Og der stod ambassadøren så

Har været til middag hos Lucifer. 

I "vandkantsdanmark", som de gode borgere i Charlottenlund og omegn åbenbart kalder deres region. (Og jeg tænker, at det prædikat af ophavsmændene i al beskedenhed er tiltænkt Nordkøbenhavn og ikke Harboøre Tange, der vel i virkeligheden er lige så meget vandkant.)

"Nå?!" tænker nu den opmærksomme bloglæser. "Hvordan fanden kan DET lade sig gøre, når nu Fruen har skrevet blogindlæg efter blogindlæg om, hvor frygtelig den mand er?"

Og jo, det kan lade sig gøre, hvis Fruen skal flyve til Grækenland på efterårsferie fra fucking København, og Lucifer så har tilbudt, at Yarisen kan holde parkeret hos ham i Snobberup, mens Fruen er sydpå (må vist snart finde på et andet navn til manden, for det er ret længe siden, han sidst har været en satan).

Tænker, at de pæne nordkøbenhavnere har fået angina pectoris ved synet af så ordinært og billigt et køretøj blandt Jaguarerne og Teslaerne i deres velfriserede nabolag, haha.

Nå, men efter hjemkomst fra Grækenland til Kastrup Lufthavn i lørdags, måtte jeg selvfølgelig omkring Lucifers matrikel for at hente min dejlige, prisbillige, brændstoføkonomiske bil, så jeg kunne tilbagelægge turen til Jylland i den.

Og så havde Lucifer altså spurgt, om jeg og de to af vores børn (Barn 3 og 4), der havde været med mig i Grækenland, ikke ville have en bid tapas med inden den lange køretur.

Det var et hus i sorg, vi trådte ind i.

En lille forhistorie:

Jeg har tidligere fortalt, at Lucifer har fået ny kæreste, som vist giver ham jern på i mere end én forstand, da damen er datter af en finsk diplomat, som senest har været ambassadør i Chile. Og Lucifer tænder for vildt på den slags titler.

Nu forholder det sig imidlertid sådan, at den finske ambassadør ulykkeligvis døde for 14 dage siden. 

Han blev begravet i fredags. Med reception på den finske ambassade i København. Et utal af internationale gæster. Og tale af den finske udenrigsminister. Hele svineriet. Og Lucifers øjne skinnede af lykke, da han fortalte mig om alle de prominente arrangementsdeltagere, han havde trykket i hånden.

Så vidt jeg kan forstå, en udmærket dag, selv om anledningen var trist.

Hvad Lucifer og ambassadørfamilien imidlertid ikke på forhånd havde regnet med, var nok, at de efter højtideligheden i kirken ville få udleveret urnen. 

Som så skulle tilbringe FUCKING HELE WEEKENDEN hjemme hos Lucifer og kæresten. Inden den skulle nedsættes mandag.

Shit.

Jeg gjorde i hvert fald store ører, da jeg hørte det. For hvad fanden stiller man lige op med sådan en urne weekenden over?

Det er jo en fuldkommen psykedelisk tanke. 

Jeg personligt ville sgu ikke ane mine levende råd i hvert fald. Man stiller jo ikke sådan en motherfucker i garagen eller i haveskuret, vel? 

Toilettet så? NEJ.

Et af børneværelserne? Nej, for helvede.

Soveværelset? Suk.

Men da jeg trådte ind i huset lørdag aften for altså at spise en mundfuld tapas inden hjemfarten til Jylland, og jeg så, hvor de havde stillet ambassadøren, gik det pludselig op for mig, hvor ligetil svaret i virkeligheden var:

KAMINHYLDEN SELVFØLGELIG.

Det er jo fuldkommen logisk, at en urne med de jordiske rester af et elsket familiemedlem skal stå på kaminhylden.

Om end tanken ikke er helt original:




Nå, men jeg håber, at ambassadøren nu er kommet godt i jorden, så hans familie kan komme videre i sorgprocessen og i livet.

Nu skal jeg pakke. Tager i morgen tidlig en tur til årsmøde i Privatskoleforeningen på Hotel Nyborg Strand. Og kommer hjem lørdag. Formentlig med en ordentlig røvfuld tømmermænd.

Forplejningen plejer i hvert fald at være super ;-)