Grænseland

Befinder mig i mere end én forstand i et grænseland. Både fysisk og mentalt.

For det første er jeg rejst helt hen til Haderslev, som ligger i Sønderjylland en halv times kørsel fra den tyske grænse.

Det er den fysiske del. 

Haderslev ser sådan ud:

Rigtig fin by med andre ord. Og gammel. Tudsegammel. Den første domkirke blev bygget i 1100-tallet. Men er naturligvis brændt ned siden. Ved sgu ikke, hvordan det lige var med middelaldermænd og tændstikker. De var i hvert fald ikke gode til at håndtere dem (not a good match, høhø). Heller ikke i Haderslev.

Jeg tog hen til Haderslev for at give mig selv den oplevelse at vandre på Gendarmstien. Det er den sti, som grænsegendarmerne i gamle dage fulgte for at afpatruljere grænsen mellem Danmark og Tyskland. De skulle fange illegale grænseoverløbere og smuglere. 

Gendarmstien strækker sig over 74 kilometer fra Padborg til Høruphav på øen Als og ser sådan ud:

Hele ruten er markeret med små blå mænd, så man ikke farer vild.

Gammel grænsesten. DRP står for Deutsches Reich Preussen.

Og gæt selv, hvad D på den modsatte side af stenen
står for. Tip: Det er ikke "Deutschland".
Ved grænsestenene kan man stå med et ben i hvert land.

Første strækning efter Kruså går gennem Kollundskovene.

Og så kommer man ud til Flensborg Fjord.

Helt ned til vandet faktisk.

Den lille blå mand er der stadig: Jeg er ikke faret vild.

Der ligger nogle monsterstore kasser ned til fjorden. I denne kasse
bor familien Fleggaard. Det er altså dåseøl, du har drukket,
der danner fundamentet for dette lidt bizarre bygningsværk.

Ah ja, Okseøerne. Her døde Dronning Margrethe I. Ifølge sagnet i
hvert fald. Sikkert er det dog, at hun havde været til fredsforhandlinger
i Flensborg og døde på hjemvejen. Den lille båd i forgrunden er færgen
derover.

Jeg aner ikke, hvad dette her er for en fætter, men fin er den altså.

Lunch! Jeg tillader mig at være så lavkulturel at elske pomfritter.

Dagens komik opstod i øvrigt, da jeg efter tre timers vandring satte mig ved et picnicbord - sådan et bord-bænkesæt, som man ser på alle rastepladser - med en kold dåseøl og Inferno af Dan Brown, som jeg er ved at læse lige nu, for at tage et velfortjent hvil.

Og ikke bemærkede, at en tyk gammel mand kom og satte sig ved siden af mig. På samme side af bordet. Som til gengæld omgående måtte give efter for overvægten og tippe rundt, hvorved den tykke mand og jeg (med favnen fuld af Dan Brown, dyrt kamera og dåseøl) simultant foretog en manøvre i stil med den, man ser, når dykkere vælter sig baglæns i vandet fra en gummibåd. Blot med et picnicbord om benene.

Men hey, sådan kommer man i kontakt med de lokale ;-)

Hvis du kan lide at vandre, og du har lyst til at aflægge grænseområdet et besøg, vil jeg foreslå, at du prøver Gendarmstien. Det har været en henførende oplevelse.

Hehe.

Og nu videre til den mentale del af mit grænseland:

Jeg er her alene!

GISP!

Troede ikke, det var muligt, at jeg kunne gennemføre en ferietur alene. Jeg er ikke alene-typen.

Eller ... øh ... jeg kan sagtens sidde alene og fordybe mig i en bog. Eller bruge timer på at skrive et blogindlæg og sårn.

For jeg er udmærket selskab for ... øh ... mig.

Men derfra er der i min optik et kvantespring til ligefrem at rejse på ferie alene med mig. Og vi taler indtil flere dage på vandrerhjem altså!

Kunne da også godt mærke, at folk sendte mig blikke, da jeg trådte ind på Ristorante Firenze på torvet i Haderslev i går aftes. De undrede sig helt sikkert over, hvad jeg lavede der uden selskab. 

Men jeg hyggede mig udmærket. For jeg iagttog også dem, muahahahaaaah. 

For eksempel manden i den røde trøje ved bordet skråt over for mig. Han var ikke alene, men han førte omtrent lige så meget samtale som jeg. Over for ham sad nemlig to gråhårede damer og pludrede uophørligt med hinanden. Han var bare med på en lytter. Og sikkert også for lige at tage sig af regningen. Og så havde han en kunstig hånd, som han holdt gemt under bordet det meste af tiden.

Og ved bordet ved siden af sad en kræftramt dame med sin mand. Hun havde en sixpence godt trukket ned over det hår, der ikke var der. Da jeg rejste mig for at gå, sendte hendes mand mig et bredt smil. Jeg tænker, han var glad for, at jeg som enlig restaurantgæst i provinsielle Haderslev måske kunne fjerne lidt af den opmærksomhed, der ellers var blevet tildelt hans syge kone.

Nu vil jeg om lidt begive mig hen i midtbyen igen. Jeg er sulten. Og det er ikke skræmmende at spise alene.

Grænseoverskridende. Men ikke farligt.

Og jeg kunne sagtens finde på at lave en tilsvarende ferieafstikker igen.

:-D