Det er mørkt, når jeg kører på arbejder om morgenen. Og det er sgufandme også mørkt, når jeg kører hjem igen om eftermiddagen. (Breaking news, right?)
Men jeg er selvfølgelig glad for mørket. Til en vis grad altså.
For i mine reflekterende øjeblikke er jeg nået frem til følgende:
Kontraster kan være en gave.
Ville jeg for eksempel elske forår og lyse sommernætter lige så meget, som jeg gør, hvis vi altid havde forår og lyse sommernætter?
Of course not.
Min bror illustrerede det udmærket, da han som lille blev grebet på fersk gerning af tudserne i at stå og knalde hovedet ind i en dør.
"For så er det så dejligt, når jeg holder op," forklarede barnet kløgtigt.
Og det er det samme med vintermørket: Det er fucking skønt, når det holder op!
Det var dagens amatørfilosofiske betragtning.
You can thank me later (er modtagelig for kontanter og wellnessophold for to).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar