Har grublet længe i dag.
Fordi der i nat blev postet en kommentar her på bloggen, hvor homoseksuelle sættes i bås med pædofile og folk, der tænder på små børn, egne søskende og sex med dyr.
Jeg gætter på, at den mand, der har skrevet kommentaren, er meget kristen. I hvert fald citerer han Biblen i noget af det, han skriver.
Jeg blev selvfølgelig ked af at læse hans ord. (Det bliver jeg altid, når jeg bliver beskyldt for at tænde på små børn, egne søskende og sex med dyr.) Sikke et had, han føler, den mand.
Eller en frygt måske. Det er jo tit frygten for det fremmede, der giver folk den slags følelser. En bange, hadefuld mand.
Og umiddelbart havde jeg lyst til at slå igen. Gå i infight. Og skrive noget lidet næstekærligt til ham også.
Men i dagens løb kom jeg på andre tanker. Hvorfor ikke gå efter at være den mest dannede af os? Bare fordi HAN er Trump, behøver jeg jo ikke også være Trump.
Nu har jeg svaret manden.
Og jeg synes, jeg har haft held til at formulere mig pænt. Ikke noget med "fuck" og "pis" og den slags (kun en ganske lille smule sarkasme).
Men døm selv:
"Tak for endnu en sober og næstekærlig kommentar fra din kant.
Okay, så lad os sige, at du ikke er hjernevasket. Du mener bare, hvad andre (din gud, din prædikant, dine forældre?) fortæller dig, du skal mene, ikke?
Fred være med det.
Dog tror jeg, du sammenblander to koncepter, som ikke nødvendigvis har noget med hinanden at gøre: forplantning og kærlighed.
Jeg har for eksempel sat fire børn i verden med en mand. Ganske som din gud foreslår. Men jeg elskede ham ikke.
Det duer altså ikke automatisk at sætte lighedstegn mellem biologisk forplantning og kærlighed.
I øvrigt vil jeg foreslå dig at finde et andet citat fra biblen, når du ønsker at svine homoseksuelle til. Det, Matthæus taler om i den passage, du bruger her, er taget ud af kontekst og handler egentlig mere om, at man ikke kan lade sig skille (og se nu bare, hvor meget succes Matthæus har haft med DET postulat ;-)), end det handler om homoseksuelle.
Endelig skal jeg takke dig, fordi du læser med på min homoblog.
De bedste hilsener
Dropsene"
Jep, sådan skrev jeg.
Bum.
Nu skal jeg lave karbonader. Som det helt almindelige og lidet sataniske menneske jeg er ;-)
mandag den 10. oktober 2016
Lidt mere om fordomme
Har lige fået denne kommentar til et indlæg om religiøse sekters hjernevask af deres medlemmer:
"Hvor i ligger hjernevasken? At du betragter homeseuualitet som noramlt og jeg ikke gør? Er pædofoli nu også hjenrevask hvis jeg siger at jeg er imod det? Dyresex? Der er kun en naturlig konstellation og det er mand - kvinde. Homoægteskabet er hjernevask fra samfundets side. Ægteskabet er helligt og en mand skal forlade sin far og sin mor og knytte sig til sin hustru og de to skal blive et kød. Det feminine føder og der skal en mand til. Så fat det dog. Det næste bliver gift dig med din kat. Det er jo kærlighed. Gift dig med din lillesøster. Det er kærlighed og hun ser jo godt ud osv. I lever i fornægtelse og løgn fordi samfundet siger "god" for det."
Siger mange tak til Thomas V, som har skrevet kommentaren.
Nu behøver jeg da ikke skrive flere indlæg om fordomme mod homoseksuelle.
Skulle trangen alligevel komme over mig, kan jeg bare genudgive kommentaren fra Thomas, som altså IKKE er hjernevasket, men bare mener, hvad andre har fortalt ham, at han skal mene.
"Hvor i ligger hjernevasken? At du betragter homeseuualitet som noramlt og jeg ikke gør? Er pædofoli nu også hjenrevask hvis jeg siger at jeg er imod det? Dyresex? Der er kun en naturlig konstellation og det er mand - kvinde. Homoægteskabet er hjernevask fra samfundets side. Ægteskabet er helligt og en mand skal forlade sin far og sin mor og knytte sig til sin hustru og de to skal blive et kød. Det feminine føder og der skal en mand til. Så fat det dog. Det næste bliver gift dig med din kat. Det er jo kærlighed. Gift dig med din lillesøster. Det er kærlighed og hun ser jo godt ud osv. I lever i fornægtelse og løgn fordi samfundet siger "god" for det."
Siger mange tak til Thomas V, som har skrevet kommentaren.
Nu behøver jeg da ikke skrive flere indlæg om fordomme mod homoseksuelle.
Skulle trangen alligevel komme over mig, kan jeg bare genudgive kommentaren fra Thomas, som altså IKKE er hjernevasket, men bare mener, hvad andre har fortalt ham, at han skal mene.
torsdag den 22. september 2016
Er SÅ glad for Dropsene
For her kan jeg skrive alt, hvad jeg aldrig kunne finde på at SIGE til nogen. For eksempel side op og side ned om egne fortræffeligheder.
Jeg kan fremstå lige så narcissistisk og træls, som jeg har lyst til. Også selv om det er dårlig stil i vores kultur.
For du kan altid bare klikke mig væk.
Og det er der måske også nogle, der har gjort allerede. Nogle, der ville få hårrejsninger af at læse det, der står længere nede i dette indlæg.
Men for dig, der er blevet hængende, kommer altså her endnu en pisseirriterende beretning om kæmpestore, hjertevarmende komplimenter.
Situationen:
Jeg står ved kopimaskinen og er ved at forberede morgendagens tyskundervisning i 6. klasse.
Og anstigende kommer så en kollega, som indleder en monolog:
"Hej Mrs. Ray. (Det hedder jeg faktisk. Så den er god nok ;-))
Vil bare fortælle dig, at jeg for lidt siden kom gående ude på gangen. Og så mødte jeg Majbritt og Sofie fra 9. klasse."
Jeg nikker afventende. Regner med, at kollegaen ikke er færdig med at tale. Og det er hun heller ikke (hvilket også havde været underligt):
"De spurgte mig, om de godt måtte ønske noget. Og så sagde jeg: 'Ja da. Hvad vil I gerne ønske?'
Og så sagde de: 'Så ville vi ønske, at vi havde Mrs. Ray til ALLE fag.'"
Oh my God.
Jeg forstår slet ikke alle de komplimenter, jeg får. At alle de søde ting virkelig er noget, andre mener. Om ... øh ... MIG? Really?
Gennem hele mit lange ægteskab med Lucifer har jeg ikke stået i modtagerenden af ret mange positive udsagn om min person.
For alting var altid min skyld. Alt det negative, altså. Og til sidst begyndte jeg at tro på det.
At jeg var en dårlig person, der aldrig rigtig gjorde noget godt og smukt for nogen. At jeg var sådan en, man bare affandt sig med. At jeg var på tålt ophold.
Nu er jeg så pludselig landet i dette eventyrlige miljø. Hvor jeg igen og igen bliver bekræftet. Som lærer. Og som menneske.
Det ER sgudda fantastisk!
Og så har jeg endda kun skrevet om i eftermiddags.
Jeg har ikke skrevet, at der stod tre andre elever fra 9. årgang og ventede på mig uden for lærerværelset i morges.
De ville bære min taske og mit kaffekrus og mine nøgler for mig. NED PÅ 6. ÅRGANG. Hvor jeg skulle undervise de første to timer.
"Hvordan får du dem til det?" spurgte en kollega.
"Det ved jeg ikke," svarede jeg.
Og jeg har heller ikke skrevet om den kollektive jamren, der opstod i 8. klasse i går, da det gik op for dem, at vi ikke ses i temaugen i næste uge. Fordi jeg alle dage skal være hos 6. klasserne.
"ØØØØØV, det er snyd!" råbte en fem-seks stykker i munden på hinanden. "Hvorfor skal du kun være hos dem?!"
For satan altså.
Håber sgu, at jeg ikke bliver indbildsk af al denne positive opmærksomhed. Eller at jeg i hvert fald kan begrænse min indbildskhed til Dropsene. Så den ikke flyder ud og fordærver mit virkelige liv.
Pyha.
Nå, men nu, kære bloglæser, skal du få fred for mine selvpromoverende skriblerier for en stund. Som en sidste bemærkning vil jeg blot fortælle, at jeg ikke skriver disse ting for at være en pain in the butt.
Men derimod fordi de fylder utrolig meget i mig. Jeg er uendeligt taknemlig for alle disse mentale løft fra elever og kolleger. Og jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal rumme det hele.
That's why.
Bum.
Jeg kan fremstå lige så narcissistisk og træls, som jeg har lyst til. Også selv om det er dårlig stil i vores kultur.
For du kan altid bare klikke mig væk.
Og det er der måske også nogle, der har gjort allerede. Nogle, der ville få hårrejsninger af at læse det, der står længere nede i dette indlæg.
