fredag den 7. november 2014

Lidt om indoktrineret intolerance

Fik da lige en øjenåbner forleden dag.

Stod og snakkede med en klasse om en film, vi så i sidste uge. Eleverne skulle give en karakteristik af en af personerne, som var homoseksuel og havde visse emotionelle vanskeligheder med erkendelsen af det.

Pludselig siger en dreng på forreste række i klassen følgende:

"Well, homosexuality is a choice, you know."

Og han sagde det tilmed fuldstændig nøgternt. For ham lod det til blot at være en konstatering, en henkastet ytring af et almenkendt og fuldstændig indlysende faktum.

"Excuse me," svarede jeg, "I don't think I heard you right."

Hvorpå drengen gentog sin utrolige påstand.

Og så fulgte ellers en længere diskussion. Tænkte, at mine udsagn og mine beskrivelser af egne oplevelser måtte være ret overbevisende. 

Da jeg jo ER homoseksuel altså. Prøver det på egen krop og i eget sind.

Og har følt mig anderledes, siden jeg knap kunne gå.

Men drengen var ikke til at rokke. Han stod fuldstændig fast. Som sømmet fast til linoleumsgulvet.

Jeg kunne åbenbart bare have VALGT at elske en mand. For venskabelige følelser ER kærlighed, måtte jeg forstå.

Tjoh, måtte jeg medgive ham, men det er jo ikke kærlighed som i rigtig fortryllende, romantisk forelskelse som den, Ladyen lader mig føle. (Og det burde jeg altså vide, fordi jeg har været sammen med en mand i mere end 20 år.)

Nej, men det ville det nok udvikle sig til.

Og sådan fortsatte vi i nogen tid, mens jeg undrede mig mere og mere, for jeg har aldrig før diskuteret med nogen, der var SÅ fastlåst i SÅ forvrængede holdninger. Og jeg følte min seksuelle orientering ret kompromitteret. 

Hvis seksualitet var et frit valg, havde jeg nok ikke satset på den version, som i mange år fik mig til at gå og skamme mig over mig selv, og som jeg hver eneste fucking dag må lægge øre til nedsættende bemærkninger om. Det måtte jeg vel kunne bringe ham til at forstå!

Øh ... indtil noget gik op for mig altså.

For pludselig kom jeg i tanker om, at en kollega for flere måneder siden i en lille bibemærkning havde nævnt, at en dreng i omtalte klasse er Jehovas vidne.

AHA! Mystery solved!

Hvorpå jeg naturligvis kastede håndklædet i ringen. Der var intet at stille op. Medlemmer af den sekt er jo blevet hjernevasket med intolerance siden fødslen. I grunden ikke særlig næstekærligt, if you ask me.

Gled dog elegant ud af diskussionen ved at sige, at vi nok aldrig vil blive enige, men at jeg naturligvis respekterer, at han har en anden mening end jeg.

Case closed.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar