Er MEgairriteret. Over det lokale bibliotek. Måske lidt irrationelt. Men alligevel.
Sagen er den, at jeg havde lovet Barn 4 en tur ind til byen for at låne et par bøger. I dag.
Var bare lidt stresset, da jeg kom hjem til indkøb og tøjvask og madlavning efter en lang arbejdsdag, men fik heldigvis lokket hjælpsomme Barn 2 på 19 til at tage på bib med lillesøster. Pænt af ham, for så sparede Mutti lidt kostbar tid.
Så jeg stak mit sundhedskort i hånden på drengen, gav ham koden til kortet og kastede en taknemlig tanke efter ham, da han rullede ud ad indkørslen til forstadsvillaen i Muttis Yaris.
So far, so good.
Øh ... altså indtil sønnike en halv time senere trådte ind ad bryggersdøren rygende af arrigskab. Og med en ked af det-søster uden bøger i hælene.
Der havde været en bøde på mit kort, så i stedet for at låne bøgerne til søster ved selvbetjeningsmaskinerne måtte drengen en tur til skranken for at tale med en bibliotekar.
Som viste sig at være en dum kost.
Her stoppede festen så.
Sønnike kunne sandelig ikke sådan komme anstigende og låne bøger på en andens kort, lød meldingen.
Naah ... øh ... menøh ... nu gjorde han det jo sådan set for at hjælpe Mutti. Og han kunne jo bevise, at vi hedder det samme til efternavn. Og han havde jo desuden fået min kode, og hvor havde han mon den fra, hvis jeg ikke selv havde givet ham den?
Og for at bevise sine reelle intentioner tilbød han i øvrigt OGSÅ at betale min bøde på 140 kroner for mig af egen lomme.
Så hvor sandsynligt var det lige, at drengen i virkeligheden var en listetyv, som havde stjålet mit kort for at misbruge det til lån af litteratur til sin 10-årige søster?
Damen var imidlertid urokkelig. Han skulle dælme ikke komme der og låne bøger på et kort, der ikke var hans. Ikke en gang selv om han tydeligvis bare ønskede at hjælpe mor ud af en presset situation.
Den slags kræver sandelig en fuldmagt.
Sikke noget pis!
Hvilket jeg overhovedet ikke kan tillade mig at skrive, fordi damen bare har fulgt reglerne.
Og jeg ved selvfølgelig godt, at man i kommunalt regi ALDRIG NOGENSINDE kan sige op i røven med reglerne. Heller ikke selv om det giver god mening.
For pågældende dame er ikke ansat til at fastholde kunder. Der er ingen konkurrence, og kunderne kommer under alle omstændigheder.
Men jeg kunne have ønsket, at hun - bare denne ene gang - havde kunnet vise sig menneskelig og dristig nok til at bøje de stive regler en ganske lille smule. Også selv om reglerne ER til for at beskytte mig.
Men nu har jeg så brugt tre kvarter af min kostbare tid på at køre endnu en tur på biblioteket, så min datter kan træne sine læsefærdigheder.
Problem solved. Selv om det giver sen aftensmad.
tirsdag den 26. maj 2015
søndag den 24. maj 2015
Done
Mission accomplished:
Måske husker du, at det så sådan ud:
Og undervejs fandt jeg en enkelt grøn ting i haven med en vis nytteværdi:
Dem burde jeg dyrke nogle flere af ;-)
Måske husker du, at det så sådan ud:
Og undervejs fandt jeg en enkelt grøn ting i haven med en vis nytteværdi:
Dem burde jeg dyrke nogle flere af ;-)
Grønne fingre
Nå ja, for resten:
Hvad fanden er det i øvrigt for en løgnhals, der har fundet på at kalde det "grønne fingre"?
Hrmpf!
Hvad fanden er det i øvrigt for en løgnhals, der har fundet på at kalde det "grønne fingre"?
Hrmpf!
Om krig i staudebedet
Har været i haven.
Ikke at der er noget banebrydende over at gå i haven. But then again, for mig er der. Jeg har jo aldrig rigtig haft sådan en før. Lucifers luksusvilla, hvor jeg har boet i 15 år, ligger ganske vist på en grund (sjovt nok), men det meste af arealet er flisebelagt.
Så det var lidt af et wake-up call, da jeg i går stak hovedet uden for terrassedøren i min forholdsvis nyindkøbte forstadsvilla og konstaterede, at haver altså kræver en vis justering af og til.
Drivhuset var for eksempel fuldstændig mosbelagt og fyldt til bristepunktet med visne tomat- og agurkeplanter fra sidste år.
Det blev trimmet og plantet til i går.
I dag har jeg så tænkt mig at erklære krig mod skvalderkålen, som har overtaget styringen i staudebedet. Overvejede, om jeg bare skulle høste og spise skidtet.
Men så tog jeg en bid.
Og nu lægger jeg andre planer end at sætte det til livs.
I øvrigt skylder jeg Barn 4 på 10 en tak. Englebassen har nemlig opdaget, at vi har rabarber bag redskabsskuret i det fjerneste hjørne af haven. Så mon ikke det bliver til lidt tærtebageri, inden min smukke Lady indfinder sig på matriklen senere i dag.
Ikke at der er noget banebrydende over at gå i haven. But then again, for mig er der. Jeg har jo aldrig rigtig haft sådan en før. Lucifers luksusvilla, hvor jeg har boet i 15 år, ligger ganske vist på en grund (sjovt nok), men det meste af arealet er flisebelagt.
Så det var lidt af et wake-up call, da jeg i går stak hovedet uden for terrassedøren i min forholdsvis nyindkøbte forstadsvilla og konstaterede, at haver altså kræver en vis justering af og til.
Drivhuset var for eksempel fuldstændig mosbelagt og fyldt til bristepunktet med visne tomat- og agurkeplanter fra sidste år.
Det blev trimmet og plantet til i går.
 |
| Mine nye babyer :-) |
I dag har jeg så tænkt mig at erklære krig mod skvalderkålen, som har overtaget styringen i staudebedet. Overvejede, om jeg bare skulle høste og spise skidtet.
Men så tog jeg en bid.
Og nu lægger jeg andre planer end at sætte det til livs.
 |
| Et af mine mange bede byder på skvalderkål, mælkebøtter og et eller andet lilla, som vist nok ikke er ukrudt |
I øvrigt skylder jeg Barn 4 på 10 en tak. Englebassen har nemlig opdaget, at vi har rabarber bag redskabsskuret i det fjerneste hjørne af haven. Så mon ikke det bliver til lidt tærtebageri, inden min smukke Lady indfinder sig på matriklen senere i dag.
 |
| Og så har jeg i øvrigt en FUCKING stor græsplæne |
lørdag den 23. maj 2015
Tomattyv
OMG, hvor er jeg ved at være mør for i dag. Som en velstegt chateaubriand.
Og aldeles godt tilfreds med mig selv.
For jeg har ryddet op i og rengjort mit drivhus. OG plantet tomater, agurker, chili og melon.
Med min forholdsvis nyindkøbte forstadsvilla fulgte nemlig en kæmpehave på 1200 kvadratmeter og så altså ovennævnte drivhus.
Og jeg har aldrig rigtig haft have før, så der var dælanedme et par småting at sætte sig ind i.
Men nu ved jeg så, hvordan man betjener et drivhus. Ganske vist efter kyndig vejledning fra tudserne (læs: fruens aldrende forældre, red.), der har været her hele dagen. Men alligevel tør jeg godt føle mig en kende frelst over dagens hortonomiske præstation.
Mine nyplantede tomater leder imidlertid tanken hen på en ganske anden historie, som også har med tomater at gøre, men som er knap så feelgood.
Og da jeg jo lige har skrevet om en helt fantastisk service i Rema 1000, kan jeg jo lige så godt fortsætte inden for nogenlunde samme tema og rette et sønderlemmende verbalt stokkeslag mod Kvickly.
