Det kunne vi godt have sparet os.
For prinsessen kunne i hele storcenteret ikke finde et eneste par sandaler, der bare tilnærmelsesvis faldt i smag (hvis altså man ser bort fra et par af mærket Ecco, som forretningen mente, at de med rimelighed kunne forlange FUCKING 800 KRONER for, hvorved Mutti med et forarget og lidet feminint gutturalt grynt slog hælene i).
Og her opstod så et interessant fænomen, som jeg også ved enkelte andre lejligheder har observeret:
Når man berøves muligheden for at tilegne sig et lovet produkt (som i ovennævnte tilfælde), opstår somme tider en instant craving efter et andet produkt. ET NÆSTEN HVILKET SOM HELST PRODUKT.
Velsagtens som udjævning af disharmonien mellem forventning og realitet.
Produkttypen er fuldkommen underordnet.
Så længe man ikke vender hjem med lige så tomme hænder, som da man bakkede ud ad indkørslen.
Og i sidste weekend faldt englebarnets blik i mangel af egnede sandaler altså på en lyserød gummibold til 29,95 i Intersport:
"Jamen, lille skat, du har jo 7.000 bolde derhjemme," forsøgte jeg for at få hende til at indse det tåbelige i situationen.
Men burde jo nok have vidst, at ekspedienten, som overhørte vores samtale, sandsynligvis havde været på kursus i salg af netop lyserøde gummibolde til 29,95.
Så jeg måtte endelig ikke tro, at denne bold bare var en hvilken som helst almindelig dagligdags bold.
"Den er utrolig effektiv til træning af fingermusklerne," lød det således fra manden. "Man skal bare klemme på den. Du må gerne prøve."
Jeg tog bolden og konstaterede omgående, at den måtte være fyldt til bristepunktet med hormonforstyrrende plastikblødgørere. Eller phthalater, som de hedder med et meget mundret ord.
Så den var super blød og rar at røre ved, og jeg vidste med det samme, at den skulle vi nok holde os langt væk fra.
Manden var imidlertid ikke sen til at aflæse mit forbeholdne ansigtsudtryk og valgte så at spille sit trumfkort:
"Den bliver meget brugt til afstressning ... for eksempel blandt folkeskolelærere."
Øh ... WTF?!
Er jeg virkelig så nem at gennemskue? Kan man rent faktisk SE på mig, at jeg er lærer? Eller var det bare et heldigt gæt?
Det finder jeg aldrig ud af.
Men jeg kastede håndklædet i ringen og købte den lille giftige bold. For tænk, hvis bæstet virkelig kunne hjælpe mig af med den stress, som jeg ganske vist endnu ikke føler, men man kan jo aldrig vide. Og er forebyggelse måske ikke bedre end helbredelse?
Og det var nok en god idé. For se bare, hvad man kan læse på TV2 online.
Skolelærer er nr. 7 på listen over de mest stressende jobs herhjemme.
Yikes!
Godt, at jeg har min bold (som prinsessen i begrænset omfang får lov at låne) ;-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar