Homoevent

Vi gør det ikke særlig tit, Ladyen og jeg. Tager til homoevents.

Vi føler ikke, at vi rigtig passer ind i det homomiljø, vi har mødt, de få gange vi har vovet os ud i det her i Århus.

Og jeg tror ikke, vi nogensinde kommer til at gå "all in" og blive superlebber.

Til det har vi nok brugt for mange år på at skamme os over vores homoseksualitet og sejle under heteroseksuelt bekvemmelighedsflag. 

Det er kort fortalt umanerlig svært at komme ud af vanen med at lege hetero og begynde at betragte homoseksuelle som "os" og ikke "dem". 

Selv om det naturligvis er en aldeles korrekt betragtning.

Men nu gør vi det altså. Tager til en event. I vores yndlingsbif, Øst for Paradis. I morgen. Til premieren på homofilmen Der Kreis. Ledsaget af et forhåbentlig spændende foredrag. 

Måske kan vi blive lidt klogere på dette mystiske og fremmede homounivers, som vi pludselig er vågnet i.

Det skal nok blive fedt :-D

Måske skriver jeg et indlæg om det.

So stay tuned, folkens ;-)

Lidt om at læse korrektur

Åh haha, kom sådan til at grine af en kollega forleden dag. Ved sgu ikke lige, hvor passende det var.

Der er tale om en pæn ældre dame med stålgråt hår, nydelig i tøjet og med sko, der til hver en tid er farveafstemt efter den øvrige påklædning. Velduftende og med store, smukke halssmykker af sølv og rav.

Hun er klasselærer på 9. årgang og var ved at lave en skriftlig orientering til alle årgangens forældre om forløbet af sidste skoledag.

Og så kom hun til at invitere til "fælles afsutning."

Haha :-D

Somme tider kan korrekturlæsning være en formidabel idé ;-)

Jeg kunne naturligvis ikke lade være med at udbrede mig om episoden i en opdatering på Facebook.

Hvortil en anden kollega kommenterer: 

"Jeg synes også, det ville være en god idé at invitere til fællespisning - når man nu er i gang."

Holder sgu meget af mine kolleger og de grin, de giver.

Krank

Damn! Syg.

For en gangs skyld ikke i en ferie eller en weekend. 

Men hvornår det er bedst, ved jeg snart ikke. For jeg får pissedårlig samvittighed over for min arbejdsplads, når jeg må blive hjemme. Ligger altid og tænker på, OM jeg ikke KUNNE være taget af sted, HVIS jeg nu havde fyldt mig med en cocktail af smertestillende kopipræparater. 

Uanset hvor syg jeg er, synes jeg nærmest, at jeg pjækker.

Og der er jo også den der niendeklasse, som jeg har til tysk om onsdagen, og som er fuld af underfrankerede, egocentrerede, hærgende, hensynsløse fjolser (lyder jeg irriteret?), som mener, at tysk har samme charme og nytteværdi som hundelort under skoen, og derfor næsten aldrig laver andet end larm og sabotage i timerne og således VIRKELIG trænger til undervisning, inden de risikerer at skulle op i faget til sommer. 

Men der er ingen vikarer, der kan gennemføre to timers tysk - dels fordi de ikke kan tysk, og dels fordi netop denne klasse ikke har den fjerneste antydning af respekt for en vikar og KLART fungerer bedst, når det er mig, der har dem.

Men i dag er det vist fair nok, at jeg ligger her.

Det er ryggen. OG en eller anden virus. 

Men mest ryggen.

Som sædvanlig, kunne jeg fristes til at sige.

Jeg er i tidens løb blevet CT-scannet og røntgenfotograferet på kryds og tværs.

Jeg har prøvet massage.

Og træningsprogrammer.

Og varmebehandlinger.

Og kuldebehandlinger.

Og akupunktur.

Og strømbehandlinger.

Og diverse cocktails af smertestillende piller.

Og jeg har en rimelig fornemmelse af, hvad der virker, og hvad der ikke virker. 

Men i dag er der ikke noget, der virker. Har faktisk ikke rigtig sovet i nat.

Så det ER fair nok! 

Øh ... tror jeg.

Ironisk nok har posten lige ringet på døren. Det var mit nye Garmin Vivofit fitness armbånd, der kom. Sådan et, der måler aktivitetsniveau og kalorieforbrænding.

