"Jeg, en gemen tyv" eller "Den store badeværelsesmåttekrig"

Damn, hvor blev jeg irriteret for et par måneder siden, da NOGEN - formentlig litauerne nede i kælderetagen, da de jo ER litauere og dermed østeuropæere og sikkert tyvagtige - havde neglet min hvide Ikea-badeværelsesmåtte fra mit tørrestativ i vores fælles vaskekælder.

DER sætter jeg eddermame grænsen, guys. Mine Ikea-ting holder man bare sine lange, klamme pølser fra.

Bum.

Og tilsvarende stor var min undren så, da jeg for et øjeblik siden indfandt mig i omtalte vaskekælder for at sætte en vask over ... 

... og så ...

... MIN BADEVÆRELSESMÅTTE snurre lystigt rundt derinde i maskinen.

Kan ikke beslutte, om det er frækheden eller dumheden, der er mest overvældende.

Man lægger sgudda ikke sine tyvekoster i maskinen i den vaskekælder, man har hugget dem fra!

Så nu har jeg stjålet min måtte tilbage. HA!

So far, so good.

Bortset fra to ting:

1. Øh ... jeg ved strengt taget ikke, om det er min måtte. Tænker, at Ikea har produceret og solgt den slags måtter i gazillionvis, og der er sgu nok en eller anden statistisk sandsynlighed for, at nogle af mine medlejere på de øvrige etager KAN have anskaffet sig et eksemplar som min.
2. Hvad gør jeg lige, når måtten bliver beskidt og skal vaskes? Lægger den i maskinen og hænger den til tørre der, hvor den blev neglet in the first place? Til endnu en omgang fri ran?

Det er monsterstore problemer, man sådan tumler med ellers.

Valgdag

Fuck, hvor har jeg aldrig været mere i tvivl om, hvor krydset skal sættes!

Som udgangspunkt har jeg jo en demokratisk pligt til at stemme. For det der med valg er en betingelse for demokrati. Og demokratiet er i grunden bevaringsværdigt, synes jeg.

Yep.

So far, so good altså: Vi har hermed konstateret, at jeg må en tur i stemmeboksen.

Og her lander vi så i solar plexus på det spørgsmål, der er ved at få mig til at stikke ild til håret af ren ubeslutsomhed.

Where to put the damn X!

Jeg er unægtelig en sammensat person. 

Førhen var det så enkelt: 

Jeg var virksomhedsindehaver, bosat i velhaverkvarter og gift med Lucifer, der havde en skræmmende psykologisk indflydelse på mig og ikke kunne drømme om at stemme andet end blåt. Ligesom mine to kloge tudser (også somme tider kaldet mor og far), der gennem hele min barndom med usvigelig sikkerhed har stemt til højre for midten og aldrig lagt skjul på det.

Arv og miljø = blå blok.

Men nu:

Nyuddannet folkeskolelærer med uprætentiøs folkeskolelærerøkonomi, adresse i ludergaden, lesbisk.

Aktuel situation = rød blok.

Det burde altså være simpelt nok:

Jeg skal stemme rødt. 

Men så kommer jeg til at tænke på, hvordan mit jobcenter fuckede med mig, da jeg som ledig og uden jobchancer for to år siden søgte om at tage min uddannelse på dagpenge. Smækkede kassen i med et øredøvende brag, så jeg længe måtte forsørge mine fire børn med en månedlig indkomst på 0,00 kroner, mens jeg kunne se, at alle mine medstuderende på studiet uden videre fik enten dagpenge eller revalidering under uddannelsen. Fordi de bor i en anden kommune. Urimeligt. Og resultatet af en socialdemokratisk lokalledelse her hos mig.

Men hov?! Det er da ikke rød politik sådan at udtvære folk, der allerede ligger ned?

Jo, det er det jo så altså blevet. Det er der talrige eksempler på, i hvert fald på landsplan:

• regeringens arrogante behandling af ledige - "sådan er det jo-syndromet" kan vi jo kalde det
• regeringens arrogante behandling af SU-modtagere til fordel for skattelettelser til erhvervslivet
• regeringens arrogante behandling af lærerne

Rød blok fører blå politik.

Skal jeg så helt ud at stemme Enhedslisten, hvis jeg vil have et rødt parti? 

Ikke på vilkår, pomfrit. Jeg går for eksempel ikke ind for vold, anarki og det retsløse samfund. 

Shit.

HADER, når grædende 15-årige drenge opsøger mig på lærerværelset ...

... navnlig når det er fruen selv, der er årsag til, at de græder.

Pis og hæmorider!

Men P HAR altså fortjent det 2-tal, jeg har givet ham i mundtlig engelsk. Rent fagligt. For han tager ikke sit arbejde seriøst. Løser ikke sine opgaver. Og det skal man, når man går i 9. klasse.

Bum.

Problemet er bare, at P har det svært derhjemme. Sådan som alt for mange af mine elever har. Jeg står dagligt over for børn af svært alkoholiserede forældre og den slags, som livet alt for ofte serverer lort med lort på. Oven på lort. Og derpå toppet op med ... øh ... lort. (Så HVORFOR løser P mon ikke sine opgaver?) 

And to make matters even worse:

P har samtidig et virkelig stort hjerte og viser en rørende omsorg for sine klassekammerater, når DE har det svært. Er den første til at trøste, you know. Og tale deres sag. Typisk, at den i en klasse, der viser den største sociale omsorg, også er en af dem, der har mest brug for den. 

Så jeg sender stående ovationer til Ps medmenneskelige overskud. På det empatiske plan har han fortjent et klokkerent 12-tal. Og jeg ville frygtelig meget ønske, at jeg kunne have givet ham en højere faglig bedømmelse, for hans ulykkelige tårer ramte mig lige midt i solar plexus.

Mundtlig engelsk var hans eneste chance for at score en anstændig karakter, sagde han.

Øv :-(

Verdensrundtur i Homofobia

Da jeg for nylig blev interviewet til avisen, lavede jeg for mine elevers skyld lidt research om diskrimination af homoseksuelle på verdensplan. Det kunne jo være, de kunne bruge noget af det til deres artikel.

Det blev til en rundtur i Homofobia:

USA:

Sex med en person af samme køn har ikke været lovligt i USA før 2003.

I 34 amerikanske stater er det lovligt at fyre en medarbejder, hvis arbejdsgiveren opdager og misbilliger, at pågældende medarbejder er homoseksuel.

I de fleste amerikanske stater, kan boligejere nægte at leje ud til homoseksuelle.

Australien: 

Det giver en mildere straf at slå et menneske ihjel, hvis offeret er af samme køn som gerningsmanden, og gerningsmanden hævder, at han følte, den anden "lagde an".

Ligeledes i Australien må trosbaserede organisationer som kirker og visse skoler og hospitaler nægte at ansætte homoseksuelle.

Afghanistan, Algeriet, Angola, Antigua, Barbuda, Bangladesh, Barbados, Belize, Bhutan, Botswana, Brunei, Burundi, Cameroon, Comorerne, Cook-øerne, De Forenede Arabiske Emirater, Den Dominikanske Republik, Egypten, Eritrea, Etiopien, Gambia, Gaza, Grenada, Guinea, Guyana, Jamaica, Kenya, Kiribati, Kuwait, Libanon, Lesotho, Liberien, Libyen, Malawi, Malaysia, Maldiverne, Mauritius, Marokko, Mozambique, Myanmar, Namibia, Namibia, Nauru, Nordcypern, Oman, Pakistan, Palau, Papua Ny Guinea, Qatar, St. Kitts og Nevis, St. Lucia, St. Vincent og Grenadinerne, Samoa, São Tomé og Principe, Salomonøerne, Senegal, Seychellerne, Sierra Leone, Singapore, Sri Lanka, Swaziland, Syrien, Tanzania, Togo, Tonga, Trinidad og Tobago, Tunesien, Turkmenistan, Tuvaly, Uganda, Uzbekistan, Zambia og Zimbabwe: 

Homoseksualitet er forbudt ved lov og kan straffes med bøder, pisk, anden fysisk afstraffelse eller fængsel.

Saudi-Arabien, Iran, Mauretanien, Sudan, Yemen og dele af Nigeria og Somalia: 

Homoseksualitet straffes med fængsel eller henrettelse.

Rusland: 

Det er strafbart at uddele informationsmateriale om homoseksualitet eller på anden måde propagandere for en anden livsstil end den traditionelle. Desuden risikerer homoseksuelle at blive frataget deres børn, som til gengæld risikerer anbringelse på et russisk børnehjem.

Estland, Letland og Litauen:

Disse lande er berygtede for deres hate crimes mod homoseksuelle. Myndighederne søger systematisk at lægge hindringer i vejen for Priden.

Google: 

Prøv at indtaste "homoseksuelle skal" i søgefeltet på Google og se så, hvad Google selv foreslår som det tredje ord.

Det er mig, Google her skriver om :-(

Så ved du det.

Sekt på den ufede måde

Jeg hader religiøse sekter. De er gennemgribende usympatiske. De udnytter svage, ensomme, manipulerbare sjæle. Lokker dem ind i deres fanatiske net med deres overfladiske omsorg og medmenneskelighed. Hjernevasker dem. Bruger dem.

Jeg havde engang en religionslærer i gymnasiet. Hun hed Ellen. Hun blev under et ritual (vist nok) banket ihjel af Uffe, som var leder af den religiøse sex-sekt, der havde indfanget stakkels Ellen.

Shit.

Og min søns bedste ven, T, tilhører sekten Jehovas Vidner. Hans søster blev smidt ud hjemmefra, da hun forelskede sig i en "vantro" dreng. Arrivederci, pomfrit!

Mere shit. Også fordi T har forelsket sig i en "vantro" pige. De har været sammen i et par år. Og hans forældre ved ingenting, for T kender jo konsekvensen af en tilståelse.

Nu har min datter så truffet en fyr. De er ikke kærester, men de snakker godt sammen. Han tilhører Pinsekirken. Og han er homofjendsk.

Forleden dag udbredte han sig om alt det uhyrlige ved homoseksualitet. Rablede løs i længere tid. Min datter, som kan være ret spidsfindig, lod ham løbe linen helt ud og snakke sig tom for ord om emnet.

"Min mor er homoseksuel," sagde hun så.

HA! Well done, skat!

Men det affødte selvfølgelig bare en forklaring om, at man for eksempel også udmærket kan elske det at stjæle, fordi det er spændende. Men at man jo inderst inde godt ved, at det er forkert. 

Lighedstegn mellem tyveri (lovbrud) og homoseksualitet altså.

Hjernevask, siger jeg jo.

Jeg synes, min datter skal invitere fyren med herhjem. Jeg vil gerne hilse på ham.

Stjerne for en dag

Shit, hvor har jeg ikke haft ret god tid til at pleje mit lille barn (bloggen altså) på det seneste :-(

Jeg skal nemlig give standpunktskarakterer i tysk og engelsk til 90 af mine 130 andre børn lige om lidt, og jeg kan jo knap nok navnene på dem alle efter kun tre måneders ansættelse på min skole.

Jeg skal også lave elevplaner for alle 90. Dvs. en plan for hver enkelt skide elev, hvor jeg skal skrive, præcis hvordan han eller hun klarer sig inden for lyttefærdighed, talefærdighed, læsefærdighed og skrivefærdighed i mine fag, hvordan arbejdsindsatsen er i timerne, og på hvilke områder det kunne være en idé at give den en ekstra tand i den næste tid.

Fuuuuuck altså! 

Og det var ellers mig, der under Bjarne Corydons og KLs usympatiske, konspiratoriske nedsabling af lærerne overenskomstforhandlingerne mellem lærerne og KL i foråret mest af alt havde lyst til at bilde folk ind, at jeg var rengøringsassistent eller langturschauffør i stedet for lærerstuderende, fordi alle de onde udsagn om lærernes karakter og arbejdsmoral, der kom frem i diverse online debatfora, fik mig til at føle, at jeg havde ordene "DOVENT SVIN" tatoveret i panden.

Nu føler jeg mig sjovt nok ikke længere doven.

For jeg har så travlt, at jeg er en vandret streg i luften. Så travlt, at jeg nok snart bliver Des med rotterne, forstås.

Men i dag skete der nu alligevel noget, som jeg er NØDT til at lægge elevplanerne fra mig for at fortælle. 

Jeg er blevet interviewet, hehe. Til avisen. Og tilmed ikke til en hvilken som helst avis. Men til den avis, jeg nok allerhelst vil omtales i: 8. årgangs bidrag til Jyllandspostens aviskonkurrence for skoleelever.

Mine elevers egen avis, you know.

Og temaet? Min oplevelse af at være homoseksuel: 

Hvordan oplever jeg andre menneskers fordomme? Tror jeg, hate crimes er kommet for at blive? Hvordan opdagede jeg, at jeg var homoseksuel? Hvordan reagerede mine omgivelser? Hvad frygter jeg i forbindelse med min homoseksualitet? Tror jeg, at min homoseksualitet har påvirket mine jobchancer? Og meget mere.

Så jeg har løbet rundt med armene over hovedet af ren fryd hele dagen. Hvor er det SKØNT, at mine elever ikke opfatter min homoseksualitet som tabu. At de har mod til at tage fat i emnet, konfrontere giraffen direkte og spørge så åbent. 

For det er præcis, hvad jeg har arbejdet på siden skolestarten. At gøre det fremmede (læs: den klamme homoseksualitet) mindre fremmed for dem.

Og det lader til at lykkes. Stille og roligt.

DET er fandme da feelgood!

Fedtekage

En uforglemmelig dag.

Jeg har to virkelig, virkelig, VIRKELIG irriterende piger til tysk i 9. klasse. For SATAN altså! De har tydeligvis som erklæret målsætning at slippe så let og ubesværet gennem grundskolen som muligt uden at lære en skid.

Det er faktisk sådan, at hvis ikke jeg konfiskerer deres mobiltelefoner fra lektionens begyndelse, tilbringer de hele tysktimen på Facebook, hvilket de tror, de kan camouflere ved at holde mobilen under bordet ... øh ... hvis de altså ikke er travlt optaget af at lave store bannere med påskriften MEDINA.

Og så lyver de, som det passer dem. I går forsøgte de for eksempel at få den enes konfiskerede mobiltelefon retur ved at bilde mig ind, at pigens søster kunne føde når som helst, og at hendes mor derfor havde bedt hende om at have telefonen ved hånden. Som underbygning af denne påstand viste de mig en Facebook-besked fra "moderen," som de helt tydeligt selv havde konstrueret. 

Jeg ved sgu ikke en gang, om søsteren overhovedet er gravid. Det er ikke sikkert.

Matematikafleveringer kopieres naturligvis fra nettet, og man tænker ikke på at slette ophavsmandens navn i sidehovedet, selv om lige netop den lille feature med al ønskelig klarhed fortæller, at de ikke selv har lavet opgaven.

Så, kære læser, som du nok kan se, har vi her at gøre med et par små slyngler. Mildt sagt.

Mit problem:

De er pissesjove, og jeg kan ikke lade være med at more mig over dem.

Shit altså.

For eksempel synes jeg, det er totalt grinagtigt, at de to finker, som selvfølgelig er bedsteveninder, jævnligt kan ses på turne rundt i gaderne i den mellemstore provinsby, hvor jeg arbejder, siddende på den enes bedstefars el-scooter (sådan en slags motoriseret kørestol, der hyppigst ses i konstellation med ældre eller handicappede), som de har hugget, og hvorfra de lufter den andens hund.

Det var også ret sjovt, at de i går spurgte mig, hvad min yndlingskage er, for sådan en ville de da skynde sig hjem og bage til mig om eftermiddagen, hvis jeg bare til gengæld ville love at give dem 12 i tysk, når de skal have karakter i næste måned ... 

... og så i morges dukkede op til tysk med en prydelig paptallerken, hvorpå der lå et smukt stykke brownie dekoreret med glasur i flere farver og med mit eget navn skrevet med en meget sirlig rød. 

Fedtekage. Uden den mindste form for omsvøb.

Og hele tiden smiler de bredt og sødt. Og taler virkelig, virkelig pænt til mig. 

For helvede! De ved da udmærket godt, at jeg ALTID gennemskuer dem.

Jeg har således et ret TOTALT ambivalent forhold til disse to. På den ene side er jeg helt klar over, at løgn, snyd og bedrag er reglen i deres univers, og jeg synes, det er voldsomt irriterende, at de ikke vil tage imod den læring, jeg tilbyder dem. Og på den anden side kommer jeg dælme til at savne dem til næste år.