Om en gammel kegle som jeg ikke vil af med

Og han hedder far.

Se DER er fandme et menneske, jeg har et ambivalent forhold til.

Minussiden:

Det er ikke pænt at hærge alle ens datters teenageår ved at komme hjem fra job cirka tre gange om ugen (HVER FUCKING UGE) efter at have drukket sig midt over i løbet af arbejdsdagen. For så dingler man. Og man stinker. Og man er lilla i ansigtet. Og man er ondskabsfuld, fordi et angreb er det bedste forsvar.

Og det er heller ikke pænt at rejse sig midt i sin kones 40-års fødselsdagsselskab for at tilstå, at man har en affære med sekretæren, som i øvrigt sidder lige ved siden af.

Og det er heller ikke pænt i en brandert at kalde sin 20-årige datter for nasserøv og smide hende ud af barndomshjemmet, så hun må flytte ind hos veninde med minutters varsel.

MEN.

Han er min far. Og han har nogle beundringsværdige kvaliteter.

Plussiden:

Det er for eksempel pænt af ham at dukke op i min nyindkøbte forstadsvilla for to år siden og lægge trægulv over hele lortet.

Og det er pænt at tage imod min lesbiske kæreste uden fordomme, altid at spørge ind til hendes trivsel og tage imod hendes søn med åbne arme (det er min mor, der er bæstet i den historie).

Og det er skønt, at han har den mest fantastiske sans for humor. Se, HAN er fandme morsom! Og hvis nogen hævder, at jeg skulle have selv den fjerneste humoristiske sans, så er det far, jeg har den fra.

Så når han er ædru, er han den mest elskelige, favnende, hjælpsomme, gavmilde, sjove fyr.

Og det kom til at stå helt klart for mig i sidste uge, at jeg ikke er parat til at tage afsked med ham.

For shit, hvor han gav mig en forskrækkelse. Så jeg var fuldkommen ude af flippen i dagevis.

Situationen:

Tudserne var til middag i hos mig i forstadsvillaen sidste lørdag. Jeg skyldte dem at holde min fødselsdag, og det har jeg skrevet om i et andet indlæg.

Det blev en hyggelig aften. 

Jeg havde lavet chili. Med chili fra drivhuset. Som er så stærk, at den kan slå en død mexicaner ihjel.

Nammenam!

Alle spiste af den med stort velbehag.

Og om natten fik far det dårligt.

Og næste morgen blev han indlagt med blå blink. Og brystsmerter.

PIS! var min første tanke. Nu har jeg vel for helvede ikke lavet chilien for stærk! Og taget livet af far. Stupid me.

Men nej, det havde jeg vist nok ikke. 

For i disse dage er han på vej igennem den store kræftudredning. Løber fra den ene scanning til den anden på flere forskellige hospitaler. 

Så jep, det er faktisk noget skidt :-( selv om det ikke har noget med min kogekunst at gøre.

Og i de få splitsekunder i løbet af en dag, hvor jeg ikke har tusind andre ting i tankerne, er jeg fortvivlet. For jeg vil ikke af med ham. Det står HELT klart.

Jeg ved selvfølgelig, at vi alle er født med en udløbsdato. Og at far ikke har gjort det mindste for at udskyde sin, men derimod i forskrækkelig mange år har både drukket og røget tæt, mens han omhyggeligt har undgået enhver form for bevægelse. Så hans yderste dag MÅ selvfølgelig komme.

Men jeg er fandme ikke parat.

Til gengæld er jeg blevet umanerlig bevidst om, hvor meget han betyder for mig. Trods alt.

Vi mangler stadig tilbagemeldinger på scanningerne og ved derfor ikke, om far er købt eller solgt. 

Bær derfor over med mig, hvis jeg pludselig i en periode ikke har overskud til at skrive så meget.

Så er det, fordi jeg har fået dårlige nyheder.

Se nu bare, hvor jeg skal hen med L i morgen

NICE! Hehe ;-)

Hvem er jeg?

Damn.

Nu var der lige en læser, der troede, at hun (eller han, men jeg tror, jeg har flest kvindelige læsere) havde fundet ud af, hvad jeg hedder.

