I bad standing efter fucking tilfredshed

Der har i de seneste måneder været mange beretninger i medierne om lærernes forringede arbejdsvilkår i forbindelse med folkeskolereformen, der trådte i kraft i år.

Det forlyder, at vi flygter fra vores fag, og ofte træder lærere frem i læserbreve og artikler og nyhedsindslag og fortæller, hvordan de mistrives med deres job.

Senest kunne man for et par uger siden høre, at sygefraværet blandt lærerne er steget med henholdsvis 26 procent i Århus, 31 procent i København og svimlende 40 procent i Odense.

Og det ligger lidt i luften, at man som lærer helst skal være utilfreds med sit job. 

At man ikke er loyal over for kollegerne, hvis man siger, at man trives. At den slags er ret ildeset.

Så det skulle selvfølgelig prøves ;-)

Derfor skrev jeg følgende på Facebook:

Kan læse i alverdens medier, at jeg da vist er ALT for lidt syg  Jeg kan for eksempel slet ikke hamle op med kollegerne i Odense i disciplinen sygedage.

Tør snart ikke sige det, når jeg nu er lærer. Men ... øh ... jeg er altså rigtig glad for mit arbejde 

Mine dage flyver af sted. Jeg er som regel i godt humør, når jeg møder ind, og jeg er sgu også i godt humør, når jeg kører hjem og nyder at holde fri om aftenen og i weekenden.

En af mine elever spurgte mig i fredags, da jeg havde taget et par dansetrin og et enkelt rejehop hen ad gangen, hvor han sad, og dermed havde forstyrret ham håbløst midt i en matematikopgave (hehe), om jeg altid er høj.

Tjoh. Jeg er i hvert fald godt tilfreds med at være, præcis hvor jeg er 

Shit for en provokation. Åbenbart.

For omgående sprang et par lærere frem i kommentarfeltet og rablede løs om manglende tid til retteopgaver og utilstrækkeligt team-samarbejde og tunge inklusionsopgaver og alt for mange "konfrontationstimer." (Og hvorfor fanden hedder de egentlig det? Det er da et meganegativt ladet ord, der oversat betyder "undervisningslektioner".) 

Og sådan fortsatte de med deres blahblahblah.

Jeg måtte selvfølgelig tage til genmæle i kommentarfeltet:

Havde nok på fornemmelsen, at det kunne være lidt kontroversielt at skrive, at jeg er glad for mit lærerjob  Og jeg vil gerne understrege, at jeg er fuld af medfølelse med og forståelse for de lærere, der mistrives med reformen. Jeg har for eksempel læst rædselshistorier om lærere, hvis forberedelse ligger i blokke a 30 minutter. Det er dælme uforskammet! 

Men sådan er det ikke for mig. Jeg har ingen forberedelsesblokke på under to timer. 

Det er i min optik også en fordel for mig, at jeg er nyuddannet. Jeg er ikke vokset fast i de gamle strukturer. Alt har været nyt for mig og har krævet tilvænning, lige siden jeg begyndte på skolen. Så reformen er så at sige "just another day at the office". 

Selvfølgelig er der også knaster i min egen oplevelse af reformen, men rent personligt kommer jeg bedre igennem reformforløbet, hvis jeg tager ja-hatten på, og jeg har ikke på noget tidspunkt forventet, at alt skulle forløbe gnidningsløst med det samme. Jeg tror, det kommer til at tage år. 

Når jeg skriver, at jeg er glad skal det imidlertid primært ses i lyset af min personlige situation. For 3½ år siden havde jeg således lige lukket mit firma efter 14 år som selvstændig. Krisen havde også ramt forlagene, og jeg fik ganske enkelt ikke opgaver nok. Jeg søgte med lys og lygte, men kunne ikke finde job. På det felt, hvor jeg havde masser af erfaring (litteraturoversættelse), havde jeg ingen uddannelse, og på det felt, hvor jeg havde uddannelse (økonomi og marketing), havde jeg ingen erfaring. Så jeg var henvist til at søge jobs som receptionist og kontorassistent, men heller ikke her kunne jeg bruges. Fordi jeg var overkvalificeret. Så jeg gik rundt og følte mig fuldstændig nytte- og værdiløs, at der ganske simpelt ikke fandtes nogen plads til mig derude i samfundet. Fucking lortesituation. 

Men så fik jeg øje på en annonce for læreruddannelsen. Og jeg valgte at begynde på en frisk, helt tilbage fra square one med ny uddannelse i en alder af medio 40. Og jeg fik nogle fine uddannelsespapirer med mig, og jeg trådte direkte ud i et job. Hvor jeg kan lide at være. Hvor jeg føler, at jeg gør nytte. Hvor jeg mærker, at jeg er værdsat og afholdt. Og jeg er enormt stolt af mig selv. 

Nu kan jeg så se og høre i medierne, at jeg ikke skal være glad for mit job? Ikke på vilkår. Jeg er da superlykkelig for mit job. Det er givende for mig, og uden det havde jeg været på kontanthjælp. Bum.

Jeg fik temmelig mange likes på mit svar. Men sjovt nok ikke fra nogen lærere ;-)

Så nu har jeg nok bragt mig i bad standing hos lærerstanden med al min fucking tilfredshed.