem med flødebollefedtede fingre, træder kagemand og pizzasnegle ned i gulvtæpperne, hælder sodavand i sofaen og ikke magter at deles om legetøjet.
Jeg må således være en sucker for punishment, når jeg har valgt at få tre af mine fire børn inden for den samme uge (dog fordelt over flere år). DENNE uge.
Shit!
Eller også er der bare en bestemt uge om efteråret, hvor der aldrig rigtig kommer noget i fjernsynet.
tirsdag den 25. juni 2013
mandag den 24. juni 2013
Så blev mand lige lære i gård: The Sequel
Er irriteret edderspændt rasende på en eller anden bedrevidende og nævenyttig lille nobody, som hedder Cecilie, og som jeg ikke kender.
Årsag:
Mandag den 17. juni blev jeg efter et mildt sagt tænderudtrækkende uddannelsesforløb færdig med min læreruddannelse.
Tirsdag den 18. juni lagde jeg følgende private opdatering på min Facebook-væg: "Så blev mand lige lære i gård". Det gjorde jeg dels for at fortælle mine venner, at jeg altså nu havde gennemført min uddannelse, OG dels for at lave lidt fis med dem.
DET VAR EN JOKE, for helvede, Cecilie!
Jeg har arbejdet med litteratur i 14 år og har altså så meget kendskab til dansk retskrivning, at det ikke ligefrem falder mig naturligt at lave en opdatering, der er så tyk af stavefejl som den omtalte.
Mine venner var ikke sene til at se humoren og kvitterede med temmelig mange vidunderlige, stavefejlsfyldte kommentarer og lykønskninger.
Så vidt, så godt, og det burde have været enden på det.
Men ...
Onsdag den 19. juni kom så dette vildtfremmede, tilsyneladende humorforladte Cecilie-kvindemenneske ridende ind i mit liv og forpestede det for en stund. Hun var åbenbart på en eller anden måde stødt på min statusopdatering og havde så valgt at plante den på væggen i en usædvanlig usympatisk Facebook-gruppe, der kalder sig "Jeg dømmer dig, når du staver forkert!"
Det blev jeg ved et tilfælde gjort bekendt med, og i begyndelsen syntes jeg faktisk, det var ret morsomt, at jeg sådan havde fået uventet opmærksomhed ... men så besøgte jeg gruppens side, og så var det eddermame slut med morskaben.
Her så jeg nemlig til min forfærdelse, at min geniale og længe planlagte opdatering, som jeg havde glædet mig for vildt til at lægge på, havde givet anledning til en lang tråd af hånlige, ydmygende bemærkninger fra en hel masse komplet fremmede mænd og kvinder i aggressiv, tykpandet iver efter at latterliggøre min person og mine lærerfaglige kompetencer.
Og hver gang et eller andet besjælet menneske antydede, at mine stavefejl nok var ment for sjov, kom lille, intrigante Cecilie springende fra sidelinjen og holdt liv i tråden ved skråsikkert at påstå, at "Det er der desværre ikke meget, der tyder på". Hvor fanden ved du det fra, Cecilie?
Mine venner reagerede forholdsvis heftigt på den urimelighed, jeg blev udsat for i den perfide, småtskårne Facebook-gruppe. Et par stykker af dem meldte sig tilmed ind i gruppen for at tage mig lidt i forsvar. Det skulle de aldrig have gjort, for ulvene derinde fik omgående færten af frisk blod og kastede sig lystent over disse nye, lette ofre.
En af de venner, der sagde fra på mine vegne, har efterfølgende modtaget tre personlige beskeder fra medlemmer af gruppen. To beder hende om at klappe i eller forsvinde, mens den sidste erklærer sig enig i, at tonen i omtalte gruppe er alt for hård og hadsk, men ikke tør offentliggøre denne holdning.
Jeg troede ikke, at hate-grupper var tilladt på Facebook.