Her har jeg nemlig haft alle tiders rådne indkøbsoplevelse:
Jeg var ret fast kunde i butikken. Og jeg havde i tidens løb lagt rigtig mange kroner i deres kasse, for det var blevet en rutine at handle i Kvickly, og som mor i en storfamilie, købte jeg altid stort ind.
Den dag havde jeg taget en bakke tomater. Det var sådan en åben papbakke. Af mærket Kathrine og Alfred. Som stod på skrå i et ... nå ja ... skråt ;-) display i grøntsagsafdelingen.
Og, God forgive me, men jeg vidste jo ikke bedre. Så jeg tog altså den bakke, der så ud til at indeholde flest tomater.
Suk.
Set i bakspejlet skulle jeg selvfølgelig have været opmærksom på, at tomater i åbne bakker på et skråt display altså kan rulle. Og at der således måske var tilrullet en tomat til MIN bakke, uden at nogen havde fanget den og bragt den hjem igen.
Men sådan tænkte jeg ikke.
Og det blev skæbnesvangert. For da jeg nåede frem til kassen og skulle betale dagens vognfuld varer, stivnede kassedamen pludselig midt i en bevægelse og sendte mig et blik. Et lidt ildevarslende et af slagsen.
"Du har da vist fået lagt lovlig mange tomater i den bakke," lød det derpå fra damen.
Shit!
... LAGT lovlig mange tomater i den bakke? Jeg havde sgudda ikke lagt nogen tomater i nogen bakke. Jeg gør mig altså ikke til tyv for en tomat. Men det var det, der pludselig stod stramajbroderet med store, tydelige bogstaver på ryggen af mig: TYV. Og jeg blev temmelig bevidst om alle de mennesker, der stod i køen bag mig.
"Øh ... naah ... jeg tog nu bare den bakke, der så bedst ud," forsøgte jeg og må have set lidt ynkværdig ud.
Men forgæves.
Damen havde øjnet en potentiel triumf og fandt en køkkenvægt frem.
"Der står på bakken, at der skal være 500 gram i."
Jeg kunne høre på hendes selvsikre tonefald, at uanset hvor mange bønner jeg sendte til himmels om, at tomaterne var letvægtstomater, ville der nok være mere end 500 gram i bakken, når hun et øjeblik senere satte den på vægten.
Og ganske rigtigt: 570 gram.
Den totale ydmygelse :-(
Damens reaktion faldt prompte:
"Ja, den går jo ikke," sagde hun.
Så sendte hun mig et lidt hoverende blik, stak en hånd i tomatbakken og fjernede en tomat og ringede så efter en medarbejder fra grøntafdelingen for at få tomaten hentet ved kassen og bragt på plads.
Hvad hun ikke havde tænkt på var imidlertid, at det blev en temmelig dyr tomat for Kvickly.
En adskillige-tusind-kroner-i-tabt-fremtidig-omsætning-for-nu-gider-jeg-ikke-handle-i-Kvickly-mere-tomat faktisk.
Bum.
Og aldeles godt tilfreds med mig selv.
For jeg har ryddet op i og rengjort mit drivhus. OG plantet tomater, agurker, chili og melon.
Med min forholdsvis nyindkøbte forstadsvilla fulgte nemlig en kæmpehave på 1200 kvadratmeter og så altså ovennævnte drivhus.
Og jeg har aldrig rigtig haft have før, så der var dælanedme et par småting at sætte sig ind i.
Men nu ved jeg så, hvordan man betjener et drivhus. Ganske vist efter kyndig vejledning fra tudserne (læs: fruens aldrende forældre, red.), der har været her hele dagen. Men alligevel tør jeg godt føle mig en kende frelst over dagens hortonomiske præstation.
Mine nyplantede tomater leder imidlertid tanken hen på en ganske anden historie, som også har med tomater at gøre, men som er knap så feelgood.
Og da jeg jo lige har skrevet om en helt fantastisk service i Rema 1000, kan jeg jo lige så godt fortsætte inden for nogenlunde samme tema og rette et sønderlemmende verbalt stokkeslag mod Kvickly.
Her har jeg nemlig haft alle tiders rådne indkøbsoplevelse:
Jeg var ret fast kunde i butikken. Og jeg havde i tidens løb lagt rigtig mange kroner i deres kasse, for det var blevet en rutine at handle i Kvickly, og som mor i en storfamilie, købte jeg altid stort ind.
Den dag havde jeg taget en bakke tomater. Det var sådan en åben papbakke. Af mærket Kathrine og Alfred. Som stod på skrå i et ... nå ja ... skråt ;-) display i grøntsagsafdelingen.
Og, God forgive me, men jeg vidste jo ikke bedre. Så jeg tog altså den bakke, der så ud til at indeholde flest tomater.
Suk.
Set i bakspejlet skulle jeg selvfølgelig have været opmærksom på, at tomater i åbne bakker på et skråt display altså kan rulle. Og at der således måske var tilrullet en tomat til MIN bakke, uden at nogen havde fanget den og bragt den hjem igen.
Men sådan tænkte jeg ikke.
Og det blev skæbnesvangert. For da jeg nåede frem til kassen og skulle betale dagens vognfuld varer, stivnede kassedamen pludselig midt i en bevægelse og sendte mig et blik. Et lidt ildevarslende et af slagsen.
"Du har da vist fået lagt lovlig mange tomater i den bakke," lød det derpå fra damen.
Shit!
... LAGT lovlig mange tomater i den bakke? Jeg havde sgudda ikke lagt nogen tomater i nogen bakke. Jeg gør mig altså ikke til tyv for en tomat. Men det var det, der pludselig stod stramajbroderet med store, tydelige bogstaver på ryggen af mig: TYV. Og jeg blev temmelig bevidst om alle de mennesker, der stod i køen bag mig.
"Øh ... naah ... jeg tog nu bare den bakke, der så bedst ud," forsøgte jeg og må have set lidt ynkværdig ud.
Men forgæves.
Damen havde øjnet en potentiel triumf og fandt en køkkenvægt frem.
"Der står på bakken, at der skal være 500 gram i."
Jeg kunne høre på hendes selvsikre tonefald, at uanset hvor mange bønner jeg sendte til himmels om, at tomaterne var letvægtstomater, ville der nok være mere end 500 gram i bakken, når hun et øjeblik senere satte den på vægten.
Og ganske rigtigt: 570 gram.
Den totale ydmygelse :-(
Damens reaktion faldt prompte:
"Ja, den går jo ikke," sagde hun.
Så sendte hun mig et lidt hoverende blik, stak en hånd i tomatbakken og fjernede en tomat og ringede så efter en medarbejder fra grøntafdelingen for at få tomaten hentet ved kassen og bragt på plads.
Hvad hun ikke havde tænkt på var imidlertid, at det blev en temmelig dyr tomat for Kvickly.
En adskillige-tusind-kroner-i-tabt-fremtidig-omsætning-for-nu-gider-jeg-ikke-handle-i-Kvickly-mere-tomat faktisk.
Bum.
tirsdag den 19. maj 2015
Lidt om kundeservice
Kender du det der med, at der findes to (eller flere) mulige indledninger til et blogindlæg, som begge i grunden er lige gode, og som fører til samme fortsættelse?
Det gør jeg.
Ved for eksempel ikke, om jeg skal begynde med at fortælle, at jeg lige har været i Rema 1000. Uden mit dankort. Igen. Pis.
Eller om jeg skal begynde med at fortælle, at jeg i lørdags havde et cafémøde med en ven, som i mange år har arbejdet med service på ledelsesniveau, og som er eminent dygtig til sit fag, og som jeg ville have fortalt denne historie, hvis ikke tiden var løbet fra mig.
Men uanset hvilken begyndelse jeg vælger, er målet at fortælle om forrige gang, jeg var i Rema 1000. Uden dankort:
Jeg havde fyldt vognen godt op.
Med to ret store drenge i husholdningen er jeg altid nødt til at købe ret meget ind, for de kan sætte de utroligste mængder mad til livs, hvilket i grunden er urimeligt i betragtning af, at de begge er så tynde som radioantenner.
