lørdag den 4. juli 2020

Laver ikke en skid

Eller ... det passer selvfølgelig ikke helt.

For jeg har været på tennisbanen i formiddags 🎾😇 Lidt spontant og på min tennismakkers initiativ. Og i støvregn, så den planlagte time blev til tre kvarter. But still ...

Og jeg har taget opvasken fra i går. Hvilket var forholdsvis overkommeligt, da middagen i går aftes bestod af take-away fra et af de lokale sushi-etablissementer. Så "opvasken" gik mest ud på at smide plastikbakker og brugte spisepinde ud = my kind of dishwashing 😂

Og jeg har sgu også lagt tøj i vaskemaskinen. Og, ikke mindst, trykket på startknappen.

OG jeg har overvejet at bage en squashkage, for min squashplante i drivhuset er lige så invasiv og leverer lige så mange produkter som frygtet, hvilket betyder, at jeg har et ret overvældende antal squash til fri disposition (sidste år havde jeg fejlagtigt anbragt planten MIDT i drivhuset, da jeg ikke anede, hvor stor sådan en motherfucker egentlig bliver, og afskar dermed mig selv fra fri adgang til den INDERSTE del af drivhuset resten af sommeren). 

Droppede dog planen igen, da jeg opdagede, at jeg er løbet tør for sukker, og hvem fanden gider tage i Rema i støvregn? (Det var en helt anden sag, hvis jeg manglede vin, men det gør jeg ikke.)

Bortset fra det: ikke en skid.

Faktisk har jeg ikke engang sat hår. Eller lagt makeup.

Er således gået helt i ferie-mode 💃💃💃

Og når man er i ferie-mode, skal man huske at lade sofaen springe på ryggen af en, hver gang det falder den ind. Og det gør det nu, kan jeg mærke 😉

😴

😴

😴

Nå. 

Så gik der sgu lige halvanden time med at knurre på sofaen, og klokken er 15.15. Min hektiske formiddag med både tennis, udsmidning af sushi-bakker og start af vaskemaskine må have taget hårdt på mig.

Eller også er det de seneste 14 dage, der har taget pippet fra mig. 

Og jeg ved godt, det er et sidespring, men gad vide, hvorfor man egentlig siger sådan? Hvad er det lige for et "pip", man tager fra nogen?

Nå, men mit pip er i de seneste 14 dage blevet til et halvkvalt kvæk. Så travlt har jeg haft.

Det begyndte med min mors 80-års fødselsdag. 

Fra fredag til mandag for to weekender siden. På en herregård i Vestjylland:


Med deltagelse af hele familien (min bror og hans familie, min søster og hendes familie, mig og Rotterne og to af deres kærester). Og mad fra slagteren i Vemb.

Vi hyggede med kongespil og brætspil og improviseret dans på køkkengulvet til Kool and the Gang. Og masser af gin-tonics og aperol spritz.


Boldspild havde vi heldigvis ikke meget af, men jeg forestiller mig, at sådan en voldgrav nok kan sluge lige så mange bolde som en sø ved en golfbane.

Tirsdag havde mine elever på 9. årgang sidste skoledag med masser af kalas og fællesspisning med deres lærere = mig og mine fire mænd (nu eksmænd 😭😭😭, som du kan læse en kærlighedserklæring til her).

Onsdag havde de tre klasser på årgangen translokation, som måtte afholdes i tre omgange på grund af fucking corona. Det betød også tre gange levering af velskrevet tale fra min side, tre gange reception og tre gange smalltalk med både afgangselever og deres forældre.

Torsdag havde min egen datter, Barn 4, translokation på sin egen skole. Hun forlader skolen med 26 12-taller på sit afgangsbevis og satte punktum for sin skolegang med dette smukke nummer på klaveret:


Som du måske fornemmer, er hun typen, der kan, præcis hvad hun sætter sig for. (Tag blot ikke fejl: Hun kommer ikke sovende til det, for hun har med kæmpestor selvdisciplin slidt sig til sine flotte karakterer og øvet sig på klaveret i hundredvis af timer gennem de sidste 9 år). 