Som slutbemærkning skylder jeg naturligvis Cecilie en tak for at have gjort mig klogere på mine medmennesker.
Årsag:
Mandag den 17. juni blev jeg efter et mildt sagt tænderudtrækkende uddannelsesforløb færdig med min læreruddannelse.
Tirsdag den 18. juni lagde jeg følgende private opdatering på min Facebook-væg: "Så blev mand lige lære i gård". Det gjorde jeg dels for at fortælle mine venner, at jeg altså nu havde gennemført min uddannelse, OG dels for at lave lidt fis med dem.
DET VAR EN JOKE, for helvede, Cecilie!
Jeg har arbejdet med litteratur i 14 år og har altså så meget kendskab til dansk retskrivning, at det ikke ligefrem falder mig naturligt at lave en opdatering, der er så tyk af stavefejl som den omtalte.
Mine venner var ikke sene til at se humoren og kvitterede med temmelig mange vidunderlige, stavefejlsfyldte kommentarer og lykønskninger.
Så vidt, så godt, og det burde have været enden på det.
Men ...
Onsdag den 19. juni kom så dette vildtfremmede, tilsyneladende humorforladte Cecilie-kvindemenneske ridende ind i mit liv og forpestede det for en stund. Hun var åbenbart på en eller anden måde stødt på min statusopdatering og havde så valgt at plante den på væggen i en usædvanlig usympatisk Facebook-gruppe, der kalder sig "Jeg dømmer dig, når du staver forkert!"
Det blev jeg ved et tilfælde gjort bekendt med, og i begyndelsen syntes jeg faktisk, det var ret morsomt, at jeg sådan havde fået uventet opmærksomhed ... men så besøgte jeg gruppens side, og så var det eddermame slut med morskaben.
Her så jeg nemlig til min forfærdelse, at min geniale og længe planlagte opdatering, som jeg havde glædet mig for vildt til at lægge på, havde givet anledning til en lang tråd af hånlige, ydmygende bemærkninger fra en hel masse komplet fremmede mænd og kvinder i aggressiv, tykpandet iver efter at latterliggøre min person og mine lærerfaglige kompetencer.
Og hver gang et eller andet besjælet menneske antydede, at mine stavefejl nok var ment for sjov, kom lille, intrigante Cecilie springende fra sidelinjen og holdt liv i tråden ved skråsikkert at påstå, at "Det er der desværre ikke meget, der tyder på". Hvor fanden ved du det fra, Cecilie?
Mine venner reagerede forholdsvis heftigt på den urimelighed, jeg blev udsat for i den perfide, småtskårne Facebook-gruppe. Et par stykker af dem meldte sig tilmed ind i gruppen for at tage mig lidt i forsvar. Det skulle de aldrig have gjort, for ulvene derinde fik omgående færten af frisk blod og kastede sig lystent over disse nye, lette ofre.
En af de venner, der sagde fra på mine vegne, har efterfølgende modtaget tre personlige beskeder fra medlemmer af gruppen. To beder hende om at klappe i eller forsvinde, mens den sidste erklærer sig enig i, at tonen i omtalte gruppe er alt for hård og hadsk, men ikke tør offentliggøre denne holdning.
Jeg troede ikke, at hate-grupper var tilladt på Facebook.
Som slutbemærkning skylder jeg naturligvis Cecilie en tak for at have gjort mig klogere på mine medmennesker.
onsdag den 19. juni 2013
Pizzaforvirring: The Sequel
Skrev forleden om Pizza Tonno uden tun. Men i virkeligheden er det måske snart fortid med pizzanavne i det hele taget.
Opdagede således til min rædsel forleden, at pizzamanden nu har skrottet det traditionelle menukort og erstattet det med et, hvor man selv skal vælge mellem fire slags fyld fra en liste med cirka 50.
VRÆÆÆL! Hvad nu, hvis man kan lide alle 50 (måske med undtagelse af "killing")?