Men for dig, der er blevet hængende, kommer altså her endnu en pisseirriterende beretning om kæmpestore, hjertevarmende komplimenter.
Situationen:
Jeg står ved kopimaskinen og er ved at forberede morgendagens tyskundervisning i 6. klasse.
Og anstigende kommer så en kollega, som indleder en monolog:
"Hej Mrs. Ray. (Det hedder jeg faktisk. Så den er god nok ;-))
Vil bare fortælle dig, at jeg for lidt siden kom gående ude på gangen. Og så mødte jeg Majbritt og Sofie fra 9. klasse."
Jeg nikker afventende. Regner med, at kollegaen ikke er færdig med at tale. Og det er hun heller ikke (hvilket også havde været underligt):
"De spurgte mig, om de godt måtte ønske noget. Og så sagde jeg: 'Ja da. Hvad vil I gerne ønske?'
Og så sagde de: 'Så ville vi ønske, at vi havde Mrs. Ray til ALLE fag.'"
Oh my God.
Jeg forstår slet ikke alle de komplimenter, jeg får. At alle de søde ting virkelig er noget, andre mener. Om ... øh ... MIG? Really?
Gennem hele mit lange ægteskab med Lucifer har jeg ikke stået i modtagerenden af ret mange positive udsagn om min person.
For alting var altid min skyld. Alt det negative, altså. Og til sidst begyndte jeg at tro på det.
At jeg var en dårlig person, der aldrig rigtig gjorde noget godt og smukt for nogen. At jeg var sådan en, man bare affandt sig med. At jeg var på tålt ophold.
Nu er jeg så pludselig landet i dette eventyrlige miljø. Hvor jeg igen og igen bliver bekræftet. Som lærer. Og som menneske.
Det ER sgudda fantastisk!
Og så har jeg endda kun skrevet om i eftermiddags.
Jeg har ikke skrevet, at der stod tre andre elever fra 9. årgang og ventede på mig uden for lærerværelset i morges.
De ville bære min taske og mit kaffekrus og mine nøgler for mig. NED PÅ 6. ÅRGANG. Hvor jeg skulle undervise de første to timer.
"Hvordan får du dem til det?" spurgte en kollega.
"Det ved jeg ikke," svarede jeg.
Og jeg har heller ikke skrevet om den kollektive jamren, der opstod i 8. klasse i går, da det gik op for dem, at vi ikke ses i temaugen i næste uge. Fordi jeg alle dage skal være hos 6. klasserne.
"ØØØØØV, det er snyd!" råbte en fem-seks stykker i munden på hinanden. "Hvorfor skal du kun være hos dem?!"
For satan altså.
Håber sgu, at jeg ikke bliver indbildsk af al denne positive opmærksomhed. Eller at jeg i hvert fald kan begrænse min indbildskhed til Dropsene. Så den ikke flyder ud og fordærver mit virkelige liv.
Pyha.
Nå, men nu, kære bloglæser, skal du få fred for mine selvpromoverende skriblerier for en stund. Som en sidste bemærkning vil jeg blot fortælle, at jeg ikke skriver disse ting for at være en pain in the butt.
Men derimod fordi de fylder utrolig meget i mig. Jeg er uendeligt taknemlig for alle disse mentale løft fra elever og kolleger. Og jeg ved næsten ikke, hvordan jeg skal rumme det hele.
That's why.
Bum.
tirsdag den 20. september 2016
Om ferie, masser af ferie
Så er nedtællingen til efterårsferien fandme begyndt, hehe.
3½ skoleuge tilbage. Og så daffer jeg til Grækenland. Kreta faktisk. Sammen med Barn 3 og 4.
Og DET gør jeg godt nok aldrig mere.
Issue nr. 1:
For det første skulle vi have været i Tyrkiet.
Det bestemte jeg, da jeg fik skattepenge tilbage i foråret. Bestilte tilmed en rejse. Til Alanya. All inclusive. Mest fordi jeg aldrig før har prøvet all inclusive.
MEN.
Så kom alle de idiotiske, undermedicinerede islamister (jeg HADER islamister, hrmpf!) væltende og detonerede deres åndssvage bomber i Tyrkiet sommeren over.
Så jeg valgte at ændre destination til Kreta. Og det kostede 3.500 kroner at afbestille den første rejse, da jeg ingen rejseforsikring havde.
Så ud over at være blevet 3.500 kroner fattigere må jeg samtidig være taknemlig over for rejseselskabet, som trods alt gav mig 8.000 spir tilbage.
Issue nr. 2:
JEG HAR KUN INVITERET BARN 3 OG 4 MED.
Oh dear.
Jeg tænkte i min naivitet, at det måske var okay at se bort fra de to børn, der ER flyttet hjemmefra og har deres egen økonomi. Nu VAR de jo med i Frankrig i sommerferien på Muttis regning.
Men for satan altså. Big mistake!
For de blev skuffede. MEGET skuffede. Og de er heller ikke vant til, at vi ikke alle sammen tager af sted. Så det er forståeligt.
Problemet er bare, at min lærerløn ikke rækker til så meget, så derfor ...
Well, næste gang vælger jeg nok at tilbyde at betale halvdelen af rejsen til de børn, der har egen indkomst. Og så kan de selv vælge, om de vil skyde den sidste halvdel i.
Spørgsmålet er bare, hvor længe jeg skal blive ved med at invitere?
For Barn 4 er 12 nu. Og når hun er 18 og får sin egen økonomi, ja, så er Barn 1 jo 29 og har måske både ægtefælle og børn. Og det har Barn 2 måske også.
Og så må man da håbe, jeg har skrevet en international bestseller, hvis jeg skal få råd til hele flokken.
Nå, men Kreta-turen ændrer jeg ikke ved. Og så kan vi lige så godt glæde os, woop, woop :-D!!
Når vi så er kommet hjem fra Kreta, har jeg en firedages arbejdsuge, og så har jeg sgu ferie igen, hehe.
De kalder det lærernes "6. ferieuge."
Øh ...?
Jeg laver lige et hurtigt regnestykke:
4 ugers sommerferie + 1 uges efterårsferie + 2 ugers juleferie + 1 uges vinterferie + 1 uges påskeferie = 9 uger.
FUCKING 9 UGER!
Plus det løse.
Men okay, lad os bare kalde det "6. ferieuge."
Det er der altså nogen, der har bestemt, at lærerne skal have, og jeg siger ikke nej tak. Det er selvfølgelig også rart, at vi har bare en enkelt uge, som ikke er forudbestemt for os, og som vi derfor ikke behøver lægge i rejseselskabernes højsæson.
På min skole må vi sprede "6. ferieuge" ud og afholde dagene enkeltvist, hvis vi vil. Og jeg holder min første feriedag den 28. oktober.
Den dag skal jeg til årsmøde i Privatskoleforeningen.
"Øh, privatskole?" spørger nu den opmærksomme bloglæser undrende.
Og nej, jeg arbejder ikke på en privatskole. Men jeg er næstformand i bestyrelsen på sådan en motherfucker.
Og Privatskoleforeningen holder altså årsmøde på Nyborg Strand den 28 oktober.
Jeg var også med for to år siden. Gud bedre det.
Tror fandme ikke, jeg nogensinde tilgiver mine bestyrelseskolleger. For ALDRIG har jeg oplevet noget SÅ pinligt!
Årsmødet i Privatskoleforeningen foregår nogenlunde på den måde, at man møder op i Nyborg fredag morgen. Og så lytter man til nogle prominente talere. Sidste gang dukkede undervisningsministeren for eksempel op.
Og hele dagen går med at networke og høre taler og den slags. Og med at spise. For SATAN, man spiser godt.
Og når dagens officielle program er overstået sidst på eftermiddagen, har man lige en halv time til "afslapning" inden middagen.
Jeg valgte at bruge min halve times afslapning på at tage en lur på mit værelse. For jeg var sgu lige lidt træt der.
Og da den halve time var gået, rullede jeg ud af sengen, tissede, børstede tænder og gik så ned i foyeren på Nyborg Strand. Iført de, efter luren nu lettere krøllede, jeans, jeg havde haft på hele dagen, og den samme ustrøgne skjortebluse.
For blot at opdage ...
SHIT!!!
... AT ALLE ANDRE VAR IFØRT STIVESTE GALLA.
Det var så det, de havde brugt deres halve times "afslapning" på. At gøre sig selv TOPTUNEDE til et MEGET elegant aftenselskab.
Det var åbenbart kutyme. Men var der mon NOGEN fra min bestyrelse, der havde orienteret mig? (Retorisk spørgsmål.)
Så åh nej. Nejnejnejnejnej. NEEEEJ!
Nå, men det var en fantastisk middag, som jeg vil forbigå stort set i tavshed. Lasse Rimmer var festligt indslag. Og kunne heldigvis fjerne opmærksomheden fra mit ... øh ... ret enestående antræk.
Og skal jeg absolut få noget positivt ud af den beretning, må det være, AT DET SAMME SATANEDME IKKE SKER IGEN!
Bum!
Jeg bliver Queen of the Night den 28.
Nok om ferie. Nu skal jeg have risengrød med ungerne.
3½ skoleuge tilbage. Og så daffer jeg til Grækenland. Kreta faktisk. Sammen med Barn 3 og 4.
Og DET gør jeg godt nok aldrig mere.
Issue nr. 1:
For det første skulle vi have været i Tyrkiet.
Det bestemte jeg, da jeg fik skattepenge tilbage i foråret. Bestilte tilmed en rejse. Til Alanya. All inclusive. Mest fordi jeg aldrig før har prøvet all inclusive.
MEN.
Så kom alle de idiotiske, undermedicinerede islamister (jeg HADER islamister, hrmpf!) væltende og detonerede deres åndssvage bomber i Tyrkiet sommeren over.
Så jeg valgte at ændre destination til Kreta. Og det kostede 3.500 kroner at afbestille den første rejse, da jeg ingen rejseforsikring havde.
Så ud over at være blevet 3.500 kroner fattigere må jeg samtidig være taknemlig over for rejseselskabet, som trods alt gav mig 8.000 spir tilbage.
Issue nr. 2:
JEG HAR KUN INVITERET BARN 3 OG 4 MED.
Oh dear.
Jeg tænkte i min naivitet, at det måske var okay at se bort fra de to børn, der ER flyttet hjemmefra og har deres egen økonomi. Nu VAR de jo med i Frankrig i sommerferien på Muttis regning.
Men for satan altså. Big mistake!
For de blev skuffede. MEGET skuffede. Og de er heller ikke vant til, at vi ikke alle sammen tager af sted. Så det er forståeligt.
Problemet er bare, at min lærerløn ikke rækker til så meget, så derfor ...
Well, næste gang vælger jeg nok at tilbyde at betale halvdelen af rejsen til de børn, der har egen indkomst. Og så kan de selv vælge, om de vil skyde den sidste halvdel i.
Spørgsmålet er bare, hvor længe jeg skal blive ved med at invitere?
For Barn 4 er 12 nu. Og når hun er 18 og får sin egen økonomi, ja, så er Barn 1 jo 29 og har måske både ægtefælle og børn. Og det har Barn 2 måske også.
Og så må man da håbe, jeg har skrevet en international bestseller, hvis jeg skal få råd til hele flokken.
Nå, men Kreta-turen ændrer jeg ikke ved. Og så kan vi lige så godt glæde os, woop, woop :-D!!
Når vi så er kommet hjem fra Kreta, har jeg en firedages arbejdsuge, og så har jeg sgu ferie igen, hehe.
De kalder det lærernes "6. ferieuge."
Øh ...?
Jeg laver lige et hurtigt regnestykke:
4 ugers sommerferie + 1 uges efterårsferie + 2 ugers juleferie + 1 uges vinterferie + 1 uges påskeferie = 9 uger.
FUCKING 9 UGER!
Plus det løse.
Men okay, lad os bare kalde det "6. ferieuge."
Det er der altså nogen, der har bestemt, at lærerne skal have, og jeg siger ikke nej tak. Det er selvfølgelig også rart, at vi har bare en enkelt uge, som ikke er forudbestemt for os, og som vi derfor ikke behøver lægge i rejseselskabernes højsæson.
På min skole må vi sprede "6. ferieuge" ud og afholde dagene enkeltvist, hvis vi vil. Og jeg holder min første feriedag den 28. oktober.
Den dag skal jeg til årsmøde i Privatskoleforeningen.
"Øh, privatskole?" spørger nu den opmærksomme bloglæser undrende.
Og nej, jeg arbejder ikke på en privatskole. Men jeg er næstformand i bestyrelsen på sådan en motherfucker.
Og Privatskoleforeningen holder altså årsmøde på Nyborg Strand den 28 oktober.
Jeg var også med for to år siden. Gud bedre det.
Tror fandme ikke, jeg nogensinde tilgiver mine bestyrelseskolleger. For ALDRIG har jeg oplevet noget SÅ pinligt!
Årsmødet i Privatskoleforeningen foregår nogenlunde på den måde, at man møder op i Nyborg fredag morgen. Og så lytter man til nogle prominente talere. Sidste gang dukkede undervisningsministeren for eksempel op.
Og hele dagen går med at networke og høre taler og den slags. Og med at spise. For SATAN, man spiser godt.
Og når dagens officielle program er overstået sidst på eftermiddagen, har man lige en halv time til "afslapning" inden middagen.
