Sne

Så kom den. Den første sne. På Facebook kunne jeg se, at dele af landet var godt svøbt ind i det hvide dække.

Jeg elsker sne. Det er SÅ fint og hyggeligt og tyst. Sneen pynter og gør glad.

:-D

Her kom der ikke meget. En centimeter måske. Det var vist ret lokalt, det der med de store mængder. 

Men det var pissekoldt. Jeg kom til at tænke på vandforsyningen til mit drivhus. Havde glemt at afbryde den. Shit! 

Uden at vide meget om det, tænker jeg, at det nok ikke er fedt, hvis vandet fryser til is i de rør, der løber fra forstadsvilla til drivhus. Så jeg måtte i al hast have lukket for hanen i bryggerset. Og derpå ned i drivhuset og lukke op, så røret blev tømt.

No problemo. Det gik ret fint alt sammen.

Men hold nu kæft, hvor blev jeg forbavset, da jeg trådte ind i drivhuset!

Nu har jeg gået og bitchet hele sommeren over, at mine møgtomater åbenbart ikke ville tage det afgørende skridt fra grøn til rød. Sikke noget opreklameret pis med sådan et drivhus, og havde jeg ikke læst et sted, at man kan stege grønne tomater, hvis alt andet fejler? Eller er det bare en film, der hedder noget i den retning?

Men i søndags trådte jeg så ind i drivhuset til 200 modne cherrytomater, guys. 

What the fuck?!

Så dem høstede jeg selvfølgelig. Midt i snestormen. 

Det var næsten helt psykedelisk.

Nå, men tilbage til sneen.

Som lærer HADER jeg sne (kald mig bare ambivalent). Der er IKKE noget hyggeligt over en sneboldkamp i skolegården, skulle jeg med andre ord hilse at sige. 

Det er ALTID de små, det går ud over, og det ender ALTID med konflikter og vrælende elever.

Niendeklasserne har i ni år været underlagt ældre og stærkere børn, og i år nyder de deres momentane overherredømme. Situationen skal udnyttes til at tvære de små ud.

Vi har et område i skolegården, hvor det er tilladt at kaste med sne. Og så har vi naturligvis andre områder, hvor det er forbudt. Og for at håndhæve disse regler er alt disponibelt lærermandskab som regel tvangsindlagt til gårdvagter uafbrudt.

Pis.

Jeg plejer at råde de små til at holde sig væk fra kamppladsen, hvis de ikke kan tåle en snebold i fjæset. De kan bare vælge at gå indenfor. Eller opholde sig på de arealer, hvor sneboldkast er forbudt.

Men selv om det lyder, som om jeg helt er på deres side i krigssituationen, får de altså ikke meget sympati fra mig, når de står lige uden for kamppladsen og kaster snebolde IND på banen, hvor kampen er i gang. 

Små provokerende sataner sådan at gå i helle og affyre deres skyts derfra.

Så kan jeg altså godt finde på at lukke øjnene, hvis de skulle blive indfanget og trukket ind på slagmarken, så de kan deltage på lige fod med resten.

Men det er en fin balance, for de skal jo ikke dø. Og man bliver let makuleret, når man udfordrer de store.

Alt i alt en anstrengende disciplin at holde skolegården konfliktfri.

Yep.

Så det passer mig i grunden fint, at sneen er væk for denne gang. Den må gerne vente med at komme igen indtil juleferien, så møgungerne er forældrenes eget ansvar.