Om unges forbrug

Jeg er målløs.

Speechless.

Sprachlos.

😲

Nu vil du velsagtens gerne vide hvorfor 😉

Og det vil jeg da gerne fortælle dig:

Visse unges forbrug.

Det stikker jo helt af. Som en dopet Tour de France-rytter.

Ikke, at det ikke har været på vej i nogen tid. 

Da Rotterne (læs: fruens fire elskelige børn, red.) var små, undrede jeg mig for eksempel tit over, at en del af klassekammeraterne fucking ALTID kunne flashe de nyeste, hotteste gadgets inden for spilteknologi. Gameboys for eksempel. Altid nyeste model i hænderne på de samme klassekammerater.

Så blev smartphones lanceret, og her blev historien den samme (og er det i øvrigt stadigvæk): Det giver street credit at kunne fiske den nyeste iPhone op af lommen.

Nu er det jo selvfølgelig ikke den lille dreng eller pige i 0. klasse, der har økonomi til hele tiden at anskaffe ny, dyr spilteknologi. Og det er ikke eleven i 6. klasse, der er i stand til at smide 10.000 kroner efter en telefon, hver gang der kommer en ny Apple-model på markedet.

Det er forældrene, der gør det.

I min optik har en del forældre længe dystet med hinanden om at kunne fremvise de dyreste og mest trendy produkter i deres børns hænder. (Og min erfaring er, at det ikke nødvendigvis er de forældre med den bedste økonomi, der har brug for at deltage i dysten.)

Dermed er disse forældre formentlig blevet fremkaldervæske (et fedt udtryk, jeg for nylig har hørt i Mads & Monopolet 😉) for et fuldkommen absurd forbrug hos deres poder.

For nylig har jeg haft et par oplevelser inden for samme tema. Her handler det bare om teenagere og om tøj og sko.

Nu er jeg heldigvis velsignet med tre børn, som ikke går op i dyre gadgets. Ingen af dem har nogensinde ejet en iPhone eller en Mac. Og ingen af dem finder tilfredsstillelse i mærketøj.

"Men," undrer sig nu den bloglæser, der har læst ovenfor. "Du skriver 'tre børn'. Øh ... har du ikke FIRE?"

Og jo, det er lige præcis, hvad jeg har. 😊

Men den yngste! Barn 4! Oh my god 😱 Hun falder jo helt uden for kategori.

Hun excellerer i brand dropping (det er det samme som name dropping, blot med produktnavne i stedet for personnavne). 

Hun ejer som den første i familien en iPhone. Og er netop ved at købe en Macbook for de penge, hun de seneste måneder har tjent ved kassen i ABC Lavpris. Også selv om hendes udmærkede pc kun er to år gammel, og Apples computere bestemt ikke egner sig til det gymnasiearbejde, englebassen har i vente efter sommerferien.

Når vejret ellers tillader det, flasher hun sine Gucci-sko (som hun selv har købt brugt). Men kun hvis hun ikke skal gå for langt, for pasformen er ad helvede til, og hun får ondt i fødderne 😂 Til gengæld uddeles der stokkeslag for at flytte på dem, hvis hun har efterladt dem i entréen. De må nemlig ikke berøres af pøbelen.

Hun har for nylig mødt en sød fyr. Med mørke krøller og nuttede smilehuller. 

I begyndelsen var alting selvfølgelig meget hemmeligt, og Barn 4 sendte kun små signaler om det nye bekendtskab: Hun blev lidt mere optaget af Snapchat end ellers, fniste mere, end hun plejede, og søgte hyppigere sit eget (og mobilens) selskab inde på værelset.

Men SÅ ... Pludselig en morgen ... Da jeg kom ud fra mit soveværelse ... Blev jeg mødt af ...

DE STØRSTE OG MEST KLODSEDE SKO, JEG NOGENSINDE HAVDE SET 😱

Nogen havde parkeret de gamle Aarhus-Kalundborg-færger i min entré (og åbenbart tilbragt natten på min datters værelse). Peder Paars og Niels Kliim stod der side om side og optog en betragtelig gulvplads. Lige til højre for mine kopi-crocs.

Da knægten senere på formiddagen var daffet af, kommenterede jeg hans ... øh ... lidet elegante fodtøj over for Barn 4.

"Jamen, MOR! Det er jo et par ... Balenciaga!" svarede barnet med ærefrygt i stemmen, og det sidste ord blev næsten hvisket. Hvorpå hun tav og med tydelig forventning imødeså min reaktion. Som udeblev.

Balenci ... hvaffornoget? Det mærke havde jeg sgu aldrig hørt om.

Men jeg var da nødt til at Google.

De ser sådan ud.

Fuck, mand! 😮

Sådan et par Balenciaga-færger koster jo tæt på 6.000. 

6.000 GODE, DANSKE KRONER, folkens!

De er så uskønne, at man får ondt i øjnene. Og så dyre, at man får ondt i lattermusklerne. Og det er meget ondt på en gang.

Samme søde unge fyr var i øvrigt med en tur i København i sidste weekend. 

Her benyttede han og Barn 4 sig af muligheden for at shoppe lidt på Strøget. Og da de efter endt shoppetur kom hjem, strålede ungersvenden som en nypudset sølvlysestage: De havde været i Illum. Og her havde han gjort et fantastisk køb. Hvorpå han fra Illum-posen fremdrog en hvid T-shirt.

Plain white.

I hvert fald ved første øjekast.

Men når man så nærmere efter og virkelig anstrengte øjnene, kunne man ganske svagt ane et hvidt tryk på maven. Og når man stak ansigtet helt ind i navleregionen på T-shirten, fornemmede man et ord:

Versace.

Og knægten var ved at sprænges af begejstring. For tøjstykket var sat 800 kroner ned. Så han havde KUN givet 1.200!

😂😂😂

Det giver en før-pris på 2.000. Hvad der jo så nok også er nogle, der har givet for skidtet.

Ungersvenden står ikke alene med sine købevaner. 

Jeg hører tilsvarende beretninger fra andre bekendtskabscirkler. Det er en hel bevægelse. At teenagere (og vist nok især drenge) søger den status og eksklusivitet, der ligger i MEGET dyrt mærketøj. Der er oven i købet en betegnelse for disse unge: 

Hypebeasts.

Min første tanke, når jeg bliver mødt med så grotesk et forbrug, er, at de unge må have problemer med selvværdet (og meget gavmilde forældre). 

Og at det i grunden er synd for dem, at jeg tænker sådan. 

For jeg tror ikke, det er det, de forsøger at signalere. Problemer med selvværdet altså. Jeg tror, de forsøger at signalere, at de er græske skibsredere 😂

Og jeg ville ønske, at de kunne finde tilfredsstillelse i nogle andre værdier. For det er i min optik en usund selvhævdelseskultur.

Skal jeg endelig give en thumbs up i denne forbindelse, må det så ubetinget være til de mærker, der har haft dygtighed til at brande sig selv så godt, at de kan få folk til at sætte fornuften på stand-by.

DET er fandme godt gået 👍

Nu vil jeg i bad. Take care 💜