Men her i huset siger vi heldigvis "fuck" til Janteloven og fejrer vores succeser, og dette her er sgu meget godt gået i en alder af 15. Bum.

Denne dag havde også Barn 1 fødselsdag, men hun holdt fest med veninderne, og det var måske meget godt, for jeg kunne jo ikke deltage.

Fredag fyldte jeg Yarisen op med afkom og vendte kølergrillen mod København. Ældste Søn (Barn 2) skulle nemlig forsvare sit speciale på DTU. Og blev dermed CAND.POLYT eller nærmere betegnet Master of Chemical and Biochemical Engineering, woop, woop 🎆💃🎇

Vi kunne således fejre endnu en succes, og jeg er super stolt af ham!

Knægten er allerede kaldt til sin fjerde jobsamtale på halvanden uge og vil formentlig spadsere direkte ud i et spændende job.

Om aftenen holdt vi kandidatfest hjemme hos The Person Formerly Known as Lucifer (eller min eksmand, om du vil) i Gentofte.

Sweetie var med.

Hun er den nye kvinde i mit liv 💘

Og hun har heldigvis lavet en suppe til mig med helt nye boller. I forhold til den gamle kvinde i mit liv altså.

For hun elsker at være sammen med min familie, og hun synes, The Person ... (fortsæt selv) er okay selskab.

Mens den gamle kvinde afskyede min eksmand og kategorisk nægtede at deltage i selskaber, hvor mine forældre ville være til stede.

Hvilket tit blev akavet. 

For hun INSISTEREDE på at blive inviteret med til diverse sammenkomster i min familie. Blot så hun kunne takke nej til invitationen (og dermed opnå en eller anden tilfredsstillelse, tænker jeg). Mens JEG derefter stod der til arrangementerne og måtte smålyve i et håbløst forsøg på at forklare, hvorfor damen ikke kunne være med.

Og hun blev RASENDE, hvis jeg plejede omgang med mine børns far. 

For eksempel da jeg i en efterårsferie havde inviteret Barn 3 og 4 med til Kreta med afgang fra Kastrup, og The Person blablabla ... tilbød os, at vi kunne tage til Gentofte aftenen før og overnatte i hans hus, hvorpå han ville stå op klokken 03.30 om morgenen og køre os i lufthavnen.

Det var et venligt tilbud, som jeg tog imod. Men det skulle jeg aldrig have gjort.

Fuck for en skideballe, jeg fik af ekskæresten 😱😱😱

Så de par gange, jeg efterfølgende overnattede i eksmandens hus, var det en lidt ... øh ... revideret version af sandheden, jeg fortalte derhjemme. Det var bedre, hun ikke vidste noget.

Jeg tror ikke, min ekskæreste var klar over, hvor ked af det jeg følte mig, når hun afviste min familie eller blev så vred over, at jeg somme tider var i samme hus som min eksmand. Eller det HÅBER jeg i hvert fald ikke. For så er hun mere kynisk, end jeg troede.

Og jeg forstod ikke hendes vrede. 

Jeg gjorde ikke noget forkert. 

Havde hun forestillet sig, at jeg efter MANGE års mentale trængsler ENDELIG havde fundet modet til at springe ud og for første gang havde oplevet rigtig kærlighed for blot at kaste mig TILBAGE i eksmandens favn og dermed den tilværelse, jeg var så glad for at have forladt?

I THINK not.

Sweetie derimod 💘💘💘 Min nye, skønne kæreste.

Hun er vild med min familie 😄 Faktisk ringer hun somme tider til både Rotterne og min mor. Bare for at høre, hvordan det går. Og det er en kæmpe lettelse for mig.

Så hun takkede omgående ja til at deltage i sønnikes kandidatfest i min eksmands hus sidste fredag.

OG til at tage med på familieudflugt til Furesøen om lørdagen. Picnic i det grønne. Med både paddleboards og kajakker og mad og øl i køletasker.

Søndag svingede jeg atter Yarisen vestover og kørte hjem til afrusning. To weekender i træk med næsten uophørlig kalas, og min kvindekrop trængte til en mad-og-drikke-i-overvældende-mængder-pause.

Mandag var jeg på job. 

Jeg ved godt, at visse mennesker mener, vi lærere er nogle dovne svin, der holder 11 ugers sommerferie (det har jeg set folk hævde i et kommentarspor til en artikel). Jeg kan kun tælle til fire. Ligesom velsagtens de fleste andre lønmodtagere.

Så jeg har været af sted hver dag i den forløbne uge. Elever havde vi selvfølgelig ingen af. Men der er meget, der skal udrettes i elevernes fravær. For eksempel planlægning af et helt skoleår.

Tirsdag havde Barn 4 fødselsdag, og jeg kørte direkte fra job til Aarhus, hvor vi spiste middag på en restaurant om aftenen. Hyggeligt og lækkert 😋

Onsdag var jeg til kombineret fødselsdagsfest og studentergilde hos Übermenschs (prøv lige at udtale DET ord 😂😂😂), aka min skønne venindes, søde søn. 

Det er livsbekræftende at se alle de glade, stolte studenter med deres flotte huer, og det var så fin en aften. Ikke mindst fordi den vakte gode minder om min egen studentertid.

I forgårs havde min yngste søn, Barn 3, fødselsdag. Men han var heldigvis ikke hjemme. Han har nemlig fået aftenarbejde og kunne ikke tage imod gæster på selve dagen.

Det gav mig et tiltrængt pusterum.

Det er jo ikke tilfældigt, at jeg har skrevet visse ord med fed i dette indlæg. De ord markerer tidspunkter, hvor jeg har haft travlt i de seneste to uger. Enten med arbejde eller fester eller andre sociale sammenkomster.

Og jeg kan blive helt stakåndet, når jeg scroller ned over mit indlæg. For SAtan, Hans-Otto. Det har været vildt.

Noget af det har været selvforskyldt.

Tre af mine børn (Barn 1, 3 og 4) har jo nemlig fødselsdag inden for otte dage (hvilket fortæller mig, at der må være en uge i efteråret, hvor der ikke rigtig kommer noget i fjernsynet, høhø 😂).

Og så har jeg ikke nævnt, at begge min søsters to børn faktisk har fødselsdag inden for de SAMME FUCKING OTTE DAGE. Og at jeg i år har måttet melde afbud til begge to på grund af andre arrangementer.

Til gengæld var jeg hjemme hos min mor i går. Her mødtes jeg med ugens tre fødselarer af egen avl (Barn 1, 3 og 4 altså), som syntes, det var synd, at mormor ikke havde været med til at fejre nogen af deres fødselsdage. 

Min mor kan med sine 80 år godt have lidt svært ved at overskue tingene, og jeg havde sagt, at jeg nok skulle sørge for alt. Hun behøvede bare lukke døren op, når vi bankede på, og eventuelt lave en kande kaffe.

Så da jeg langt om længe fik fri fra jobbet, susede jeg i Føtex og indkøbte jordbærtærte (som er min yndlingskage), chokoladekage, cookies, p-tærter, saftevand, lagkagelys og kageflag. Og hastede videre til fest.

Shit.

Derfor, kære læser, har jeg faktisk ikke lavet en skid i dag. 

Jeg regenererer mentalt. Og prøver at vænne min krop til, at den ikke nødvendigvis behøver indtage dobbelt-op på kalorier på daglig basis.

For med den mænge forplejning, jeg har modtaget i den senere tid, er jeg vokset i volumen og håber blot, at jeg dermed ikke trykker kloden ud af dens kredsløb.

Ikke mere nu.

Jeg skal spise 😋😋😋


Ingen kommentarer:

Send en kommentar