Åh, dette fagre, individualiserede samfund med alle disse valgmuligheder! Hvem skal jeg så skyde skylden på, hvis jeg sammensætter mig en pizza, der smager aldeles afskyvækkende? Der er ikke andre end mig til at bære den byrde. Shit!
Og det stopper ikke ved pizza. Prøv for eksempel selv, om du kan overskue det samlede udbud af mobilabonnementer eller kabel-tv-pakker, og hvad med de stakkels unge, der skal på gymnasiet og nu skal vælge en ud af 14 forskellige studieretninger?
Kan sgu godt forstå, hvis folk bliver underlige i deres hoveder, når vi efter 1968 har været sååååå dygtige til at bryde alle rammer og strukturer ned, sætte spørgsmålstegn ved autoriteter, traditioner og den etablerede samfundsorden. Det er en stor opgave at skulle navigere i "frit valg på alle hylder" og selv fastsætte sine normer og dermed bære hele ansvaret på egne skuldre, hvis noget kikser.
Moderne forskning viser da også sjovt nok, at unge søger pejlemærker.
Den traditionelle pizzamenu havde altså sine fortrin.
Opdagede således til min rædsel forleden, at pizzamanden nu har skrottet det traditionelle menukort og erstattet det med et, hvor man selv skal vælge mellem fire slags fyld fra en liste med cirka 50.
VRÆÆÆL! Hvad nu, hvis man kan lide alle 50 (måske med undtagelse af "killing")?
Åh, dette fagre, individualiserede samfund med alle disse valgmuligheder! Hvem skal jeg så skyde skylden på, hvis jeg sammensætter mig en pizza, der smager aldeles afskyvækkende? Der er ikke andre end mig til at bære den byrde. Shit!
Og det stopper ikke ved pizza. Prøv for eksempel selv, om du kan overskue det samlede udbud af mobilabonnementer eller kabel-tv-pakker, og hvad med de stakkels unge, der skal på gymnasiet og nu skal vælge en ud af 14 forskellige studieretninger?
Kan sgu godt forstå, hvis folk bliver underlige i deres hoveder, når vi efter 1968 har været sååååå dygtige til at bryde alle rammer og strukturer ned, sætte spørgsmålstegn ved autoriteter, traditioner og den etablerede samfundsorden. Det er en stor opgave at skulle navigere i "frit valg på alle hylder" og selv fastsætte sine normer og dermed bære hele ansvaret på egne skuldre, hvis noget kikser.
Moderne forskning viser da også sjovt nok, at unge søger pejlemærker.
Den traditionelle pizzamenu havde altså sine fortrin.
tirsdag den 18. juni 2013
Så blev mand lige lære i gård
Whoop, whoop!!!
Og så kan vi få sat en lille smule skik på den forkælede, selvcentrerede, kundskabsfattige danske ungdom og give de skide kinesere baghjul i næste dyst. So watch out kiddos: Den nyslåede, kødpølsefarvede skolefrøken er på vej, og i eksamensgave ønsker hun sig et teleskopspanskrør.
Mangler bare at vænne mig til at have skiftet status fra respekteret studerende til urespekteret ledig i jobcenterets talentløse vold.
Og så kan vi få sat en lille smule skik på den forkælede, selvcentrerede, kundskabsfattige danske ungdom og give de skide kinesere baghjul i næste dyst. So watch out kiddos: Den nyslåede, kødpølsefarvede skolefrøken er på vej, og i eksamensgave ønsker hun sig et teleskopspanskrør.
Mangler bare at vænne mig til at have skiftet status fra respekteret studerende til urespekteret ledig i jobcenterets talentløse vold.
søndag den 9. juni 2013
Etnisk pizzaforvirring
Er efter en lang dags eksamenslæsning desværre nødt til at vanrøgte mine børn ved at bestille pizza til dem og morer mig pænt over den åbenbaring, at Pizza Tonno (som altså på italiensk betyder pizza med tun) indeholder følgende:
"Skinkekød, rejer, ananas,"
hvilket måske kan forklares ved, at de flinke italienere i Avanti Pizza, Randers, i virkeligheden er arabere og nok aldrig har været i Italien.
