Vandforgiftning

"Hvad satan, din skiderik!"

Disse onde gloser undslap min mund forleden dag, da jeg kom kørende ind ad villavejen i Yarisen med Barn 4 på passagersædet og spottede en nabo rende rundt med en dunk.

En dunk med et flydende indhold.

Som tilsyneladende skulle hældes ud over hans ukrudt ved foden af hækken ud mod vejen.

"Hvad er der i vejen, mor?" lød det lidt bekymret fra englebassen ved min side.

"Der er bare det i vejen, lille skat, at den slemme mand derovre går og hælder gift ned i jorden. Og at den gift siver ned i vores vand. Det er ikke så godt, for så bliver vandet jo forgiftet" svarede jeg pædagogisk og skolelæreragtigt.

Og så kastede jeg en mental fatwa over nabomanden og tænkte ikke mere over den sag ...

... før Barn 4 forleden dag kom ud til mig i køkkenet, mens jeg var ved at være klar med aftensmaden, og sagde:

"JEG drikker altså ikke vand til maden!" med skingert eftertryk.

"Øh, hvaffornoget?" spurgte jeg begavet.

"Ja, for du har selv sagt, at vandet er forgiftet. Så det er nok bedre at drikke cola." ræsonnerede prinsessen snusfornuftigt.

Så kan jeg måske lære at lade være med at være så højlydt miljøbevidst.

Bum.