Jeg valgte at bruge min halve times afslapning på at tage en lur på mit værelse. For jeg var sgu lige lidt træt der.
Og da den halve time var gået, rullede jeg ud af sengen, tissede, børstede tænder og gik så ned i foyeren på Nyborg Strand. Iført de, efter luren nu lettere krøllede, jeans, jeg havde haft på hele dagen, og den samme ustrøgne skjortebluse.
For blot at opdage ...
SHIT!!!
... AT ALLE ANDRE VAR IFØRT STIVESTE GALLA.
Det var så det, de havde brugt deres halve times "afslapning" på. At gøre sig selv TOPTUNEDE til et MEGET elegant aftenselskab.
Det var åbenbart kutyme. Men var der mon NOGEN fra min bestyrelse, der havde orienteret mig? (Retorisk spørgsmål.)
Så åh nej. Nejnejnejnejnej. NEEEEJ!
Nå, men det var en fantastisk middag, som jeg vil forbigå stort set i tavshed. Lasse Rimmer var festligt indslag. Og kunne heldigvis fjerne opmærksomheden fra mit ... øh ... ret enestående antræk.
Og skal jeg absolut få noget positivt ud af den beretning, må det være, AT DET SAMME SATANEDME IKKE SKER IGEN!
Bum!
Jeg bliver Queen of the Night den 28.
Nok om ferie. Nu skal jeg have risengrød med ungerne.
mandag den 19. september 2016
Udspringsdag igen
Eller bryllupsdag, om du vil.
For på denne dag for nogle år siden stod jeg hvid brud i kirken ved siden af Lucifer.
Og på denne dag for knap så mange år siden sprang jeg ud og erkendte over for Tudserne (læs: mine aldrende forældre, red.), at jeg er til kvinder, og at jeg måtte forlade mit ægteskab og det liv, jeg kendte. Pronto.
Så 19. september er for mig en dato, der kalder på refleksion og næsten stadigvæk kan gøre mig stakåndet ved sin monumentalitet.
Og ved tanken om, hvad jeg har gennemlevet i de sidste seks år. "Ny" seksualitet. Ny partner. Ny civilstatus. Ny bolig - TO gange. Ny uddannelse. Nyt job. Ny og uventet intolerance visse steder i nærmiljøet (avs!).
Foruden to politiransagninger foranlediget af Statsforvaltningen og tre retssager mod Lucifer.
Oh dear.
Alting på hovedet i et rædselsvækkende leap of faith. Den ultimative nærdødsoplevelse.
Heldigvis er jeg landet på benene, det ved du. Men det har ikke været uden masser af sitrende utryghed og fortvivlede, plaskvåde tårer.
"Men hvis De havde vidst, hvor opslidende en affære det ville være at komme fri af det gamle liv og starte et nyt, var De så blevet i Deres ægteskab?" spørger nu den spørgelystne bloglæser.
"Ikke på vilkår!" svarer Fruen derpå klippefast.
For det er en forbrydelse ikke at være tro mod sig selv.
Og til trods for at min beslutning om at stå ved den person, jeg er, har haft konsekvenser for mine fire skønne børn, som pludselig blev til fire ulykkelige, skønne børn, ja, så har de fået en mor ud af det, som nu er en langt stærkere og mere strålende og selvtillidsfuld kvinde end nogensinde før.
Og det kommer dem forhåbentlig til gode :-) I hvert fald lader de alle til atter at hvile godt i sig selv.
Ikke mere om udspring nu.
Det skulle da lige være en bemærkning om, at jeg om lidt springer ud under bruseren. For jeg har været ude at løbe. Det har jeg gjort jævnligt, efter at jeg i sidste uge læste, at den næsthyppigste dræber i vores samfund er fysisk inaktivitet.
Og mig skal den der død fandme ikke få skovlen under.
Bum.
For på denne dag for nogle år siden stod jeg hvid brud i kirken ved siden af Lucifer.
Og på denne dag for knap så mange år siden sprang jeg ud og erkendte over for Tudserne (læs: mine aldrende forældre, red.), at jeg er til kvinder, og at jeg måtte forlade mit ægteskab og det liv, jeg kendte. Pronto.
Så 19. september er for mig en dato, der kalder på refleksion og næsten stadigvæk kan gøre mig stakåndet ved sin monumentalitet.
Og ved tanken om, hvad jeg har gennemlevet i de sidste seks år. "Ny" seksualitet. Ny partner. Ny civilstatus. Ny bolig - TO gange. Ny uddannelse. Nyt job. Ny og uventet intolerance visse steder i nærmiljøet (avs!).
Foruden to politiransagninger foranlediget af Statsforvaltningen og tre retssager mod Lucifer.
Oh dear.
Alting på hovedet i et rædselsvækkende leap of faith. Den ultimative nærdødsoplevelse.
Heldigvis er jeg landet på benene, det ved du. Men det har ikke været uden masser af sitrende utryghed og fortvivlede, plaskvåde tårer.
"Men hvis De havde vidst, hvor opslidende en affære det ville være at komme fri af det gamle liv og starte et nyt, var De så blevet i Deres ægteskab?" spørger nu den spørgelystne bloglæser.
"Ikke på vilkår!" svarer Fruen derpå klippefast.
For det er en forbrydelse ikke at være tro mod sig selv.
Og til trods for at min beslutning om at stå ved den person, jeg er, har haft konsekvenser for mine fire skønne børn, som pludselig blev til fire ulykkelige, skønne børn, ja, så har de fået en mor ud af det, som nu er en langt stærkere og mere strålende og selvtillidsfuld kvinde end nogensinde før.
Og det kommer dem forhåbentlig til gode :-) I hvert fald lader de alle til atter at hvile godt i sig selv.
Ikke mere om udspring nu.
Det skulle da lige være en bemærkning om, at jeg om lidt springer ud under bruseren. For jeg har været ude at løbe. Det har jeg gjort jævnligt, efter at jeg i sidste uge læste, at den næsthyppigste dræber i vores samfund er fysisk inaktivitet.
Og mig skal den der død fandme ikke få skovlen under.
Bum.
søndag den 18. september 2016
My goodness, hvor er jeg åbenbart glad for te
Hold da op. Har lige kastet et blik i mit te-/kaffeskab. Og prøv lige at se:
Derudover har jeg syv æsker med andre tetyper. Det giver 13 æsker te i mit skab.
Jeg er da godt nok glad for te, hva' :-)
Man skulle fandme ikke tro, at jeg næsten aldrig drikker andet end pulverkaffe, vand og rødvin.
Nå, men Yogi rules, hvis det absolut skal være. For jeg HADER bitter te. Og det bliver Yogi ikke. Bitter altså.
De to nyeste æsker købte jeg i går. I en helsebutik i Århus. L købte også Yogi-te i samme butik i går. Men det er mere logisk, fordi hun rent faktisk drikker det.
Bed mig ikke om at forklare min mystiske tefetish. Det nærmeste, jeg kan komme en rationel forklaring, er, at jeg forbinder te med hygge.
Ligesom jeg forbinder bøger med hygge. Og derfor går ind i alle de boghandler, jeg kommer forbi, og køber noget. I går købte jeg således denne motherfucker:
Hvilket giver okay god mening, fordi L og jeg altid suser rundt i landet og oplever. Og her kan vi finde inspiration.
Men for helvede altså. Jeg kan jo købe bøger langt hurtigere, end jeg kan nå at læse dem. Så se nu bare her, hvad der ligger og venter:
Shit.
But then again: Der er selvfølgelig en vis harmoni i, at jeg har lige så mange ulæste bøger i ventekø, som jeg har teæsker i mit skab.
Nu håber jeg bare på rigtig råddent efterårsvejr, så jeg kan krybe sammen i sofahjørnet foran pejsen og komme igennem nogle af bunkerne.
Det bliver pissehyggeligt!
Derudover har jeg syv æsker med andre tetyper. Det giver 13 æsker te i mit skab.
Jeg er da godt nok glad for te, hva' :-)
Man skulle fandme ikke tro, at jeg næsten aldrig drikker andet end pulverkaffe, vand og rødvin.
Nå, men Yogi rules, hvis det absolut skal være. For jeg HADER bitter te. Og det bliver Yogi ikke. Bitter altså.
De to nyeste æsker købte jeg i går. I en helsebutik i Århus. L købte også Yogi-te i samme butik i går. Men det er mere logisk, fordi hun rent faktisk drikker det.
Bed mig ikke om at forklare min mystiske tefetish. Det nærmeste, jeg kan komme en rationel forklaring, er, at jeg forbinder te med hygge.
Ligesom jeg forbinder bøger med hygge. Og derfor går ind i alle de boghandler, jeg kommer forbi, og køber noget. I går købte jeg således denne motherfucker:
Hvilket giver okay god mening, fordi L og jeg altid suser rundt i landet og oplever. Og her kan vi finde inspiration.
Men for helvede altså. Jeg kan jo købe bøger langt hurtigere, end jeg kan nå at læse dem. Så se nu bare her, hvad der ligger og venter:
Shit.