Tror sgu ikke lige, det skal på i dag. 

Selv om det naturligvis kunne være interessant at se, hvor meget man forbrænder ved at ligge helt stille på sofaen og se Game of Thrones, mens man spiser resten af citronmånen fra i lørdags.

Rapport fra Sydafrika

Så fik jeg pludret lidt med Store Søn i Sydafrika. I går aftes. Over Skype :-D

Der er ingen netforbindelse hos den familie, hvor han bor, men i weekenderne tager han og nogle venner ind til Cape Town og overnatter på et hostel. Med wifi!

Forbindelsen var tilmed så god, at vi kunne slå kameraerne til.

Skønt at se sønnike :-) Men tænker, at fornøjelsen mest var på min side. For jeg var fannerme ikke noget kønt syn.

Er jo alene hjemme og kom derfor slet ikke ud af nattøjet i går. Sad altså her ved køkkenbordet uden makeup og iført lyserød pyjamas, badekåbe og morgenhår og videotransmitterede til sønnike og vennerne i Sydafrika. Godt, at kameraet ikke også kan opfange duftsignaler, tænker jeg.

Nå, men han kunne altså berette, at han i nærmeste fremtid vil foretage et spring fra den højeste bungee-bro i verden OG dykke med hvidhajer OG skydive.

Shit. 

Jeg tænkte, om han mon ikke hellere ville rejse hjem til mor i forstadsvillaen. Så kunne jeg stege koteletter til ham.

Tror dog ikke, han falder for mit tilbud.

Nå, men sønnike kunne også fortælle, at han var blevet lagt an på af en fedklam, halvgammel mand, mens han havde trænet fitness i bar overkrop sammen med nogle af de andre hjælpearbejdere på stedet.

Argh! 

Selv om han forsøgte at lyde cool, kunne jeg høre på ham, at han var blevet forskrækket. (Mutti er ikke så nem at narre.) 

Store Søn har indtil nu ført en tryg og beskyttet tilværelse uden grund til at være ret meget på vagt over for andre.

Men han er en høj og slank og veltrænet fyr med et rart og tiltalende udseende, så det er måske ikke så mærkeligt, at han kan tiltrække sådan en mand.

Håber, at han hurtigt får det rystet af sig, men glæder mig samtidig lidt over den læring om mennesker, han har fået ud af det. Det er sundt nok med en vis skepsis, når man er på egen hånd langt hjemmefra.

Han kunne i øvrigt berette, at Sydafrika overraskende nok har en af de mest liberale homolovgivninger i verden. Allerede i 1994 vedtog man en lov, der forbyder enhver diskrimination ud fra seksuel orientering.

Det lød jo godt i mors ører, da det i almindelighed vist ikke er let at være homo i de afrikanske lande. 

Så bravo, Sydafrika!

Men da jeg efter vores samtale forskede lidt i temaet, fandt jeg desværre ud af, at loven i praksis ikke rigtig bliver brugt. Der er masser af hatecrimes og mord på homoseksuelle, som aldrig bliver opklaret. 

Og så er vi jo lige vidt.

Nå, men med henvisning til omtalen af duftsignaler ovenfor i indlægget, så tror jeg, at jeg vil forskønne kvarteret lidt og liste min nøgne kvindekrop ind under bruseren.

Hav en fortsat forrygende søndag, folkens!

Gæt hvad jeg fik af julemanden

Nå ja.

Gæt for resten, hvad jeg fik i julegave af ... øh ... julemanden:

Jep. Et regnbueflag. Hehe.

Til at begynde med hænger jeg det på en eller anden væg i min forstadsvilla. Bare for at provokere min mor lidt og såd'n.

Senere kan jeg sætte det på en stang og tage det med til Priden i Århus. Så kan jeg vifte med det der.

Jeg sørger altid for, at der ligger noget fra julemanden til mig selv under træet. Så ved man da, at man får noget godt (ud over det, som Ladyen har købt, naturligvis). Og i år var hans gave til mig altså lidt homomanifestationsagtig.

Min søn på 16 synes, det er et fedt flag. Hans første reaktion, da han så det, var at iføre sig det som en kappe.

Åh, haha. En homosuperhelt i min stue :-D

Lurer lidt på, om han kunne være til mænd.

