Om julemad og besynderligheder

Jeg fik juleferie i går.

Hehe.

Meget kan man sige om lærergerningen. Om lange arbejdsuger og om håbløse forsøg på at tilslibe andre menneskers uopdragne, utilpassede møgunger, som ikke forstår, at uddannelse er en gave (og hold nu op, hvor kan jeg få mit skønne job til at lyde som lort med tyndskid på, haha).

Men ferierne klager jeg fandme ikke over. Denne jul, som for mange andre lønmodtagere, er en fucking arbejdsjul, holder jeg og mine kolleger for eksempel 13 dage fri.

Wuhuuu!

Det markerede vi i går med en halvimproviseret julefrokost på lærerværelset. Vores officielle julefrokost fandt sted den 9. december, men et par af mine kolleger syntes, det kunne være hyggeligt, hvis vi lige lavede et lille sammenskudsgilde for at skyde ferien i gang på en glad og hyggelig måde den sidste arbejdsdag inden jul.

Fedt initiativ. Jeg ELSKER spontane fester.

Nå, men disse kolleger hængte i sidste uge en seddel op på lærerværelset, hvor vi kunne anføre vores initialer og den ret, vi gerne ville tage med.

Jeg skrev "tunmousse". 

Det er egentlig Arlas laksemousse, hvor jeg bare udskifter laksen med tun. Piece of cake og ikke specielt gourmetagtigt, men jeg brugte alligevel et par timer mandag aften på at få købt ind og banket lortet sammen.

Mange af kollegerne havde lagt samme arbejde og økonomi i projektet. Så der var både flæskesteg, nystegte fiskefileter, hjemmebagt brød, kålpølser, grønlangkål og meget andet superlækkert guf.

Og da vi havde været i kirke med eleverne ved middagstid, uddelt 1000 juleknus, håndtryk og varme ønsker og sendt alle børn hjem på ferie, luntede vi lærere tilbage til skolen, knappede en dåseøl op og begyndte at hjælpe hinanden med at dække bord til vores halvimproviserede sammenkomst.

SÅ hyggeligt :-D

Men her var det så, der skete noget, jeg ikke helt forstår.

For da alting var sat frem, og vi ved fælles indsats havde frembragt den skønneste julebuffet, trådte endnu en kollega ind på lærerværelset. 

Denne kollega havde ikke været med til at rette maden an, men det var okay, for jeg vidste, at han havde været optaget af at rydde op i et klasseværelse.

Han slikkede sig om munden ved synet af vores veldækkede bord, og gik direkte til fadene sammen med os andre.

Efter et par timer rejste han sig, ønskede os en glædelig jul og gik hjem.

Og her var det så, at det gik op for mig:

Han havde fandme crashet vores fest. Schwumpukkel!

Han havde ikke skrevet sig på listen. Han havde ikke haft noget med. Ikke så meget som en fucking vindrue. Han havde ikke deltaget i borddækningen. Han stak af fra opvasken. 

Han HAVDE derimod spist den mad og drukket den øl og snaps, som hans kolleger havde haft med.

Damn. Jeg har SÅ svært ved at håndtere den type, som godt vil nyde fællesskabets goder, men ikke selv bidrager.

Samtidig må jeg selvfølgelig smile lidt skævt af hans frækhed ;-) Nu er jeg jo ikke selv altid den mest regelrette person i verdenshistorien.

Nå, men hvad jeg IKKE smiler skævt af, er alle de fucking skinhellige, fingerpegende artikler, der altid inficerer nyhedsstrømmen i både trykte og elektroniske medier i tiden op til jul og bræger løs om, hvor forfærdeligt det er at nyde den gode julemad (advarsel: Hvis du vil have ødelagt en del af din jul, skal du bare læse videre. Ellers vil jeg anbefale, at du stopper her):

I dag skriver BT således dette om, hvor umenneskelig langt man skal løbe for at forbrænde julens gode mad.

Mens Jyllands-Posten har gode råd om juleslik til folk med mavefedt. (Sunde romkugler, my ass!)

Plus diverse artikler om, hvor let og lækkert det er at udskifte julesulet med fucking vegetarmad. 

Den tåler gentagelse: FUCKING VEGETARMAD.

Øh ... let me make one thing clear:

Det er ikke den mad, du spiser i julen, der gør dig fed. SÅ STOP HYSTERIET OG NYD JULEN!

Personligt ELSKER jeg julemad. Jeg udskifter fandme ikke anden med dampet broccoli. 

Og resten af året spiser jeg fornuftigt, ikke for meget og forholdsvis grønt. Så hvis alle disse selvudnævnte eksperter ville holde deres kæft og bare lade mig nyde alle julelækkerierne uden dårlig samvittighed, ville det være SÅ dejligt.

Bum!

Nå, men jeg må videre i dagens program. Først vil jeg gå de fem kilometer ind til banegården for at hente min bil (tog toget på job i går, så jeg kunne indtage rigelige mængder af julemad og -drikke uden at skulle køre hjem).

Og så skal jeg have handlet. Har lovet yngstebarnet at lave fed og sukkerrig julekonfekt i eftermiddag, nammenam ;-)