Hej pige

Damn, jeg har svært ved at huske ansigter. 

Ved sgu ikke, hvad det kommer af. Måske har jeg tunnelsyn, så jeg kun ser en lille prik helt tydeligt, mens resten i synsfeltet er pløret.

Eller måske er jeg bare bedre til at se folks indre skønhed uden at bemærke det ydre.

Smykker mig egentlig gerne med sidstnævnte mulighed, men frygter, at jeg i virkeligheden bare er en distræt gammel son of a bitch (eller i mit tilfælde nødvendigvis: daughter of a bastard).

Det giver mig et par udfordringer i mit nye job, hvor jeg for tiden møder cirka 10.000 nye børn om dagen. Som for eksempel, når jeg over overkanten af mine skolefrøkenbriller autoritativt og myndigt kigger en elev i øjnene og siger 

"What is your opinion of this issue, Kristian?"

Hvorpå den dreng i klassen, der hedder Kristian, svarer fra sin plads i den modsatte ende af lokalet. 

Eller når jeg møder en pige på gangen, som pænt siger

"Hej Frau Lehrerin" (hvilket naturligvis ikke er det, hun siger, fordi Frau Lehrerin sjovt nok ikke er mit rigtige navn, men hvis jeg skriver, hvem jeg er, kan jeg lige så godt lukke bloggen)

og jeg er nødsaget til at svare

"Hej ... øh ... pige."

Shit.