Men det er i hvert fald bedre end pizzastedet i Hjortshøj ved Aarhus, hvor den flinke italiener bag disken i virkeligheden er vietnameser og sælger "Pizza med killing og øksekød"!
"Skinkekød, rejer, ananas,"
hvilket måske kan forklares ved, at de flinke italienere i Avanti Pizza, Randers, i virkeligheden er arabere og nok aldrig har været i Italien.
Men det er i hvert fald bedre end pizzastedet i Hjortshøj ved Aarhus, hvor den flinke italiener bag disken i virkeligheden er vietnameser og sælger "Pizza med killing og øksekød"!
fredag den 7. juni 2013
Eksamen: hate it, but ...
Var til eksamen i går, og det klør enormt meget i mine tastaturdansende pølsefingre for at prale for vildt på Facebook. Sådan lidt ligesom min storpralende Facebook-kleptomanven.
Meeeeeen, den går sgu ikke, pomfrit. Jeg må tage hensyn til de medstuderende, der har været til samme eksamen og måske opnået knap så heldige resultater. På Facebook er jeg ingen hensynsløs blærerøv.
Her derimod:
12!!!
WHOOP, WHOOP, WHOOOOOP, YEEHAAAAAW og BAZINGAAA!
Og så blev det oven i købet til en god flaske Brunello med Lady Godiva i går aftes.
Meeeeeen, den går sgu ikke, pomfrit. Jeg må tage hensyn til de medstuderende, der har været til samme eksamen og måske opnået knap så heldige resultater. På Facebook er jeg ingen hensynsløs blærerøv.
Her derimod:
12!!!
WHOOP, WHOOP, WHOOOOOP, YEEHAAAAAW og BAZINGAAA!
Og så blev det oven i købet til en god flaske Brunello med Lady Godiva i går aftes.
søndag den 2. juni 2013
Mankini-mand set ved Silkeborg
Gider ikke skælde ud i dag.
Vil faktisk langt hellere begejstret berette om en mand i mankini.
Var således i går på familiepicnic med grillmad, øller, frisbee, fodbold og rødkindede, legesyge børn i alderen 5-74. Ved Østre Søbad ved Silkeborg, som byder på en overordentlig smuk natur.
Alt var dermed næsten overdrevet Morten Korch-idyl ... indtil gamle mormor nær havde fået sin pølse i svøb galt i halsen ved synet af en mand.
I EN MANKINI!
Manden slentrede langsomt forbi det bord og bænke-sæt, som vi havde tilkæmpet os i konkurrence med 400 andre søbadsgæster, med G-strengen i tekstilanordningen godt halet op mellem et par melhvide baller med appelsinhud og grønne tatoveringer.
Hæææhæhæh. Completely out of the box. Me like!!! Silkeborg rules!
Vil faktisk langt hellere begejstret berette om en mand i mankini.
Var således i går på familiepicnic med grillmad, øller, frisbee, fodbold og rødkindede, legesyge børn i alderen 5-74. Ved Østre Søbad ved Silkeborg, som byder på en overordentlig smuk natur.
Alt var dermed næsten overdrevet Morten Korch-idyl ... indtil gamle mormor nær havde fået sin pølse i svøb galt i halsen ved synet af en mand.
I EN MANKINI!
Manden slentrede langsomt forbi det bord og bænke-sæt, som vi havde tilkæmpet os i konkurrence med 400 andre søbadsgæster, med G-strengen i tekstilanordningen godt halet op mellem et par melhvide baller med appelsinhud og grønne tatoveringer.
Hæææhæhæh. Completely out of the box. Me like!!! Silkeborg rules!
Abonner på:
Opslag (Atom)