Verdens vigtigste job

Aaahh, SÅ kører nettet på fruens matrikel. Nu har jeg også undværet det i halvanden måned: nærdødsoplevelse.

TV havde jeg heller ikke: mere nærdødsoplevelse.

Og så alligevel ikke.

For én ting har jeg konstateret: Verden er stadig derude. Jeg er ikke blevet socialt isoleret og koblet helt af mit netværk. Jeg er på ingen måde ”udenfor”. Jeg er ikke gået glip af noget livsvigtigt.

Jeg tror ellers, det er netop dén grusomme skæbne, mine elever frygter at lande i, når jeg for 117. gang i den samme lektion må bede dem om at logge af Facebook og lægge mobilen i lommen.

Pisseirriterende.

Jeg har elever, der åbenlyst går på det lorte, pseudosociale medie, de kalder Facebook, hver eneste fucking gang, jeg vender ryggen til dem. Hrmpf!

Og ja, jeg vil til næsten enhver tid kalde Facebook pseudosocialt. For man er dælme ikke social, når man er omgivet af rigtige levende mennesker i den fysiske verden og alligevel foretrækker at rette alt åndeligt nærvær mod sin computer- eller mobilskærm for at træde ind i et kunstigt cyberunivers befolket med somme tider ret konstruerede personligheder.

Men fru Lærerinde, hvorfor konfiskerer De ikke elevernes mobiltelefoner, hvis djævlebørnene ikke kan finde ud af at lade dem ligge i timerne? tænker den kvikke læser måske.

Fordi vi ret ofte bruger dem i undervisningen. Til at lave lydoptagelser med, til at filme med, til at lave ordbogsopslag med, til at søge informationer med. 

Eleverne skal jo med reformen have en spændende og afvekslende skoledag, you know. Og den slags involverer for eksempel mobiltelefonen.

Et svært løseligt problem.

Og det var fannerme også et problem, da nogle af mine elskelige elever forleden dag låste mig ude på gangen.

Hængerøvene havde spottet, at jeg havde lagt mine nøgler fra mig på katederet, og da jeg så forlod lokalet for at hjælpe en gruppe, der sad ude på gangen og arbejdede, gled døren lige så stille i bag mig.

Og blev låst.

Pis. PIS. PIS!!!

Ved du, hvor degraderet man som lærer føler sig, når man sådan bliver sat udenfor?

Ret så fucking meget, kan jeg berette.

Min reaktion:

Tre larmende, aggressive spark mod den formastelige dør. SÅ flot og modent af mig.

Dernæst en MEGA skideballe til klassen. Krydret med indtil flere sprogblomster.

Op i røven med alle teorier om "anerkendende tilgang"! 8C fik en regulær verbal afklapsning og blev sat billigt til salg i Den Blå Avis. 

Mens jeg gav hele folkeskolen et utal af fuck-fingre.

Altså indtil jeg om aftenen samme dag befandt mig i behageligt selskab med min onkel Helge fra Australien.

Onkel Helge er en af mine helte. Han er verdensanerkendt hjertespecialist og vistnok lidt af en forskerping down under. Han har været flying doctor og reddet utallige menneskeliv, og jeg har altid tænkt, at han havde et af de mest betydningsfulde erhverv i universet.

Men så sagde han pludselig:

"Hvor er det rart at høre, at du er glad for dit nye arbejde (well, måske ikke lige den dag, men det er jeg altså i almindelighed). Du har jo et af de vigtigste job i verden."

Hehe.

Og tusind tak, onkel!

For han har velsagtens ret i, at hvis der ikke var nogen af mig, var der heller ikke nogen af ham.

Det er da feelgood :-D Og pludselig blev det lidt lettere at bære over med både 8C og de pisseirriterende Facebook-freaks, jeg dagligt møder.

En historie om Barn 1

Nå ja, for resten. Barn 1.

Hun byder på mange fortælleværdige historier. Og en af dem gennemløber et vigtigt kapitel i dag.

Denne historie begyndte egentlig sidste år. Og handler også om Lucifer. 

Lucifer er nemlig ret snobbet og har mange store ambitioner på sine børns vegne. Således også når det gælder uddannelse. Og som sidegevinst er han ret manipulerende over for sin familie.