But then again: Der er selvfølgelig en vis harmoni i, at jeg har lige så mange ulæste bøger i ventekø, som jeg har teæsker i mit skab.
Nu håber jeg bare på rigtig råddent efterårsvejr, så jeg kan krybe sammen i sofahjørnet foran pejsen og komme igennem nogle af bunkerne.
Det bliver pissehyggeligt!
torsdag den 15. september 2016
Om at have ni liv
Det har han vist. Min far.
For det var falsk alarm. Det der. Det unævnelige. The abominable C-word.
Og Manden med leen har igen svinget forgæves.
Måske skulle han dreje en tur omkring Louis Nielsen og få et synstjek.
For fatter er åbenbart ikke sådan lige til at ramme med den der le.
Han har i hvert fald præsteret at få en blodprop i hjernen. For måske ti år siden. Ingen mén i dag.
Og han er også kørt ind i et vejtræ i en brandert, så han brækkede nakken fire steder. Stadig ingen mén i dag.
Og så har han KOL.
Men er åbenbart ikke tilnærmelsesvis tæt på at stille træskoene.
Heller ikke af kræft.
Så jeg er lettet ud over alle grænser. For jeg er jo slet ikke parat til at tage afsked med den gamle kegle. Og det behøver jeg heller ikke. Ikke lige nu altså.
Tilbage sidder jeg til gengæld med en voksende irritation over en satans klaphat af en hjertelægefidus på Skejby Sygehus. Som forrige søndag, efter at have kigget på en scanning af hjerteområdet i min fars aldrende drengekrop, kom sejlende ind på hans stue og meddelte, og jeg CITERER:
"Der er ikke noget alvorligt på hjertet. Men det er der på lungerne. Det er ondartet, og det er slemt."
Sådan sagde idioten til min far, min mor, min bror og min søster, som alle befandt sig på nævnte hospitalsstue.
Og så er det da klart, at vi allesammen tror, der bare skal et lille puf til, før min far lander i en permanent opholdstilladelse halvanden meter under jorden.
Set i bakspejlet, burde vi måske have været mistroiske, da en hjertelæge udtalte sig om et lungeproblem, men det magter man ligesom ikke i situationen.
Så hvis dette lægefjols læser med her på bloggen, vil jeg foreslå ham fremover at holde næbbet godt og grundigt flettet, når sagen drejer sig om noget, han ved nada om.
Og møder jeg ham, kommer han sgu nok en tur over knæet.
Bum!
For det var falsk alarm. Det der. Det unævnelige. The abominable C-word.
Og Manden med leen har igen svinget forgæves.
Måske skulle han dreje en tur omkring Louis Nielsen og få et synstjek.
For fatter er åbenbart ikke sådan lige til at ramme med den der le.
Han har i hvert fald præsteret at få en blodprop i hjernen. For måske ti år siden. Ingen mén i dag.
Og han er også kørt ind i et vejtræ i en brandert, så han brækkede nakken fire steder. Stadig ingen mén i dag.
Og så har han KOL.
Men er åbenbart ikke tilnærmelsesvis tæt på at stille træskoene.
Heller ikke af kræft.
Så jeg er lettet ud over alle grænser. For jeg er jo slet ikke parat til at tage afsked med den gamle kegle. Og det behøver jeg heller ikke. Ikke lige nu altså.
Tilbage sidder jeg til gengæld med en voksende irritation over en satans klaphat af en hjertelægefidus på Skejby Sygehus. Som forrige søndag, efter at have kigget på en scanning af hjerteområdet i min fars aldrende drengekrop, kom sejlende ind på hans stue og meddelte, og jeg CITERER:
"Der er ikke noget alvorligt på hjertet. Men det er der på lungerne. Det er ondartet, og det er slemt."
Sådan sagde idioten til min far, min mor, min bror og min søster, som alle befandt sig på nævnte hospitalsstue.
Og så er det da klart, at vi allesammen tror, der bare skal et lille puf til, før min far lander i en permanent opholdstilladelse halvanden meter under jorden.
Set i bakspejlet, burde vi måske have været mistroiske, da en hjertelæge udtalte sig om et lungeproblem, men det magter man ligesom ikke i situationen.
Så hvis dette lægefjols læser med her på bloggen, vil jeg foreslå ham fremover at holde næbbet godt og grundigt flettet, når sagen drejer sig om noget, han ved nada om.
Og møder jeg ham, kommer han sgu nok en tur over knæet.
Bum!
Abonner på:
Opslag (Atom)