Hvis han er, så synes jeg, han er heldig, at hans mor er til kvinder. Det kunne jeg godt have brugt, at min mor også var.

Tak til Nykøbing Mors :-)

Det der blogging er i grunden en løjerlig en.

Jeg sidder her og skriver til et ukendt publikum. Om situationer, holdninger, oplevelser, som jeg måske ikke ALDRIG nogensinde ville dele med andre sådan ansigt til ansigt.

For noget af det går lovlig tæt på for sådan en jydemus som mig.

Og jeg får HÅRREJSNINGER ved tanken om, at mine elever, mine børn eller mine kolleger måske skulle støde på dropsene og gennemskue, at det er mig, der står bag.

GYS!

Så jeg sørger omhyggeligt for ikke at blande blog og privatliv sammen.

Samtidig er jeg nysgerrig på mit publikum. PISSEnysgerrig!

Derfor bruger jeg et statistikværktøj, der hedder Google Analytics.

Analytics fortæller mig blandt andet, at min blog ikke er den allermest besøgte blog i universet. Jeg har måske mellem 50.000 og 60.000 sidevisninger på et år. Måske lidt mere, for statistikken er ikke helt nøjagtig.

Jeg kan også se, at jeg har mange gengangere blandt mine læsere.

Og jeg kan se, at førstegangsbesøgende ofte snupper en 8-10 indlæg med, når de nu ER landet på dropsene.

Det er godt. At de fleste nytilkomne bliver hængende lidt. Og senere vender tilbage.

For jeg elsker at skrive, og jeg elsker at blive læst :-D

Men hvem er mine læsere? Det kan jeg ikke se på Analytics. Mit statistikværktøj fortæller mig intet som helst personligt om mine gæster. (Og heldigvis for det, for den slags lugter lidt for meget af overvågning.)

Der er navnlig en enkelt gruppe, som fascinerer mig: 

Somme tider kan jeg nemlig se, at en læser et eller andet sted i verden har valgt at bruge flere timer af sin kostbare tid på at læse flere hundrede af mine indlæg.

I ET HUG, folkens!

Shit, det gør mig glad :-D

Mine rapporter fra lebbeland må jo på en eller anden måde have fængslet dem.

I dag har Nykøbing Mors været længe på besøg. Og tusind tak til dig, hvis du læser med her!

Sandheden om gårsdagens automobilreparation

Har en tilståelse. I mit indlæg i går antydede jeg, at jeg var rimelig euforisk over en reparation af min Yaris.

Det var måske en tilsnigelse.

Hvad der i virkeligheden skete, var, hvad jeg lige har skrevet til mine venner på facebook:

Er helt høj:

Har foretaget en vigtig automobilreparation på Yarisen. Uden hjælp.

Årsag:

Mine nye arbejdstider forbyder mig at køre på værkstedet for at få skiftet lygtepærer, da mit værksted har lukket, når jeg har fri.

"Så gør jeg det sgu selv," tænkte jeg. "For hvor svært kan det være?" (Nu er jeg jo lesbisk og dermed halvvejs mand.)

Øh ... det kunne det så godt. Være svært altså. Kunne dælme ikke forstå, at der ikke kom lys i baglygten, når jeg satte ny pære i, selv om jeg lod motoren køre i tomgang, så lygten burde lyse op som et juletræ i samme sekund, jeg havde haft held med mit forehavende.

Og hver gang der ikke kom lys i baglygten, gik jeg ind i butikken og købte en anden pære med nogle andre tal på. (Det var noget med V og W og sådan noget, som jeg ikke ved, hvad betyder.)

Og da jeg, formedelst 160 kroner, havde købt otte forskellige lygtepærer uden succes, gik det op for mig, at det var den forkerte lygte, jeg makkede med.

Jeg stod og skiftede pære i BAKlygten, som ikke fejler det mindste, men som til gengæld KUN lyser, når bilen er i bakgear, og det er den ikke, når den er i tomgang.

Så jeg gik ind i butikken en sidste gang og købte den rigtige pære, og nu er sagen kringeling!

Samtidig glæder jeg mig naturligvis over at ligge inde med et ret stort udvalg af baklygtepærer til formentlig ret mange forskellige bilmærker.

Hehe. Jeg er fandme ikke for skarp ;-)