Så da Barn 1 i foråret 2013 skulle søge ind på en videregående uddannelse og egentlig gerne ville have været socialrådgiver, fik farmand talt hende bort fra denne hverken prestigefyldte eller højtlønnede humanistiske karrierevej og nudget til at søge ind på henholdsvis international virksomhedskommunikation og erhvervsøkonomi - to kolde universitetsstudier, der ligger langt fra Barn 1s varme hjerte og omsorgsgen.

Men social status betyder i Lucifers verden langt mere end selvtilfredsstillelse, og det kan sagtens forsvares at knægte sine inderste ønsker, hvis belønningen kan udmåles i en overflod af klingende mønt.

Det stakkels barn blev selvfølgelig optaget på international virksomhedskommunikation ... 

... og blev totalt ulykkelig ved studiestart. 

Jeg har aldrig set nogen af mine børn så fortvivlet. Hun havde i ugevis fornemmet, at hun var på vej ind på den helt forkerte hylde, og nu var hendes frygt blevet bekræftet. Der var slet ingen harmoni mellem studiet og hendes jobønsker.

Øv, øv og et helt år spildt.

Nu har hun søgt ind på et nyt studium. Og denne gang har far ikke blandet sig.

Derfor er Barn 1 i dag begyndt på ...

... læreruddannelsen.

Samme skole, som hendes mor tog sin eksamen fra sidste sommer.

Barnets linjefag:

Musik, TYSK og ENGELSK.

Samme linjefag som hendes mor (med undtagelse af musik).

Hun kommer til at få de samme lærere.

Ved sgu ikke rigtigt, om det er sjovt eller creepy, men jeg holder i hvert fald alle ekstremiteter krydset for, at hun finder sig rigtig godt til rette på seminariet, får en super studietid og et givende job bagefter.

Bonusinfo: Min egen mor er for resten pensioneret folkeskolelærer. Sproglærer. 

Even more creepy ;-)

Jeg skulle nødig forveksles

"Hvorfor står der LSBN på din T-shirt?" kom det fra Ladyens søn forleden morgen.

"Det betyder lebbe," sagde jeg og ... øh ... svarede dermed slet ikke på hans spørgsmål.

"Jamen, hvorfor står der så lebbe på din T-shirt?" forsøgte han videre.

"For ellers kan folk jo ikke SE, at jeg er lebbe. Jeg skulle jo nødig forveksles med en heteroseksuel."

Høhø.

Ej, spøg til side. Jeg har ingen problemer med heteroseksuelle. Jeg kender flere, der er det. Heteroseksuelle altså. Og det siger jeg ikke bare for at fremstå tolerant. 

Jeg synes faktisk, det er flot, at de tør stå ved, hvem de er ;-)

Som nu for eksempel skolesekretæren på den skole, hvor jeg arbejder. HUN er hetero. Og hun havde helt klart ikke spottet, at jeg er homo. 

Hvordan rygtet kan være sivet uden om kontoret, ved jeg ikke. Måske er det det med mine fire børn, der har vildledt hende.

I hvert fald var det morsomt, da jeg, samme dag som ovenfor, løb på hende i lærerkøkkenet, og hun lænede sig lidt frem imod mig og nøje studerede de fire bogstaver mellem mine bryster.

"Hvad betyder det?" spurgte hun interesseret.

"Det betyder lesbian."

Hun hørte mig tilsyneladende ikke rigtigt i første omgang. Enten det, eller også var oplysningen bare FOR usandsynlig til rigtigt at synke ind.

"Øh, hvad?" sagde hun dybdeborende.

"Lesbian."

Og så var det, som om tiøren faldt.

"Æh ... (fjamske, fjamske) Nåååh ... (mere fjamske) Men ... øh ... jeg må vist tilbage til kontoret."

Og så vimrede damen ud af køkkenet og forsvandt.

Haha, jeg får da fuld valuta for min T-shirt :-D

Se DET kunne fandme være blevet pinligt!

Jeg ligger jo i flytterod, you know. Og husistandsættelse. 

