Sidst jeg skrev, fortalte jeg, at jeg stod med det ene ben i Stavanger. Nu står jeg med begge ben hjemme igen.
Efter en skøn tur. Fantabulous faktisk 😀
Rig på menneskeindtryk. Og romantik 💘 Og pludder Og vandring. Og natur.
Dog ikke så rig på fadøl.
For satan altså.
120 kroner (HUNDREDE-FUCKING-TYVE KRONER!) for en fadøl kan jo lære hvem som helst at holde sig nogenlunde på måtten. Selv fruen.
Men alt det andet var top dollar nice.
Tag nu for eksempel Prædikestolen. Som var grunden til, at vi var taget derop in the first place.
Damn!
Først skal man gå fire kilometer i ret ujævnt terræn. Længst nede ser det sådan ud:
Og til sidst kommer selvfølgelig den store forløsning. Det mest fantastiske blik over en af de mest ikoniske klipper i verden: Prædikestolen:
Og her bliver man så lidt klogere på andre mennesker. For eksempel dem, der inde midt på klippeplateauet står i kø for at komme...
... FUCKING HELT UD PÅ SPIDSEN og enten sidde og dingle med benene ude over kanten eller posere oprejst i mere eller mindre tåbelige stillinger, mens deres venner knipser løs med kameraer og mobiltelefoner.
Øh?
Vi er lige enige om, at der er 600 (SEKS-FUCKING-HUNDREDE!) meters frit fald fra klippespidsen, ikke?! Lige ned i fjorden. Bum.
Vi så en, der absolut skulle stå på hænder derude. Det vil sige, indtil vi ikke så hende længere...
Fordi vi vendte ryggen til, da ingen af os havde mod til at kigge på hende i mere end et splitsekund ad gangen.
Fuck altså!
Her poserer JEG så:
Trygt lænet op ad klippevæggen på god afstand af afgrunden. Ikke den modigste ungmø i verdenshistorien, men jeg SIDDER dog på Prædikestolen og poserer 😋
Og jeg turde også vove mig længere ud:
Helt ud på ydersiden af DENNE motherfucker:
Revnen!
Nu plejer jeg at være meget til revner (høhø 😋) Men de er altså som regel lidt mindre end denne satan.
Den er cirka en halv meter bred og gennemskærer Prædikestolen hele vejen på tværs. Hvilket betyder, at den yderste del af plateauet formentlig vil styrte i fjorden en dag. Gys!
Folks påklædning var i øvrigt også et studie værd.
Vi så for eksempel en hel del vandrere i løbesko.
Nu vil jeg ikke skrive et ondt ord om løbesko (og når man skriver sådan betyder det som regel, at det netop ER det, man vil 😉), men de er altså bedst til at løbe med og IKKE bedst til at stå fast i våde, ujævne højfjeldslandskaber med.
Vi så også folk på høje hæle.
Og en lille dreng i gummistøvler.
Og en lille pige i tylskørt og T-shirt.
Og en hel del babyer i bæreseler på maven eller ryggen af deres fucking letsindige forældre. Som i DEN grad skulle skamme sig over at udsætte uskyldige småbørn for fare.
For terrænet ER tricky.
Faktisk så vi en mand, der faldt og brækkede benet lige over anklen, så hans fod hang og dinglede i en megaklam vinkel.
Han blev båret ned på en bagatel af cirka tre timer. Af en 10-12 redningsfolk. For det er vanskeligt for en helikopter at lande deroppe i højden. Han så ikke ud, som om han nød turen, kan jeg så fortælle.
Nå, men til trods for klamme benbrud og harme over andre menneskers idioti havde vi en helt igennem vidunderlig tur til Prædikestolen, som klart må anbefales. Sørg dog lige for at komme lidt uden for sæsonen, for stien derop må være en af de mest befærdede vandrestier i Nordeuropa.
Som buschaufføren sagde, da han satte os af ved stiens begyndelse:
"When you walk here, you never walk alone."
Sidegevinsten var Stavanger. Inden vores ankomst til området var vi nogenlunde enige om, at Stavanger nok bare var en beskidt olieby blottet for norsk idyl.
Vi tog fejl.
I Stavanger kan man finde disse motiver:
Nå ja, og så er det ikke helt sandt, at jeg ingen fadøl fik 😋
Slut for nu.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar