Så blev mand lige lære i gård: The Sequel

Er irriteret edderspændt rasende på en eller anden bedrevidende og nævenyttig lille nobody, som hedder Cecilie, og som jeg ikke kender.

Årsag: 

Mandag den 17. juni blev jeg efter et mildt sagt tænderudtrækkende uddannelsesforløb færdig med min læreruddannelse.

Tirsdag den 18. juni lagde jeg følgende private opdatering på min Facebook-væg: "Så blev mand lige lære i gård". Det gjorde jeg dels for at fortælle mine venner, at jeg altså nu havde gennemført min uddannelse, OG dels for at lave lidt fis med dem. 

DET VAR EN JOKE, for helvede, Cecilie! 

Jeg har arbejdet med litteratur i 14 år og har altså så meget kendskab til dansk retskrivning, at det ikke ligefrem falder mig naturligt at lave en opdatering, der er så tyk af stavefejl som den omtalte.

Mine venner var ikke sene til at se humoren og kvitterede med temmelig mange vidunderlige, stavefejlsfyldte kommentarer og lykønskninger.

Så vidt, så godt, og det burde have været enden på det.

Men ...

Onsdag den 19. juni kom så dette vildtfremmede, tilsyneladende humorforladte Cecilie-kvindemenneske ridende ind i mit liv og forpestede det for en stund. Hun var åbenbart på en eller anden måde stødt på min statusopdatering og havde så valgt at plante den på væggen i en usædvanlig usympatisk Facebook-gruppe, der kalder sig "Jeg dømmer dig, når du staver forkert!"

Det blev jeg ved et tilfælde gjort bekendt med, og i begyndelsen syntes jeg faktisk, det var ret morsomt, at jeg sådan havde fået uventet opmærksomhed ... men så besøgte jeg gruppens side, og så var det eddermame slut med morskaben.

Her så jeg nemlig til min forfærdelse, at min geniale og længe planlagte opdatering, som jeg havde glædet mig for vildt til at lægge på, havde givet anledning til en lang tråd af hånlige, ydmygende bemærkninger fra en hel masse komplet fremmede mænd og kvinder i aggressiv, tykpandet iver efter at latterliggøre min person og mine lærerfaglige kompetencer. 

Og hver gang et eller andet besjælet menneske antydede, at mine stavefejl nok var ment for sjov, kom lille, intrigante Cecilie springende fra sidelinjen og holdt liv i tråden ved skråsikkert at påstå, at "Det er der desværre ikke meget, der tyder på". Hvor fanden ved du det fra, Cecilie?

Mine venner reagerede forholdsvis heftigt på den urimelighed, jeg blev udsat for i den perfide, småtskårne Facebook-gruppe. Et par stykker af dem meldte sig tilmed ind i gruppen for at tage mig lidt i forsvar. Det skulle de aldrig have gjort, for ulvene derinde fik omgående færten af frisk blod og kastede sig lystent over disse nye, lette ofre.

En af de venner, der sagde fra på mine vegne, har efterfølgende modtaget tre personlige beskeder fra medlemmer af gruppen. To beder hende om at klappe i eller forsvinde, mens den sidste erklærer sig enig i, at tonen i omtalte gruppe er alt for hård og hadsk, men ikke tør offentliggøre denne holdning.

Jeg troede ikke, at hate-grupper var tilladt på Facebook.

Som slutbemærkning skylder jeg naturligvis Cecilie en tak for at have gjort mig klogere på mine medmennesker.