Ved godt, der er penge i det, men ...

Har lige været en tur ovre omkring bloglovin.com. 

Ikke for at stive egoet af: Jeg har kun fire followers derovre. Hvoraf den ene tilfældigvis er mig selv (fylder dermed for en gangs skyld en hel del i en statistik, haha).

Men derimod for bare at snuse lidt. For at se, om jeg mon går glip af noget vigtigt, som andre bloggere har på hjerte. 

Klikkede på "Personal" under "Popular Posts," da jeg formodede, at jeg her ville møde den slags blogs, jeg foretrækker. Altså den slags, hvor man fornemmer, at der sidder et rigtigt menneske bag skærmen. Et menneske med følelser, glæder og bekymringer, med både succeser og småkiks i hverdagen. Med lidenskab. Som forstår at udtrykke sig personligt og vedkommende og formår at forføre mig ind i sit univers ved at lade mig fornemme, hvem hun er.

Et menneske, som har noget ægte på hjerte, elsker at skrive og får mig til at mærke en glød.

Og kan hun samtidig gøre det med humor og et anstrøg af selvironi, er jeg solgt.

Yep.

Så jeg scrollede håbefuldt ned gennem listen ... og fandt ... den ene ligegyldige, indholdsløse, upersonlige reklamesøjle efter den anden :-(

Læbestift, neglelak, tasker, tøj, shopping. Typiske kvindeprodukter og -temaer, som bloggeren tydeligvis tjener penge på at skrive om. Fuck, hvor uinteressant og skuffende! Vil jeg have reklamer, tænder jeg sgudda for TV2 eller køber Alt For Damerne. Eller også sætter jeg mig ned på rutebilstationen og studerer bybusser.

Det er grunden til, kære læser, at du ALDRIG vil finde reklamer på min blog. Mine indlæg er oprigtige. De er ikke styret af økonomi. De er styret af en hengivenhed til det at skrive og et ønske om at formidle nogle budskaber, som jeg finder vigtige. Eller somme tider bare et ønske om at være fjollet. Eller provokerende. Eller lesbisk. Tit lesbisk faktisk.

Men de er i hvert fald ikke styret af et ønske om at få dig til at fiske dankortet op af lommen og brænde det varmt.

For jeg er ikke til salg.

Bum.