Fordi der pludselig stod et rigtigt navn på bloggen som udgiver af mine indlæg. I stedet for De Syrlige Drops altså.

Og denne læser var megasød at oplyse det i en kommentar til et af mine skriv. Måske så jeg kunne skynde mig at få det fjernet.

Og det har jeg også gjort. Fjernet det altså.

Men problemet er ...

... at det ikke var mit navn, der stod der.

Hvordan fanden kan det ske?!

Nå, men det gider jeg ikke spekulere så meget på. Hvis bloggen er blevet hacket, så er det sådan, det er. Så længe det ikke er min bugnende lærerlønsbankkonto ;-)

I sin kommentar skriver min læser også, lidt humoristisk, at der ligefrem er stalkere, der skulle have brugt år på at gennemskue, hvem Fruen er.

Yeah, right.

Men der sidder givetvis nogle, der gerne vil se giraffen.

So here I am.

Billedet er fra en kortvarig, fiktiv karriere ved San Jose Police Department ;-) for et par år siden, hvor jeg er iført en alt for stor, men vaskeægte politiuniform, som jeg har stjålet fra et skab i en villa i Californien:

Nå da, DET må være guf for alle mine stalkere.

Hasard

Argh, hvad har jeg nu lavet?!

Jeg plejer sgudda aldrig at sætte penge på noget som helst. For jeg mener i almindelighed, at jeg har begge mine lesbiske fødder solidt plantet i den gode jyske, round-up-mættede muld. 

Og nu spiller jeg lige pludselig eurojackpot. 

OG lotto. 

OG joker. 

OG onsdagslotto.

Øh ... foruden altså at jeg har sat en halvtredser på, at Sydafrika banker Mauretanien i fodbold i aften. Uden at være en skid interesseret i fodbold, forstås.

GO, SYDAFRIKA!

Og ... øh ... foruden at jeg har købt et lod i Klasselotteriet. Formedelst fucking 952 kroner!

Det har jeg alt sammen udrettet i løbet af de sidste ti minutter.

Oh my god!

Jeg plejer sgudda ikke sådan at skylle al fornuft ud i toilettet sammen med en masse hundredekronesedler. Så hvad fanden skete der lige der?

Nå, men jeg må smutte. For jeg har travlt med at planlægge, hvordan jeg skal investere de 221 millioner spir, som jeg vinder i aften ;-)

SÅ flot, frue!

Du kender det sikkert:

Du træder ind på skolens kontor for at vende et spørgsmål med de venlige sekretærer.

Og på kontoret står en spritny vikar. En lang og ranglet, men ellers pæn og høflig ung mand, som har allerførste arbejdsdag hos jer og netop har udfyldt de nødvendige papirer.

Du vil gerne gøre et godt førsteindtryk på den unge mand og giver ham hånden for at præsentere dig og ønske velkommen.

Og ...

... i det samme ... 

... taber du ...

... en klat lun leverpostej fra den mad, du tilfældigvis holder i venstre hånd.

Ned mellem brysterne.

Jep. Det kender du nok godt ;-)

Lortekultur

Jeg har hørt om en dreng.

Han er en sød dreng på cirka 11. Og han kommer fra Congo.

Han bor hos sin moster her i Danmark.

"Måske er hans forældre døde," tænkte jeg, da jeg hørte det med mosteren. For efter danske standarder er det lidt usædvanligt, at børn bor hos deres mostre.

Men det er de ikke. Døde altså. I hvert fald ikke hans mor. 

Hun bor nemlig i Norge.

"Nå," tænkte jeg så, da jeg hørte det med moren. "Så flytter drengen nok snart op til mor."

Men det gør drengen ikke.

For mor har fundet sig en ny mand i Norge. Og fået sig et par nye børn. 

Og her kommer så den oplysning, der får min kæde til at hoppe FULDSTÆNDIG AF:

Det er åbenbart congolesisk skik, at man ikke bringer "gamle" børn med sig ind i et nyt forhold.

Så den søde og stadig ret lille dreng er ikke velkommen hos sin mor og hendes nye familie i Norge. 

Han dur ikke, med andre ord. Han er forvist. Kasseret. Til fordel for sine halvsøskende.

Derfor er han blevet parkeret hos moster.

Og moster har fået sig et barn at forsørge, som hun ikke lige havde kalkuleret med.

Øh ... og hvis jeg lige må have lov:

Hvad FANDEN I HELVEDE er det for en ondskabsinficeret LORTEkultur, der udsætter uskyldige mindreårige børn for den slags?!

Det er kraftedeme en ommer, Congo!

Bum!

PS

I mit sidste indlæg skrev jeg, at jeg var færdig med at skrive om sommerens tur til Bretagne.

Well, guess what: Jeg løj.

Jeg glemte jo maden, for helvede.

Kan De lide østers?

Eller andre skaldyr? Rejer måske? Eller muslinger?

Så er De fannerme landet det rette sted, hvis De lægger vejen forbi denne del af la France. For Bretagne rules (Rule Bretagne!), når det gælder disse små lækre havkrapyler.

Østers kan jeg ikke fordrage. Snotklatter med havsmag.

Men moules! Nammenam. Se nu bare her, hvad fruen bød rejseselskabet på en aften i stenhytten:

Fem kilo uforglemmelige moules med fritter (på billedet endnu i udampet stand), som franskmændene gerne spiser dem. ÅRH, jeg troede jeg skulle dø af lykke :-D

Og så må man sgu heller ikke glemme bretonernes tradition for fyldte madpandekager eller galettes, som de hedder. Den oprindelige slags er lavet af boghvede og var engang fattigmandsspise. Der var nemlig skat på hvedemel, men ikke på boghvedemel.

Fantastisk opfindelse. Prøv dem for eksempel med skinke, ost og æg :-) Prisen er ret lav, og creperierne ligger tæt som armhulehår i hele Bretagne.

Galettes fik vi til frokost et par gange. Resten af dagene smurte vi sandwiches hjemmefra, som vi så tog med på udflugt (vi skal jo lige huske på, at Mutti stadig er på laveste lærerløntrin og på denne ferie skulle mætte syv sultne dunke, så det var fint nok at spare lidt på restaurantbesøgene.)

En dag havde Mutti og ældstedatterens roomie, Ea, i fællesskab smurt, mens ældstedatteren havde emballeret, skrevet navn på og pakket i køletaske.

Og så drog vi ud i naturen, det billige lort.

På den første sandwich, der dukkede frem af køletasken ved frokosttid stod "IMMIGRANTEN".

Skarp, som jeg er, gættede jeg naturligvis hurtigt, at det måtte være et dæknavn for vores allesammens medbragte yndlingstysker, Mattis.

På den næste stod "COMMANDER IN CHIEF".

Det måtte velsagtens være Muttis, tænkte jeg og greb ud efter den.

Jeg tog imidlertid fejl:

For satan altså. Den ældstedatter har jeg sgu ikke været heldig med, haha.

Og NU ikke mere om Bretagne. Je promets.

Det skulle da lige være lidt pral at runde af med:

Se, jeg gør i regelen et eller andet mere eller mindre hjælpeløst forsøg på at kommunikere på lokalsproget, hvis jeg er ude at rejse. For jeg oplever, at det vækker goodwill hos mine samtalepartnere, når jeg viser vilje til at benytte deres sprog. Også selv om jeg kun kender nogle få brokker.

Således også i Frankrig. Her kender jeg dog lidt mere end blot nogle få brokker, for jeg har modtaget franskundervisning i seks fulde år.

Men det vidste Rotterne ikke noget om. Det har jeg ganske enkelt aldrig haft lejlighed til eller behov for at fortælle dem. Åbenbart.

Så det var TOTALLY PRICELESS at se deres ansigtsudtryk, da jeg for første gang rullede mig ud i samtale med en franskmand. På fucking fransk!

"What the FUCK, mor! Du kan jo fransk!" lød det således med ubetalelig forbavselse fra Barn 2.

Hehe.

Og NU ikke mere om Bretagne ;-)