Og hver dag kommer tudserne (læs: fruens aldrende forældre, red.) ridende ud til mit nye forstadshus i deres fornuftige, driftsikre Passat for at give en hånd med spartling og maling og gardinsyning og gulvlægning.

Så går vi der og hygger, vi tre (og jeg har konstateret, at tudser åbenbart holder den kørende i nøjagtig en time og femogfyrre minutter på en køleskabskold pilsner, haha).

I forgårs ringede barn 3 så til mig, mens jeg var på vej i Bauhaus efter forsyninger til ovennævnte entreprenørprojekt:

"Mor, jeg kommer lige ud i huset og leder efter min lader," lød det.

Det skal lige indskydes, at barn 3 er 16 og enormt irriteret over den bagatel, at jeg har pakket opladeren til hans nyindkøbte computer i en af mine uhyrligt mange flyttekasser... 

... og ... øh ... glemt hvilken. 

Hysteriske barn.

"Okay, skatter, det gør du bare. Jeg er altså ikke i huset lige nu, men mormor og morfar tudser rundt derude, så du kan bare gå ind."

Jepper, sådan sagde jeg muntert til min søn uden at spekulere et sekund på, at der faktisk ligger TING i mine flyttekasser, som det er bedst, at min søn og mine forældre i skøn treenighed IKKE støder på i mit fravær. 

Og heller ikke i mit nærvær for den sags skyld.

Som for eksempel min ret nye dildo.

Hvilket jeg med rædsel kom i tanker om, i samme øjeblik jeg afsluttede telefonsamtalen med sønnike.

PispispispisPIS!

Åh, haha, hvor kunne det være blevet akavet.

Men det blev det heldigvis ikke :-) 

Opladeren har ganske vist ikke materialiseret sig endnu. 

Men det har dildoen heller ikke.

Phew!

Om Michael Jackson og yoga

Havde i går en samtale med barn 4 på 10 om Michael Jackson og hans død.

"Mor, hvorfor begyndte Michael Jackson at spise piller?" spurgte barnet på et tidspunkt.

Hvorpå jeg kom med en lang forklaring om presset ved at være kendt, og om hvordan nogle kendisser tager piller for bedre at kunne slappe af.

"Det kan man da også med yoga," lød den ret fornuftige reaktion fra barnet.

Og ja, det kan sgu godt være, at hr. Jackson var kommet længere i livet med lotusstillinger og næseskylninger end med sin afhængighed af stoffer.

Jeg vil således sende en hyldest til barnlig logik. 

Og så vil jeg allerede slutte af for nu, folkens. Jeg skal køre med et par flyttelæs og må skynde mig at udnytte min søns muskelkraft på det groveste, inden han tager på arbejde i eftermiddag.

Derfor glæder jeg mig :-)

Jeg glæder mig for vildt, folkens.

Glædermigglædermigglædermig!

Tag nu for eksempel bare i går aftes:

Jeg ligger i min seng og ved, at jeg skal forholdsvis tidligt op. Terrassedøren står åben. Nedenunder, uden for deres egen dør (jeg bor i stueetagen, de bor i kælderen), står to litauere og snakker, mens de ryger cigaretter. De snakker ikke højt, men deres stemmer flyder ind ad min åbne terrassedør så tydeligt, som lå begge mænd i sengen ved siden af mig og pludrede. Jeg kan høre hver en stavelse af deres slaviske tungemål. Og jeg kan ikke sove for det.

De står lige ved den p-plads, som hører til min ejendom, og som var stopfyldt med biler, da jeg i går aftes fejlagtigt troede, at jeg skulle parkere Yarisen i nærheden af mit hjem.

Så jeg ligger vågen og irriteret i den sommerlyse nat, og mit blik fanges af fugtpletten på væggen ovre i hjørnet af værelset. Dem har jeg nogle stykker af. Fugtpletter altså. Og de er MEGAklamme og behårede og sikkert fyldt med alle mulige sygdomsfremkaldende svampesporer. 

Jeg kan lige så godt stå op og tage et glas vand. Og da jeg et splitsekund senere står i mit køkken og fylder mit glas ved vandhanen, ser jeg en taxa nede på gaden. Ud af taxaen stiger en fedladen, tilsyneladende småberuset, midaldrende mand. Da han har pisset op ad ejendommen over for min, så hans gule urin stilfærdigt risler ned ad fortovet i en blid og ulækker strøm, sjokker han en smule dinglende ind ad døren derovre. Der vil han om et øjeblik banke på oppe hos luderne på 2. sal.