Så lagde jeg varerne på båndet, og kassedamen scannede dem. Ikke noget usædvanligt der.
487,95. Fint.
Jeg åbnede pungen for at fiske mit dankort frem. Og så var det fucking væk!
Argh, pis!
Store Søn havde købt et par småting for mig tidligere på dagen og glemt at returnere kortet til Mutti.
Fuck!!! Fuckfuckfuckfuck!
Cruisin' for a bruisin' he was (og kald mig bare Yoda).
Så der stod jeg med 10.000 varer kørt gennem kassen uden at kunne betale for lortet.
"Æh ... detøh ... lader til, at jeg ikke ... æh ... har fået mit kort med," forklarede jeg kassedamen selvsikkert og koncist, mens mit blik havde fået sit eget liv og flakkede rundt i butikken på en temmelig planløs måde, og jeg selv var skrumpet cirka to tøjstørrelser. "Hvad gør vi?"
"Du kommer bare tilbage og betaler for varerne senere," lød det ukomplicerede svar.
"Øh ... undskyld ... hvad?" svarede jeg med samme selvsikkerhed som før. "Jamen ... er det så okay, at jeg lige pakker varerne i poser og lader dem stå her ved kassen?"
"Du må gerne tage dine varer med dig," smilede kassedamen. "Hvis du skriver dit navn på bonen, er det okay, at du kommer senere og betaler. Altså, det må bare helst ikke blive senere end i morgen."
Hold nu kæft!
Fik du det hele med, kære blog-gæst?
Kassedamen har altså lige sagt, at jeg gerne må pakke for flere hundrede kroner varer i poser, lænse dem ud i bilen og køre med dem.
Uden at betale!
Og med den sikkerhed, der ligger i, at jeg bare skriver mit navn på en bon. Uden at vise ID.
Jeg er stadig målløs. Og glad :-D
Tak for tilliden, Rema 1000!
Der gik naturligvis ikke mere end 10 minutter, før butikken havde sine penge, og kassedamen havde fået en hjertelig verbal kyskage fra mig.
Og nu har Rema 1000 så også fået lidt billig reklame her på bloggen.
Til forskel fra Netto.
Det gør jeg.
Ved for eksempel ikke, om jeg skal begynde med at fortælle, at jeg lige har været i Rema 1000. Uden mit dankort. Igen. Pis.
Eller om jeg skal begynde med at fortælle, at jeg i lørdags havde et cafémøde med en ven, som i mange år har arbejdet med service på ledelsesniveau, og som er eminent dygtig til sit fag, og som jeg ville have fortalt denne historie, hvis ikke tiden var løbet fra mig.
Men uanset hvilken begyndelse jeg vælger, er målet at fortælle om forrige gang, jeg var i Rema 1000. Uden dankort:
Jeg havde fyldt vognen godt op.
Med to ret store drenge i husholdningen er jeg altid nødt til at købe ret meget ind, for de kan sætte de utroligste mængder mad til livs, hvilket i grunden er urimeligt i betragtning af, at de begge er så tynde som radioantenner.
Så lagde jeg varerne på båndet, og kassedamen scannede dem. Ikke noget usædvanligt der.
487,95. Fint.
Jeg åbnede pungen for at fiske mit dankort frem. Og så var det fucking væk!
Argh, pis!
Store Søn havde købt et par småting for mig tidligere på dagen og glemt at returnere kortet til Mutti.
Fuck!!! Fuckfuckfuckfuck!
Cruisin' for a bruisin' he was (og kald mig bare Yoda).
Så der stod jeg med 10.000 varer kørt gennem kassen uden at kunne betale for lortet.
"Æh ... detøh ... lader til, at jeg ikke ... æh ... har fået mit kort med," forklarede jeg kassedamen selvsikkert og koncist, mens mit blik havde fået sit eget liv og flakkede rundt i butikken på en temmelig planløs måde, og jeg selv var skrumpet cirka to tøjstørrelser. "Hvad gør vi?"