Stakkels ludere. Jeg får så ondt af dem, når jeg ser sådan en uappetitlig mandsperson opsøge dem. Og disse sexkunder ER virkelig uappetitlige. Selvfølgelig. Hvis de var appetitlige, var de velsagtens ikke nødt til at betale for sex.

Da jeg nu er på benene, kan jeg lige så godt få tisset af, inden jeg lægger mig igen. På badeværelset ligger en bunke vasketøj. For satan, hvor mine børn er dygtige til at generere vasketøj. I morgen må jeg se, om jeg kan være heldig at lægge beslag på vaskemaskinen i et ubenyttet øjeblik, tænker jeg. 

Men det kræver held, for der er kun en enkelt maskine til hele ejendommen. Måske hvis jeg går rigtig tidligt derned. Og så må jeg i øvrigt hellere hænge tøjet til tørre oppe i min lejlighed, for det er aldrig rigtig til at vide, hvilke beklædningsgenstande der mangler på mit tørrestativ, når kleptomanen Wendy oppe fra 2. har været forbi.

For denne lidet paradisiske bolig giver jeg over 9.000 gode danske kroner om måneden.

Shit altså.

Derfor glæder jeg mig! 

Jeg glæder mig vanvittig meget til at indtage mit nyindkøbte hus i mit fredfyldte forstadsvillakvarter. Mit EGET hus, hvor jeg ikke kan høre overboen trampe rundt ovenpå tidligt og sent. Og hvor jeg kan parkere min bil. Og hvor jeg kan vaske tøj, når jeg vil. Og hvor der forhåbentlig er langt mellem tyverierne.

Mit skønne slot med badekar, hvor jeg forhåbentlig en dag skal sidde i stearinlysenes skær og nyde livet med en lækker nøgen dame og et glas iskold hvidvin, nammenam. Inden vi rykker ind foran brændeovnen i stuen og finder på et eller andet.

Yep. Det kan KUN gå for langsomt med at rykke teltpælene op.

Må hellere få pakket et par flyttekasser.

I lort til halsen

Min nært forestående flytning til eget hus (whoop, whoop!) fylder ganske meget i mine hjernevindinger for tiden.

I den forbindelse har jeg en enkelt overordnet bemærkning:

For satan, hvor man skraber meget lort til sig!

Jeg har ikke en gang boet i ludergaden i fire år, og jeg drukner fandme i lort.

I går brugte jeg for eksempel det meste af dagen på at sortere papirer: bankpapirer, forsikringspapirer, pensionsoversigter, kvitteringer, domstolsafgørelser og andre retsdokumenter (jeg er i løbet af de sidste tre år tørnet sammen med Lucifer i en retssal hele tre gange) blandet sammen med udskrifter af opskrifter fra nettet og børnetegninger i et uskønt rod og mast ned i skuffer og ind i skabe og andre tilfældige hulrum i hele lejligheden.

Måske skulle jeg skifte system og begynde løbende at sætte mit lort i mapper i stedet for at bruge hele sommerferier på sorteringsarbejde.

Eller måske skulle jeg bare blive buddhistmunk og forsage alt materielt sammenskrab.

Nå, men sorteringen giver også et par gode grin.

Som nu for eksempel, da jeg fandt mit californiske kørekort:

Åh haha :-D 

Prøv lige at se det billede. Man kan sgu da kun undre sig over, at jeg ikke vidste, jeg var lesbisk dengang!

Nå, men det var nu en udmærket historie med det kørekort. Eller ... øh ... ikke lige med det californiske kørekort, men med det, som jeg tog tre år forinden i staten Georgia, hvor jeg var udvekslingsstudent.

Det fik jeg nemlig omskrevet til et dansk, da jeg kom hjem. Mit danske kørekort har således kostet mig 10$, så DET er fannerme værd at mindes, når mine egne børn giver 10.000+ for deres.

Hehe. 

Nå, men gotta split. Der ligger mere rod og venter.