"Du kommer bare tilbage og betaler for varerne senere," lød det ukomplicerede svar.
"Øh ... undskyld ... hvad?" svarede jeg med samme selvsikkerhed som før. "Jamen ... er det så okay, at jeg lige pakker varerne i poser og lader dem stå her ved kassen?"
"Du må gerne tage dine varer med dig," smilede kassedamen. "Hvis du skriver dit navn på bonen, er det okay, at du kommer senere og betaler. Altså, det må bare helst ikke blive senere end i morgen."
Hold nu kæft!
Fik du det hele med, kære blog-gæst?
Kassedamen har altså lige sagt, at jeg gerne må pakke for flere hundrede kroner varer i poser, lænse dem ud i bilen og køre med dem.
Uden at betale!
Og med den sikkerhed, der ligger i, at jeg bare skriver mit navn på en bon. Uden at vise ID.
Jeg er stadig målløs. Og glad :-D
Tak for tilliden, Rema 1000!
Der gik naturligvis ikke mere end 10 minutter, før butikken havde sine penge, og kassedamen havde fået en hjertelig verbal kyskage fra mig.
Og nu har Rema 1000 så også fået lidt billig reklame her på bloggen.
Til forskel fra Netto.
mandag den 11. maj 2015
Mors dag eller hvis du er træt af Beethoven
Er du træt af Beethoven?
Så kan du eventuelt stikke den gamle LP-plade, du har med ham, i ovnen, indtil den bliver slap og slatten.
Og dernæst kan du folde den til en pæn slikskål. Som du så giver din mor i morsdagsgave.
Sådan:
Nu bruger vi godt nok slet ikke konceptet mors dag hjemme hos os, fordi det er en skide kommerciel opfindelse. Men det har mine børn ikke opdaget endnu ;-)
Derfor havde Barn 2 og hans kæreste lovet at komme og lave brunch til mig. Hvilket sikkert var forløbet ganske planmæssigt, hvis ikke de begge havde haft tømmermænd søndag morgen og derfor slet ikke dukkede op.
Før jeg altså ringede til dem og oplyste, at brunchen stod på bordet.
Hrmpf.
Men Barn 4 havde lavet sin egen variation over Beethoven, som du kan se på billedet, og havde oven i købet filtet en smuk tulipan til Mutti.
Og Barn 1 kom rejsende med toget helt fra Århus med en flot buket.
Og Barn 3 forbød mig at lave det mindste, der rimede på køkkenoprydning, hele dagen.
Så tre ud af fire er vel okay.
Navnlig i betragtning af, at vi ikke holder mors dag, hvilket jeg efterhånden ikke kan få mig selv til at fortælle dem ;-)
Så kan du eventuelt stikke den gamle LP-plade, du har med ham, i ovnen, indtil den bliver slap og slatten.
Og dernæst kan du folde den til en pæn slikskål. Som du så giver din mor i morsdagsgave.
Sådan:
Nu bruger vi godt nok slet ikke konceptet mors dag hjemme hos os, fordi det er en skide kommerciel opfindelse. Men det har mine børn ikke opdaget endnu ;-)
Derfor havde Barn 2 og hans kæreste lovet at komme og lave brunch til mig. Hvilket sikkert var forløbet ganske planmæssigt, hvis ikke de begge havde haft tømmermænd søndag morgen og derfor slet ikke dukkede op.
Før jeg altså ringede til dem og oplyste, at brunchen stod på bordet.
Hrmpf.
Men Barn 4 havde lavet sin egen variation over Beethoven, som du kan se på billedet, og havde oven i købet filtet en smuk tulipan til Mutti.
Og Barn 1 kom rejsende med toget helt fra Århus med en flot buket.
Og Barn 3 forbød mig at lave det mindste, der rimede på køkkenoprydning, hele dagen.
Så tre ud af fire er vel okay.
Navnlig i betragtning af, at vi ikke holder mors dag, hvilket jeg efterhånden ikke kan få mig selv til at fortælle dem ;-)
Abonner på:
Opslag (Atom)